At bestille vin på Klassisk 65

Da jeg kom ind på restauranten:


Da jeg fik øje på alle Molly Dooker-kasserne:


Da jeg kiggede på vinkortet:


Tjeneren, da jeg sagde, at jeg gerne ville have den tyndeste rødvin, de havde:


Mig, da en ny tjener kom med en Californisk og fadfyldt Pinot Noir:
 

Hvor konfliktsky jeg er i virkeligheden:


 Da jeg sagde ja til vinen:


Hvor hyggeligt det faktisk er at spise på Klassisk 65:


 Da jeg får regningen:
 

Tjeneren, da jeg siger, at vinen var overraskende dyr:


 Da jeg betaler 330 kroner for tre glas slap men ikke-tynd vin:


Hvordan Klassisk 65 prissætter deres vin:
 

Min bankrådgiver på mandag:

Airbnb - på den italienskfulde måde

Hvad skal du lave i april? Hmmm. Helt klar. LOL. Som om du skal plante økologiske hvidløg og harve køkkenhaven (med en ergonomisk rigtig og bæredygtig harvetingest) og starte et kompostfælleskab i dit lejlighedskompleks på Østebro. Som om!


Nej, nu skal jeg saternnedme fortælle dig, hvad du skal. Rydde op og støvsuge. Det er det første, du skal gøre. Det trænger der sikkert til. Og derefter skal du åbne din dør og lade en beskidt italiener sove på din sofa eller i dit gæsteværelse, dit priviligerede kontorarbejdende menneske.

Der kommer nemlig en god røvfuld herlige italienske vinbønder til Danmark i slutningen af april. Og det er ikke rige bønder med lommerne fulde af EU-tilskud, oliepenge og skuldersårsbefængte dollars. Nix. Det er bare flinke og evigt økobiousvovlede italienere med jord under neglene og en lille smule fugleafføring på skoene. De er sygt flinke. Jeg lover. Jeg har mødt nogle af dem.

Og bare rolig. De stjæler ikke din dame. Eller din mand. Eller. Det kan sgu godt være, at de stjæler nogens damer og nogens mænd, men de er her først og fremmest for at servere deres saftige vine til tørstige københavnere. Og mon ikke også, du får lov til at smage på deres juice (måske også på den måde), hvis du byder dem velkommen i dit herlige hjem? Joda. Det kan endda være, at du også får lidt lire for (u)lejliheden. SAY WHAT? Deleøkonomi FTW, din dejlige eks-kapitalist.

Du får også lov til at tale en hel masse om vin. Det satser jeg på, du gerne vil, eftersom du ofte roder rundt herinde. Måske du endda lærer noget om vin. NO? YES! Får vinøse åbenbaringer eller for alvor beslutter dig for at sidde fast i den triste og evigt tunge konventionelle jordhule. Mulighederne er uendelige.

Få fat på Il Buco-folkene. Herinde. Sig du gerne vil have lidt italiensk vildgær boende i din lejlighed fra den 25. til den 29. april. Måske du får en god ven, som du kan voldudnytte, når du næste gang skal til Italien og spise pasta og sige "ciao" på sådan en turistagtig måde. Ti-jao. For sure! Det bliver hyl. Gør det dog. Det er satme markant sjovere en fælleskompost.

Humlet cider = frydhedsalarm!

I amatøristisk cider-produktion handler det i høj grad om at vold-elske sin cider, inden man drikker den. Forherlige de fermenterede dråber og glæde sig over naturens vidunderlige evne til at omdanne nedfaldsjazz til lavalkoholisk syrhedssaft. For når man så til sidst skal drikke lortet, så er der en flot chance for, at det smager på grænsen til det rædsomme. Forventningens glæde er i høj grad den største for køkken-/kælder-/garageproducenterne.


Og derfor vil jeg da gerne lige oversvømme min nyflaskede cider, Hobsbitten, aaaaalt for hårdt. For hold dog mundhullet lukket, hvor tegner det ekstravagant godt. Vi snakker røde æbler fra Brabrandsstien tilsat 11 gram frisk humle pr. liter. Nej, nej, nej. Frydhedsessens. I starten var humlen meget tilstedeværende i næsen, men nu virker det mere balanceret. Og på en eller anden psykopatagtig måde, så dufter den sgu nærmest af helt lys gamay. WHAT? YEAH! REALLY? YEAH. OH MY GOD! YEAH!

Nu har jeg været så hæslig og maksimal interventionistisk, at jeg har tilsat 10 gram rørsukker pr. flaske. "Jamen, er du ikke naturvinshipster og går du ikke altid rundt i gummistøvler og er fuld?" Jo, for satan. Eller. Faktisk har jeg fået en ret grum vabel fra mine gummistøvler, så nu går jeg mest i konditionssko. Men ellers er det rigtigt. Jeg synes bare, at denne cider ville blive ekstra lækker af lidt sød smørelse. Lidt mere mundfylde og lidt konkurrence til bitterheden fra humlen. Jeg har dog også lavet en enkelt flaske uden tilsathed, så træk dog lige vejret igen, for helvede.

Jeg tror, det bliver motherfucking godt. Så er det sagt. Bedre end din cider. Ja, så er det også sagt. Især hvis din cider er en Somersby. LOLhanen galer.

En anden sjov ting er, at vildgæren fra humlen må have bidraget en del til fermenteringsprocessen. For den anden halvdel af mosten, som ikke er tilsat humle, den er stadig ikke gæret færdig – og er nogenlunde langt fra, faktisk. Science! Sygt nok.

Der er stadig 3-4 cuveer, som står og rolighedsbobler. De fleste tegner ganske fint. Noget af det bliver sgu lidt for hårdt i syren. Sukker? Anyone? Men de to cuveer med senthøstede æbler tegner rigtig flothedslovende. Det er måske årets learning (konsulentklamhedsord FTW!). At plukke sent og/eller lade æblerne eftermodne i længere tid, end min ADHD'ede tålmodighed reelt tillader.

Nå, men nu skal jeg løbe, æde, gå tur og folde en plaid. Hahaha. Folde en plaid. Jeg mangler bare at vise et billede af en grim cupcake med bananer i og vildt zjov krymmel på, så har jeg den syge livstilsblog. Send mig muleposer, din jammerlige og desperate marketingassistent.

Er den konventionelle vinanmeldelse død?

Så for satan. Det blev en lang pause fra bloggen. Schåvri. Men hullerne på de vietnamesiske landeveje (eller er det landevejspletter på de vietnamesiske huller?) udforsker jo ikke sig selv. Og jeg tænker, at det er ganske sundt og afstressende at slippe for dumt stavede ord og LOL-massakre i en længere periode. Som om.

Men nu er vi altså tilbage. Ja, bestil du blot noget vin, for satan, oh du kære restauratør. Og skal vi ikke bare starte det ny herrens år med at være semi-rasende på den lollede måde. Never change a winning team, som man siger. Okay, vi har sådan set aldrig vundet noget. EVAH! Engang blev vi kåret til den næstebedste vinblog efter Kreutzer. Mere komisch bliver det jo nærmest ikke.


Nå, men i dag skal vi starte en fælles lede over danske vinanmeldelser. Jo, vi har vist tidligere været efter denne journalistiske afkrog udi klichérerede ligegyldigheder, men nu blev det pludselig evident igen, da jeg (hos frisøren?!) læste BT. Og vi har lavet en motherfucking graf. Bomhans. Det giver sådan et behageligt indtryk af seriøsitet. Nå. Tumling, le gong! Og seriøsiteten forsvandt.

Vi har altså syv vine på bedding i denne fest af en anmeldelse. De er alle spanske, og de er alle røde. Det kunne som udgangspunkt sagtens blive interessant. En potentiel sjov måde at vise spanske rødvines diversitet og spændvidde. Journalisten skriver da også selv, at Spanien "producerer vine af vidt forskellig karakter".

Derfor kan det jo undre, at journalisten har valgt nøjagtigt den samme vin i syv forskellige flasker. #fadmedfadpå. Jovist, druesorterne er forskellige fra vin til vin, men ud fra analyserne (se diagram!) er de jo helt ens. Alle smager af toast, vanilje og mørke bær. På den kraftige måde. Og så står den på dobbeltundren, når anmelderen oven i købet selv skriver, at "mange spanske vine nu er mindre egetræsfads-prægede og dermed ofte mere frugtige, som passer fint til den moderne forbruger smag".

Der er så meget LOL i den konstatering. For alle vinene i testen smager af toast. TÅST! A siger a. L-l-e siger lllle. Allllle! Og ordet "egetræsfadsprægede" kunne sagtens gå hen og overtage stativ-stakit-kasket-legen i 2015. Derudover er er det jo herligt med et generaliserende – men evigt luftigt og udefineret – begreb som "den moderne forbruger". Hvem er han eller hun? Jeg tænker noget med at stege ting på raklet.

Og nu får du diagrammet. Vinsvins første, tror jeg. Det viser blot hvor få ord man behøver for at beskrive syv ens spanske vine. Så på den måde revolutionerer diagrammet på ingen måde. Til gengæld tog det nogenlunde lang tid at lave. LOL.

Behagelig vin. Jeg er vild med behagelig vin. Og lang smag, selvfølgelig. God stil også lige at præcisere ved samtlige vine, at det er rødvin. Ja tak.

I øvrigt kan man kun kaste et opgivende ROFL efter udtryk som "gode tanniner", "saftig smag", "blød smag" og "medium kraftige retter". Okay, jeg forstår jo godt, hvad manden mener. Ish. Måske. Men det er dovent skrivearbejde. Saftighed og blødhed må være vinens struktur. Ikke smag. Og hvornår tanniner er gode, afhænger vel af smagerens forkærlighed for netop tanniner. For nogle mennesker vil gode tanniner være ikke-eksisterende tanniner. Ik'? Og kan en vin både være kraftig og saftig? De to begreber er modsætninger i mit vinøse sprog, men jeg er også lidt en douchebag.

Nu skal alle avisbetalte vinanmeldere jo ikke klandres for denne semi-væmmelige anmeldelse. Men den understreger dog et generelt problem. Plads kontra mængde. Aviser er sgu ganske små, når først annoncepladserne er fyldt ud. Katjing. Og der skal jo også være billeder og helst nogle medaljer. Folk ææælsker medaljer. Men når nu pladsen er trang, hvorfor så ikke bare anmelde to vine i stedet for syv? Og skrive om kontrasterne mellem en bulderbassevin (egetræsfadspræget FTW!) og en lyslet vin ... uden fucking toast? Så kunne det også være, at folk faktisk fik noget ud af at læse anmeldelsen. SAY WHAT?

Er det forresten ikke sjovt, hvordan alle vinene i anmeldelsen er gode? 4 ud af 6 stjerner er laveste score. Og den firstjernede vin bliver (surprise, surprise) beskrevet som behagelig, kraftig og saftig med smag af mørke bær og toast. LOLkatten danser lykkeligt. Jeg anerkender, at hvis man er glad for fadsød tyngde, så vil man ofte blive lykkelig af at købe konventionel spansk rødvin. Men alliwl? Jeg bliver mistænksom af positive journalister.

Men måske er anmeldelsen i avisform bare død som koncept. I hvert fald så længe det handler om at få anmeldt så meget som muligt i stedet for at fordybe sig. Der er bloggere, som er dumt dygtige til at beskrive vin, og hvis ordforråd ville kræve et markaaaaant længere diagram. Ham her er dygtig. Det er ham her også (selvom han er svensker!). Og ham her, for satan. De har plads, tid og lyst til at dybdebeskrive vin. De har fucking uendelig plads. Og måske der også kommer lidt følelser med, så det ikke bliver den der robotagtige tilgang til vinanmeldelser, som avisformatets minimale plads tilsyneladende kræver.

Hvem skulle ha' troet det? Men nu siger jeg det. Læs nogle fucking blogs (dem der ikke lefler for muleposer, dog!) i stedet for at læse anmeldelser i aviser. Det kommer til at resultere i sjovere vin i dine glas. Jeg sværger. Og klart mindre supermarkedsindustrisjask med smag af toast, forresten.

To stykker med ormejuice, per favore. AMASS, din LOLLERT.

Er indretningen på Amass sådan mest "Berlin" eller er tzotzalt "New York"? Hold din kæft, og prop noget mere fermenteret ædelse i dit mundhul. Service! For Amass er sgu da bare fucking frydefuldt og sin egen og for vildt og venligt, og så er den ikke længere. Shhh!



Åh nej, nu har jeg allerede fortalt, at det her bliver en herlighedsrapport, som ikke minder om schmite guide eller den danske schmiseguide. Eller om de seriåse bloggas (oxymoron!!!). Åh nej. Hvad med point eller international crazyklasse? Nope. Ta' det roligt og læs nogle reelle sætninger i stedet. Forresten: Hvem fanden i helvede har egentlig tænkt sig at ansætte os som madanmeldere på en stor dansk avis? Katten har LOL-halsbånd på.

Okay. Vi entrerede restauranten. LOL-rådyr. Vi gik sådan set bare ind, og fordi jeg var først, satte jeg mig i sofaen – uden at tjekke min mobil! What? Kan man det? Yes, det lykkedes fandme! Og så var der nogle bobler i glasset, som var mere saftige end ungmoders brystbuffet. Slurk, slurk, slurk. Mere saft i glasset. Kør!

Er vi enige om, at 60% af læserne allerede er faldet fra nu? Verden vil have tal og lister og korrekt stavede ord. Mest bare tal. Okay, så får de standhaftige sidste 40% et tal: 37,9. Min kernetemperatur.

Slap af. Nu kommer der madbilleder. For vi startede med crystal meth (eller krystalmalt) med røget udskrab fra nogle kammuslingers kønsåbninger. Og så var der søsalat og tang og jazz. Klassisk. Smagte det godt? Hedder din mor Jonna? Selvfølgelig smagte det fucking labert. Og det så sådan her ud:


Og nu bliver det rigtig dumtgodt. Den sæddrænede kammusling kom nemlig i spil nu. Helt tynd bag ørerne. Badabing. Og på trods af sin aseksualitet havde den fundet sammen med sprødt kyllingeskind (= fine dining bacon!), og så lå de i en militærsovepose af sennep og fedtede rundt. Giv mig nogle tømmermænd, så jeg kan nyde denne guddommelighed endnu mere. Djævelsk.


Men hvad så nu? Mere mad. Græskar, brændt honning, boghvedekerner og syrnet fløde som et frossent låg. Comfortfood på hipstermåden. Og hey, det er sgu da Anders Kvorning, der har lavet den fløde på Mønhattan (læs: Møn). Crazy. Var jeg helt vildt vild med retten? Nja. Den smagte sgu da godt, men den var lidt for sød og fed til sådan en syregazelle som mig. Til gengæld ligner den et pessar oppefra, og det er meget kækt og liderligt (uden at børn skal være en følge deraf):


Broccoli og hørfrø. Arhhvadman? Er vi fucking hos Naturkost at spise frokost eller hvad? SVAR MIG! Nårh, er der er også syltet fedt og fermenteret hyldeblomst. Phew. Fermenterede ting gør mig rolig. Og den her ret er ganske genial. Vild friskhed fra hylden, bittertoner fra det brændte broccoli og ren weirdherlighed med syltet svinefedt. Syltet umami. Hmmmmm.


Og her er Kim Sander. Han er en herlig mand. Rolig nu, ladies. Jeg tror, han er optaget. Men på den anden side, jeg ved, du er stædig. Ej, seriøst. Han er vist endda gift. Lad ham være. Rør ham kun blidt, i hvert fald. Og nej, det er ikke en nidobbelt magnum. Kim Sander er faktisk 6 meter høj. Det er derfor Amass har så højt til loftet. FACT!


Rødbbeder, blommer og tang og mandeljazz. Igen lidt til den søde side, hvilket på den anden side er mega sejt og antinynordiskferskt. Og hold nu op, hvor er det en strukturherlig svend at klaske rundt i ansigtshulen. Dehydreringssejhed. Og tang er fandme lækkert. Prop det op i gåsen om et par dage.


Den har vi set! Den langtidspocherede æggeblomme. Den er blevet genudsendt flere gange end Beverly Hills 90210. Men for saddan, hvor var den her udgave god. Toffee-agtig i konsistensen. Og så med jomfrusmør (= smør inden det frastøder kærnemælken) og rosenkål. Av, av, av. Og med citronskal. NOOOOOO, råbte vi selvfølgelig i nynordisk kor. Men det fungerer. Ren herlighed i dyb tallerken. Skål! Forstod du den?


Pause og tid til at pege på ingenting for at se intellektuelle ud:


Okay. Hovedret. Hvad med and og svampe? Ah, jeg tror 90'erne vil have deres ingrediensliste tilbage. Okay. Hvad så med fucking rå vildand og sort hvidløg, din douchebag? Så for helvede, hvor bliver det dog et stort jatak. Nej, hvor var det godt. Det var bare ren og monsterintens velsmag. FAN! Og en helt perfekt afslutning på de salte strabadser. Et vidunderligt og trygt peak med løgede vækster på toppen. Skarpere end end meget skarp kniv!


Okay. Så starter vi satme med det onde blær. Lav lige en pastinak om til et fucking skarpt og spørdt cigarlignende rør. Okay. Så gør man det. LOL. Og ren herlighed at fylde det med lakrids og brunet smør. What's not to like?! Og cideren til var fucking lige i øjet. Skarpt! Men tjek lige teknikken ud. Det er for dumtsejt:


Hvor tit er sidste ret den bedste ret? Det sker aldrig. Det er altid de første retter, der står skarpest med deres subtile, friske og elegant udtryk - og fordi man ikke er pishamrende fuld under konsumeringen. Men her var den sidste ret den bedste. Hvis den ikke vinder et eller andet "årets dessert & jass", så er det en fucking skandale. Nej, nej, nej. Stop dig selv, hvor var det her godt. Kanstanje i is og cookie-dough (doh!) med Karl Johan-olie og karamel. Den gastro-liderlige penis gipper bare ved tanken. Det er måske den sejeste dessert, jeg nogensinde har fået. KØØØØR! Den er underlig, fordi svampeolien fucker det op, men samtidig er den helt rar og nem at gå til på en eller anden måde. Løb ud på havnen, og kast dit ansigt i den dessert. Nu! Svøm, hvis det kræves. Jetpack dig igennem horderne af juleinficerede kapitalister på Strøget. Afsted, bøllemis.


Og det var det. Nårh ja, vi fik også virkelig god tyndkaffe. Tilbage i sofaen. Ahhh. Og så stod den på natur og teknik med Orlando-bassen. "Vis mig dit drivhus, og jeg skal fortælle dig, hvem du er!" Matt, du er den sygeste freak! Men hold kæft, hvor er det sejt. Når man taler så passioneret om worm-juice, så ved man, at der er gang i stærke sager. Små kålskud i hængende haver. Ta' dig sammen!


"You wanne see my worm hotel?" Det er jo en gammelkendt klassiker blandt børnelokkere, men her var der ingen fri penis i sigte. Der var faktisk bare regnorm i "our three stories worm hotel", som selvfølgelig skulle have lidt brun pap ovenpå sig. Klassisk. Det er så åndssvagt sejt at gå så meget op i sit drivhus. Og det giver så meget mening at forstå sine grøntsager så godt.


Men hallå, hvem har taget alle billederne? Er det dig, Michala? Nej. Det er Justin. Du ved. Den brune hipster med det smidige hofteparti. Sådan en lækker mand, der kunne lide dubstep, inden du overhovedet havde hørt om step. Han er flink og sød, og han tog også billederne på insektbuffeten i foråret. Han har fx instrueret og lallet den her video frem.

Amass er for sejt. Du vidste det måske godt i forvejen. Jeg har også sagt det før. Men nu siger jeg det højere, for jeg mener det mere end før. Og forsatanihelvede, hvor var det en skarp kørt service. Perfekt tempo, afslappet LOL'hed og sådan en cool tilbagelænethed i hele konceptet. Regning? Selvfølgelig.

70 dingbats får de af Vinsvin. Er vi en vinblog? Nårh. Jamen for helvede. Vinen på Amass var perfekt. Jeg var mest bare tørstig og ikke notesbog-douchet. Og jeg gættede pænt forkert på en blinder, og så taler vi ikke mere om det. Tal hellere i telefon med Amadsen, og bestil en tid.

Du skal roses, skal du!

Fuckhelvede mine bremsejl. Der skal saternnedme lige lyde et lavineskabende og dybtfølt skrigeråbende shout out. Intet mindre kan gøre det. INTET! Og det er selvfølgelig til dig. Nej. Ikke dig. Dig!

Vi var nemlig håbløst og evigt gladhedsglade for, at der kom så mange sjyyygt søde og lækre (av, av, av) mennesker til fredashbar hos Rødder & Vin i ... ja, fredags. Motherfucking BOMHANS. Hvor var det flot og fedt og dumt festligt. I drak vores vin. Sur og tynd, som den er. Og for det får du et kæmpe jatak med LOL på. GRATISH! Okay, I drak også andres vin – fred være med det ... ish –, men hold nu kæft, hvor var det herlighedslækkert, at I drak vores.

Der var satme mange mennesker og endnu flere (og alligevel stadig for få) ispinde. Man skulle nok ha' været der. Succes. Og hvis Solfin havde haft en skridttæller på, så ville den nærmest med garanti have fortalt ham, at hans skridt sidst på aftenen var meget tæt forbundet med en smuk og ildrød tjenerrøv. Send lige en flot tanke og færøsk kindhest til vinroden. Det var sgu læxet arrangeret.


Og her er en liste over andre folk fra aftenen, som også bør takkes eller ROFL'es:

  • Til dig der smadrede en flaske rød vin på toilettet: Du virkede faktisk ganske sød og ordentlig. Du er også velkommen næste gang. Sjæryåst! Hvis du bare lige selv tørrer op.
     
  • Til dig, der gerne ville have vin, der smagte af noget mere: Undskyld, at jeg derefter kun talte ironisk til dig.
     
  • Til dig, der fortalte, at I var glade for at læse forkert stavede ord på Vinsvin: I er et utroligt kønt mindretal.
     
  • Til dig, der fortæller andre, at den her vin vil de bare slet ikke kunne li', inden vedkommende selv har smagt vinen: Rolig på kampgejsten, Ronni. Der er ikke douchede holdkaptajner i vindrikning.
     
  • Til dig, der sagde, at Rasmus Amdi ikke kunne blive fuld på 23 minutter: FAIL!
     
  • Til dig, der lavede jokes (yes, i flertal!) om, at vi jo bare kunne hælde vin helt op til kanten: You rock!
     
  • Til dig i ironisk hipstermode: Hvor kommer dine børn dog til at amok-LOLLE over billeder af dig. Men hvor er du dog rar.
     
  • Til dig der lød ironisk, når du sagde, at du gerne ville have noget saft, men så rent faktisk mente det: Du er for sej, men pas på trykfordelingen.
     
  • Til dig, der ikke stjal vores vin, selvom den stod udenfor og var nem at stjæle: Karma-politiet betaler din næste parkeringsbøde.
     
  • Til dig, der havde det helt fint med at stå sammen med 1.000 andre mennesker i vinbutikken: Ironisk hvis du hedder Claus.
     
  • Til dig, der kom forbi, selvom du ikke havde så meget tid: Din slags får verden til at leve.
     
  • Til dig, der kom tilbage og ville have mere oxideret vin, der havde ligget tre år på fad: Næste gang møgsnaver jeg dig i bund, så lækker er du.
     
  • Til dig, der havde en fest over, hvor meget vin jeg formåede at hælde forbi dit glas: Jeg stemmer på dit parti. No matter what!
     
  • Til dig, der sagde, at der var meget bedre vin inde hos Melin og Sune: Gi' mig din fucking ispind!
     
  • Til dig, der ville høre en historie om alle (a-l-l-e) vine, inden du kunne bestemme dig for, hvilken du skulle drikke, selvom der stod nihundredetusinde tørstige mennesker bag dig: No soup for you!
     
  • Til dig, der kom alene og fucking hyggede dig uden at sjvaipe på din mobil: Må jeg låne din selvtillidsfleecetrøje?
     
  • Til dig, der lyste op, fordi du troede, jeg sagde Sauvignon Blanc, fik et tomt blik, da jeg fortalte, at jeg havde sagt Chenin Blanc, og som alligevel drak vinen og var glad: Det er sådan man drikker naturvin, squeezer.
     
  • Til dig, der solgte ispinde og forklarede koncpetet omkring ispindene: Du kunne blive Yodas lærermester. Kunne du.
     
  • Til dig, der fulgte (semi-bar) mig ned i metroen kl. 04.12: Nu forstår jeg godt, at du ikke ville med mig hjem, Else / Erik / MetroX-press-uddeler.

Hold nu din latterlige rottekæft, hvor vi glæder os til næste gang. Og lov mig, at du bliver lige så sej næste gang. Jeg lover at råbe "bøllemis" efter dig. Har vi en aftale? For syv satan, hvor vi har.

    US Marchal og den tørre agurk

    Jeg er lige kommet på en joke. Ah, måske er det ikke en joke. Det er bare lidt LOL'et. Hvad tæller får, når de skal falde i søvn? Danske madanmeldere. Arh? Nej, ok. Det giver jo heller ikke reel mening, for kedelige ting bliver jo ikke mere kedelige af, at man tæller dem. Eller gør de? Og joken ville være bedre, hvis fårene læste anmeldelserne, men så fungerer den jo ikke som joke. Glem det.

    Okay, Joakim Grundahl er ikke kedelig. Men de fleste danske madanmeldere – særligt dem der kun er online (som os selv! LOL!) – er sgu pænt tristhedskedsommelige. Derfor skruer vi den lige op på 11 i dag og hiver sjovhedsmekanikken tilbage til 2008. Crazy shit. Vi kører den ind med Chuck, fordi vi har været på US Marchal inde i "dangle". Service!


    Chuck Norris can slam a revolving door!

    Bom. Vi skal på Marchal, har vi lige besluttet. Danmarks Bedste Bent-restaurant. Jeg står i tømmermandshår og gummistøvler. Christer har stadig langt bornholmerfilt og en t-shirt med kulørskrift i versaler; som dog ikke er Helvetica, fordi han er en rebel. Der er bord, siger han. Det kører.

    Jeg ankommer på rusten Piaggio. Der er ikke en valet foran hotellet, dog. Sjæryåst? Kgs. Nytorv er kun næsten Danmarks Dubai. Men der er styr på det, trods alt. Bare rolig. For bare det at gå ind ad døren på dangler'n kræver to menneskers arbejdskraft. KØR! Et ungt menneske til fjedrigt at åbne døren. Ja tak. Et ældre menneske til at nikke med højt hat. Ja tak. Oh yes, jeg er fan.

    Chuck Norris complained to the restaurant that there was a waiter in his soup.

    Der er meget få med gummistøvler på på US Marchal Arts. Og lige så få versal-T-shirts-bærende langhårede bornholmere. Okay, nu er der to. Altså en af hver. Os. Men bare rolig. Vi kan bære det. Jeg er fucking blogger! Kæmpe LOL. Alle er ligeglade. Og servicen kører glat.

    Vi bestiller en flaske vin. Verdejo FTW. Verdejo med prop er dog lidt mindre FTW, så vi må lige substituere sjaskflasken. Husk dufthatten, inden du hælder vin på gummistøvlerne, hr. Marchal. Men det går. Vi har nemlig bestilt champagne og østers i mellemtiden. Derudaf.

    Chuck Norris doesn't have an eating disorder, he eats disorder.

    Det er gode østers. Svært gode. Og økonomisk veltænkt af Forgetting Sarah Marchal. Man køber nemlig fem østers af gangen. Og ingen mennesker med forstanden intakt kan dele fem østers. Jo, hvis man er fem mennesker. Vi var to, så vi købte 10 østers. Selvfølgelig. Kapitalismen og østerssulten vinder altid. Og holy jazzmatazz de var gode. Helt fine og elegante. Med syltede asier og citron. Ikke så meget pis. Rigtig meget plus. Ren og rå herlighed. Vi klapper med tænderne. Skummet var fra Pol Roger og anstændigt kedeligt.

    Nå, Christer smadrer østersene ned. Jeg er mere high society. Kæmpe "som om". Men jeg har i hvert fald en enkelt østers tilbage, da vores tjerner får lyst til at rydde bordet. Jeg siger, at jeg gerne lige vil nå at spise min østers. Han venter på, at jeg får det gjort. Ved bordet?! Mind battle coming up!!! Jeg venter. Han venter. Jeg venter mere – på en insisterende måde. Han venter stadig ved bordet. Jeg VENTER! Han går og lader mig nyde min sidste østers. Ta' det fucking roligt, østersfjerner. Pulsen falder.Vi har det stadig godt.

    Chuck Norris can turn a pickle back into a cucumber.

    Min første ret er rimmet kammusling med agurk, ærteskud og noget skilt sauce. Jeg er fan af alle tingene, selvom det er lidt pæntkedeligt. Og retten smager godt. Men hov, der er noget helt galt. Der er en kokkeelev, der har været bagud på sin mis en place. Han har sgu ikke nået agurken. For Ronny Emborg designer ikke en ret, hvor der er svært tykke og helt tørre skiver agurk på. Vel? Ingen tilberedning. Ingen køkkenteknisk huttelihut. Jo, den var skrællet. Og lidt tør. Men ikke på den fede måde tør. Det var bare lidt off, og mest af alt hørte den til i en folkeskolemadkasse.

    Chuck Norris once won an underwater breathing contest with a fish.

    Jeg bliver under vand. Og nu er det bare ren herligshedsjazz resten af vejen. Pighvar. Hvorfor er der det "h"? Jeg undres. Av, den er tilberedt flot. Og der er løg og salt – og er der også en tallerkensmækker, som jo er bladet, der fortæller, at du spiser et fint sted, hvorimod brøndkarse fortæller det modsatte – og det er fucking lækkert.

    Bomjohn. Lige ind fra højre. Så bliver det helt dumt godt. Årets bedste ret i min lille ubetydelige mundhule? Ja, måske. Jeg har jo også spist glutenfri cåååårn flakes. Okay, okay. Her er der pocherede østers, skilt sauce (igen), fritterede kartofler, semi-kogte brunoiskartofler og måske noget grønt. Forhelvedeogdinmor, hvor var det skarpt. Lyst og elegant og balanceret og sprødt og blødt og fest i munden. Hvor melder jeg mig ind i fanklubben? For helvede, Ronny. Jeg er ligeglad med den agurk. Jeg spiser 9 tykke og tørre agurkeskiver for at få en halv mundfuld af den her ret. LOL mig, hvor er det rart. FAAAAAAN!

    Chuck Norris likes his meat so rare, he only eats Unicorns.

    Den italienske bornholmer kører den ind med tatar. Den er skarp. Estragon er kongen. Sennepsfaktoren sidder lige præcis, hvor den skal. Der er også havtorn. Hipsterkøkkenets skovmandsskjorte. Vi tilgiver. Det er fucking bare godt.

    On Halloween, children give Chuck Norris candy.

    Krøllebølle-connoisseuren skal selvfølgelig have en dessert. Det er noget med rødgrød med fløde. Det er selvfølgelig ikke Danmarks bedste rødgrød med fløde (vel, Bent? LOL!). Men det er Danmarks bedste i virkelighedsverdenen. Geranium-infuseret fløde, frysetørrede bær og den skarpeste vaniljeis i kongeriget. Halle-motherfucking-luja, hvor smagte det godt. Helt skarpt. Ikke dumtsødt. Bare sådan psyko-fint. Fuck nu den agurk, Ronny. Det kører for dig.

    Vi fik også kaffe og noget sødt og en tur ind i vinrummet, som er sejt og mere klassisk end Mozart. Jeg ville gerne lalle rundt derinde med en proptrækker. Men den der 1984-Bordeaux er sikkert først drikkemoden, når dinosaurerne igen har overtaget verdensherredømmet. Bojo FTW!

    Hvad skal jeg sige? Det var herligt. Pænt, klassisk, sjovt, velsmagende, skarpt og pakket ind i rige menneskers vattede smag for mørkt træ. Jeg var vild med det. Og jeg kommer igen. Med gummistøvler og rusten knallert. Jeg giver 9/10 agurkeskiver til Marchal Mathers i danglemotellet.

    Chuck Norris never eats fast food. The food stops to let him eat.

    Vi skal lege på fredag

    Hov. Havde du planer på fredag? Uh. De er aflyst. Ja. Aflyst. Sådan er det bare. A-f siger af. L-y-s-t siger lyst. Aflyst. Klap det, hvis du stadig ikke forstår, hvad jeg siger til dig. (KLAP, KLAP!) Ja, nu er du med på forståelsesfronten.



    Okay, okay, du må gerne have planer om morgenen. Men sørg for at spise godt og tungt. Grød FTW. For om eftermiddagen skal du til Nørrebro. Ja, du skal. Du går over Ray Ban-broen, og så drejer du til højre lige efter Fakta. GÅ IKKE IND I FAKTA, FOR SATAN!

    Så står du pludselig på Ravnsborggade. Ja tak. Hovedåren for udstoppede fugle, overpriced porcelæn og saftig hipstervin. Og her er der fest. En fest, som du skal med til. Det er jo derfor, du har aflyst dine tidligere aftaler. Det bliver en saftigheftig fest. Og vi er der. Vinsvin, du ved. Råzfård, Pætijang, Merlin og Røthar er der også. Shock. Tal om at være overmatched på alle parametre. Lige fra skægvækst over vinviden til musfaktor. LOL.

    Konceptet er egentlig pænt simpelt. For en 20'er-krone får du noget vin. So bring your motherfuckin' twenties! Og der er meget vin, du skal smage. Jeg lover det. Du kan vist også betale med plashtig, og du kan købe et turpas, som giver dig fri jazz i saftighedshulen.

    Rolig, der er også mad. Og en bænk, måske. Det bliver i hvert fald phåking hyggeligt. Og vi tager rigtig god vin med. Ny vin. Nye årgange. Nye huse. Og det der cabernet sauvignon. Mua-ha-ha.

    Så hold din fredagsbar, vinsmagning, LOL-aften eller networkingdouchebagfest sammen med os og de andre smukke importerer på fredag fra 16-22. Det bliver herligt. Tjek det ud her ... og her. Vi lover.

    Cider-jazz og væskeforslag

    Der sker mange gode ting i hos Vinsvin for tiden. Fx på fredag (den 28. november), hvor vi hælder god vin på nørrebrofolket sammen med Rødder og Melin og Råschfårt og Pætijan. Det skal vi nok reklamere mere (omvendt-stammer jeg?) for på Fæisbuk i næste uge. Du burde helt sikkert komme. Kryds i kalender FTW! Vi tager nye vine og nye årgange med, og de smager helt urimeligt godt. Alt sammen.

    Henrik Smidt er til gengæld træt af, at vi ord-fjoller for meget på bloggen. Der er et uhensigtsmæssigt overforbrug af LOL og underlig stavning på bloggen i følge ham. Og det har Henrik jo sådan set ret i. Henrik siger også, at fritterne på No. 2 er byens bedste. Måske han også har ret i det.

    I forhold til ciderproduktionen går det ganske stille. Det hele bobler afsindigt langsomt. Det huer ikke min manglende tålmodighed. Jeg har lyst til at flaske og etikettere af helvedes til. Men de fleste cuveer ligger på omkring 1020-1030 i Oechsle, og jeg vil sådan set gerne have dem lidt længere ned, inden jeg foretager mig noget. Jeg tænker et sted mellem 1010 og 1020. Men jeg snakker med så mange kloge og flinke ciderfolk for tiden, så jeg bliver så rystende usikker over, hvad jeg skal gøre. Mere svovl! LOL (undskyld, Henrik).


    Humleciderprojektet tegner forresten aldeles lovende. Det smager stadig lidt voldsomtbittert, men det skal nok komme i balance over tid. Please! Hvis der også kommer en god malolaktisk gæring i juicen, så tror jeg, at det ender ud i en cider, som i modsætning til mange andre cideroos ikke bliver "vandet", men som har struktur og krop. Kan man det? Det kan også være, at det bliver helt forfærdeligt.

    For tiden har jeg fire cuveer stående udenfor (fordi jeg er så vild!) til koldgæring. Den ene er nu stoppet med at boble, selvom den stadig ligger på 1020 i Oechsle. Nooo? Yes? Tålmodighed, Tue. Tålmodighed.

    Okay, skal du lige have et par forslag til, hvad du skal drikke, de næste par dage? Espresso hos BÆST. Bitter Lemon-sodavand. Grolleau fra Baptiste Cousin hos Den Vandrette. En whisky sour. Adonis '12 fra La Grapperie hos Ved Stranden 10. Iskold mælk via en cookie. Hvidvin.

    No. 2 på de fleste måder

    Er du sånsjine, der er mange seje restauranter, som åbner nye og nærmest lige så seje restauranter for tiden. Relæ bygger Bæst. Formel bygger Uformel. Noma bygger Studio. ROFL. Retour bygger noget hele tiden. Og så har AOC bygget No. 2.

    Det er absurd og ganske fantastisk, hvis man er sulten. De sidste tre måneder er der kommet - nu gætter jeg bare - 1.000 flere spisestole på den københavnske "smart casual" restaurantscene. Og det er altså 1.000 ekstra stole hver dag. Men er der også kommet 1.000 ekstra sultne mennesker? Spørgsmål! Hvis ikke, så må der satme være nogle restauranter, som har det majt stilla for tiden.


    For der var ikke specielt stille hos No. 2. Vi var godt nok nogle af de første, der kom, denne mandag aften. Men da vi var midtvejs i ædningsproceduren, var der aldeles mange spisende slips ved bordene i restauranten.

    Åh, hvad gør man i sådan en standardmadanmeldelse nu? Nårh jo, man fortæller om stedets indretning, akustik, bordplacering og sådan noget jazz. Og hvad kan man sige om No. 2 i den henseende? Det minder om en sygt god kantine for forsikringsfolk eller bankdouches. Ikke på en dårlig måde, sådan set. Der er virkelig pænt, gennemført og generelt seriøst lækkert. Alt er skarpt på en upersonlig måde. Og når der samtidig sidder så ustyrligt mange jakkesætsmennesker rundt om én, så forventer man på en eller anden måde bare, at der snart ryger et gebyr i ansigtet på en. KapitalistLOL.

    Derudover så ligger No. 2 jo fucking bare i et coorporate HQ epicenter. Store glasbygninger på Kalvebod Brygge med tandlægekunst på væggene og chefbonusser på samtlige hjørnekontorer. Det bliver nærmest ikke mere Wall Street-agtigt i punktumdk-land. Shjygt nok.

    Men alt det her fæng sjvi-sjask kan jo være skidehamrende lige meget, hvis maden er for læx. Og maden er læx på No. 2. Men den er langt fra for læx. Den er bankdirektør-casual-læx. Og det er vinkortet også. Shit. Den her anmeldelse er ved at blive anti-standard. Nu bliver folk sure! LOL.

    Okay, her er hvad jeg spiste:

    Rimmet ørred med noget mælkeprodukt og dildolie, som skilte (med vilje). Tallerkensmækker. Og måske noget andet jeg ikke kan huske, selvom jeg ikke var fuld. Var det også noget med en pænt stor klat grøn mayo? Det var både en smuk og velsmagende anretning. Jeg er en fucking sucker for dild, så jeg var solgt fra starten. Og fisken var fin i tekstur og smag. Det tegnede sgu meget fint. Og meget ordentligpænt. En bankmand ville også være glad.

    Salat af jomfruhummer fra Læsø med masser af grønt og noget crouton-værk og noget røgkartoffel. En helt igennem herlig servering. Super fin anretning og ren og frisk velsmag. Heldigvis lagde jeg ikke så meget mærke til røgen. Jeg var bare kæmpe fan. Uhlala, det var vidunderligt.

    Frittet fisk med sauce tartar og kartoffel. Her sprang kæden lidt af, desværre. I hvert fald som jeg ser No. 2 som koncept. For selvom retten smagte fint - omend fisken var lidt tør og underrepræsenteret i forhold til paneringsgraden -, så synes jeg, der manglede finesse. De to første retter var sirlige og elegante. Denne ret var lidt for street-food-agtig og endimensional. Altså, den var i 3D i virkeligheden, selvfølgelig. Crazy alert cancelled! LOL. Men det føltes fladt og halvkedeligt. I hvert fald uopfindsomt.

    Stegt torsk (måske slethvar, jeg husker det ikke) og svampe i skizofreni. Igen en for tør(stegt) fisk, hvilket jo er en pænt ærgerlig start. Og så var retten bare generelt lidt ærgerlig. Stegte svampe smager jo nærmest altid godt. Og det gør svampepuré og svampebouillon sådan set også. Men i det her tilfælde var det sgu lidt trist og ferskt. Hvis man skal køre så hårdt på svampejazz (psykedelisk!), så skal det være skarpere og mere intenst. Det her var kedeligt. Der manglede sprødhed, friskhed og sjovhed.

    Grøn salat er en svært undervurderet disciplin i kokkebranchen. Derfor var det helt lækkert og sejt, at andenpladserne havde givet side order-salaten så meget kærlighed. Ikke at det var en vild og avantgardistisk servering. Det var bare fucking lødigt godt. God vinaigrette. Friske blade. Og et sejt udvalg af vilde urter. Fumbs åp, beavers! Og høje fem.

    Vinkortet er meget lidt vinsvinsagtigt og rigtig meget slipseagtigt. Og det virker med garanti helt perfekt for stedet, så det giver ingen mening at kritisere eller kommentere eller lollere. Der er uden tvivl mange seje vine i de flotte skabe. Fx Latour og sådan noget pjat. Jeg plukkede en flaske Alexandre Bain "Spring" fra kortet, og det smagte dejligt, som det jo gør.

    ---

    No. 2 er ikke for mig. Maden er god. Stedet er skarptpænt. Og servicen var fin imens restauranten var halvtom. Men jeg synes, maden er for lidt sprælsk. Det er for pænt og for sikkert, når man sammenligner med andre steder i samme kategori. I min optik er det et klassisk 4 ud af 6 stjerner-sted, hvor firtallet ikke er vildt stort. Jeg ville have det markant sjovere på Uformel, Manfreds, Gorilla og sådan nogle jazzy steder.

    Når det er sagt, så tror jeg sådan set heller ikke, at No. 2 er designet til en gummistøvlebærende naturvinsschmipster som mig. Det er slips og sorte sko og kvindelige mellemledere og logebrødre og finanskrejlere, man er gået efter, og de kommer til at LOL-æææælschke No. 2. Og det er der formentlig også en masse andre, der kommer til. For om sommeren bliver stedet jo alt for sejt med udendørsservering og midnatssol. Bomhans. Jeg tror, at stedet bliver en kæmpe succes. Og de klarer sig fint uden mig som Ofelia.

    Lige her i finalen har jeg to småting, som irriterede mig. 1: Når man har en svært velassorteret bar med dertilhørende sej bartender, så må man da også kunne lave en rigtig espresso i stedet for en evigt skattelyssøgende Nespresso. Ja? Nej? 2: Hvis man er restaurantchef / host / manager, så skal man ikke bruge halvdelen af aftenen på at stå og læne sig op af en mur i restauranten, mens man psykoscroller på sin mobiltelefon. Just sayin'.

    Rolig på surhedsjazz'en

    Sjhyd nok. Der har været pænt meget drama på anmelderfronten de sidste par uger. Og denne gang er det ikke Vinsvins fortjeneste/skyld. Phew. Nej, det skete alt sammen fordi Politikens madredaktion (som vel er hele redaktionen på Politiken?) havde læst Vinsvins opsang til anmelderstanden. LOL. De gæve folk på Rådhuspladsen havde i hvert fald besluttet sig for at smide hele to (2!) anmeldere – og en diktafon! Hello, creative people! – til Kong Hans' Kælder. Og så var anmeldelsen blot en transskribering af de to madhoveders samtale fra den fransksvulstige middag under jorden.


    Sandra Brovall og Joakim Grundal syntes, at aftenen var til 5 ud af 6 hjerter. Det er jo grundlæggende en rigtig flot anmeldelse, som nærmest alle restauranter ville ofre deres højre paco-jet for. Men når kældermenneskerne går efter at genvinde dækstjernen, så er det selvføglelig ikke tilfredsstillende. De skal have 6 stjerner i samtlige anmeldelser. Den er jeg med på.

    Men hold dog din fede gåseleverkæft, hvor blev folk rasende over den anmeldelse. Shit man. Vi taler blød is i amokheftig mikroovn i nedsmeltningsfaktor. LOL. De rasende horder af gourmanter mente ikke, at de to fødevare-anmeldere tog opgaven seriøst nok. Snakken om om dyresex hjalp heller ikke. Og så gik det helt galt, da Joakim-drengen insinuerede, at han hellere ville spise nynordisk end gammelfransk. Don't go there, Jokke!

    Forrest i hæren af raseribefængte kritikere var Thomas Rode og Thomas Hermann. Pænt sjovt sammentræf. Men skulle nærmest tro, at de begge to havde en eller anden form for aktie i kælder-restauranten. At de begge to havde arbejdet der – og defineret stedets køkken og omdømme. Det kunne endda være, at en af dem havde en kæmpe tatovering af stedets logo på palæo-brystet!? ROFLMAO.

    Det er jo fair nok, at de er sure over og kede af, at deres tidligere restaurant ikke får de forventede 6 hjerter. Det er da også svært nedern. Men de er jo også aldeles inhabile i deres kritik af anmeldelsen. Og sjæriøscht: Thomas Hermann ville give Kong Hans' Kælder ét hjerte mere end Politiken gjorde. Hvordan kan det skabe så meget surhed? Breath in. Breath out.


    Synes jeg, det var en god anmeldelse? Ikke specielt. Jeg synes, at anmeldelsen bærer præg af, at de to gæve anmeldere fokuserer alt for meget på at smide den ene halvslappe punchline efter den anden afsted. Det virker forceret. For de er jo ikke stand-up'ere. De er journalister, der er vant til at have tid til eftertænksomhed inden eventuelle punchlines kradses ned. Men jeg synes samtidigt også, at det er prisværdigt at udfordre anmeldelsesgenren en smule. Og jeg var da nogenlunde udmærket underholdt undervejs.

    Men. Der kommer også noget godt ud af denne misere. For det er fint, at kokkene er uenige med anmelderne. Det er jo et grundlæggende vilkår i anmeldelsen som koncept. Ikke at madskribenterne altid skal være uenige med kokkene. Men der skal da være en spænding mellem de to instanser, så man ikke bare laller rundt og klapper hinanden på ryggen. Det får hverken læsere, restauranter eller anmeldere noget sjovt ud af.

    Lad os håbe på, at Joakim og Sandra har affyret startskuddet til en ny æra, hvor anmeldere (og særligt blåkkere) begynder at vise lidt mere mod og kreativitet i anmeldelserne i stedet for at opretholde en god facebook-relation til køkkenchefen på en eller anden shtjarnerestaurant. LOL.

    Fedhed uden vin

    Der sker urimeligt mange ting, der omhandler vin for tiden. Bonard-drengene var i København den anden dag, og jeg havde den udsøgte fornøjelse at lave mad til dem. Det gik fint. Og hold nu din fede ræve-kæft, hvor smager Philippe Bonards vin godt. Min favorit var hans Melon Le Rouge-Queue. Det smager mega salt og tang-agtigt og herligt. Fryd vin.

    Nå, men det var sådan set slet ikke det, som indlægget skulle handle om. For man kan jo for helvede ikke altid kamphælde fermenteret saft i svælget. Derfor får du lige en lynhurtig guide til herlige lokationer, hvor du ikke (behøver at) drikke vin.


    Vesterlauget: Ja, her er vi i Århus. Endda i den fedtlanghårede Gnags-gade over dem alle. Vestergade. Her ligger der noget, der ligner nogle skrammelrestauranter, en fin kaffebar og noget guitarhalløj, hvor ingen går hen. Men så ligger der også Vesterlauget, som er helt amoklækkert. Vi taler masser af god øl, upræntentiøs kaffe (ja, det kan stadig lade sig gøre) og herlig mad. Dagens ret koster "krokodillemund peger væk fra 100 kroner", og den smager altid fryd. Rustik og stor nok. Og så er der også semi-fransk jazz med rillette og kyllingelever og hønsesalat og oliven and that.

    Måske man også kan få cocktails om aftenen, og det gider jeg ikke blande mig i. Og det bageste lokale er sådan lidt en downer. Men jeg spiser der bare og læser dagens avis (som i tv-programmet og sporten) i baren. Det fungerer ultimativt godt. Og så drikker jeg en KIHOSK-øl fra Mikkeller-fabrikken. Livin' the dream, bitch.

    [Hvis ikke jeg var så doven, ville der her stå noget om, at betjeningen er super afslappetlækker på den skarpe måde]


    Mikeller & Friends: En anbefaling af Mikkeller? "Hey, 2010 wants its blog post back!". Men for hælvata. Det er så godt et sted. Især hvis de gad slappe lidt af med aircondition-monstermaskinen ved langbordet. Nemonia FTW!

    Nå, men her er den simple opskrift på perfekthed på Mikeller & Friends på Stefansgade:

    Du mødes med en ven, som skal til Møn og lave ost. I har ikke set hinanden i lang tid, og det er skide hyggeligt. I kan lide hinanden. Så bestiller du en flaske SUR fra MAD Beer-serien. Og lad nu være med at være gnier-agtig over at den koster 250 kroner. Yuzu er åbenbart dyrt. Så træk vejret dybt, og spis noget pasta med billigjazz dagen efter eller et eller andet. Og så drikker man surhedslortet af små glas, mens man taler om mad og vin og mad og LOL-emner. Det bliver ikke fucking bedre. Og den øl smager måske bedre end noget andet i verden, dit schmuck. Sur øl med et snert af brett og med en ordentlig røvfuld frisk kærlighed.


    Alimentari: Kender du "morgenmad"? Det har i lang tid været et fint koncept. Men nu er det blevet et sådan helt håbløst lækkert og frydefuldt koncept, fordi Christer fra Il Buco (på Bryggen) og hans italienske venner er begyndt at sælge morgenmad i den nye kiosk. Holy mother fucking bejesus. Det er dumt godt. Ordentligt sygt.

    Æg, parmesan og palmekål. Danmarks bedste (og sådan helt hjemmelavede) croissant. Bircher-müsli Du ikke kender? Stram op! Italiensk toast, som nu indtager førstepladsen på blodpropsskaberlisten. Yup, det er fucking vildt lækkert. Cappuccino til LOL-penge. Juice på æble og selleri. Av, av, av. Og måske fik vi også noget mere. Det blev 150 kroner i alt-agtigt for dos personas. Og vi var sådan helt smaddermætte og kulinarisk lykkelige. Alle der ikke spiser der, er voldtægtsmænd. ROFL.

    Hvad? Nårh, er jeg venner med Christer og derfor helt usaglig og købt? Slap af, douchebag. Hvis morgenmad på Alimentari ikke var 100% "lille henrivende inger-herligt", så ville jeg ikke skrive om det. Det ved du da?! Jeg gør dig virkelig en tjeneste ved at fortælle, hvor skarpt et koncept, der ligger i den baggård. Sjæriøscht.

    Hvor slap kan den blive?

    Magasiner lever af annoncer. Og abonnenter. Måske mest af annoncer. Jeg ved det ikke. Men det er jo sådan set fair nok. Den anti-kapitalistiske revolution lader jo vente på sig, så vi må finde os i pseudosælgende annoncer som koncept. LOL.

    De fleste annoncer vil bare sælge dig et eller andet stykke ragelse, der før kostede 149,95 kroner, men som nu koster 23,95 plus porto og plus et livsvarigt abonnoment på håbløs jazzmatazz. Og fred være med det. Ish. Altså, de kunne sgu da godt lige gøre sig lidt umage med designet, i det mindste. Og ja, jeg kigger fx på dig, Theis Vine, i denne måneds GASTRO. Totalt LOLgrafik. Men hold da op, hvor er der meget tekst. Stærkt.

    Og så er der annoncer, som ikke vil sælge noget (sådan lige med det samme), men blot vil have dig til at melde dig til et über-kapitalistisk nyhedsbrev. Annoncer for et nyhedsbrev. Jøsses. Det er der jo ingen, der gider. Men hvad gør man så? Så klasker man sgu da lige en jammerlighedskonkurrence ned i struben på sine annonce-kiggere. Derudover kan man sgu da også lige semi-skjule afsenderen. Schmart.

    Der er så meget LOL i den her reklame. For det første hedder journalisten bag artiklen "Annonce". What a coincidence. Hun skriver meget på samme måde, som den journalist, der hedder "Sponseret indhold". Badabing. Derudover er ordet "amarone" jo nærmest et anagram af ordet "anmelderrost", hvilket på en eller anden måde så bliver et oxymoron. Det er ren fryd.

    Og så er det postulatet om, at Amarone er en italiensk (som ikke skrives med et stort "i") kvalitetsvin, der går herligt sammen med et godt stykke kød på det danske madbord. "Madbord"? "Annonce" mener nok spisebord. Men hvor ville jeg dog blive trist, hvis jeg skulle drikke Amarone til min bøf. Sådan helt stik-mig-i-låret-med-en-rusten-rive-trist. For der findes så sygt meget god bøfvin i Italien (nu skal det skrives med stort "i"). Det er bare ikke Amarone. Har I glemt, at det snart-ish er jul, og der kan Amarone jo faktisk noget?! Det ville "Sponseret indhold" ha' husket, tror jeg. Haha.

    Derefter er der præmien. 6 flasker vin til 199 kroner stykket. Det er sådan set nogenlunde fedt omend lidt fedtet. Det er da bare trist, at det er den samme vin. Yes, nu er jeg nok lidt sippet, hvilket nok bare er fordi jeg ikke gider ha' seks flasker amagerrhone. LOL. Hvad med at tilbyde én flaske psykopatagtig flaske vin til 1.200 dask, som er sjælden og sjov?

    Til sidst er der konkurrencespørgsmålet. Jeg får så tungt et ansigt af det spørgsmål. Hvor nedladende kan man blive? Kan "Annonce" ikke bare nøjes med at få folk til abonnere på det skide nyhedsbrev? Skal der slaskes en konkurrence ind i showet? Måske det er noget med markedsføringsloven. Men slapt er det da i hvert fald. Så spørg dog om, hvilken druesorter Amarone hovedsageligt består af. Det er jo ikke fordi, det er svært at finde ud af, når man alligevel sidder på ænternættet. Wiki, wiki, wiki (sagt som om du scratcher det!).

    Jeg får lyst til at svare "Chile" og ikke tilmelde mig nyhedsbrevet. ROFL. Så slipper jeg også for både vin og vinøs spam. Det er en win-win. Annoncen er sgu bare en slap-slap.

    Mere appfel-dinge-jazz (mit pommes?) flasket

    I dag er en rar dag. Jeg har ikke tømmermænd længere, fx. Jeg har endda været ude at løbe. Og cykle. Og spist to ud af tre indkøbte croissanter fra syvelveren. Hov, det her er jo starten på sådan et livstilsblogindlæg. SKYR. SØD PUDE TIL TOTUSINDE KRONER. FIRE NEMME OPSKRIFTER MED FISK. Phew, jeg nåede lige at få de tre lovpligtige livstilsemner med i første rubrik, som loven kræver. Uh.

    Schmelfie og noget med at sort/hvid er sådan lidt entillegtuelt:


    Nå, men det jeg egentlig ville fortælle var, at jeg har flasket lidt cider i dag. BRÆKING BRÆKING. Nej, det er sgu ikke specielt spændende at høre om. Ikke mindst fordi denne cuvee har gæret alt for hurtigt, og det smager ret voldsomt skidt. Men min nye og uvidenskabelige indsigt i ciderfabrikeringen er, at lortet ikke behøver smage godt, når man flasker. Lidt på samme måde som smukke og søde voksne mennesker også startede ud som svært grimme og evigt grædende babyer. Ja, faktisk startede de jo som sæd og æg. Og hey, det kunne duften af min cider faktisk godt minde lidt om. Haha. Badabing.

    Jeg har flasket How I met your Grandmother (crazy, jeg er begyndt at skrive med store bogstaver på samme måde som Tim Vollerslev!), som er lavet af 70% Coulon og 30% kvæder fra min mormors have. Altså cideren. Ikke Tim Vollerslev. Guderne skal vide, hvad den flotte mand er lavet af. De der kvædesvin, de smager sgu ret meget igennem. Av. Bitterhedsessens og generelt weirdnessjuice. Men det skal nok gå. Jeg tror på det. Det får lov til at ligge helt roligt i kælderen i et år eller to. Joseph Fritzl-style, som man siger. Ej, går det?

    Flaskesjælfie og potentiel Beneton-reklame, hvis de skal til at lave flaskekølere(?):


    Den lyse cideridoo er coulonkvæde-jazzen. Flot, ik'? Yup! Den mørke (afro-danske) cider er lavet på det, som jeg har valgt at kalde romkuglemetoden, hvor man bare fejer alt – ALT! –, der kan minde om stenfrugt, op i en sæk og smadderfermenterer det. Hørte jeg et ROFL? Ja. ROFL. Og fordi det gærede sådan helt ultratristhurtigt, så gav jeg det sgu lige nogle timer i selskab med lidt frisk humle og en kvæde, jeg havde kedsomhedsbidt lidt i. Det lyder overraskende nok mindre beskidt end det i virkeligheden var. Men det dufter faktisk ret skønt. Lortet er allerede propfyldt med CO2 (klima-alert!!), og derfor får det også lov til at ligge i kælderdybet i en rum tid. Jeg ved ikke, om det hjælper.

    Nu har jeg spist den tredje croissant. Chokoladefyld. Hmmmmm. Og så kan jeg da lige fortælle, at jeg smagte min '12 cider i weekenden ... lige inden jeg drak 900 liter vin og dansende hældte øl udover mig selv til en fest på Nørrebro, jeg har hørt skulle være alt for fed. Det smagte himmelsk. Altså cideren. Det lugtede herligt af brunet smør. Men også af æbler. Og det smagte bare godt. Sådan svært fucking godt. Stadig masser af æblet friskhed. Men nu også med en nærmest cremet struktur i væsken, der tidligere har virket ganske vandet. Jeg gætter på, at det er noget malolaktisk gæring, der har gjort tricket. It's a miracle. Og på den måde fungerer jeg jo også som et håb for alle cider-amatørerne derude. Hvis jeg – den evigt beskidte og halvdovne fermentor – kan lave noget, der smager aldeles rart, så kan alle. Og lad nu for helvede den svovl og kulturgær ligge hjemme hos din farmor.


    Ja, det her er to år gammel cider stående på Vesterbro blandt krummer og gris. Ingen spor af skævhed. Nårh, du synes, cider skal være filtreret? Men det er din internet-historik jo heller ikke, og dér kan vi da om noget tale om beskidthed. LOL.

    Hvorfor det er deprimerende at drikke vin (GIF-alert!)

    Vi kører den igen ind med GIF. Og igen er det selvfølgelig en ode til Olga Ravn, fordi hun er sjovere end os. Men der er bare så lidt vin-jokes på ravnens internetuelle skriblerier. Og vi har ikke specielt meget at sige. Alt er godt, sådan grundliggende.

    ---

    Når dine forældre serverer "en rigtig god rødvin" for dig:


    Dine venners blik, når du fortæller om maceration


    Når du efter seks måneder endelig får en ny vin hjem. Og den så er sygt volatil.


    Lugten af den cabernet franc, du lige har købt.


    Vin med mus::


    Smagenoterne til 8. vin:


    Når dine venner smager vin blindt:


    Lugten af italiensk amphora-vin:


     Når du prøver at udtale navnet på en fransk vin, du ikke kender:


    Fadprøver fra nye vinhuse, du overvejer at importerer:


    Folk der vil fortælle dig, at al naturvin er lort:


    Når du vil vise tumperne, at der er masser af naturvin, der smager vidunderligt:


    Aftenens generelle forløb efter flaske nummer 5: