Søndagsherlighed og hjemmebrygget surhed

Der er mange måder at bruge en søndag på. Så banalt starter dette blåkindlæg. Men i banaliteten ligger jo også en grundlæggende sandhed. For søndag er jo de syv dage, vi kalder ugens, svar på fristilen. Den jomfruelige filmrulle. Det tomme lærred. Den tørre spytventil i trækbasunen.

Men som ethvert skrivende individ vil vide, er fristilen også et skrækindjagende koncept, fordi alle muligheder er åbne. Der findes ingen dogmer at arbejde ud fra. Oh ve, oh plage. Valgmuligheder gør menneskeheden ulykkelig. Derfor ender mange søndage med chips med syntetisk løgsmag, Bob's Burgers (hvilket er fair nok) på teve og endnu mere scrolling på pestillensen, som vi omvendtverdens-agtigt har valgt at kalde sociale medier. Hvad fanden er det der sker for dig og din telefon? Sjæriåst?! Nå, men søndage kan være slappe for alle; også for folk der ikke har et narkotisk forhold til Steve Jobs-dildoen.

Og det er sgu for sølle. Så nu får du lige en opskrift på, hvordan du laver en motherfuckingfucking herlig søndag. Det kræver en del ingredienser, som du sikkert ikke har. Men hvide asparges kan fx udskiftes med østers. Eller med en tur til Nice. LOL.

Første del består i at invitere nogle venner. Og her taler vi altså om venner, der forstår det gode i livet (god mad og sur vin). Hvis du ikke har sådan nogle, så find dem på Grinder eller DBA. Eller omvend nogle af dine venner fra den søde, kemificerede og fadfyldte dystopi. Syre er fremtiden!

Derefter så smadrerkøber du ting, der smager godt i sig selv eller i en sammenhæng. Hvide asparges (i sig selv), ting til en frikassé (sammenhæng), mere smør (sammenhæng), danske vinrabarber (i sig selv), grønne oliven (i sig selv), olivenolie (i sig selv), salat (sammenhæng), fisk (i sig selv), creme fraiche (i sig selv + sammenhæng) og citronlimonade (i sig selv). Og i denne indkøbsseddel går jeg selvfølgelig ud af, at du har huset fuld af vild vin og vilde urter som vandkarse, skovmærke, skovsyre, rapsblomster, ramsløgsblomster og løgkarse. Vi er vel på et vist niveau.

Så er menuen klar. Hvide asparges med hollandaise. Rimmet fisk med vilde ærteskud og portulak. Frikassé med bitre urter og purløgsvinaigrette. Rabarber med mazarin, creme fraiche og skovmærke. KØØØØØR! Det hele tager halvanden time at lave, hvis nogle af tingene er lavet i forvejen. LOL.

Og så til det vigtige. Vinen. Vi starter her:


Åh nej, åh nej. Vinen uden svovl med en sygt flot etiket. Det må man sgu da ikke!? Nå, men det her er altså ren herlighed. Naturligt boblende (natbob!) pinot noir fra Bourgogne. Uden svovl. Og snart øko-certificeret. Uh. Hvem importerer sådan noget? LOL. Det gør Vinsvin, og hvis du spørger pænt, må du gerne smage. Huset hedder Chapuis & Chapuis, og du skal nok regne med, at det bliver pænt hypet af masserne snart. Av, av, av.

Det minder lidt om Strohmeiers Frizzante i at det er meget jordbærdrevet. Sådan helt sart og lyst. Og selvom det er pivsurt, så er der en sødfrugtstone, som minder om semi-syntetiske jordbær, hvad end det så er. Ophævet vin. Som at blande en balletdanser med hindbær (og så lige sigte det, så man slipper for de der hæslige hindbærsten i mellem kindtænderne). Det er så fint.


Til de hvide asparges stod den på en orange særudgave fra Wittmann. Silvaner med maceration. Uh. Men orange var den sådan set slet ikke. Ikke i farven, i hvert fald. Ganske lys og ikke-mudret. I munden var der dog pænt meget vildskab. Solide tanniner og mørke parfumetoner. En virkelig sjov vin, som måske godt kunne have klaret endnu mere skørhed. Men hey. De er tyskere.

Og hvordan fungerede den så til asparges og hollandaise? Keine Ahnung. Vi havde bare en fest med at proppe godhed ned i mundhullet. Alt fungerede. Alt fungerer sgu da, når ens venner tager weird tysk pseudo-orange vin med, som det mest naturlige i verden. Niels. Du er for vild!


Så stod den på elegant svulstighed fra Fabrice, som er den kæmpestore mand fra Domaine de Saint Pierre. Det er heftig vin. På den absolut vidunderlige måde. I næsen lugter det uendeligt meget af karry. Og det smager af gammelt fad. Og karry. Det er fantastisk. Masser af fylde og bund. Men savagninen giver samtidig helt lys syre. Ahmen, hvor er det godt. Tung og læskende. Det er satme en svedig kombi. Også til rimmet torsk med ærteskud.


Ingen mad. Bare verdenspremiere på den berømte og berygtede og evigt velskrivende vinmager, Tue Bachs, kvæde-/couloncider fra 2014. (Ja, det er mig selv, jeg skriver om). LOL. Men hold dog din fede rottekæft, hvor er han/jeg nogenlunde dygtig. Altså til at lave vin. Og skrive. Men det er jo evident på netop denne side. Men altså. Altså der er ikke kommet så mange bobler i vinen. En lille smule fine perler. Men ikke noget tungtlydende [flunk], når man skyder kapslen af. Smagen kompenserer heldigvis rigeligt for den fraværende mousseringsgrad. Det smager vildt. Og helt utroligt vinøst, hvis jeg nu selv skal sige det. Og det skal jeg. Jeg er jo den eneste, der har smagt det. Stor dybde, fin bitterhed. Og ikke den vandethed, som er problemet i langt de fleste danske cidere (som ikke er dosaget helt op til skyerne).

Jeg er stolt. Og måske der kommer bobler i på et tidspunkt. Og så bliver juicen fucking eminent. Måske der ikke gør. Men jeg er stadig stolt. Og det her er blandt Danmarks 5 bedste æblevine. Det tror jeg, at jeg synes.

PS. Jeg blev forresten fundet for let/tung/tumpet/ikke-venne-agtig til at være dommer i årets frugtvinsfestival. Jeg er svovl i guldmedaljevæksten og evig positiv omtale/klappen på ryggen. LOL. Til gengæld fik jeg en mail fra festivalen med disse ord: "Eftersom du står her i listen over vigtige mennesker jeg skal kontakte i forbindelse med frugtvinsfestivallen d. 31 maj på Frederiksdal, sender jeg dig en særlig invitation.", for derefter at kunne læse en standardmail. LOL. Magen til frugtig entusiasme, skal man sgu lede længe efter.


Mere verdenspremiere fra Domaine de la Bach. Denne gang en langtidsmacereret lømmel lavet på fem forskellige sorter, som jeg har været for ADHD'et til at finde navnene på. Her var der flere bobler, men også lidt mere skrøbelig krop. Ret parfumeret og vildt i udtrykket. Men efter 20 minutters tid faldt vinen lidt sammen. Ingen mus eller andre fejl. Den mistede bare sin vitalitet en smule.

Men jeg er stadig stolt. For det er spændende, opmærksomhedskrævende vin. Ikke bare syre, en svag tone af æbler og så vand for resten. Det er vildt og skørt og personlighedsfuldt. Måske siger jeg det bare, fordi jeg har lavet det. Men det er også fint nok. Og nu kommer der mad på bordet igen. Og druevin.


Jeg mødte for nylig en gæst i restauranten, som smagte den her vin, og som fortalte, at den ikke var i top-15 over de bedste Crozes-Hermitage'r, han havde smagt. Han kunne dog ikke huske, hvilke 15 der var bedre. Liste, schmiste, hr. Konnisør. Men det er skidehamrende godt. Eller?! Nårh nej, der er selvfølgelig ikke så meget fad. Og frugten er heller ikke overmoden. Det er syrlig pebersyrah, som du også burde kende det fra Hervé Souhauts Syrah. Græsset og helt delikat og fint. Med toner af just modne solbær (altså på den ikke-Chilenske måde!) Og det gik sgu flot til en grøntfrikassé pumpet op på bitre, vilde urter og sommerløg. Ahhhhh. Dard og Ribo.

Vinen er i min top-15 over de bedste Crozes-Hermitage'r, jeg har smagt. Og ikke kun fordi, jeg ikke kan huske 15 andre vine derfra. Det er forår ... i min mund!


Sød vin er umoderne. Hvorfor? Fordi man smager mindre syre, når der er restsukker i vinen. Og syre er vinhipsternes Raybans. LOL. Men hvad så med at lave en sød vin, hvor der næsten ikke er noget sukker i? You go, Renaud. Det her opfylder alle kravene for interessant vin til folk med stumpede WoodWood-jeans. Masser af syre, lidt vidunderlig flor og en anelse fad, der kun antydes i baggrunden. Hold kæft, hvor går det godt til de kommende syresommerdesserter på byens smarte restauranter. Det er som skabt til rabarber fx. Og hey, vi havde sgu da lige rabarber liggende. Og mazarinkager. Og creme fraiche fra Naturmælk. Ralle, ralle, ralle hvor har vi det søndagsgodt.

Les Druillas er så svedig en vin. Også selvom der er tilsat 2 gram svovl pr. hektoliter. Dine Raybans er sikkert også købt i Alanya, alligevel. LOL!


Ha! Ingen vellykket søndag uden kongerne af camparismagende vin. Spark dig selv over benet, hvis du endnu ikke har smagt denne flaske rendyrkede vildskabsherlighed. Adonis '12. Hvor har du været god ved mig. Og lige om lidt kommer den hjem i '13 udgaven. Uh. Gør den? Ja. Det gør den. Den smager i top-15 af alle vine, jeg har smagt. Kan jeg nævne de andre 14? Nja.

---

Og så var det på tide at fodre kaninen, vaske op og gå i seng. Søndagen havde givet, hvad den skulle. Og de sociale medier bestod i relationer mellem mennesker, som man faktisk virkelig godt kan li', og som var fysisk (og psykisk) til stede. Ja, ja. Slap af med den moraliserende tone, Tue. Men jeg har jo ret. Ha' det godt i virkeligheden i stedet for at fortælle, at du har det godt på Fæcesbook. Men hvad er det så, jeg har gjort med denne tekst- og fotosvada? Præcist det samme. Fortalt at jeg har det skønt. Kæmpe LOL.

Søndage og selvforherligelse FTW!

Tyskland siger nej tak til nynordisk fascisme

I over 10 år har alle (ALLÉ!) retter på bare nogenlunde anstændige restauranter i Danmark skulle ligne et løvbefængt mudderhul. Eller ligne en sten. Eller et bræt – med patina, selvfølgelig. Centreret i en lille keramikskål, og så med en kold mellemfermenteret ramsløgsvinaigrette hældt på ved bordet. SERVICE! Nej. Ikke service endnu. Der skal også lige noget brændt porredrys henover. Og bæverudflåd. Og noget med valle. Altid noget med valle ... fra et får, der aldrig har oplevet direkte måneskin. Og hø. Fra Lammefjorden. Og aborrefinne. SERVICE 4 REAL!

En nogenlunde slap systemkritiker (4-4-2 eller 3-2-1-2-2) har vist allerede udråbt NÅÅRMA & Co. som fascistiske tallerkenflyttere i brunt (uha!) tøj, og mon ikke de endnu mere slappe mennesker fra De Konservative snart laver en smædekampagne imod denne nazinynordiskemadislamisme?

STCP
NAZIRAMSLØG
SBOUILLON
HÆLDT OVER EN RET
VED BORDET
ISLAMISME

På en eller anden måde så forstår man sgu da godt, at De Konservative ikke gider betale regningerne fra deres reklamebureauer. LOL.

Nå, men lad os ikke dvæle ved denne åbenlyse nationalfascistoide måde at anrette bittesmå portioner mad på (med pincet). LOL. Mere skovsyre! Næ, lad os i stedet hygge os med en nation, der har holdt de nynordiske anretningsmetoder ud i strækt arm og på ingen (I-N siger IN. G-E-N siger GEN. IN GEN! LOL!) måde har ladet sig inspirere. Ja, jeg taler selvfølgelig om tysken.

For tysken har om nogen formået at beholde en slags Brecht'sk indgangsvinkel til tallerkenanrettet mad. Det er som om de har tænkt:

Lad os ikke forføres af, at man kan få mad til at ligne stedet, hvor det kommer fra. Nein, bitte. Denne patos har vi tidligere haft problemer med. Mad skal ikke overstimulere vores følelsesregister. Mad skal ikke forføre os visuelt. Mad skal bekræfte os i, at vi er klogere end den. At vi har kontrollen.

Og denne gastronomiske Verfremdung har jeg fundet nogle herlige billeder af. Og da dette jo er en såkaldt vinblog (100 point!), så er det selvfølgelig også retter, hvor vinen spiller en (bi-)rolle i opskriften. Opskrifterne siger sig selv (mere Sahne!), så derfor får de blot et par kommentarer med, der forklarer, hvorfor tysk mad er bedre end den nynordiske (fascist-)ditto.


Rieslingbombe (oversat: Rieslingbombe): Det er ultimativ kontrol, det her. Du skaber en fast form ud af vin (= magt), samtidig med at du krøller dej sammen i unaturlige positioner. Med brun udefinerbarhed smurt på sig. HA! Kom igen med din enorme stivelse, fraulein Mel! Dine følelser påvirker ikke os. Kagekreaturet truer samtidigt de endnu friske vedlagte vindruer med, hvad der en dag også kan ske for dem, hvis ikke de holder sig på dydens smalle sti.


Früchte in Weingelee (oversat: Frugtbarhed fanget i vingele): Vi ved det godt. Alle sammen. Frisk frugt er decideret djævelsk. Det er fyldt med farlige følelser som liderlighed, friskhed, sødme og råddenskab (ja, "råd" er en følelse!). Og derfor er det tysk grundighed (uden spansk temperament) at alle disse potentielt farlige emotionelle udbrud bliver holdt indespærret i en tyk, tyk vingele. 8 blade indkogt Fleisch til en halv liter svovlfyldt Müller-Thurgau. Magen til kontrol finder man vel kun i Lothar Matthäus' hårpragt. Danske schön.


Spargelsalat (oversat: Dødskogte stængler): Det her er klassisk tysk gastro-verfremdung. En grøntsag, som egentlig burde blive grøn, men som tysken holder hvid for at udvise evig kontrol. Men ikke nok med det. Denne sarte grøntsagspind skal ydmyges endnu mere. Lad os koge den i 30 minutter, så den indbydende sprødhed omdannes til en hæslig grødagtig konsistens, der knapt nok kan løfte purløg (Schnittlauch). Læg også mærke til den væmmelig og svært baguettekrummefyldte dug, som lige er det sidste spark på stænglens stolthed. "Vi kaster med brød, vi fejrer med Riesling".


Sauerbraten (oversat: Surt murerarbejde): Hvis du nogensinde har sammenlignet råt oksekød med en østtysk boligblok, vil du være enig i, at de har meget få lighedspunkter. Men det er der råd for. Det handler bare om tålmodighed og høj varme. Så skal oksekødet nok overgive sig og begynde at ligne et eviggråt betonelement. Læg dertil en skamkogt kartoffel, som symboliserer hammerkasterens tilløbsring (østtysk nationaldopingsport!), og lidt brun sovs, og du har et luftfoto af Brecht-vænget i Greifswald. Velbekomme.

  
Bratwurst in Rotweinsosse (Kødpølser i kontrolleret element): Her har vi den klassiske tyske trikolore. Tre nuancer af brunhed. Ja, faktisk er det jo førsteskitsen til det tyske flag, som – ganske genialt og retvisende – var tre ens brune striber. De tyske hippier fik dog puttet kulør på flaget, så det nu fremstår overdrevet flamboyant. Nok om det. Her vises fremmedgørelsen overfor råvarerne sig i, at man har klemt kødet ind i egen tarm for derefter at lægge det i ske med andre kødklemtheder. Totalt gay! At sovsen er mere brun end essensen af farven brun vil kogebogsforfatteren ikke give opskriften på, men fascinerende er det da. Og tysk!

Ting, jeg har læst (positiv / negativ?)

Du har nok luret det. Jeg er ikke verdens mest, eller næstmest, eller tredjemest belæste menneske. Det er der selvfølgelig også kun tre mennesker, der er. Altså et menneske, der er mest. Et andet menneske, der er næstmest. Og et tredje menneske, der er tredjemest. Er du med, eller skal jeg også klappe det?

Men i ny og næ (mest næ) får jeg da stavret mine pupiller henover nogle bogstaver, der – sammen med nogle yderst kløgtigt valgte mellemrum – danner ord og sætninger og meninger. De fleste sætninger, jeg læser, handler om vin. OverraskelsesLOL. Og dem skal du sgu da lige delagtiggøres i.

Vi starter lidt poetisk ud. Her er et digt om Vouvray fra en gammel og herlig vinbog, som jeg har glemt navnet på, men som jeg vil anmelde en anden dag:

Aah min Vouvray,
gyldne Nektar,
dig vil jeg drikke,
til Minde om Dagens Ende, tror jeg,
uden at min Kvinde
paa Misund vil finde,
for den kære Sjæl
drikker lige saa meget selv.

Så kan Langdali (en vinøs surrealist? LOL) og Kråitzer (Uh, flere smagenoter? Hvor herligt!) skrive nok så introvertnørdet og teknisk om vines buké, mineralitetskompleksitet og tanninjazzmatazz. Det når jo ikke dette digt til sokkeholderholderne (som selvfølgelig sidder lidt højere end selve sokkeholderne). I disse strofer er glæden, passionen (læs:liderligheden) og lykken. Jeg er fan.


Nå, men det hele kan jo ikke være difus og lykkespredende vinpoesi. For på en queerteoretisk blog (jeg skammer mig altid over at have en blog) bliver vi selvfølgelig nødt til at nedkæmpe kønsstereotypisk tåbesnak. Og sådan noget var der i Politiken i dag. Det minder mig forresten om, noget jeg læste (overskriften på) i samme avis i går. En gourmet-kaffe-guide til Berlin. Okay, okay, okay. Sygt nok at  Politiken laver parodier på sig selv. Hold nu kæft, for en klichéLOLraybanbrille. Er det sådan en fast månedlig ting? "Vi elsker god kaffe / mikrobrygøl / vintagedesign / vinyler / fotobøger på Politiken, fordi vi er kosmopolitter fanget i Købenavn, som desværre ikke er Berlin eller New York". Arrrggghhh.

Hov. Tilbage til kønspolitiken. For i dagens nogenlunde dødssyge udgave af pol'eren er der en guide til rom. Og så kommer dette herlige citat fra sukkerrørsspruteksperten:

Folk er vilde med den søde smagsverden, som rom tilbyder. Der er nok sødme i, til at kvinder kan lide det, men stadig bid nok i, til at mændene også er vilde med det. Så rom er spiritus, som mænd og kvinder kan finde sammen om at drikke.

Så for satan. Mænd kan lide bid (og kød, forresten). De forstår tyngde og kompleksitet. Kvinder er mere bare nogle usle sukkerjunkies (og de elsker salat, forresten), der ikke fatter dybden i noget som helst. Egentlig ville de bare helst spise is med flødekaramel. Men det feder jo. GISP. Så rom kan også lige gå an, så mændene synes, de både er lidt spændende og tynd-attraktive. LOLdåsen er ved at eksplodere af herlig tåbesnak.

Mænd er sgu da også helt vilde med sødme. I vin (jeg skal bare ha' tre flasker ripasso og en stor menu!), i kaffe (kan jeg få en latte med sirup?) og i alt muligt andet (har du Fanta?). Så slap dog lige af med at pådutte kvinder en sødmetrang, som ikke har noget med æggestokke vs. testikler at gøre, men som har med et helt (lettere overvægtigt) samfund, der er fucked up på sødme i alt fra morgenmadsprodukter til kødsovs (og slutninger på film). Nå.

Ud i solen med dig igen, min ven. Det er søndag, og du behøver ikke stave dig igennem flere ord i dag. Kom så, de hvi'e!

Verden bliver nemmere med lister.



Verden virker ganske kompliceret i disse dage.

Nummer 1: I Århus udstiller de F16-fly på rådhuspladsen som en slags evigfolkelig og hyggelig turist-attraktion. Ja tak? Altså så vores børn kan lære, at vi bomber de mennesker (uskyldige, schmuskyldige!), som ikke vil give os billig olie eller som på andre måder irriterer os. Militærparader med og for børn (og folk der drikker bubble tea). Kør på krig. Og skriv dit navn her.

Nummer 2: Mediebureauet Marvelous vil gerne vide, hvor mange unikke besøgende vi har her på siden, så vi kan lave et fremtidigt samarbejde. 2. Mig og min mor.

Nummer 3: Der er stadig folk, som stædigt holder fast i, at minimalinterventionistisk vin er rendyrket ondskab. Og som har brug for at fortælle det, selvom de godt kunne lide den minimalinterventionistiske vin, de lige har drukket. Skørt.

Nummer 4: Er White Guide udkommet. Er den?

Nummer flere-tal-samlet: Nogle dage regner det (når jeg har fri), andre dage er det solskin (når jeg er på arbejde). Hvor lang skal stilken på forgaflen egentlig være, når jeg har et underligt stel? Hvor køber jeg en gammeldags styrfitting? Har Roy Andersson ret i hans seneste film, og hvis ja, hvorfor gør vi så ikke noget ved hele konceptet for virkeligheden?

Nummer 9: Vine, hvor disse sætninger er nødvendige: "Volatilsyre dækker over en række syreforekomster, der er meget skrøbelige (således at de kan duftes, det kan man nemlig ikke umiddelbart med syre). Eddikestik er forsåvidt en type volatilsyre (der er flere, men i gamle dage sagde man eddikestik om det hele). Acetat er en type salt eller estere, der stammer fra kemiske forbindelser, der ligner - eller er - eddikesyre, så fænomenerne er nært beslægtede. Acetone fx kommer ved nedbrydning af en bestemt type acetat. Man måler normalt de to størrelser hver for sig, og skønt man lidt blander smagsindtrykkene (meget let!), så smager det også forskelligt. MEN. Jeg er IKKE biokemiker."

Nummer 10: Hvis man skænker vinene fra nummer 9 til folkene fra nummer 3 (og dermed også 4?).

Nummer 11: Fracking i Nordjylland. Og Nordsjælland. Hvad fucking helvede sker der for det? Det er forbudt i vidunderlige Bulgarien. Og ja, Hristo Stoichkov er også sejere end Michael Laudrup. Men alligevel. Det er til at græde over, at regeringen og folketinget er så slappe i koderne. Hvad sker der for, at vi var sådan et vindmølleelskende land med lyse krøller og hjemmelavet leverpostej?! Nej tak. Nu fracker vi lige lidt og spiser en skefuld MRSA. Skriv under her, bøllemis.

Nummer 12: Ugengældt kærlighed. Naturligvis.

---


Åh nej. Det er ikke mange kliks i depressive blogindlæg, hvor der hverken er kageopskrifter eller skjult reklame for chilensk vin. Shit. Det prøver jeg sgu lige at kompensere for ved at lave en ny nummereret liste over ting, som kan gøre livet lysere.

Nummer 1: Der er bare tre ting, som du helt basalt skal kunne finde ud af i livet for at få det godt. De kommer her: Vær sød ved andre mennesker. Hæld nok vin op i folks glas. Og ta' andres tallerkner med ud i opvasken. Så simpelt er livet også.

Nummer 2: Skriv til de sjaskede mediebureauer, der er ude på at købe dine ord, at du er ligeglad med unikke besøgende. Og at du ikke har lyst til at indgå et fremtidigt samarbejde med deres store kunder indenfor fødevarer. Alt er ikke til salg. Okay, det virker pænt LOL'et at skrive på en blog. De købte ords Open by Night i provinsen. KØB MIG! JEG ER BLOGGER! Men hvis nu bare vi er to-tre stykker, der skriver det. Gør det!

Nummer 3: Folk er ikke klogere end dig. Heller ikke selvom de har nogle penge og/eller et kedeligt jakkesæt på. Og engang har spist på en dyr restaurant i Kåvenhaun. Og stemmer på Venstre. Vin der er lavet af en (vinøs) håndværker og uden kemiske dikkedarer er fucking herligt. Har du smagt vine fra Les Champs Libres?

Nummer 4: Antallet af cykler, du har brug for, er det antal cykler du har + 1.

Nummer 5: Brunet smør.

Nummer 6: Ta' en virkelig god (og dyr, hvis du cirka har råd) og vidunderlig blinder med, når du skal mødes med nogle venner, som du kan li' at drikke vin med. Også selvom I skal spille CounterStrike. Fuck it, om de (=han/hun/høn) kan gætte drue, årgang eller verdensdel. Ha' det sjovt, og giv noget.

Nummer 7: Det her.

Nummer 8: Drik og spis store mundfulde. Det smager bedre.

Ryd forsiden. Eller: En notits er også journalistik.

Efter en ydmyg opvækst på Vestfyn. En tur i en jysk Bilka. Nogle år som ultrakapitalistisk og pseudokræatjiv reklamemenneske i Odense og Køffenhagen. En ikke fuldtendt kokkeuddannelse. Og et par nogenlunde store slurke vin. Ja, så er mit liv vel nærmest fuldendt i disse dage. Det størst opnåelige for en assenesisk rødvinshamstrer er nemlig sket. Vinsvin er nævnt på Fyns Stiftelses fineste papyrusruller.


De er helt vilde med Vinsvin. Ish. Altså lige bortset fra, at den er "københavner-centreret", "indforstået", "respektløs" og "meget lidt street". LOL (og det er åbenbart også et problem). Hold nu din fede rottekæft, hvor det kører.

Faktisk er det ret svedigt, at Stiftelsen vælger at omtale denne tåbelige blog. Jeg har tidligere harceleret en del over selv samme avis' vinøse formidlingsevner. Eller åbenlyse mangel på samme. Men nu er krigsøkserne gravet ned i noget kalkholdig H. C. Andersen-jord (MINERALITET!), samtidig med at hele det fynske ophav/øhav klikker sig ind på denne svinagtige blog for aldrig nogensinde at komme herind igen. KØR!

"Sikke da no't køvenhavner-cæntræret piiiis! Det hel' handler om tyyyynd viiiin!"

Men hey, du fynske benægter af bløde d'er. Ta' det roligt. Jeg kommer fra fucking Assens. 5610, du ved. Diskotek Lillebælt og Restaurant Mågen, som overraskende nok ikke er en Tjekhov'sk temarestaurant. Temaet er mere blød panering. Så træk vejret. Vi taler samme sprog, hvis du bare lige får de der to kilo brunsviger enten slugt eller spyttet tilbage i papkassen.

Man behøver jo ikke være enig i noget som helst af det vås, vi skriver. Bare spørg André Devald. LOL. Og ja, du må finde dine evigt tristessefyldte smagenoter (MINERALITET!) på andre cool-cat-blogs, hvis du af en eller anden mystisk grund har behov for at læse sådan noget. Eller i vores tidligste blogindlæg. Vi har fandme selv været sådan nogen. LOL. Men nu er Vinsvin sgu blevet meget fint og friskt og semi-underholdende (kan vi ikke godt strække den så langt?). Og vi er i hvert fald modigere end de fleste andre vinblågs. Hov. Hvem sagde goodie bags? Det er det Stiftelsen forveksler med respektløshed.

Så bliv hængende, centraldanske fartbumb. Vi skal nok få det godt sammen. Ellers må du lige sige til.

PS. Hey. Windows 98 og et grafisk senioraftenskolekursus i Åbenrå i start-00'erne vil gerne have deres design tilbage. LOL.

Ciderpiben peger

Du havde ellers lige åndet lettet op. Ikke mere trist cidersnak. Kun GIF''er og pludselige vredesudbrud. Endelig. Men sådan skulle det ikke gå, oh du vidunderlige blogentusiast. For nu er der lige flasket lidt mere surt og spontangæret (lavet korsets tegn og tag nogle tændstikker i munden!!) cider på matriklen.

Der er ikke vildt meget interessant at sige om flaskningen af to cuveer. Den ene er noget ultrasurt paradisæblesjask, som har gæret siden starten af september. Den har godt nok stadig en oechsle på over 1020, men vinen er holdt op med at boble for lidt tid siden. Og hvis det skal være på den måde, så jazzer jeg bare lidt sukkerdrys i flasken, laver korsets tegn og klasker en kapsel på. Så må det gå, som det går. Jeg venter amok. Surt bliver det i hvert fald lige meget hvad.

Den anden cuvee er lavet på røde nedfaldsæbler fra Brabrandstien. Jordslået monokulturvin FTW. Den har en oechsle på 1030, men jeg er så motherfucking ligeglad og totalt rebelagtig, så nu har jeg flasket skidtet (som smager godt!), og så må glasset sprænge i tuuuuusind bitar, hvis det har lyst til det. Vi går alligevel alle rundt med lallede beskyttelsesbriller fra nytår, og de skrækkelige tingester mangler i den grad brugsmuligheder resten af året. Problem løst. Kør!

Nå, men grunden til dette rædsomme indlæg var sådan set bare et billede, som jeg har taget med min dødgamle Nåkja-telefon. 3 pixels som viser, hvordan vin/cider/dødsjuice sagtens formår at klare sig selv, hvis man er mindre utålmodig end jeg.


Okay, okay, okay. Er vi på en blog i 90'erne eller har instaschmam fået sådan et hæslighedsfilter? LOL! Hallo. Vi er folk med følelser. Men du har ret. Det er da ikke noget specielt rart billede. Men det indeholder en pointe. Måske som det eneste billede du har set på nettet i dag. Ta' den, kysseselfiemund.

Indholdet i flaskerne kommer nemlig fra samme spand. Og på den måde kan man følge plummerniveauet i ufiltreret vin jo længere man kommer ned mod tankens bund. Altså fra venstre mod højre. Det er måske ikke den mest sindsoprivende information, men det er formentlig stadig mere interessant end fx alt på TV3. LOL. Det viser i hvert fald, at producenter af gæret frugtsaft ikke behøver tilsætte alskens keminova for at få en klar vin. Lav temperatur og tålmodighed ordner sagerne for dig, og så kan du se fjernsyn i stedet. Hvis jeg ikke havde dampparkinsons, så ville de første fem flasker ligne flasken længst til venstre.

Om disse 6 vine så vil smage forskelligt vil tiden vise. Er der flere gærnoter i vinen/mudderet længst til højre, eller smager det hele bare virkelig skidt? Måske en kombination af begge scenarier. Stay tuned, freak!

Jurastudier med GIF/LOL-alert

Uha. Bloggen har stået stille længe. Men du skal jo for fanden have tid til at hente dit VANG-blad. Og læse lortet. Og mon ikke også du lige skal have smarttelefonen op af lommen for hundredetusindstyvende gang for at se, at Lotte fra parallelklassen i midt-80'erne har lagt et billede af sit overvægtige barn på Facebook. Living the dream.

Rolig, rolig, rolig. Vi er glade i dag. Nogenlunde glade. Og ved du hvorfor? Ja, det gør du muligvis. Du har jo lige været på Facebook igen. LOL-manisk opførsel. Det er fordi et af svinene har været på saftsafari i Jura med Krone-bilen og tørstige somaliske campister. Uh, hvor var det fint.

Måske jeg en dag skriver en lang og dødfjollet beretning om turen. Men nu gif'er vi den sgu bare op fra halvslap, og så må du ringe og invitere mig på maltjord, hvis du vil have en mere udførlig rejseberetning. And it goes something like this:

Danske sommelierer i lufthavne:



Hvorfor alle pludselig vil drikke chartreuse på første pitstop:


Hvor godt alle 17 vinfolk talte fransk tilsammen:


Da vi får øje på indgangen til smagningen:


Danske sommelierer, der møder hinanden i udlandet:


 Når Pierre Overnoy står og hælder vin i dit fedtede glas:


Valget mellem fransk forårssolskin og en kold kælder fyldt med psykopatvin:


 Frey til vinsmagning i Jura:


Syreniveauet i savagnin-fadprøver:


Hvordan Savagnin Presse fra Etienne Thibaud smager:


Pølser og kartofler kogt i mar til frokost:
 

 Mine gæt på blindere (alle fire dage):


De andres gæt (alle fire dage):


At drikke mar fra spand hos Ludwig Bindernagel:


Hvad sommelierer laver, når de besøger vinbønder:


At plukke forårsløg fra Gerrard Villets vinmarker i aftensolen:


Anretningerne på finere franske restauranter:


Vinkortet på finere franske restauranter:


Hvordan man klarer tømmermænd på en vintur:


Når der kommer Poulsard 1973 på bordet hos Labet:
 

Kylling i vin jaune med vin jaune:


Hvor gode restaurantfolk er til at være sultne:


 Stemningen i bilerne på vej til lufthavnen:


 Danske sommelierer i lufthavne:

Juice den op fra slap i Århus

Der er kommet en ond, ond, ond samling af fin vin til Århus. Det er sådan noget spontangæret og ufiltreret sjask, som ikke er lavet af hverken rosiner eller enzymer. Say what? WHAAAT! Nemlig. Det er sgu da om noget "danish for progress". LOLbranding. KØR!


Vinene er fra Råjsfård, Pætijang og Terrorajsten. Og Vinsvin, selvfølgelig. Der kommer også jazz fra Østerraiks senere i dag. Bomhans. Flaskerne står på en restaurant, som lyder lige som en lastbil, der bakker. Biiiib, biiiiib, biiiiib. Per Pallesen-joke FTW! Ja, det er motherfucking Pondus, som for et par dage siden fik sådan et billigt dækaftryk kastet i grams. Service!

"Njaaa som om. Så er de sikkert pissedyre, og man skal drikke dem på restauranten". Der får du lige et dobbeltnej tilbage, oh, du evigt skeptiske jyske forbruger. Vinene er faktisk meget lidt dyre, og du må også gerne købe dem med hjem. Hjem til Åååårhus, ååhhh. Det ville selvfølgelig være hyggeligere (og dyrere), hvis du drak dem i restaurationskiosken – i stedet for at drikke dem i smug i garagen – men det styrer du selv. Du er din egen lykkes smed (og moms-elsker).

Og hey! Der er vine med fad. Dobbelt-hey! Der er også vine med svovl. Uha, uha. Så du skal ikke være angst, selvom der selvfølgelig også er sager uden noget som helst. Du kan endda få nogenlunde gode råd af en af dem fra Vinsvin. 4 realz shizzle? For true shizzle, homie! Butiksrestauranten er åben fra det der onsdag til det der lørdag. Med undtagelse af perioden 15-16.30, hvor alle får fri. Antikapitalistisk LOOOOL. Du kan tjekke resten af porteføljen ud her, hvis du er vild med at kigge på vin, der ligger på et betongulv.

Kom hid, din vidunderlige kommende kulturhovedstadsbeboer. Det bliver tåbeligt fint.

Anmeldelser af anmeldelser

Okay, okay, okay. Måske ved du godt, at Vinsvin er med til at producere det der VANG. Og hvis du har været så (fågging!) heldig at få nallerne i et VANG-blad, så vil du måske også vide, at der er mindst tre mennesker, som er trætte af den standardiserede vinanmeldelse som koncept. Du ved, den der anmeldelse med 250 triste anslag og nogle slappe stjerner i flæng. Anders har skrevet kloge ting om det i bladet, faktisk.
 
Men nu siger jeg det også. Tænk, hvis man anmeldte film eller musik eller mad med så lidt indlevelse og seriøsitet, som man (= næsten alle) gør med vin. RAMASKRIG! Derfor har Vinsvin sat sig for at anmelde vinanmeldelser. Gode og dårlige. Måske vi kan starte en lille revolution, inden vi får lavet verden om til én stor socialistisk herlighedsstat. LOLpolitik.



Så her er aftenens anmeldelse. Den er fra Ekstra-Bladet og den er skrevet af evigt sympatiske og svært flinke Thomas Rydberg.

---

100% Garnacha fra Cariñena. Kun 50% på fade i 4 mdr. Ganske fyldig og frugtig vin i stilen. Brombær, lakrids, peber og søde krydderier i smagen. Flot struktur og en ligefrem vin ganske flot til prisen.

Alkohol procent: 13,5
Set hos d-wine på tilbud til 69 kr.

(fem stjerner)

---

Hvad kan man bruge sådan en svend til? Selvfølgelig er stjernerne herligt nemme at afkode. Fem stjerner er en dumt god vin. Jo tak. Køb, køb, køb. LOL. Og vinen er "set" til 69 kroner. Endnu mere køb, køb, køb. Seriåst. Hvad betyder det, at den er set i en butik til 69 kroner? Koster den fucking 69 kroner eller ej? Og er det ikke D-wine, der har sendt vinen ind til Thomas-drengen med et prisklistermærke på? Ingen ved det. Alle vil vide det.

Okay. Så er der formuleringerne. Sygt LOL at Vinsvin har sat sig for at anmelde formuleringer!! Og hvad sker der for ikke at bruge et eneste udsagnsord i en anmeldelse? Det er crazy shit, man lærer på journalisthøjskolen.

Rolig nu. Vi starter her. "Kun 50% på fade i 4 mdr.". Kun? Hvordan kan man skrive "kun", når der ingen informationer er i sætningen? Hallåååå? Er det nye fade, er det store fade? Er fire måneder kort tid eller dumt lang tid? Og er det godt eller dårligt med den der syge fad? Og refererer "kun'et" til de 50% eller til de fire måneder? Hvad vil sætningen udrette? Vi kører igen: Ingen ved det. Alle vil vide det.

"Ganske fyldig" er en skønt ansvarsfraliggende konstruktion. Man har ikke sagt for lidt. Man har ikke sagt for meget. Ingen kan kritisere forfatteren bagefter på NationenUdråbstegn. Ahhh. Der findes mere fyldige ting. Der findes mindre fyldige ting. Afsted med den.

Og så kommer ordene "frugtig vin i stilen". Læs det lige igen. Jeg tror, jeg forstår, hvad der menes, selvom konstruktionen hænger lidt. Meget. Vinen smager af frugt. Også i stilen. LOL. Måske fordi den er lavet af frugt. Og måske fordi den kun smager ganske lidt af fad. Men "frugt" som koncept? Umodne paradisæbler eller overmodne jordbær? Nej. Bare frugt.

Der er da også 25% frugt i beskrivelsen af vinen. Og 75% ikke-frugt, selvfølgelig.

Ahhh. Der var den. Den smager af brombær. Fint. Frugten er brombær. Men der er også søde krydderier. Hva'? I en vin der er (ganske) frugtig? Could happen. Ish. Eller. Hvad er søde krydderier? Vi er enige om, at sukker ikke er et krydderi (er det?). Okay. Vanille er et krydderi, og det forbindes med sødhed. Men hvad ellers? Kanel, kardemomme og sådanne krydderier er jo ikke søde. De har søde associationer, fordi de som regel bruges i bagværk. Men i sig selv er de vel mere bitre end søde? Måske ordet "vanille" bliver slettet, selvom det er det, der menes, fordi det hænger sammen med fad, som vinen jo kun har fået 50% af i fire måneder. Og den kan jo ikke smage af fad, når den er frugtig? Kan den? SVAR MIG! Mit hoved eksploderer. Måske frugten har været overmoden og derfor gør vinen lidt døsig?! Men hvem skriver "døsig vin" nu om stunder? FRANK! Sød vanille-frugt = frugt = kør!

"Flot struktur" er et vidunderligt udsang. Det kan betyde alting. Det kan betyde syre, taniner, tørstof og stoflighed. Det kan sikkert også betyde, at vinen er sød og tung. KØØØØR!

Så kommer vi til udtrykket "ligefrem vin", som jeg faktisk anerkender som et gangbart udtryk. Vin der ikke prøver at være mere, end den er. Vin med hverdagsfriskhed. Det bliver dog lidt besværliggjort i forhold til beskrivelsen af "brombær, peber og lolkat". Det er ikke ligefremhedsagtige smage i min bog. Men min bog er også sådan en læse-let-tingest.

Og så bliver jeg altså nødt til at anfægte formuleringen: "Flot struktur og en ligefrem vin ganske flot til prisen". Er vi ikke enige om, at der mangler et punktum her? "Flot struktur og en ligefrem vin. Ganske flot til prisen." Det er sætningen. Ik'? Ellers kan vi jo lige så godt brænde alle danskbøger (og udsagnsord) og fyre alle lærere i kongeriget. Og ja, jeg ved godt, at vi på Vinsvin skriver som retskrivningsdouchebags. Det behøver du ikke fortælle os.

Desværre er vi for fine til at uddele stjerner her på bloggen. Men skal vi ikke bare konkludere, at denne anmeldelse er nogenlunde ubrugelig? Jeg tror, at Thomas gerne vil fortælle, at denne vin smager tilpas sødt, tungt, dødt og fadfuldt til, at en del mennesker vil sætte pris på den, når nu den er set til 69 kroner. Fred være med det. Det kunne han bare godt have fortalt bedre, synes jeg.

Derudover: At alkoholprocent er skrevet i to ord (vi brænder en skolebog mere!), og at læseren ikke får nogen som helst beskrivelse af området eller druen, ja, det må man leve med. Lev med det, douchebag! Til gengæld kommer der cirka 1.000 anmeldelser bagefter i samme artikel, og mængde er altid lækkerhedssvedigt.

Den store michelinguideguide

Mens alle de danske madjournalister og slaphedsbloggere fylder internetsfæren med aldeles usaglige og evigt lovprisende gæt om, hvem der får stjerner (og ikke et ord om, hvem der mister eller ikke fortjener, selvfølgelig – madskriverne vil stadig gerne have særbehandling overalt!), så laver Vinsvin sgu lige en snedig og sandhedsfrisk guide til stjerneregnen.


Geranium: Michelin-guiden giver jo ofte den tredje stjerne, når restauranter har glanspolerede toiletter og magasiner om dem selv. Især hvis der er mange reklamer i magasinet (evt. også på toilettet), og disse reklamer fx handler om et godt trægulv. Opgave løst. Derfor får Parken Sport & Telia den tredje og svært velfortjente stjerne. Og den skal da vist lige op på præmiehylden - med stroboskoplys på. Kør!

Noma: Vidste du, at Nåmad faktisk er blevet kåret til verdens bedste restaurant et par gange af nogle, der laver vand med brus? Gjorde du? Og at de kun har 2 ud af 3 stjerner i dækguiden? ER DET IKKE VANVITTIGT? "Hallååå, vi har faktisk puttet myredrys på din tata-ar!". Vinsvin har hørt fra en englænder, som altid spiser alene (fordi han er hæslig), at Nørhma får tre stjerner i år og bliver nomineret til Nobels Fredspris, fordi restauranten er blevet venner med Jesper Uhrup igen.

Kong Hans Kælder: Okay, burde det ikke hedde eller staves Kong Hans' Kælder? Eller var der en konge i Danmark, der bare hed "Han"? LOL. Nok næppe. Men alligevel får kælderrestauranten selvfølgelig sin stjerne tilbage, og den stjerne er bygget i ren raffineret sukker på et plateau af det hvideste franskbrød. Selv tak, hr. Rohde (og ta' nu den T-shirt på igen).

Studio: Til tonerne af Phil Collins danser Thorsten Vildgaard psykotisk rundt - badet i grøn olie - og jubler over sin anden stjerne. Chris Min Dokey står i køkkenet og spiller jazz til dansen og de 10 andre kokke, mens han samler ind i en lille hat. Han har aldrig haft flere gæster på The Standard.

Kadeau: De indavlede ø-boere melder sig ud af Michelin-kåringen efter de opdager, at det hverken er Lov i Listed eller Krøllebølle, som har designet stjernen. WHAT? Den er fucking ikke engang lavet af bornholmsk granit. DOUBLE WHAT? Kokkene fermenterer noget for at komme i balance igen.

Pony: På Vesterbrogade kæmper eksil-bornholmerne og ham fra Horsens dog en indædt selvstændighedskamp og får en sygt velfortjent BIB, som de fejrer ved at poste et billede af en nuttet hest på Facebook. Surprise.

Kiin Kiin: Alt med panko burde få en stjerne. Dog siger Michelin-guiden, at det først er når restauranten får seks i'er i sit navn, at den kan få sin anden stjerne.

Frederikshøj: Topscoreren på torsdag. Michelin-guiden afviger nemlig fra alle tidligere koncepter og giver Wassim 452 små semi-skarpe og svært søde stjerner, som tilsammen danner én stor stjerne. Det smager af eksotisk drink og frugtfarve på landevejsrestauranten denne dag. Jyllands eneste stjerne. Fortjent. Det synes Lillelund også.

Amass: Det bliver til en rising star til ormehotellet i industrihallen. Skru ned for det der hiphop, og så er stjernen klar, siger Michelin, hvilket er en sygeligt ironisk kommentar, når det kommer fra en producent af lavprofildæk. LOL!

Mielcke & Hurtigkarl: No soup for you! ROFL.

Marchal: Uhhhh. Kan de beholde stjernen, selvom Ronni-drengen smutter til U med S med A? Yes sir. De gør bare gulvtæppet dobbelt så tykt og ansætter to mere til at åbne døre rundt omkring i restauranten. Flere østers. Service!

Uformel: Kan de på nogen måde undgå at få en BIB? Nej, selvfølgelig kan de ikke det. Bare pas på med peberet. Men altzå, har de ikke sådan noget biådynamæsk vin? LOL. Jo, de har. Det skal nok gå alt sammen. En dag vil loven kræve, at du står under en kæmpe udsugning, når du vil drikke konventionel chilensk shiraz.

Relæ: Totalt ja til at de beholder deres stjerne. Kør på øko og grøntsager og afdæmoniseret vand. Kun det bedste er godt nok til dehydreret glaskål med nordnorsk ferskvandstang og dekonstrueret agurkeblinis-støv. Det forstår Michelin overraskende nok godt. No onions!

Get your VANG on

Alle taler om det. I hvert fald hvis man med alle mener min mormor. VANG. Det nye sort (sammen med amerikansk cab, selvfølgelig). Okay, okay, okay. Det nye sort/hvid, fordi vi ikke havde råd til at få trykt lortet i farver. LOLprinter. Og nu er VANG altså klar til at udkomme. 4 realz? 4 shizzlez! Det sker den 20. februar, og det er på fredag. WHAAAT?


I den forbindelse holder vi sådan noget zinzyg release-fest (læs: reception). Og nej, der er hverken coke ad libitum, jägerbombs til de første 100 eller fri entré, hvis du viser dine bryster. Eller. Jo, der er også fri entre, selvom du viser du viser dine bryster (m/k, selvfølgelig).

Lortet går ned på Ryesgade i en baggård (totalt street! kommer VICE? LOL!), hvor Bageriet holder til. Fra 16.00-20.00 og med vin til en flad 20'er eller en 4-5 frimærker, hvis du er sådan en herlig type. Hvad fandet er Bageriet, tænker du? Du er sur! Bageriet er vel egentlig bare et forsamlingshus uden tarteletter, og på fredag står både SCHÅL, Råsford og Løv-dit klar til at hælde vinøs eliksir i struben på dig. Tjek det ud her, freak.

Åh. Men skal jeg have en gave med? Altså, det ville fandme klæde dig. Men nej, du skal selvfølgelig ikke. Og hvis du i mod al forventning alligevel tager en gave med, så lad det dog for helvede være saftigt og uden cellofan. Og ikke din fars hjemmelavede vin ... med mindre din far på en eller anden måde er Mark Angelí.

Og hvad kan du så læse om i VANG? Ja, det handler om vin. Men også om krukker og ikke mindst krukke-erfaring. Om lugten af sommerhus, hvor der trænger til at blive luftet ud, men hvor stemningen er god. Om italienske nichedruer. Om kølervæske i 80'erne. Om GNAGS' grafiske identitet. Om vejen til pløret. Og en masse andre ting, som helst sikkert også kunne beskrive douche-kryptisk.

Men hvad vil jeg egentlig sige med al det her? Kom til release på VANG #1, for helvede. Jeg er der, og mig elsker du jo. LOL.

Vinsvin guider dig til Fashion Week

Okay, okay. Fashion Week er slut. Jeg ved det sgu da gåt. Men her kommer der altså et forsinket indlæg om det aliwæl. Forstå dog lige, at vi for fanden har travlt med at være i aviser og lave magasiner for tiden. LOL.


Du er tynd og ironisk. Derfor får du en guide til, hvordan du brander dig selv under Fashion Week via vin. For lad os nu bare indse det. Du er ikke inviteret til de fede fester. Dit tøj vækker absolut ingen opsigt. Og du er for platfodet til at gå i designersko. Du har brug for hjælp, hvis du skal brænde igennem den tvangsopkastende mængde af fashionistas og andre douchebags.

Papvin: Du vil gerne være Vibskov-typen, hvor grimt er det nye flot. En weird formet hue i lyserødt og skamkrøllet tweed kombineret med brun rullekravesweater med hjorteprint. Yes. Ironi på stof(fer). Og det skal vinen selvfølgelig også signalere. Der er papvinen den perfekte parring. Det er grimhed pakket grimt ind. Men det er kalkuleret grimhed. Både fra vinfabrikken og dine side. I er fælles om et grimt udtryk. I forstår hinanden på et plan, der går udover klassisk æstetik. Nice. Og på den måde skaber du et unikt og snævert fællesskab med de andre fashion-aficionados.

Bonus: Bare rolig. Den uundgåelige papæskesvovlhovedpine næste morgen bliver alligevel overdøvet af din coke-trang.

Napa-cab: Det tætteste du nogensinde kommer på en catwalk er den overdøvende smag af træplanker i denne amerikanske bulderbasse af et vinkoncept. Og eftersom du selvfølgelig kun indtager flydende føde under Fashion Week (zlimfit!), er det faktisk meget rart at kunne få lidt kalorier i den benede krop. 15% alkohol og masser af sødme. Score! Så har du lidt mere energi til at instagramme dig selv, mens du danser for opmærksomhed.

Bonus: I løbet af en halv flaske, vil du glemme, at du kun kunne komme ind til skodfesten, og at du derfor danser til Dan Rachlin som DJ i stedet for Trentemøller.

Bordeaux: Blandingen af billige drugs og den herlige og evigt kemilækre Bordeaux-cocktail får hallucinationsniveauet op med flere niveauer. Vi taler Mogens Glistrup flyvende på enhjørninger i en by bygget af skumfiduser og mikrooxidering. Du bliver filmet af VICE, tilbudt modelkontrakt med American Apparel og kopieret af Line Rafn. Det kan ikke blive mere hipsterhipt. Lige indtil du bliver indlagt med et ætset spiserør og kronisk diarré kl. 22.44.

Bonus: Sopexa vil betale dig millioner, hvis du kan gøre "OB'ing" (overbordeauxing) til det nye hipster-drug i fashion-miljøet.

Pinotage: Det er et gammelkendt trick. Klæd dig så dumt på som muligt, og så er der med garanti nogle fashion freaks, som vil tænke, at du ved et eller andet, som de ikke ved, og at du derfor er megafed. Lidt på samme måde som Pinotage. At kombinere Pinot Noir og Cinsaut er så dumtfjollet, at det har samlet en lalleglad følgeskare af folk, der ikke tør indse, at deres smagsløg døde engang i midtfirserne i en Ball-trøje med Pisang Ambon-opkast på.

Bonus: Hvis nogen spørger dig, hvor dine sneaks er fra, så lyv. Sig ikke "Tøj & Sko". Bare sig "pinotagé". Det kunne sgu godt lyde som et hipsterlækkert modebrand.

Sagrantino di Montefalco: Yes, til daglig bor du hos din mor og spiser flæskesvær, mens du ser reality-tv. Men under Fashion Week er du kongen. Og du har både hestehale og Rai Uno. Derfor kører du den ind med italiensk vin. Men du er jo også unik. Ik'? LOL. Så i denne uge drikker du kun Sagrantino di Montefalco, som du udtaler med (næsten) rullende r'er og store armbevægelser. Du fatter selvfølgelig kage af vinen, men det gør alle dine redbullvenner også, så missonen skal sgu nok lykkedes. K-o-n-g-e-n.

Bonus: Den skulle efter sigende gå virkelig godt til poppers. Wuuup. Wuuup. Og afsted til Sunday Club.

At bestille vin på Klassisk 65

Da jeg kom ind på restauranten:


Da jeg fik øje på alle Molly Dooker-kasserne:


Da jeg kiggede på vinkortet:


Tjeneren, da jeg sagde, at jeg gerne ville have den tyndeste rødvin, de havde:


Mig, da en ny tjener kom med en Californisk og fadfyldt Pinot Noir:
 

Hvor konfliktsky jeg er i virkeligheden:


 Da jeg sagde ja til vinen:


Hvor hyggeligt det faktisk er at spise på Klassisk 65:


 Da jeg får regningen:
 

Tjeneren, da jeg siger, at vinen var overraskende dyr:


 Da jeg betaler 330 kroner for tre glas slap men ikke-tynd vin:


Hvordan Klassisk 65 prissætter deres vin:
 

Min bankrådgiver på mandag: