Juice den op fra slap i Århus

Der er kommet en ond, ond, ond samling af fin vin til Århus. Det er sådan noget spontangæret og ufiltreret sjask, som ikke er lavet af hverken rosiner eller enzymer. Say what? WHAAAT! Nemlig. Det er sgu da om noget "danish for progress". LOLbranding. KØR!


Vinene er fra Råjsfård, Pætijang og Terrorajsten. Og Vinsvin, selvfølgelig. Der kommer også jazz fra Østerraiks senere i dag. Bomhans. Flaskerne står på en restaurant, som lyder lige som en lastbil, der bakker. Biiiib, biiiiib, biiiiib. Per Pallesen-joke FTW! Ja, det er motherfucking Pondus, som for et par dage siden fik sådan et billigt dækaftryk kastet i grams. Service!

"Njaaa som om. Så er de sikkert pissedyre, og man skal drikke dem på restauranten". Der får du lige et dobbeltnej tilbage, oh, du evigt skeptiske jyske forbruger. Vinene er faktisk meget lidt dyre, og du må også gerne købe dem med hjem. Hjem til Åååårhus, ååhhh. Det ville selvfølgelig være hyggeligere (og dyrere), hvis du drak dem i restaurationskiosken – i stedet for at drikke dem i smug i garagen – men det styrer du selv. Du er din egen lykkes smed (og moms-elsker).

Og hey! Der er vine med fad. Dobbelt-hey! Der er også vine med svovl. Uha, uha. Så du skal ikke være angst, selvom der selvfølgelig også er sager uden noget som helst. Du kan endda få nogenlunde gode råd af en af dem fra Vinsvin. 4 realz shizzle? For true shizzle, homie! Butiksrestauranten er åben fra det der onsdag til det der lørdag. Med undtagelse af perioden 15-16.30, hvor alle får fri. Antikapitalistisk LOOOOL. Du kan tjekke resten af porteføljen ud her, hvis du er vild med at kigge på vin, der ligger på et betongulv.

Kom hid, din vidunderlige kommende kulturhovedstadsbeboer. Det bliver tåbeligt fint.

Anmeldelser af anmeldelser

Okay, okay, okay. Måske ved du godt, at Vinsvin er med til at producere det der VANG. Og hvis du har været så (fågging!) heldig at få nallerne i et VANG-blad, så vil du måske også vide, at der er mindst tre mennesker, som er trætte af den standardiserede vinanmeldelse som koncept. Du ved, den der anmeldelse med 250 triste anslag og nogle slappe stjerner i flæng. Anders har skrevet kloge ting om det i bladet, faktisk.
 
Men nu siger jeg det også. Tænk, hvis man anmeldte film eller musik eller mad med så lidt indlevelse og seriøsitet, som man (= næsten alle) gør med vin. RAMASKRIG! Derfor har Vinsvin sat sig for at anmelde vinanmeldelser. Gode og dårlige. Måske vi kan starte en lille revolution, inden vi får lavet verden om til én stor socialistisk herlighedsstat. LOLpolitik.



Så her er aftenens anmeldelse. Den er fra Ekstra-Bladet og den er skrevet af evigt sympatiske og svært flinke Thomas Rydberg.

---

100% Garnacha fra Cariñena. Kun 50% på fade i 4 mdr. Ganske fyldig og frugtig vin i stilen. Brombær, lakrids, peber og søde krydderier i smagen. Flot struktur og en ligefrem vin ganske flot til prisen.

Alkohol procent: 13,5
Set hos d-wine på tilbud til 69 kr.

(fem stjerner)

---

Hvad kan man bruge sådan en svend til? Selvfølgelig er stjernerne herligt nemme at afkode. Fem stjerner er en dumt god vin. Jo tak. Køb, køb, køb. LOL. Og vinen er "set" til 69 kroner. Endnu mere køb, køb, køb. Seriåst. Hvad betyder det, at den er set i en butik til 69 kroner? Koster den fucking 69 kroner eller ej? Og er det ikke D-wine, der har sendt vinen ind til Thomas-drengen med et prisklistermærke på? Ingen ved det. Alle vil vide det.

Okay. Så er der formuleringerne. Sygt LOL at Vinsvin har sat sig for at anmelde formuleringer!! Og hvad sker der for ikke at bruge et eneste udsagnsord i en anmeldelse? Det er crazy shit, man lærer på journalisthøjskolen.

Rolig nu. Vi starter her. "Kun 50% på fade i 4 mdr.". Kun? Hvordan kan man skrive "kun", når der ingen informationer er i sætningen? Hallåååå? Er det nye fade, er det store fade? Er fire måneder kort tid eller dumt lang tid? Og er det godt eller dårligt med den der syge fad? Og refererer "kun'et" til de 50% eller til de fire måneder? Hvad vil sætningen udrette? Vi kører igen: Ingen ved det. Alle vil vide det.

"Ganske fyldig" er en skønt ansvarsfraliggende konstruktion. Man har ikke sagt for lidt. Man har ikke sagt for meget. Ingen kan kritisere forfatteren bagefter på NationenUdråbstegn. Ahhh. Der findes mere fyldige ting. Der findes mindre fyldige ting. Afsted med den.

Og så kommer ordene "frugtig vin i stilen". Læs det lige igen. Jeg tror, jeg forstår, hvad der menes, selvom konstruktionen hænger lidt. Meget. Vinen smager af frugt. Også i stilen. LOL. Måske fordi den er lavet af frugt. Og måske fordi den kun smager ganske lidt af fad. Men "frugt" som koncept? Umodne paradisæbler eller overmodne jordbær? Nej. Bare frugt.

Der er da også 25% frugt i beskrivelsen af vinen. Og 75% ikke-frugt, selvfølgelig.

Ahhh. Der var den. Den smager af brombær. Fint. Frugten er brombær. Men der er også søde krydderier. Hva'? I en vin der er (ganske) frugtig? Could happen. Ish. Eller. Hvad er søde krydderier? Vi er enige om, at sukker ikke er et krydderi (er det?). Okay. Vanille er et krydderi, og det forbindes med sødhed. Men hvad ellers? Kanel, kardemomme og sådanne krydderier er jo ikke søde. De har søde associationer, fordi de som regel bruges i bagværk. Men i sig selv er de vel mere bitre end søde? Måske ordet "vanille" bliver slettet, selvom det er det, der menes, fordi det hænger sammen med fad, som vinen jo kun har fået 50% af i fire måneder. Og den kan jo ikke smage af fad, når den er frugtig? Kan den? SVAR MIG! Mit hoved eksploderer. Måske frugten har været overmoden og derfor gør vinen lidt døsig?! Men hvem skriver "døsig vin" nu om stunder? FRANK! Sød vanille-frugt = frugt = kør!

"Flot struktur" er et vidunderligt udsang. Det kan betyde alting. Det kan betyde syre, taniner, tørstof og stoflighed. Det kan sikkert også betyde, at vinen er sød og tung. KØØØØR!

Så kommer vi til udtrykket "ligefrem vin", som jeg faktisk anerkender som et gangbart udtryk. Vin der ikke prøver at være mere, end den er. Vin med hverdagsfriskhed. Det bliver dog lidt besværliggjort i forhold til beskrivelsen af "brombær, peber og lolkat". Det er ikke ligefremhedsagtige smage i min bog. Men min bog er også sådan en læse-let-tingest.

Og så bliver jeg altså nødt til at anfægte formuleringen: "Flot struktur og en ligefrem vin ganske flot til prisen". Er vi ikke enige om, at der mangler et punktum her? "Flot struktur og en ligefrem vin. Ganske flot til prisen." Det er sætningen. Ik'? Ellers kan vi jo lige så godt brænde alle danskbøger (og udsagnsord) og fyre alle lærere i kongeriget. Og ja, jeg ved godt, at vi på Vinsvin skriver som retskrivningsdouchebags. Det behøver du ikke fortælle os.

Desværre er vi for fine til at uddele stjerner her på bloggen. Men skal vi ikke bare konkludere, at denne anmeldelse er nogenlunde ubrugelig? Jeg tror, at Thomas gerne vil fortælle, at denne vin smager tilpas sødt, tungt, dødt og fadfuldt til, at en del mennesker vil sætte pris på den, når nu den er set til 69 kroner. Fred være med det. Det kunne han bare godt have fortalt bedre, synes jeg.

Derudover: At alkoholprocent er skrevet i to ord (vi brænder en skolebog mere!), og at læseren ikke får nogen som helst beskrivelse af området eller druen, ja, det må man leve med. Lev med det, douchebag! Til gengæld kommer der cirka 1.000 anmeldelser bagefter i samme artikel, og mængde er altid lækkerhedssvedigt.

Den store michelinguideguide

Mens alle de danske madjournalister og slaphedsbloggere fylder internetsfæren med aldeles usaglige og evigt lovprisende gæt om, hvem der får stjerner (og ikke et ord om, hvem der mister eller ikke fortjener, selvfølgelig – madskriverne vil stadig gerne have særbehandling overalt!), så laver Vinsvin sgu lige en snedig og sandhedsfrisk guide til stjerneregnen.


Geranium: Michelin-guiden giver jo ofte den tredje stjerne, når restauranter har glanspolerede toiletter og magasiner om dem selv. Især hvis der er mange reklamer i magasinet (evt. også på toilettet), og disse reklamer fx handler om et godt trægulv. Opgave løst. Derfor får Parken Sport & Telia den tredje og svært velfortjente stjerne. Og den skal da vist lige op på præmiehylden - med stroboskoplys på. Kør!

Noma: Vidste du, at Nåmad faktisk er blevet kåret til verdens bedste restaurant et par gange af nogle, der laver vand med brus? Gjorde du? Og at de kun har 2 ud af 3 stjerner i dækguiden? ER DET IKKE VANVITTIGT? "Hallååå, vi har faktisk puttet myredrys på din tata-ar!". Vinsvin har hørt fra en englænder, som altid spiser alene (fordi han er hæslig), at Nørhma får tre stjerner i år og bliver nomineret til Nobels Fredspris, fordi restauranten er blevet venner med Jesper Uhrup igen.

Kong Hans Kælder: Okay, burde det ikke hedde eller staves Kong Hans' Kælder? Eller var der en konge i Danmark, der bare hed "Han"? LOL. Nok næppe. Men alligevel får kælderrestauranten selvfølgelig sin stjerne tilbage, og den stjerne er bygget i ren raffineret sukker på et plateau af det hvideste franskbrød. Selv tak, hr. Rohde (og ta' nu den T-shirt på igen).

Studio: Til tonerne af Phil Collins danser Thorsten Vildgaard psykotisk rundt - badet i grøn olie - og jubler over sin anden stjerne. Chris Min Dokey står i køkkenet og spiller jazz til dansen og de 10 andre kokke, mens han samler ind i en lille hat. Han har aldrig haft flere gæster på The Standard.

Kadeau: De indavlede ø-boere melder sig ud af Michelin-kåringen efter de opdager, at det hverken er Lov i Listed eller Krøllebølle, som har designet stjernen. WHAT? Den er fucking ikke engang lavet af bornholmsk granit. DOUBLE WHAT? Kokkene fermenterer noget for at komme i balance igen.

Pony: På Vesterbrogade kæmper eksil-bornholmerne og ham fra Horsens dog en indædt selvstændighedskamp og får en sygt velfortjent BIB, som de fejrer ved at poste et billede af en nuttet hest på Facebook. Surprise.

Kiin Kiin: Alt med panko burde få en stjerne. Dog siger Michelin-guiden, at det først er når restauranten får seks i'er i sit navn, at den kan få sin anden stjerne.

Frederikshøj: Topscoreren på torsdag. Michelin-guiden afviger nemlig fra alle tidligere koncepter og giver Wassim 452 små semi-skarpe og svært søde stjerner, som tilsammen danner én stor stjerne. Det smager af eksotisk drink og frugtfarve på landevejsrestauranten denne dag. Jyllands eneste stjerne. Fortjent. Det synes Lillelund også.

Amass: Det bliver til en rising star til ormehotellet i industrihallen. Skru ned for det der hiphop, og så er stjernen klar, siger Michelin, hvilket er en sygeligt ironisk kommentar, når det kommer fra en producent af lavprofildæk. LOL!

Mielcke & Hurtigkarl: No soup for you! ROFL.

Marchal: Uhhhh. Kan de beholde stjernen, selvom Ronni-drengen smutter til U med S med A? Yes sir. De gør bare gulvtæppet dobbelt så tykt og ansætter to mere til at åbne døre rundt omkring i restauranten. Flere østers. Service!

Uformel: Kan de på nogen måde undgå at få en BIB? Nej, selvfølgelig kan de ikke det. Bare pas på med peberet. Men altzå, har de ikke sådan noget biådynamæsk vin? LOL. Jo, de har. Det skal nok gå alt sammen. En dag vil loven kræve, at du står under en kæmpe udsugning, når du vil drikke konventionel chilensk shiraz.

Relæ: Totalt ja til at de beholder deres stjerne. Kør på øko og grøntsager og afdæmoniseret vand. Kun det bedste er godt nok til dehydreret glaskål med nordnorsk ferskvandstang og dekonstrueret agurkeblinis-støv. Det forstår Michelin overraskende nok godt. No onions!

Get your VANG on

Alle taler om det. I hvert fald hvis man med alle mener min mormor. VANG. Det nye sort (sammen med amerikansk cab, selvfølgelig). Okay, okay, okay. Det nye sort/hvid, fordi vi ikke havde råd til at få trykt lortet i farver. LOLprinter. Og nu er VANG altså klar til at udkomme. 4 realz? 4 shizzlez! Det sker den 20. februar, og det er på fredag. WHAAAT?


I den forbindelse holder vi sådan noget zinzyg release-fest (læs: reception). Og nej, der er hverken coke ad libitum, jägerbombs til de første 100 eller fri entré, hvis du viser dine bryster. Eller. Jo, der er også fri entre, selvom du viser du viser dine bryster (m/k, selvfølgelig).

Lortet går ned på Ryesgade i en baggård (totalt street! kommer VICE? LOL!), hvor Bageriet holder til. Fra 16.00-20.00 og med vin til en flad 20'er eller en 4-5 frimærker, hvis du er sådan en herlig type. Hvad fandet er Bageriet, tænker du? Du er sur! Bageriet er vel egentlig bare et forsamlingshus uden tarteletter, og på fredag står både SCHÅL, Råsford og Løv-dit klar til at hælde vinøs eliksir i struben på dig. Tjek det ud her, freak.

Åh. Men skal jeg have en gave med? Altså, det ville fandme klæde dig. Men nej, du skal selvfølgelig ikke. Og hvis du i mod al forventning alligevel tager en gave med, så lad det dog for helvede være saftigt og uden cellofan. Og ikke din fars hjemmelavede vin ... med mindre din far på en eller anden måde er Mark Angelí.

Og hvad kan du så læse om i VANG? Ja, det handler om vin. Men også om krukker og ikke mindst krukke-erfaring. Om lugten af sommerhus, hvor der trænger til at blive luftet ud, men hvor stemningen er god. Om italienske nichedruer. Om kølervæske i 80'erne. Om GNAGS' grafiske identitet. Om vejen til pløret. Og en masse andre ting, som helst sikkert også kunne beskrive douche-kryptisk.

Men hvad vil jeg egentlig sige med al det her? Kom til release på VANG #1, for helvede. Jeg er der, og mig elsker du jo. LOL.

Vinsvin guider dig til Fashion Week

Okay, okay. Fashion Week er slut. Jeg ved det sgu da gåt. Men her kommer der altså et forsinket indlæg om det aliwæl. Forstå dog lige, at vi for fanden har travlt med at være i aviser og lave magasiner for tiden. LOL.


Du er tynd og ironisk. Derfor får du en guide til, hvordan du brander dig selv under Fashion Week via vin. For lad os nu bare indse det. Du er ikke inviteret til de fede fester. Dit tøj vækker absolut ingen opsigt. Og du er for platfodet til at gå i designersko. Du har brug for hjælp, hvis du skal brænde igennem den tvangsopkastende mængde af fashionistas og andre douchebags.

Papvin: Du vil gerne være Vibskov-typen, hvor grimt er det nye flot. En weird formet hue i lyserødt og skamkrøllet tweed kombineret med brun rullekravesweater med hjorteprint. Yes. Ironi på stof(fer). Og det skal vinen selvfølgelig også signalere. Der er papvinen den perfekte parring. Det er grimhed pakket grimt ind. Men det er kalkuleret grimhed. Både fra vinfabrikken og dine side. I er fælles om et grimt udtryk. I forstår hinanden på et plan, der går udover klassisk æstetik. Nice. Og på den måde skaber du et unikt og snævert fællesskab med de andre fashion-aficionados.

Bonus: Bare rolig. Den uundgåelige papæskesvovlhovedpine næste morgen bliver alligevel overdøvet af din coke-trang.

Napa-cab: Det tætteste du nogensinde kommer på en catwalk er den overdøvende smag af træplanker i denne amerikanske bulderbasse af et vinkoncept. Og eftersom du selvfølgelig kun indtager flydende føde under Fashion Week (zlimfit!), er det faktisk meget rart at kunne få lidt kalorier i den benede krop. 15% alkohol og masser af sødme. Score! Så har du lidt mere energi til at instagramme dig selv, mens du danser for opmærksomhed.

Bonus: I løbet af en halv flaske, vil du glemme, at du kun kunne komme ind til skodfesten, og at du derfor danser til Dan Rachlin som DJ i stedet for Trentemøller.

Bordeaux: Blandingen af billige drugs og den herlige og evigt kemilækre Bordeaux-cocktail får hallucinationsniveauet op med flere niveauer. Vi taler Mogens Glistrup flyvende på enhjørninger i en by bygget af skumfiduser og mikrooxidering. Du bliver filmet af VICE, tilbudt modelkontrakt med American Apparel og kopieret af Line Rafn. Det kan ikke blive mere hipsterhipt. Lige indtil du bliver indlagt med et ætset spiserør og kronisk diarré kl. 22.44.

Bonus: Sopexa vil betale dig millioner, hvis du kan gøre "OB'ing" (overbordeauxing) til det nye hipster-drug i fashion-miljøet.

Pinotage: Det er et gammelkendt trick. Klæd dig så dumt på som muligt, og så er der med garanti nogle fashion freaks, som vil tænke, at du ved et eller andet, som de ikke ved, og at du derfor er megafed. Lidt på samme måde som Pinotage. At kombinere Pinot Noir og Cinsaut er så dumtfjollet, at det har samlet en lalleglad følgeskare af folk, der ikke tør indse, at deres smagsløg døde engang i midtfirserne i en Ball-trøje med Pisang Ambon-opkast på.

Bonus: Hvis nogen spørger dig, hvor dine sneaks er fra, så lyv. Sig ikke "Tøj & Sko". Bare sig "pinotagé". Det kunne sgu godt lyde som et hipsterlækkert modebrand.

Sagrantino di Montefalco: Yes, til daglig bor du hos din mor og spiser flæskesvær, mens du ser reality-tv. Men under Fashion Week er du kongen. Og du har både hestehale og Rai Uno. Derfor kører du den ind med italiensk vin. Men du er jo også unik. Ik'? LOL. Så i denne uge drikker du kun Sagrantino di Montefalco, som du udtaler med (næsten) rullende r'er og store armbevægelser. Du fatter selvfølgelig kage af vinen, men det gør alle dine redbullvenner også, så missonen skal sgu nok lykkedes. K-o-n-g-e-n.

Bonus: Den skulle efter sigende gå virkelig godt til poppers. Wuuup. Wuuup. Og afsted til Sunday Club.

At bestille vin på Klassisk 65

Da jeg kom ind på restauranten:


Da jeg fik øje på alle Molly Dooker-kasserne:


Da jeg kiggede på vinkortet:


Tjeneren, da jeg sagde, at jeg gerne ville have den tyndeste rødvin, de havde:


Mig, da en ny tjener kom med en Californisk og fadfyldt Pinot Noir:
 

Hvor konfliktsky jeg er i virkeligheden:


 Da jeg sagde ja til vinen:


Hvor hyggeligt det faktisk er at spise på Klassisk 65:


 Da jeg får regningen:
 

Tjeneren, da jeg siger, at vinen var overraskende dyr:


 Da jeg betaler 330 kroner for tre glas slap men ikke-tynd vin:


Hvordan Klassisk 65 prissætter deres vin:
 

Min bankrådgiver på mandag:

Airbnb - på den italienskfulde måde

Hvad skal du lave i april? Hmmm. Helt klar. LOL. Som om du skal plante økologiske hvidløg og harve køkkenhaven (med en ergonomisk rigtig og bæredygtig harvetingest) og starte et kompostfælleskab i dit lejlighedskompleks på Østebro. Som om!


Nej, nu skal jeg saternnedme fortælle dig, hvad du skal. Rydde op og støvsuge. Det er det første, du skal gøre. Det trænger der sikkert til. Og derefter skal du åbne din dør og lade en beskidt italiener sove på din sofa eller i dit gæsteværelse, dit priviligerede kontorarbejdende menneske.

Der kommer nemlig en god røvfuld herlige italienske vinbønder til Danmark i slutningen af april. Og det er ikke rige bønder med lommerne fulde af EU-tilskud, oliepenge og skuldersårsbefængte dollars. Nix. Det er bare flinke og evigt økobiousvovlede italienere med jord under neglene og en lille smule fugleafføring på skoene. De er sygt flinke. Jeg lover. Jeg har mødt nogle af dem.

Og bare rolig. De stjæler ikke din dame. Eller din mand. Eller. Det kan sgu godt være, at de stjæler nogens damer og nogens mænd, men de er her først og fremmest for at servere deres saftige vine til tørstige københavnere. Og mon ikke også, du får lov til at smage på deres juice (måske også på den måde), hvis du byder dem velkommen i dit herlige hjem? Joda. Det kan endda være, at du også får lidt lire for (u)lejliheden. SAY WHAT? Deleøkonomi FTW, din dejlige eks-kapitalist.

Du får også lov til at tale en hel masse om vin. Det satser jeg på, du gerne vil, eftersom du ofte roder rundt herinde. Måske du endda lærer noget om vin. NO? YES! Får vinøse åbenbaringer eller for alvor beslutter dig for at sidde fast i den triste og evigt tunge konventionelle jordhule. Mulighederne er uendelige.

Få fat på Il Buco-folkene. Herinde. Sig du gerne vil have lidt italiensk vildgær boende i din lejlighed fra den 25. til den 29. april. Måske du får en god ven, som du kan voldudnytte, når du næste gang skal til Italien og spise pasta og sige "ciao" på sådan en turistagtig måde. Ti-jao. For sure! Det bliver hyl. Gør det dog. Det er satme markant sjovere en fælleskompost.

Humlet cider = frydhedsalarm!

I amatøristisk cider-produktion handler det i høj grad om at vold-elske sin cider, inden man drikker den. Forherlige de fermenterede dråber og glæde sig over naturens vidunderlige evne til at omdanne nedfaldsjazz til lavalkoholisk syrhedssaft. For når man så til sidst skal drikke lortet, så er der en flot chance for, at det smager på grænsen til det rædsomme. Forventningens glæde er i høj grad den største for køkken-/kælder-/garageproducenterne.


Og derfor vil jeg da gerne lige oversvømme min nyflaskede cider, Hobsbitten, aaaaalt for hårdt. For hold dog mundhullet lukket, hvor tegner det ekstravagant godt. Vi snakker røde æbler fra Brabrandsstien tilsat 11 gram frisk humle pr. liter. Nej, nej, nej. Frydhedsessens. I starten var humlen meget tilstedeværende i næsen, men nu virker det mere balanceret. Og på en eller anden psykopatagtig måde, så dufter den sgu nærmest af helt lys gamay. WHAT? YEAH! REALLY? YEAH. OH MY GOD! YEAH!

Nu har jeg været så hæslig og maksimal interventionistisk, at jeg har tilsat 10 gram rørsukker pr. flaske. "Jamen, er du ikke naturvinshipster og går du ikke altid rundt i gummistøvler og er fuld?" Jo, for satan. Eller. Faktisk har jeg fået en ret grum vabel fra mine gummistøvler, så nu går jeg mest i konditionssko. Men ellers er det rigtigt. Jeg synes bare, at denne cider ville blive ekstra lækker af lidt sød smørelse. Lidt mere mundfylde og lidt konkurrence til bitterheden fra humlen. Jeg har dog også lavet en enkelt flaske uden tilsathed, så træk dog lige vejret igen, for helvede.

Jeg tror, det bliver motherfucking godt. Så er det sagt. Bedre end din cider. Ja, så er det også sagt. Især hvis din cider er en Somersby. LOLhanen galer.

En anden sjov ting er, at vildgæren fra humlen må have bidraget en del til fermenteringsprocessen. For den anden halvdel af mosten, som ikke er tilsat humle, den er stadig ikke gæret færdig – og er nogenlunde langt fra, faktisk. Science! Sygt nok.

Der er stadig 3-4 cuveer, som står og rolighedsbobler. De fleste tegner ganske fint. Noget af det bliver sgu lidt for hårdt i syren. Sukker? Anyone? Men de to cuveer med senthøstede æbler tegner rigtig flothedslovende. Det er måske årets learning (konsulentklamhedsord FTW!). At plukke sent og/eller lade æblerne eftermodne i længere tid, end min ADHD'ede tålmodighed reelt tillader.

Nå, men nu skal jeg løbe, æde, gå tur og folde en plaid. Hahaha. Folde en plaid. Jeg mangler bare at vise et billede af en grim cupcake med bananer i og vildt zjov krymmel på, så har jeg den syge livstilsblog. Send mig muleposer, din jammerlige og desperate marketingassistent.

Er den konventionelle vinanmeldelse død?

Så for satan. Det blev en lang pause fra bloggen. Schåvri. Men hullerne på de vietnamesiske landeveje (eller er det landevejspletter på de vietnamesiske huller?) udforsker jo ikke sig selv. Og jeg tænker, at det er ganske sundt og afstressende at slippe for dumt stavede ord og LOL-massakre i en længere periode. Som om.

Men nu er vi altså tilbage. Ja, bestil du blot noget vin, for satan, oh du kære restauratør. Og skal vi ikke bare starte det ny herrens år med at være semi-rasende på den lollede måde. Never change a winning team, som man siger. Okay, vi har sådan set aldrig vundet noget. EVAH! Engang blev vi kåret til den næstebedste vinblog efter Kreutzer. Mere komisch bliver det jo nærmest ikke.


Nå, men i dag skal vi starte en fælles lede over danske vinanmeldelser. Jo, vi har vist tidligere været efter denne journalistiske afkrog udi klichérerede ligegyldigheder, men nu blev det pludselig evident igen, da jeg (hos frisøren?!) læste BT. Og vi har lavet en motherfucking graf. Bomhans. Det giver sådan et behageligt indtryk af seriøsitet. Nå. Tumling, le gong! Og seriøsiteten forsvandt.

Vi har altså syv vine på bedding i denne fest af en anmeldelse. De er alle spanske, og de er alle røde. Det kunne som udgangspunkt sagtens blive interessant. En potentiel sjov måde at vise spanske rødvines diversitet og spændvidde. Journalisten skriver da også selv, at Spanien "producerer vine af vidt forskellig karakter".

Derfor kan det jo undre, at journalisten har valgt nøjagtigt den samme vin i syv forskellige flasker. #fadmedfadpå. Jovist, druesorterne er forskellige fra vin til vin, men ud fra analyserne (se diagram!) er de jo helt ens. Alle smager af toast, vanilje og mørke bær. På den kraftige måde. Og så står den på dobbeltundren, når anmelderen oven i købet selv skriver, at "mange spanske vine nu er mindre egetræsfads-prægede og dermed ofte mere frugtige, som passer fint til den moderne forbruger smag".

Der er så meget LOL i den konstatering. For alle vinene i testen smager af toast. TÅST! A siger a. L-l-e siger lllle. Allllle! Og ordet "egetræsfadsprægede" kunne sagtens gå hen og overtage stativ-stakit-kasket-legen i 2015. Derudover er er det jo herligt med et generaliserende – men evigt luftigt og udefineret – begreb som "den moderne forbruger". Hvem er han eller hun? Jeg tænker noget med at stege ting på raklet.

Og nu får du diagrammet. Vinsvins første, tror jeg. Det viser blot hvor få ord man behøver for at beskrive syv ens spanske vine. Så på den måde revolutionerer diagrammet på ingen måde. Til gengæld tog det nogenlunde lang tid at lave. LOL.

Behagelig vin. Jeg er vild med behagelig vin. Og lang smag, selvfølgelig. God stil også lige at præcisere ved samtlige vine, at det er rødvin. Ja tak.

I øvrigt kan man kun kaste et opgivende ROFL efter udtryk som "gode tanniner", "saftig smag", "blød smag" og "medium kraftige retter". Okay, jeg forstår jo godt, hvad manden mener. Ish. Måske. Men det er dovent skrivearbejde. Saftighed og blødhed må være vinens struktur. Ikke smag. Og hvornår tanniner er gode, afhænger vel af smagerens forkærlighed for netop tanniner. For nogle mennesker vil gode tanniner være ikke-eksisterende tanniner. Ik'? Og kan en vin både være kraftig og saftig? De to begreber er modsætninger i mit vinøse sprog, men jeg er også lidt en douchebag.

Nu skal alle avisbetalte vinanmeldere jo ikke klandres for denne semi-væmmelige anmeldelse. Men den understreger dog et generelt problem. Plads kontra mængde. Aviser er sgu ganske små, når først annoncepladserne er fyldt ud. Katjing. Og der skal jo også være billeder og helst nogle medaljer. Folk ææælsker medaljer. Men når nu pladsen er trang, hvorfor så ikke bare anmelde to vine i stedet for syv? Og skrive om kontrasterne mellem en bulderbassevin (egetræsfadspræget FTW!) og en lyslet vin ... uden fucking toast? Så kunne det også være, at folk faktisk fik noget ud af at læse anmeldelsen. SAY WHAT?

Er det forresten ikke sjovt, hvordan alle vinene i anmeldelsen er gode? 4 ud af 6 stjerner er laveste score. Og den firstjernede vin bliver (surprise, surprise) beskrevet som behagelig, kraftig og saftig med smag af mørke bær og toast. LOLkatten danser lykkeligt. Jeg anerkender, at hvis man er glad for fadsød tyngde, så vil man ofte blive lykkelig af at købe konventionel spansk rødvin. Men alliwl? Jeg bliver mistænksom af positive journalister.

Men måske er anmeldelsen i avisform bare død som koncept. I hvert fald så længe det handler om at få anmeldt så meget som muligt i stedet for at fordybe sig. Der er bloggere, som er dumt dygtige til at beskrive vin, og hvis ordforråd ville kræve et markaaaaant længere diagram. Ham her er dygtig. Det er ham her også (selvom han er svensker!). Og ham her, for satan. De har plads, tid og lyst til at dybdebeskrive vin. De har fucking uendelig plads. Og måske der også kommer lidt følelser med, så det ikke bliver den der robotagtige tilgang til vinanmeldelser, som avisformatets minimale plads tilsyneladende kræver.

Hvem skulle ha' troet det? Men nu siger jeg det. Læs nogle fucking blogs (dem der ikke lefler for muleposer, dog!) i stedet for at læse anmeldelser i aviser. Det kommer til at resultere i sjovere vin i dine glas. Jeg sværger. Og klart mindre supermarkedsindustrisjask med smag af toast, forresten.

To stykker med ormejuice, per favore. AMASS, din LOLLERT.

Er indretningen på Amass sådan mest "Berlin" eller er tzotzalt "New York"? Hold din kæft, og prop noget mere fermenteret ædelse i dit mundhul. Service! For Amass er sgu da bare fucking frydefuldt og sin egen og for vildt og venligt, og så er den ikke længere. Shhh!



Åh nej, nu har jeg allerede fortalt, at det her bliver en herlighedsrapport, som ikke minder om schmite guide eller den danske schmiseguide. Eller om de seriåse bloggas (oxymoron!!!). Åh nej. Hvad med point eller international crazyklasse? Nope. Ta' det roligt og læs nogle reelle sætninger i stedet. Forresten: Hvem fanden i helvede har egentlig tænkt sig at ansætte os som madanmeldere på en stor dansk avis? Katten har LOL-halsbånd på.

Okay. Vi entrerede restauranten. LOL-rådyr. Vi gik sådan set bare ind, og fordi jeg var først, satte jeg mig i sofaen – uden at tjekke min mobil! What? Kan man det? Yes, det lykkedes fandme! Og så var der nogle bobler i glasset, som var mere saftige end ungmoders brystbuffet. Slurk, slurk, slurk. Mere saft i glasset. Kør!

Er vi enige om, at 60% af læserne allerede er faldet fra nu? Verden vil have tal og lister og korrekt stavede ord. Mest bare tal. Okay, så får de standhaftige sidste 40% et tal: 37,9. Min kernetemperatur.

Slap af. Nu kommer der madbilleder. For vi startede med crystal meth (eller krystalmalt) med røget udskrab fra nogle kammuslingers kønsåbninger. Og så var der søsalat og tang og jazz. Klassisk. Smagte det godt? Hedder din mor Jonna? Selvfølgelig smagte det fucking labert. Og det så sådan her ud:


Og nu bliver det rigtig dumtgodt. Den sæddrænede kammusling kom nemlig i spil nu. Helt tynd bag ørerne. Badabing. Og på trods af sin aseksualitet havde den fundet sammen med sprødt kyllingeskind (= fine dining bacon!), og så lå de i en militærsovepose af sennep og fedtede rundt. Giv mig nogle tømmermænd, så jeg kan nyde denne guddommelighed endnu mere. Djævelsk.


Men hvad så nu? Mere mad. Græskar, brændt honning, boghvedekerner og syrnet fløde som et frossent låg. Comfortfood på hipstermåden. Og hey, det er sgu da Anders Kvorning, der har lavet den fløde på Mønhattan (læs: Møn). Crazy. Var jeg helt vildt vild med retten? Nja. Den smagte sgu da godt, men den var lidt for sød og fed til sådan en syregazelle som mig. Til gengæld ligner den et pessar oppefra, og det er meget kækt og liderligt (uden at børn skal være en følge deraf):


Broccoli og hørfrø. Arhhvadman? Er vi fucking hos Naturkost at spise frokost eller hvad? SVAR MIG! Nårh, er der er også syltet fedt og fermenteret hyldeblomst. Phew. Fermenterede ting gør mig rolig. Og den her ret er ganske genial. Vild friskhed fra hylden, bittertoner fra det brændte broccoli og ren weirdherlighed med syltet svinefedt. Syltet umami. Hmmmmm.


Og her er Kim Sander. Han er en herlig mand. Rolig nu, ladies. Jeg tror, han er optaget. Men på den anden side, jeg ved, du er stædig. Ej, seriøst. Han er vist endda gift. Lad ham være. Rør ham kun blidt, i hvert fald. Og nej, det er ikke en nidobbelt magnum. Kim Sander er faktisk 6 meter høj. Det er derfor Amass har så højt til loftet. FACT!


Rødbbeder, blommer og tang og mandeljazz. Igen lidt til den søde side, hvilket på den anden side er mega sejt og antinynordiskferskt. Og hold nu op, hvor er det en strukturherlig svend at klaske rundt i ansigtshulen. Dehydreringssejhed. Og tang er fandme lækkert. Prop det op i gåsen om et par dage.


Den har vi set! Den langtidspocherede æggeblomme. Den er blevet genudsendt flere gange end Beverly Hills 90210. Men for saddan, hvor var den her udgave god. Toffee-agtig i konsistensen. Og så med jomfrusmør (= smør inden det frastøder kærnemælken) og rosenkål. Av, av, av. Og med citronskal. NOOOOOO, råbte vi selvfølgelig i nynordisk kor. Men det fungerer. Ren herlighed i dyb tallerken. Skål! Forstod du den?


Pause og tid til at pege på ingenting for at se intellektuelle ud:


Okay. Hovedret. Hvad med and og svampe? Ah, jeg tror 90'erne vil have deres ingrediensliste tilbage. Okay. Hvad så med fucking rå vildand og sort hvidløg, din douchebag? Så for helvede, hvor bliver det dog et stort jatak. Nej, hvor var det godt. Det var bare ren og monsterintens velsmag. FAN! Og en helt perfekt afslutning på de salte strabadser. Et vidunderligt og trygt peak med løgede vækster på toppen. Skarpere end end meget skarp kniv!


Okay. Så starter vi satme med det onde blær. Lav lige en pastinak om til et fucking skarpt og spørdt cigarlignende rør. Okay. Så gør man det. LOL. Og ren herlighed at fylde det med lakrids og brunet smør. What's not to like?! Og cideren til var fucking lige i øjet. Skarpt! Men tjek lige teknikken ud. Det er for dumtsejt:


Hvor tit er sidste ret den bedste ret? Det sker aldrig. Det er altid de første retter, der står skarpest med deres subtile, friske og elegant udtryk - og fordi man ikke er pishamrende fuld under konsumeringen. Men her var den sidste ret den bedste. Hvis den ikke vinder et eller andet "årets dessert & jass", så er det en fucking skandale. Nej, nej, nej. Stop dig selv, hvor var det her godt. Kanstanje i is og cookie-dough (doh!) med Karl Johan-olie og karamel. Den gastro-liderlige penis gipper bare ved tanken. Det er måske den sejeste dessert, jeg nogensinde har fået. KØØØØR! Den er underlig, fordi svampeolien fucker det op, men samtidig er den helt rar og nem at gå til på en eller anden måde. Løb ud på havnen, og kast dit ansigt i den dessert. Nu! Svøm, hvis det kræves. Jetpack dig igennem horderne af juleinficerede kapitalister på Strøget. Afsted, bøllemis.


Og det var det. Nårh ja, vi fik også virkelig god tyndkaffe. Tilbage i sofaen. Ahhh. Og så stod den på natur og teknik med Orlando-bassen. "Vis mig dit drivhus, og jeg skal fortælle dig, hvem du er!" Matt, du er den sygeste freak! Men hold kæft, hvor er det sejt. Når man taler så passioneret om worm-juice, så ved man, at der er gang i stærke sager. Små kålskud i hængende haver. Ta' dig sammen!


"You wanne see my worm hotel?" Det er jo en gammelkendt klassiker blandt børnelokkere, men her var der ingen fri penis i sigte. Der var faktisk bare regnorm i "our three stories worm hotel", som selvfølgelig skulle have lidt brun pap ovenpå sig. Klassisk. Det er så åndssvagt sejt at gå så meget op i sit drivhus. Og det giver så meget mening at forstå sine grøntsager så godt.


Men hallå, hvem har taget alle billederne? Er det dig, Michala? Nej. Det er Justin. Du ved. Den brune hipster med det smidige hofteparti. Sådan en lækker mand, der kunne lide dubstep, inden du overhovedet havde hørt om step. Han er flink og sød, og han tog også billederne på insektbuffeten i foråret. Han har fx instrueret og lallet den her video frem.

Amass er for sejt. Du vidste det måske godt i forvejen. Jeg har også sagt det før. Men nu siger jeg det højere, for jeg mener det mere end før. Og forsatanihelvede, hvor var det en skarp kørt service. Perfekt tempo, afslappet LOL'hed og sådan en cool tilbagelænethed i hele konceptet. Regning? Selvfølgelig.

70 dingbats får de af Vinsvin. Er vi en vinblog? Nårh. Jamen for helvede. Vinen på Amass var perfekt. Jeg var mest bare tørstig og ikke notesbog-douchet. Og jeg gættede pænt forkert på en blinder, og så taler vi ikke mere om det. Tal hellere i telefon med Amadsen, og bestil en tid.

Du skal roses, skal du!

Fuckhelvede mine bremsejl. Der skal saternnedme lige lyde et lavineskabende og dybtfølt skrigeråbende shout out. Intet mindre kan gøre det. INTET! Og det er selvfølgelig til dig. Nej. Ikke dig. Dig!

Vi var nemlig håbløst og evigt gladhedsglade for, at der kom så mange sjyyygt søde og lækre (av, av, av) mennesker til fredashbar hos Rødder & Vin i ... ja, fredags. Motherfucking BOMHANS. Hvor var det flot og fedt og dumt festligt. I drak vores vin. Sur og tynd, som den er. Og for det får du et kæmpe jatak med LOL på. GRATISH! Okay, I drak også andres vin – fred være med det ... ish –, men hold nu kæft, hvor var det herlighedslækkert, at I drak vores.

Der var satme mange mennesker og endnu flere (og alligevel stadig for få) ispinde. Man skulle nok ha' været der. Succes. Og hvis Solfin havde haft en skridttæller på, så ville den nærmest med garanti have fortalt ham, at hans skridt sidst på aftenen var meget tæt forbundet med en smuk og ildrød tjenerrøv. Send lige en flot tanke og færøsk kindhest til vinroden. Det var sgu læxet arrangeret.


Og her er en liste over andre folk fra aftenen, som også bør takkes eller ROFL'es:

  • Til dig der smadrede en flaske rød vin på toilettet: Du virkede faktisk ganske sød og ordentlig. Du er også velkommen næste gang. Sjæryåst! Hvis du bare lige selv tørrer op.
     
  • Til dig, der gerne ville have vin, der smagte af noget mere: Undskyld, at jeg derefter kun talte ironisk til dig.
     
  • Til dig, der fortalte, at I var glade for at læse forkert stavede ord på Vinsvin: I er et utroligt kønt mindretal.
     
  • Til dig, der fortæller andre, at den her vin vil de bare slet ikke kunne li', inden vedkommende selv har smagt vinen: Rolig på kampgejsten, Ronni. Der er ikke douchede holdkaptajner i vindrikning.
     
  • Til dig, der sagde, at Rasmus Amdi ikke kunne blive fuld på 23 minutter: FAIL!
     
  • Til dig, der lavede jokes (yes, i flertal!) om, at vi jo bare kunne hælde vin helt op til kanten: You rock!
     
  • Til dig i ironisk hipstermode: Hvor kommer dine børn dog til at amok-LOLLE over billeder af dig. Men hvor er du dog rar.
     
  • Til dig der lød ironisk, når du sagde, at du gerne ville have noget saft, men så rent faktisk mente det: Du er for sej, men pas på trykfordelingen.
     
  • Til dig, der ikke stjal vores vin, selvom den stod udenfor og var nem at stjæle: Karma-politiet betaler din næste parkeringsbøde.
     
  • Til dig, der havde det helt fint med at stå sammen med 1.000 andre mennesker i vinbutikken: Ironisk hvis du hedder Claus.
     
  • Til dig, der kom forbi, selvom du ikke havde så meget tid: Din slags får verden til at leve.
     
  • Til dig, der kom tilbage og ville have mere oxideret vin, der havde ligget tre år på fad: Næste gang møgsnaver jeg dig i bund, så lækker er du.
     
  • Til dig, der havde en fest over, hvor meget vin jeg formåede at hælde forbi dit glas: Jeg stemmer på dit parti. No matter what!
     
  • Til dig, der sagde, at der var meget bedre vin inde hos Melin og Sune: Gi' mig din fucking ispind!
     
  • Til dig, der ville høre en historie om alle (a-l-l-e) vine, inden du kunne bestemme dig for, hvilken du skulle drikke, selvom der stod nihundredetusinde tørstige mennesker bag dig: No soup for you!
     
  • Til dig, der kom alene og fucking hyggede dig uden at sjvaipe på din mobil: Må jeg låne din selvtillidsfleecetrøje?
     
  • Til dig, der lyste op, fordi du troede, jeg sagde Sauvignon Blanc, fik et tomt blik, da jeg fortalte, at jeg havde sagt Chenin Blanc, og som alligevel drak vinen og var glad: Det er sådan man drikker naturvin, squeezer.
     
  • Til dig, der solgte ispinde og forklarede koncpetet omkring ispindene: Du kunne blive Yodas lærermester. Kunne du.
     
  • Til dig, der fulgte (semi-bar) mig ned i metroen kl. 04.12: Nu forstår jeg godt, at du ikke ville med mig hjem, Else / Erik / MetroX-press-uddeler.

Hold nu din latterlige rottekæft, hvor vi glæder os til næste gang. Og lov mig, at du bliver lige så sej næste gang. Jeg lover at råbe "bøllemis" efter dig. Har vi en aftale? For syv satan, hvor vi har.

    US Marchal og den tørre agurk

    Jeg er lige kommet på en joke. Ah, måske er det ikke en joke. Det er bare lidt LOL'et. Hvad tæller får, når de skal falde i søvn? Danske madanmeldere. Arh? Nej, ok. Det giver jo heller ikke reel mening, for kedelige ting bliver jo ikke mere kedelige af, at man tæller dem. Eller gør de? Og joken ville være bedre, hvis fårene læste anmeldelserne, men så fungerer den jo ikke som joke. Glem det.

    Okay, Joakim Grundahl er ikke kedelig. Men de fleste danske madanmeldere – særligt dem der kun er online (som os selv! LOL!) – er sgu pænt tristhedskedsommelige. Derfor skruer vi den lige op på 11 i dag og hiver sjovhedsmekanikken tilbage til 2008. Crazy shit. Vi kører den ind med Chuck, fordi vi har været på US Marchal inde i "dangle". Service!


    Chuck Norris can slam a revolving door!

    Bom. Vi skal på Marchal, har vi lige besluttet. Danmarks Bedste Bent-restaurant. Jeg står i tømmermandshår og gummistøvler. Christer har stadig langt bornholmerfilt og en t-shirt med kulørskrift i versaler; som dog ikke er Helvetica, fordi han er en rebel. Der er bord, siger han. Det kører.

    Jeg ankommer på rusten Piaggio. Der er ikke en valet foran hotellet, dog. Sjæryåst? Kgs. Nytorv er kun næsten Danmarks Dubai. Men der er styr på det, trods alt. Bare rolig. For bare det at gå ind ad døren på dangler'n kræver to menneskers arbejdskraft. KØR! Et ungt menneske til fjedrigt at åbne døren. Ja tak. Et ældre menneske til at nikke med højt hat. Ja tak. Oh yes, jeg er fan.

    Chuck Norris complained to the restaurant that there was a waiter in his soup.

    Der er meget få med gummistøvler på på US Marchal Arts. Og lige så få versal-T-shirts-bærende langhårede bornholmere. Okay, nu er der to. Altså en af hver. Os. Men bare rolig. Vi kan bære det. Jeg er fucking blogger! Kæmpe LOL. Alle er ligeglade. Og servicen kører glat.

    Vi bestiller en flaske vin. Verdejo FTW. Verdejo med prop er dog lidt mindre FTW, så vi må lige substituere sjaskflasken. Husk dufthatten, inden du hælder vin på gummistøvlerne, hr. Marchal. Men det går. Vi har nemlig bestilt champagne og østers i mellemtiden. Derudaf.

    Chuck Norris doesn't have an eating disorder, he eats disorder.

    Det er gode østers. Svært gode. Og økonomisk veltænkt af Forgetting Sarah Marchal. Man køber nemlig fem østers af gangen. Og ingen mennesker med forstanden intakt kan dele fem østers. Jo, hvis man er fem mennesker. Vi var to, så vi købte 10 østers. Selvfølgelig. Kapitalismen og østerssulten vinder altid. Og holy jazzmatazz de var gode. Helt fine og elegante. Med syltede asier og citron. Ikke så meget pis. Rigtig meget plus. Ren og rå herlighed. Vi klapper med tænderne. Skummet var fra Pol Roger og anstændigt kedeligt.

    Nå, Christer smadrer østersene ned. Jeg er mere high society. Kæmpe "som om". Men jeg har i hvert fald en enkelt østers tilbage, da vores tjerner får lyst til at rydde bordet. Jeg siger, at jeg gerne lige vil nå at spise min østers. Han venter på, at jeg får det gjort. Ved bordet?! Mind battle coming up!!! Jeg venter. Han venter. Jeg venter mere – på en insisterende måde. Han venter stadig ved bordet. Jeg VENTER! Han går og lader mig nyde min sidste østers. Ta' det fucking roligt, østersfjerner. Pulsen falder.Vi har det stadig godt.

    Chuck Norris can turn a pickle back into a cucumber.

    Min første ret er rimmet kammusling med agurk, ærteskud og noget skilt sauce. Jeg er fan af alle tingene, selvom det er lidt pæntkedeligt. Og retten smager godt. Men hov, der er noget helt galt. Der er en kokkeelev, der har været bagud på sin mis en place. Han har sgu ikke nået agurken. For Ronny Emborg designer ikke en ret, hvor der er svært tykke og helt tørre skiver agurk på. Vel? Ingen tilberedning. Ingen køkkenteknisk huttelihut. Jo, den var skrællet. Og lidt tør. Men ikke på den fede måde tør. Det var bare lidt off, og mest af alt hørte den til i en folkeskolemadkasse.

    Chuck Norris once won an underwater breathing contest with a fish.

    Jeg bliver under vand. Og nu er det bare ren herligshedsjazz resten af vejen. Pighvar. Hvorfor er der det "h"? Jeg undres. Av, den er tilberedt flot. Og der er løg og salt – og er der også en tallerkensmækker, som jo er bladet, der fortæller, at du spiser et fint sted, hvorimod brøndkarse fortæller det modsatte – og det er fucking lækkert.

    Bomjohn. Lige ind fra højre. Så bliver det helt dumt godt. Årets bedste ret i min lille ubetydelige mundhule? Ja, måske. Jeg har jo også spist glutenfri cåååårn flakes. Okay, okay. Her er der pocherede østers, skilt sauce (igen), fritterede kartofler, semi-kogte brunoiskartofler og måske noget grønt. Forhelvedeogdinmor, hvor var det skarpt. Lyst og elegant og balanceret og sprødt og blødt og fest i munden. Hvor melder jeg mig ind i fanklubben? For helvede, Ronny. Jeg er ligeglad med den agurk. Jeg spiser 9 tykke og tørre agurkeskiver for at få en halv mundfuld af den her ret. LOL mig, hvor er det rart. FAAAAAAN!

    Chuck Norris likes his meat so rare, he only eats Unicorns.

    Den italienske bornholmer kører den ind med tatar. Den er skarp. Estragon er kongen. Sennepsfaktoren sidder lige præcis, hvor den skal. Der er også havtorn. Hipsterkøkkenets skovmandsskjorte. Vi tilgiver. Det er fucking bare godt.

    On Halloween, children give Chuck Norris candy.

    Krøllebølle-connoisseuren skal selvfølgelig have en dessert. Det er noget med rødgrød med fløde. Det er selvfølgelig ikke Danmarks bedste rødgrød med fløde (vel, Bent? LOL!). Men det er Danmarks bedste i virkelighedsverdenen. Geranium-infuseret fløde, frysetørrede bær og den skarpeste vaniljeis i kongeriget. Halle-motherfucking-luja, hvor smagte det godt. Helt skarpt. Ikke dumtsødt. Bare sådan psyko-fint. Fuck nu den agurk, Ronny. Det kører for dig.

    Vi fik også kaffe og noget sødt og en tur ind i vinrummet, som er sejt og mere klassisk end Mozart. Jeg ville gerne lalle rundt derinde med en proptrækker. Men den der 1984-Bordeaux er sikkert først drikkemoden, når dinosaurerne igen har overtaget verdensherredømmet. Bojo FTW!

    Hvad skal jeg sige? Det var herligt. Pænt, klassisk, sjovt, velsmagende, skarpt og pakket ind i rige menneskers vattede smag for mørkt træ. Jeg var vild med det. Og jeg kommer igen. Med gummistøvler og rusten knallert. Jeg giver 9/10 agurkeskiver til Marchal Mathers i danglemotellet.

    Chuck Norris never eats fast food. The food stops to let him eat.

    Vi skal lege på fredag

    Hov. Havde du planer på fredag? Uh. De er aflyst. Ja. Aflyst. Sådan er det bare. A-f siger af. L-y-s-t siger lyst. Aflyst. Klap det, hvis du stadig ikke forstår, hvad jeg siger til dig. (KLAP, KLAP!) Ja, nu er du med på forståelsesfronten.



    Okay, okay, du må gerne have planer om morgenen. Men sørg for at spise godt og tungt. Grød FTW. For om eftermiddagen skal du til Nørrebro. Ja, du skal. Du går over Ray Ban-broen, og så drejer du til højre lige efter Fakta. GÅ IKKE IND I FAKTA, FOR SATAN!

    Så står du pludselig på Ravnsborggade. Ja tak. Hovedåren for udstoppede fugle, overpriced porcelæn og saftig hipstervin. Og her er der fest. En fest, som du skal med til. Det er jo derfor, du har aflyst dine tidligere aftaler. Det bliver en saftigheftig fest. Og vi er der. Vinsvin, du ved. Råzfård, Pætijang, Merlin og Røthar er der også. Shock. Tal om at være overmatched på alle parametre. Lige fra skægvækst over vinviden til musfaktor. LOL.

    Konceptet er egentlig pænt simpelt. For en 20'er-krone får du noget vin. So bring your motherfuckin' twenties! Og der er meget vin, du skal smage. Jeg lover det. Du kan vist også betale med plashtig, og du kan købe et turpas, som giver dig fri jazz i saftighedshulen.

    Rolig, der er også mad. Og en bænk, måske. Det bliver i hvert fald phåking hyggeligt. Og vi tager rigtig god vin med. Ny vin. Nye årgange. Nye huse. Og det der cabernet sauvignon. Mua-ha-ha.

    Så hold din fredagsbar, vinsmagning, LOL-aften eller networkingdouchebagfest sammen med os og de andre smukke importerer på fredag fra 16-22. Det bliver herligt. Tjek det ud her ... og her. Vi lover.

    Cider-jazz og væskeforslag

    Der sker mange gode ting i hos Vinsvin for tiden. Fx på fredag (den 28. november), hvor vi hælder god vin på nørrebrofolket sammen med Rødder og Melin og Råschfårt og Pætijan. Det skal vi nok reklamere mere (omvendt-stammer jeg?) for på Fæisbuk i næste uge. Du burde helt sikkert komme. Kryds i kalender FTW! Vi tager nye vine og nye årgange med, og de smager helt urimeligt godt. Alt sammen.

    Henrik Smidt er til gengæld træt af, at vi ord-fjoller for meget på bloggen. Der er et uhensigtsmæssigt overforbrug af LOL og underlig stavning på bloggen i følge ham. Og det har Henrik jo sådan set ret i. Henrik siger også, at fritterne på No. 2 er byens bedste. Måske han også har ret i det.

    I forhold til ciderproduktionen går det ganske stille. Det hele bobler afsindigt langsomt. Det huer ikke min manglende tålmodighed. Jeg har lyst til at flaske og etikettere af helvedes til. Men de fleste cuveer ligger på omkring 1020-1030 i Oechsle, og jeg vil sådan set gerne have dem lidt længere ned, inden jeg foretager mig noget. Jeg tænker et sted mellem 1010 og 1020. Men jeg snakker med så mange kloge og flinke ciderfolk for tiden, så jeg bliver så rystende usikker over, hvad jeg skal gøre. Mere svovl! LOL (undskyld, Henrik).


    Humleciderprojektet tegner forresten aldeles lovende. Det smager stadig lidt voldsomtbittert, men det skal nok komme i balance over tid. Please! Hvis der også kommer en god malolaktisk gæring i juicen, så tror jeg, at det ender ud i en cider, som i modsætning til mange andre cideroos ikke bliver "vandet", men som har struktur og krop. Kan man det? Det kan også være, at det bliver helt forfærdeligt.

    For tiden har jeg fire cuveer stående udenfor (fordi jeg er så vild!) til koldgæring. Den ene er nu stoppet med at boble, selvom den stadig ligger på 1020 i Oechsle. Nooo? Yes? Tålmodighed, Tue. Tålmodighed.

    Okay, skal du lige have et par forslag til, hvad du skal drikke, de næste par dage? Espresso hos BÆST. Bitter Lemon-sodavand. Grolleau fra Baptiste Cousin hos Den Vandrette. En whisky sour. Adonis '12 fra La Grapperie hos Ved Stranden 10. Iskold mælk via en cookie. Hvidvin.

    No. 2 på de fleste måder

    Er du sånsjine, der er mange seje restauranter, som åbner nye og nærmest lige så seje restauranter for tiden. Relæ bygger Bæst. Formel bygger Uformel. Noma bygger Studio. ROFL. Retour bygger noget hele tiden. Og så har AOC bygget No. 2.

    Det er absurd og ganske fantastisk, hvis man er sulten. De sidste tre måneder er der kommet - nu gætter jeg bare - 1.000 flere spisestole på den københavnske "smart casual" restaurantscene. Og det er altså 1.000 ekstra stole hver dag. Men er der også kommet 1.000 ekstra sultne mennesker? Spørgsmål! Hvis ikke, så må der satme være nogle restauranter, som har det majt stilla for tiden.


    For der var ikke specielt stille hos No. 2. Vi var godt nok nogle af de første, der kom, denne mandag aften. Men da vi var midtvejs i ædningsproceduren, var der aldeles mange spisende slips ved bordene i restauranten.

    Åh, hvad gør man i sådan en standardmadanmeldelse nu? Nårh jo, man fortæller om stedets indretning, akustik, bordplacering og sådan noget jazz. Og hvad kan man sige om No. 2 i den henseende? Det minder om en sygt god kantine for forsikringsfolk eller bankdouches. Ikke på en dårlig måde, sådan set. Der er virkelig pænt, gennemført og generelt seriøst lækkert. Alt er skarpt på en upersonlig måde. Og når der samtidig sidder så ustyrligt mange jakkesætsmennesker rundt om én, så forventer man på en eller anden måde bare, at der snart ryger et gebyr i ansigtet på en. KapitalistLOL.

    Derudover så ligger No. 2 jo fucking bare i et coorporate HQ epicenter. Store glasbygninger på Kalvebod Brygge med tandlægekunst på væggene og chefbonusser på samtlige hjørnekontorer. Det bliver nærmest ikke mere Wall Street-agtigt i punktumdk-land. Shjygt nok.

    Men alt det her fæng sjvi-sjask kan jo være skidehamrende lige meget, hvis maden er for læx. Og maden er læx på No. 2. Men den er langt fra for læx. Den er bankdirektør-casual-læx. Og det er vinkortet også. Shit. Den her anmeldelse er ved at blive anti-standard. Nu bliver folk sure! LOL.

    Okay, her er hvad jeg spiste:

    Rimmet ørred med noget mælkeprodukt og dildolie, som skilte (med vilje). Tallerkensmækker. Og måske noget andet jeg ikke kan huske, selvom jeg ikke var fuld. Var det også noget med en pænt stor klat grøn mayo? Det var både en smuk og velsmagende anretning. Jeg er en fucking sucker for dild, så jeg var solgt fra starten. Og fisken var fin i tekstur og smag. Det tegnede sgu meget fint. Og meget ordentligpænt. En bankmand ville også være glad.

    Salat af jomfruhummer fra Læsø med masser af grønt og noget crouton-værk og noget røgkartoffel. En helt igennem herlig servering. Super fin anretning og ren og frisk velsmag. Heldigvis lagde jeg ikke så meget mærke til røgen. Jeg var bare kæmpe fan. Uhlala, det var vidunderligt.

    Frittet fisk med sauce tartar og kartoffel. Her sprang kæden lidt af, desværre. I hvert fald som jeg ser No. 2 som koncept. For selvom retten smagte fint - omend fisken var lidt tør og underrepræsenteret i forhold til paneringsgraden -, så synes jeg, der manglede finesse. De to første retter var sirlige og elegante. Denne ret var lidt for street-food-agtig og endimensional. Altså, den var i 3D i virkeligheden, selvfølgelig. Crazy alert cancelled! LOL. Men det føltes fladt og halvkedeligt. I hvert fald uopfindsomt.

    Stegt torsk (måske slethvar, jeg husker det ikke) og svampe i skizofreni. Igen en for tør(stegt) fisk, hvilket jo er en pænt ærgerlig start. Og så var retten bare generelt lidt ærgerlig. Stegte svampe smager jo nærmest altid godt. Og det gør svampepuré og svampebouillon sådan set også. Men i det her tilfælde var det sgu lidt trist og ferskt. Hvis man skal køre så hårdt på svampejazz (psykedelisk!), så skal det være skarpere og mere intenst. Det her var kedeligt. Der manglede sprødhed, friskhed og sjovhed.

    Grøn salat er en svært undervurderet disciplin i kokkebranchen. Derfor var det helt lækkert og sejt, at andenpladserne havde givet side order-salaten så meget kærlighed. Ikke at det var en vild og avantgardistisk servering. Det var bare fucking lødigt godt. God vinaigrette. Friske blade. Og et sejt udvalg af vilde urter. Fumbs åp, beavers! Og høje fem.

    Vinkortet er meget lidt vinsvinsagtigt og rigtig meget slipseagtigt. Og det virker med garanti helt perfekt for stedet, så det giver ingen mening at kritisere eller kommentere eller lollere. Der er uden tvivl mange seje vine i de flotte skabe. Fx Latour og sådan noget pjat. Jeg plukkede en flaske Alexandre Bain "Spring" fra kortet, og det smagte dejligt, som det jo gør.

    ---

    No. 2 er ikke for mig. Maden er god. Stedet er skarptpænt. Og servicen var fin imens restauranten var halvtom. Men jeg synes, maden er for lidt sprælsk. Det er for pænt og for sikkert, når man sammenligner med andre steder i samme kategori. I min optik er det et klassisk 4 ud af 6 stjerner-sted, hvor firtallet ikke er vildt stort. Jeg ville have det markant sjovere på Uformel, Manfreds, Gorilla og sådan nogle jazzy steder.

    Når det er sagt, så tror jeg sådan set heller ikke, at No. 2 er designet til en gummistøvlebærende naturvinsschmipster som mig. Det er slips og sorte sko og kvindelige mellemledere og logebrødre og finanskrejlere, man er gået efter, og de kommer til at LOL-æææælschke No. 2. Og det er der formentlig også en masse andre, der kommer til. For om sommeren bliver stedet jo alt for sejt med udendørsservering og midnatssol. Bomhans. Jeg tror, at stedet bliver en kæmpe succes. Og de klarer sig fint uden mig som Ofelia.

    Lige her i finalen har jeg to småting, som irriterede mig. 1: Når man har en svært velassorteret bar med dertilhørende sej bartender, så må man da også kunne lave en rigtig espresso i stedet for en evigt skattelyssøgende Nespresso. Ja? Nej? 2: Hvis man er restaurantchef / host / manager, så skal man ikke bruge halvdelen af aftenen på at stå og læne sig op af en mur i restauranten, mens man psykoscroller på sin mobiltelefon. Just sayin'.