Om pseudo-journalistisk og vinklingshatte

Den anden dag sad jeg på La Cabra – Århus' ubetinget bedste (hipster-/syre-)kaffebar – og bladrede igennem Århus Stiftstidende. Det er som udgangspunkt en ganske afslappet beskæftigelse; særligt når AGF spiller i 1. division og faktisk vinder nogle kampe.

Men så faldt jeg over en annonce. Du ved sådan en annonce, der lader som om, den er en rigtig artikel, men når man så kigger lidt efter, så står der "annonce" i et hjørne. Sådan en omgang dejlig forsøg på at snyde læseren. Herligt koncept, egentlig.



Problemet var bare, at jeg ikke kunne finde ordet "annonce" nogen steder, selvom jeg kiggede grundigt efter. Det var sgu en reel artikel – pimpet med sort baggrund og et vidunderligt stock-foto. Sygt nok. Men så læste jeg (noget af) artiklen. En helt igennem ukritisk og evigglad historie om Pommery. Ikke fordi jeg fornægter, at Pommery laver god champagne. Det gør de garanteret. Men der er ikke meget journalistisk tæft i en artikel, som er baseret på vinhusets egen hjemmeside. Jeg synes sgu, at det var lidt underligt.

Og så læste jeg mig frem til, at artiklen er skrevet af Jysk Vins online manager?! "Argghh, selvfølgelig er den ikke det, Tue". Jo, det er den. WTF? Hvordan kan en redaktør på en (seriøs?) avis gå med til det? Det er jo helt skævt. Og jeg ved ikke en gang, om Jysk Vin sælger Pommery. Det er muligt, at de ikke gør det. Men derfor er der jo stadig en gigantisk interessekonflikt i hele setup'et. Som at lade Putin beskrive markedsøkonomi. LOL. Jeg forstår ikke engang selv den sammenligning.

Det hele er bare lidt håbløst. Hvad sker der egentlig for den journalistiske vinkling her? Det er svært at finde aktualitet, væsentlighed, identifikation, sensation eller konflikt i artiklen. Og selvfølgelig ankerkender jeg, at forbruger-stuff måske ikke altid behøver gå ind under de journalistiske nyhedskriterier. Se bare alle artikler i Alt for Damerne. Men hvis det handler om at gøre forbrugeren klogere på champagne – hvilket jo er aldeles fair –, så virker det da über-sært, at fokus udelukkende er på Pommery. Eller på Krug.

Der findes mange dygtige vinskribenter i Danmark. Jeg kender endda et par stykker af dem. Og ingen af dem arbejder hos et stort vinimportfirma. Og de skriver både godt og kritisk – og har journalistiske vinklingshatte på. Hvorfor har man ikke brugt en af dem i en artikelserie, der hedder "Rundt om vin"? Ja, den titel er vist bare en arbejdstitel. ROFL. Ikke fordi pseudo-artiklen er dårligt skrevet. Den er fint skrevet. Den fungerer bare kun i en avis, hvis der står annonce oppe i hjørnet.

Det italienske haveselskab

Forestil dig, at du har fem venner. Ja, det er måske allerede lidt et stretch. Du sidder trods alt og læser en vinblog. LOL. Nå, men prøv alligevel.  Forestil dig så, at du har fem venner, som alle sammen har lyst til at genoplive oprindelige lokale druesorter. ROFL. What are the odds? Men det er altså, hvad der er sket i en lille bjergby i Campania, Italien.

Med Antonio og Daniela som vinøse bestemmere, så købte de seks venner fem hektar vinmark med nichedruer fordelt over 5 plots. Skulle det være noget Fiano, Greco eller Aglianico d'Irpina? Det er der sgu da noget ved. Jeg elsker folk, der tør tage nogle drastiske beslutninger og store chancer - og ikke bare plukker lidt æbler i en rygsæk og fermenterer småtterier i en jysk kælder.



Vineriet blev døbt Cantina Giardino, som cirka kan oversættes til Haveselskabet. Man har vel gået på sprogskole i Le Marche? Ej, du har nok ikke. Men jeg har altså. Og nu er vinene nået til Danmark, hvor det langhårede og italiensk-bornholmske skæg fra Il Buco importerer safterne.

Jeg har tidligere været svært begejstret for nogle af deres vine. Så da Antanio og Daniela var på besøg i Danmark, tog jeg på Il Buchino (som jeg altid kalder Il Buco, når jeg ikke får 6 retter mad derinde) og smagte på hele deres ganske store portefølje. Her er noterne - lidt politikanmeldelseshurtigt-agtigt:

Paski: Hvidorgangevin med seks dages maceration lavet på druen Volpe. Frisk og aromatisk næse uden at det bliver syntetisk. Høj syre i munden med (bitter)toner af bergamot og salt. Kompliceret ukompliceret vin på den gode måde.

T'ara Ra '11: Her har vi "kun" tre dages maceration på den lokale hvide drue Greco. Næse er dog klart mere heftig end Paski, og her kommer der en lidt syntetisk parfume over herlighederne. I munden smager det lidt af tusch – som om vinen stadig fermenterer –, og så er det sgu lidt volatilt. Jeg ville gerne gensmage den om et par år.

T'ara Ra '09: Hvis jeg husker korrekt, så var 09 vist nok et ret besværligt år med ganske meget regn. Derfor har denne vin fået lidt svovl for at holde alt under kontrol. Og det er der kommet fin vin ud af. Næsen er mere subtil med lidt ferskentoner. Og i munden er der mere struktur, bitterhed og tørstof. Og mindre eddike. Dejlig vin.

Sophia '12: Så bliver det moderne. Eller omvendt. Nå, men det er i hvert fald lerkrukkevin. Vinen er lavet på Fiano-druen, som har ligget (eller lagt, hvis man er i Århus - LOL) 6 måneder på amfora. Det kommer der ret funky vin ud af. I næsen er der fyldt med duften af vitaminpiller. Og i munden er både mentol og volatilsyre. Det er flippet vin. Og jeg kan sgu egentlig ret godt li' det.

Gaia: Igen er vinen lavet på Fiano. Og her bliver det rigtig godt. I næsen minder det nærmest om mineralsk (skrev jeg lige det?) Sauvignon Blanc fra Loire. Og det er en god ting. I mundhullet er der smuk syre, tyngde og igen en lille smule VA. Skøn vin!

Le Fole '10: Så er vi nået til det der rø'vin. Her lavet på Aglianico og i en rigtig italienerudgave. Næsen lugter varm, intens og måske en lille smule sød. Ja, det lugter sgu nærmest helt folkeligt (Poul Krebs-agtigt?). Det smager af kirsebær, som går lidt over i marcipantoner. Nogle vil elske det. Jeg gør det ikke så meget.

Drogone '08: Samme stil og samme drue som Le Fole. Bare bedre. Stilen er igen mørk og robust, og selvom vinen vist nok ikke har ligget på fad, så dufter den alligevel af cedertræ (skrev jeg også det?). Vinen har fine tanniner, lidt lakridsede nuancer og smager bare rart. Det her bare vellavet naturvin, der smager mainstream på den gode måde.

Nude '06: Igen Aglianico. På mine noter står der mørk og "bnamur". Jeg ved ikke, hvad "bnamur" – muligvis "bramir" – betyder. LOL. Vinen har lidt søde frugttoner i næsen. Og i inhaleringsdybet smager det mørkt, dybt og madvenligt. Nude er sgu ingen terrassevin. Det har muskler og skriger på på bøf. Hvilket man vel egentlig godt kan nyde på terrassen? Terrassevin!

Nude '05: Det her var dagens bedste vin, synes jeg. Italiensk bourgogne (og nej, jeg skrev ikke Bourgogne-dræber). Næsen er aromatisk og intens, samtidig med at den er balanceret og elegant. I munden er der høj syre og tung frugt (et kæmpegræskar?). Oven i hinanden. Det er stor vin. Og igen er det naturvin, som ikke smager fjollet eller sjovtskævt. Det smager bare voldsomt godt.

Clown Oenologue '09: Hjemmelavet amfora. Fodpresning. Hele klaser. Ét års maceration. Og et år på gamle fade. Kan det bliver mere crazy-kækt? Nok næppe. Det lugter af muld og læder. Og det smager overraskende friskt. Det her er vild vin. Afsted!

Cantina Giardino laver også en virkelig sjov mousserende vin, som minder mig om de australske "sparkling reds". Det er bare nogenlunde almindelig rødvin – her lavet på Aglianico – med bobler. Hvis ikke Vinsvin var en queerteoretisk vinblog, ville jeg kalde det for machobobler. Men det gør jeg selvfølgelig ikke. Lad os kalde det for de perfekte grill-bobler i stedet. Det er svært godt!

---

Du kan selvfølgelig købe alle vinene fra Cantina Giardino på Il Buco. Både med hjem via Alimentari, eller når du sidder og mæsker dig i italienermad om tirsdagen i hulen. Men du kan vist nok også hive dem i inderfrakken hos Bar' Vin. Og på Ved Stranden 10, som dog umiddelbart kun har haveselskabets entry-hvide. En vin som i min optik er en del for meget VA til at kunne drikkes, men som ville fungere i en dressing.

Og hey, hvis du har fem venner, der alle får lyst til at lave noget sammen. Så gør det dog. Lige pludselig ender i med at lave skøn vin i Campania ... eller noget.

Restaurant Uformel - uden ordspil i overskriften

Nu hvor en masse andre laver jammerlighedstriste /  kønsrollestereotype / adlibitumukritiske / boligbladsbeskrivende / personlighedsforladte madanmeldelser, så prøver vi et nyt koncept hos Vinsvin. ROFL. Måske er det ikke den dybe tallerken. Badabing. Men til gengæld er det i det mindste et forsøg på at variere restaurantanmeldelseskonceptet lidt. Yes, vi kører den ind med lange ord i dag. Lixtal to your heart! Og et to-delt LOLprojekt, som er inspireret af Lars Barfoeds herlige parallelforhold til Vibeke og Helle Sjelle. Vi laver en for og imod Restaurant Uformel, hvor vi spiste i mandags. Uh.



Grunde til ikke at tage på Uformel:
  • Du har lige opdaget, at dine ben er bygget af et mærkeligt skrøbeligt pudder (?).
  • Du har for travlt med at ligegyldighedshade Jensens Bøfhus på Facebook i disse dage.
  • Hvor fanden er Shiraz'en?
  • "Tjener, der er asier i min østers."
  • Det er for svært at instagramme i det mørke.
  • Din hestekære er til reparation.
  • Du er bange for at bruge hele aftenen på at lave ordspil på twitter med navnet "uformel".
  • Ejer Claus Meyer det ikke?
  • Du får ikke gratis refill på sodapop.
  • Du drikker kun fadøl i metermål. Helst kombineret med bowling.
  • Nogle af tjenerne har garanteret tatoveringer.
  • Der er sådan noget træls og tynd bio-vin på vinkortet.
  • Du er mest til nynordisk mad. Og "en tomat er altså ikke nynordisk".
  • Der er gæster med fuldskæg og skovmandsskjorter.
  • Du spiser ikke på kæderestauranter. LOL.
  • "Er det bedre end nååårma?"
  • Du skal fandme ikke betale 750 kroner for mad og vin! Du kører til Poetsch i stedet.
  • Der er gæster med stilletter og pænt tøj.
  • De tror, de er noget.
  • "Jeg vil have min egen vin med".
  • Du kan kun li' mayonnaise lavet på foie gras. FAT DET!
  • Du er svagtseende og allergisk overfor det meste.
  • Der er retter uden fermenteringer.
  • Du spiser kun mad, der ligner en skovbund.
  • Du ringer til politiet og råber "terror, terror!", når nogen siger "cheviche".

Grunde til at tage på Uformel:
  • Du kan lave sjove ordspil med ordet "uformel" på din blog.
  • Du får årets bedste vinmatch. Tomat, peber og tatar sammen med Chardonnay fra Bonnard.
  • Kan De li' østers?
  • Tjenerne har styr på deres shit. Og tatoveringer.
  • Flowet flyder fucking flot.
  • Du vidste slet ikke, at Studiestræde fandtes på den side af boulevarden.
  • Villemade, Bonnard, Cossard og Trossen på vinmenu. Score!
  • Maden smager sådan helt psykopatagtig godt.
  • De poster aldrig billeder af (svensk) havudsigt på Facebook. LOL.
  • De sælger Tissot-bobler til 75 kroner glasset. Av, av, av.
  • Du kan godt li' syre.
  • Du gider ikke belæres om mad eller vin. Du vil bare gerne spise og drikke det.
  • Du har røntgensyn og vil gerne slappe lidt af i øjne'rn.
  • Du vil gerne møde en kendis fra teve.
  • Gråand i japansk anorak.
  • Vinkortet er sjovt, dybt og ikke-religiøst. Og der er meget af det der "tynde" vin!
  • Du elsker at råbe "teriyaki" og "yuzu" på sådan en ninjaagtig måde.
  • Brunet smør i desserter.
  • Din skovmandsskjorte kan hurtigt komme ned i Kødbyen bagefter.
  • Sygt skarp vinparring. Så'n ordentlig syg.
  • Du bliver gastronomisk udfordret uden at spise insekter.
  • Perfekt tilsmagning
  • De har åbent alle dage. Også søndag og mandag.
  • 750 kroner for fire retter mad og fire glas vin er herligt.
  • Der er sygt mange svedige retter at vælge mellem.
  • Du kan godt li' at spise på en uprætentiøs toprestaurant.
  • Dine ben er alligevel ikke lavet af et porøst pudder (!).

Altså. Lars Barfoed-testen viser, at du bare skal fucking skynde dig at få dine små tykke ben ned på Uformel. I en ruf, blev der sagt. Det er høj, høj klasse. Fantastisk mad. Åndssvagt skarpt vinmatch. Og lidt mørkt. 900 point herfra.

Åh nej. En restaurantanmeldelse.

Det er vel egentlig kun dramaturgien i Horton-sagaen, der er mere triviel end de danske madjournalisters restaurantanmeldelser. Det er som om, at skribenterne tror, at avisen/bloggen/post-it-sedlen springer spontant i luften, hvis den klassiske anmelderform ikke bliver udført til punkt og prikke.


Indledningen skal beskrive, hvorfor anmelderen er taget på netop denne restaurant. Måske den ligger ved siden af ens lejlighed. Eller den er nyåbnet og har en berømt køkkenchef. Måske vi også lige forventingsafstemmer. "Jeg glæder mig". Derefter skal medspiseren beskrives ganske kort. Hvorfor faldt valget på netop ham eller hende. Måske er medspiseren rigtig glad for en god bøf – skrevet sådan lidt lunt. Tjek.

Nu er vi på restauranten, og så er det bedst, hvis indretningen lige bliver beskrevet hurtigt. Er der lyst eller mørkt? Er akustikken rimelig? Og derefter går man direkte til første møde med tjeneren, og beskriver denne som enten dygtig, sød eller fortravlet.

Men så bliver det også rigtig nemt og trivielt. For nu skal hver ret bare beskrives – og den dertilhørende vin –, og det behøves ikke være specielt grundigt. "Torsken var flot stegt, og kartoflerne havde stadig bid. Eneste anke var (igen) portionstørrelsen. Den hvide Chenin Blanc gik til gengæld rigtig flot til." Og så fortæller man også, om medspiseren er glad. Igen gerne lidt lunt.

Man kan evt. lige stikke nogle tjenerkommentarer ind undervejs. Glemt han/hun noget? Fik man en spydig kommentar, fordi man spurgte om noget forkert? You know the drill. Og hvor lang tid ventede anmelderen på desserten?

Og når man så er gået slavisk og overfladisk igennem alle retterne, så runder man af ved at vende tilbage til noget i sin indledning. "Jeg er glad for, at jeg endelig fik besøgt min nabo" eller "Den unge køkkenchef udfolder flot hele sit talent på trods af et par svipsere. Og min medspiser kan stadig godt li' en god bøf". Eller man kan insinuere, at der er risiko for at blive homoseksuel, hvis to mænd spiser sushi sammen ... men at man ikke blev det (GUDSKELOV!). Flot.

Til allersidst skriver anmelderen, hvad denne aften kom til at koste. Og så er anmeldelsen slut. Ta-daaa. Ingen forskrækkelser eller opfindsomhed. Pyha.

---

Og jaja, vi skal nok lave en anmeldelse lige om lidt, der prøver at bryde med Horton-saga-anmeldelserne. ROFL. Og jaja, der er også skrivere, som laver fede anmeldelser. Vist nok.

Mor trumfer goodiebag

Selvom bloggere jo nærmest lever for og af goodiebags – og gratis vin, hvilket ingen gider sende til Vinsvins-lollerne længere –, så er der altså en enkelt ting, som overgår disse skrigfarvede og logobefængte muleposer med Sanex-sæbe og Anton Berg-chokolade. Og her taler jeg selvfølgelig om SMS'er fra ens mor. Især når de lyder sådan her:

Vi skænkede din cider for gæsterne – Steen, Lone og Peter.
De/vi var alle vilde med den. Den er smukt klar, dufter dejligt
og smager vildt godt. Ikke noget med gæret og sød æblemost.
Den er frisk og let på fedeste måde. Tusind tak for den.
Alle sender hilsner til brygmesteren.

Kærligste hilsner Lone


Cideren, min mor, far og deres gæster har smagt, er fra 2012, som var mit første ciderproducerende år. Halvdelen blev god. Den anden halvdel mindre god. Og efter et par flytninger er flaskerne nu roddet sammen, så jeg ikke ved, hvad der er hvad. ROFL.

Det ser dog ud til, at min kære moder har fået den gode udgave. Hun ser da i hvert fald glad ud på billedet, som helt tydeligt ikke har noget som helst med min cider at gøre. Og jajajaja, jeg ved da godt, at ens mor kun er minimalt mere kritisk end Vinavisen, men det gør mig sgu da alligevel glad. Og stolt. Og optimistisk for 2014-produktionen, som allerede nu tegner flot. Lad os aldrig tale om 13'eren.

Så tak til min mor og hendes fødselsdagsgæster.

I dag har jeg plukket og kværnet endnu en omgang æbler. Igen paradisæbler. Uh. Syrligt?! Men det er det faktisk slet ikke. Æblerne er ret søde og ganske melede. Og smukt mørkerøde. Nu står de i smadret form i køleskabet, hvor de skal macerere i 3-4 dage. Træerne stod på Montanavej, og der er flere tilbage, hvis du er til melede og mellemsøde gnallingeæbler. LOL.

---

Og hey! Jeg skal til vinsmagning på mandag. En italiensk og bio-agtig en af slagsen i Tjøffenhaun. Og det skal jeg nok skrive om, så der endelig kan komme lidt vinsnak tilbage på bloggen.

Årets første danske cider (agtig)

Jeg har flasket årets første flaske cider. Yes sir. Og det sker på et tidspunkt, hvor mange slet ikke er begyndt at plukke æblerne endnu. Så vild er jeg. Og nu er der kapsel og lallet etiket på, og så skal den bare lige gære en sidste gang og lave nogle bobler inde i sig selv.


Egentlig var mosten bare tænkt som en test på, om den naturlige gær på æblerne var stærk nok til at starte gæringen. Det var den. Hurra. Og den var også stærk nok til at gære mosten fra 1045 og ned på 1020 Oechsle - uden at lave lortet til edikke. Så nu er Filippa Anka-fermenteringen hældt på flaske, og så har den fået lidt Ildrød Pigeon-most for at fylde flasken helt op og give lidt syre. Den ser ganske fint ud, som den står der på Ole Bornedals skæggede hage i et EKKO-magasin og spejler sig selv.

Grunden til navnet SPEED IV er ganske simpel. Gæringen har været ultrahurtig, fordi den har stået i et mellemvarmt køkken og boblet. Og 4-tallet kommer sig af, at vinen har macereret i fire dage i køleskabet inden presningen. Der findes også en SPEED I, som jeg dog først flasker i morgen. Den har fået én dags maceration, hvis du skulle spørge fra nogen.

Den rigtige cider bobler stadig fint og roligt i kælderen. Ballonerne og juicen har dog været udsat for en mindre ulykke, da to fjollede hindbærvinsprojekter er eksploderet ud over det hele. Det måtte jo ske før eller siden. Så de næste par dage er der adgang forbudt i de underjordiske gemakker, indtil den sidste flaske også smadrer sig selv. LOL.

En opfølgning på Frederikshøj

Vinsvin har en evne til at skabe en god omgang drama med sine blogindlæg. Det er både sjovt og lidt voldsomt. I forhold til Frederikshøj-anmeldelsen har det været lidt voldsomt. Og det er sådan set fair nok, for det er klart, at man bliver vred, når en lallet blogger kritiserer ens produkt.

Og selvfølgelig skriver vi til spidsen og fjollet. Det er nemlig det en blog kan i modsætning til de store dagblade og madmagasiner. Og så kan det godt komme til at virke skingert. Det ved de få folk, der læser bloggen godt. For sådan er alt, hvad vi skriver.

Derudover skal det selvfølgelig nævnes, at jeg faktisk fik menuen tilsendt ganske hurtigt efter, jeg sendte en mail til restauranten. Så den får I her, og så kan I se, hvor mange fejl, der har sneget sig ind i anmeldelsen. Fx kan jeg tydeligvis ikke kende forskel på kommen og krondild. LOL.

NV Jacquesson ”Cuvée 737”, Magnum, Champagne
Fish and chips
Amagermad
Kastanje Østers
Blå kartoffel Estragon
Ørred Kyllingehjerter
Blæksprutte Blæksprutte
Citron Caviar

NV Krug Rosé, Champagne
Krebs Krondild
Søpindsvin Caviar
Hønseæg Rede

2010 Grüner Veltliner, Smaragd ”Honivogl”, Franz Hirtzberger, Wachau
Krabbe Kalvebrissel Agurk

2008 Riesling ”Hubacher”, Keller, Rheinhessen
Jomfruhummer Vagtel Løg

2011 Puligny Montrachet, Domaine Leflaive, Bourgogne
Hummer Broccoli Brunet smør

2011 Blanc de Lynch Bages, Bordeaux
Sandart Pære Musling

2008 Echezeaux Grand Cru, Domaine Naudin-Ferrand, Bourgogne
Foie gras Sortfods gris Hindbær

2003 Château Leoville Poyferre ”2. Cru”, Bordeaux
Okse Majs Kantarel

NV Rødgrød som vin, Wassim Hallal, Aarhus
Rødgrød Fløde Plet

2006 Riesling Beerenauslese”Braunenberger Juffer Sonnenuhr,” Willi Haag, Mosel
Æble Karamel Vanille

Så ja, jeg har fucket rundt i menuen og glemt en masse. Sådan er det. Det anerkender jeg gerne, og det er da også svært håbløst. Men jeg synes stadig ikke, at det var en super skarp aften. Det er der så en masse mennesker, som er uenige i, og det er jo perfekt for dem og for Frederikshøj. Og hvis Frederikshøj ender med at blive årets restaurant, så modbeviser det alle mine slappe ord.


Til sidst vil jeg bare sige, at jeg selvfølgelig selv havde betalt for aftenen. Og tak til den tjener, som kørte os på værtshus.

Frederikshøj og den gyldne brønd

Alle siger, at den gastronomiske højborg i Århus ligger på den svært stejle og svært trafikerede Oddervej. Stedet hedder Frederikshøj, og i køkkenet regerer den berømte og berygtede Wassim Hallal – ej, at forveksle med den endnu mere berygtede Wassim el Banna.

En sådan højborg bør man selvfølgelig opleve, når man godt kan li' fin mad, og så passede det jo perfekt, at der blev afholdt nomineringsmiddag for Bent Christensen & Co. i forbindelse med kåringen af årets restaurant til Den Danske Spiseguide.

Konkurrencen er egentlig lidt slap. Fem restauranter bliver nomineret af Bent, og så skal de hver afholde en imponeringsmiddag for en jury. Restauranten kan selvfølgelig bare vælge at køre sit normale koncept til denne middag, men de kan også opskalere deres koncept i ren iver for at vinde lortet. Og så kan den normale gæst jo ikke rigtig bruge Den Danske Spiseguides vurdering til noget, for den er ikke en reel reflektion af virkeligheden.

Nå, det kan sådan set være lige meget.  For selvom Frederikshøj havde skaleret op denne aften, så kan jeg vist allerede nu godt sige, at Frederikshøj ikke bliver kåret til årets restaurant i spiseguiden i år.


Det hele startede ganske stift. Men det er vist meningen. For Frederikshøj er ikke en voldtatoveret, indieskægget nynordisk restaurant. Den er klassisk og ordentlig. Og der var da også absolut stilhed i restauranten på trods af, at vi var de sidst ankomne, og alle andre derfor allerede sad ved deres borde og havde bobler i glasset. Så var stemningen sat.

Inden der overhovedet var kommet mad på bordet, oplevede vi et tidligt højdepunkt. Det bestod i tjenerens serviethåndtering. Helt herligt. Som en blanding mellem en vred hushovmester og noget fra en berlinsk fetisherotisk undergrundsklub gik han rundt med en brun lædderhandske på den ene hånd og placerede sirligt vores serviet i skødet på os. WTF?

Nå, men så blev det tid til nogle bobler. Ja tak. Champagne, selvfølgelig. I denne version fra Jacquesson, lavet på alle tre druer og med tilpas svulstighed uden at miste friskheden. Fin start. Og så kom der snacks på bordet. Mange snacks. Samtidigt. Nærmest ceremonielt og i evig stilhed blev der stillet diverse specialkonstruerede madholdere på bordet. En isvaffel med røget ørred-kugle. Sprødt rugbrød med fiskecreme og tørret skind. Friteret kastanje. Friteret kartoffel. To mayoer, selvom den ene bare blev kaldt en creme. Friteret kartoffel med helleflynder og sauce tartare. Og et glas med et lille stykke blæksprutte i, som vi ikke måtte røre endnu.

Det hele smagte godt. Men hold kæft, hvor var det en opulent og fed start. Ingen friskhed eller mundvandsudledende syre. Fritering dyppet i emulgeret olie. Bom.

Så gik der spas i den. En tjener kom ind og spurgte, om vi ville ha' en eller to stykker sukker i vores glas med blæksprutte. Men det var slet ikke sukker!! Kæmpe-LOL. Det var en gelé lavet på blæksprutteblæk og vendt i noget hvid jazz. Så da suppen (jeg er helt sikker på, at de ikke beskrev det som suppe) blev hældt i glasset, smeltede geléen og gjorde det hele sort. Et lidt stort projekt for en lille snack, der smagte dybt og godt uden at overraske.

Sidste snack. Et hvidt chokoladeæg med kaviar ovenpå og noget citron indeni. Dejlig kaviarsmag i indledningen, træls sukkersmag i slutningen.

Første reelle ret var krebs. I krebsemayo. Og vendt i friteret krebs. Yes, (igen) den gyldne brønd kombineret med en heftig emulsion, der denne gang var smagt hårdt til med cognac. Og drysset med kommen. Kalorietælleren banker afsted og mit blod er snart også ved at emulgere. Til denne intense ret fik vi aftenens bedste vin. Rosé-champagne fra Krug, der duftede sådan helt liderligt godt af tang i starten. Og som bare smagte himmelråbende godt og faktisk var i stand til at hamle op med krebseretten.

---

Selvom det selvfølgelig strider mod madjournalisternes evige og evigt deprimerende anmeldelseskronologi, så springer jeg lige nogle timer frem denne aften. For når man får så mange retter – og ikke mindst rigtig meget vin –, så kan det være svært at huske hele menuen. Derfor spurgte jeg sidst på aftenen en tjener, om jeg kunne få en liste med retterne og de dertilhørende vine. Altså, lige som man får på alle andre restauranter i den liga. Det blev der svaret nej til. Ganske bestemt. Og så trådte en anden tjener frem og sagde, at hvis jeg skrev min mail-adresse på et visitkort, så kunne det være, at de måske ville sende mig en liste med aftenens menu. Når de lige fik tid. Ud fra kækheden i stemmen virkede det som om, at de nok ikke ville få tid foreløbigt.

Derfor – og fordi jeg lever en smartphone-fri tilværelse – vil denne anmeldelse fra nu af blive klasket ud i brudstykker, som jeg lige husker dem. For jeg har selvfølgelig ikke modtaget en mail fra Frederikshøj endnu.

---

Aftenens eneste reelle syrlighedsoplevelse kom via en agurkeret. En virkelig smuk ret, som kun blev semi-ødelagt af rettens reelle hovedemne, nemlig en krabberaviolibold, der igen var smagt rundhåndet til med cognac, og vinvalget. Agurkesuppen var urimeligt smuk og skrigende grøn. Og anretningen var vidunderligt legende, farverig og elegant. Men sammen med krabben var det nærmest som om, at der var blevet sat to retter sammen til én. En tung krabberet kombineret med en frisk grøntsagsret. Og vinen dertil kunne selvfølgelig heller ikke matche disse to yderpunkter. Jeg tror, vi fik svulstig, syremanglende og smaragdklassificeret Grüner Veltliner til. Det gav ikke meget mening i min bog.

Nu begynder det at blive lidt uklart. Jeg kan dog godt huske vinene. Ish. Næste vin var fra Klaus Peter Keller. En af de tungeste drenge i Rheinhessen, som jeg har drukket rigtig meget af tidligere. Han laver nogle eminente og simple og læskende entry-vine. Her var det dog en af hans topvine, som i modsætning til den østrigske smaragd havde masser af syre, men som i min verden stadig var for tung og rig i stilen.

Så fik vi hvid Bordeaux.

Vi måtte selvfølgelig også komme til Bourgogne. I første omgang var vi i Puligny-Montrachet. Jeg er jo ingenlunde nogen stor bougogne-kender, men jeg kunne da smage, at det var en forholdsvis personlighedsforladt omgang Chardonnay, vi fik. Uden fadpræg og uden charme.



Så fik vi rød Bordeaux.

Så fik vi aftenens eneste semi-hippie-agtige vin, som dog ikke var mere hippie-agtig, end at den var Grand Cru-klassificeret i Échezeaux. Vinen var fra Domaine Naudin-Ferrand, og den smagte saftigt og ung. Den havde helt sikkert haft godt af en rystetur i en karaffel – dagen før.

Så fik vi jordbærvin?!

Det var dyre og berømte vine, vi drak. Og det er altid sjovt at prøve i ny og næ. Men de var generelt set ikke specielt godt matchet med maden, og på den måde kan man næsten sige, at iveren efter at imponere Bent & Co. kom i vejen for en god vinparring.

Nå, hvad er der ellers at sige om maden, nu hvor denne anmeldelse alligevel er stukket helt af i uoverskuelighedsjazz. Jo, brødet. Lad os lige blive ved kuvertbrødet. Eller brødene, faktisk. For der var 6 eller 8 forskellige brød at vælge i mellem. Fra brioche til surdejsboller. Det viser selvfølgelig et stort overskud fra køkkenet, at man gider lave seks forskellige brød. Men hvorfor ikke bare lægge al sin energi i et brød, som så smager sådan helt vildt. Eller en kæk brødservering? Til brødet var der to slags smør. Det ene lidt for varmt og tungt. Det andet dejligt køligt og helt vidunderligt godt med skovmærkedrys på toppen. Jeg var kæmpe fan.

Der var også en hummerret, som mest smagte af østersmayo (og sikkert noget der var friteret). Og så var der den første dessert. Og hvilken dessert. Rødgrød med fløde lavet via 9 milliarder små røde og hvide prikker og en rødhvidprikket gelé og en mikrokage. Nu er jeg ikke nogen stor fan af helt søde desserter, og det er de tydeligvis på Frederikshøj. Men shit, hvor var det her en skidt dessert. Tjenerne elskede, at de kunne fortælle, hvor præcist mange prikker, der var på tallerknen, men jeg bliver så træt i ansigtet, når formen er så meget vigtigere end indholdet. For indholdet var bare sødt og ensformigt. Og så er jeg ligeglad med, at det sikkert har taget psykopatlang tid at anrette det.

Og næste dessert var næsten lige så fjollet, omend teknikken var for vild. Det er vel efterhånden en signaturret, at hr. Hallal puster æbler i farvet karamel. Det havde han også gjort i dag. Faktisk var der en stor lysegrøn og æbleformet og mundblæst karamel yderst, og så var der én mere inden i, hvori der så var et eller andet, jeg har glemt. Virkelig imponerende teknik, Vi fik dog strenge ordrer på ikke at spise den yderste skal, for så ville desserten blive alt for sød. WTF? Den yderste skal var altså 100% form og ville kun ødelægge indholdet?! Men jeg kan så fortælle, at bare det at spise den inderste skal også gjorde desserten for sød.

Jeg har jo glemt nogle retter. For der var noget med nogle smagsløse trøfler og noget foie gras med sød hindbær. En æggeskalsimitation, der smagte skørt af druesukker. Og noget der lignede sten. Og søpindsvin. Og det er ganske usselt i en anmeldelse at have glemt flere retter. Det anerkender jeg. Og jeg kunne jo bare selv ha' skrevet ned, hvad jeg fik at spise. Og drikke. Det er nok derfor jeg bare skriver på en lille lorteblog og ikke et stort dagblad. Men jeg fortæller med glæde om de glemte retter, når Frederikshøj mailer mig. LOL. Jeg har faktisk lige mailet til dem og efterspurgt en menu. Måske det hjælper. Ellers skriver Niels Lillelund formentlig om hele showet inden så længe i hans avis. Og han er formentlig ikke enig i min udlægning af aftenen. Men vi havde det alligevel svært hyggeligt sammen. Talibankrigeren og Rhone-magneten. LOL.

Nårh ja, jeg fik også petit four. Men på det tidspunkt var jeg svært mæt, og jeg kunne samtidig heller ikke overskue at vælge mellem de 8 forskellige chokolader og de to sorbeter, som tjeneren stod med i en kæmpe bakke og lystigt berettede om. Jeg hader valgmuligheder. Så da jeg blot valgte en enkelt "snickers", blev hun helt grundforvirret og måtte lige spørge mig igen, om jeg var helt sikker på, om jeg ikke også ville have noget sorbet. Det ville jeg ikke.

Og det var på det tidspunkt, at en ganske stor herre kom hen og fortalte os, at han lige havde spist et stykke foie gras ud i køkkenet "på størrelse med en marsbar". Det lignede, at han også havde spist en marsbar. Og måske er Frederikshøj og jeg bare ikke noget særligt godt match. Jeg er mere til syre og friskhed. Frederikshøj er vilde med fritering og foie gras. Men det til trods, så bliver Frederikshøj ikke årets restaurant i år. Det er jeg ret sikker på. 

---

Note: Kl. 19.37 fik jeg faktisk en mail med menuen. Opdatering følger.

Sådan ser min kælder ud

Så holder vi sgu lige en lille pause med mosteriet. Mine skuldre er ømmere end en Burhan G-sang, alle (ALLE!) overflader glinser klistret af sød æblesaft, og samtlige rum er komplet mørklagte af små sorte bananfluerne, der har det alt, alt for vildt. Yes, det er prisen for at være overdedikeret og lettere beskidt-arbejdende ciderbonde indenfor. Plus en evigt lurende separation, selvfølgelig.


Derfor har jeg flyttet al saften ned i et hidtil ukendt kælderrum, som nu er mit. It's miiiiine. Undskyld lejlighed 34G, men I har åbenbart plads nok i jeres overjordiske hjem, hvilket jeg påskønner på en både antikapitalistisk og ciderbeskidt måde. Det halvtriste billeder ovenover viser mine boblende mosts (most i flertal, btw) nye hjem. Ja, det gør ingen forskel i denne verden.


Her ser du de fire cuveer ovenfra. Yes, det er superkedeligt. Min fod er der også. Det gør billedet lidt mere personligt, men får det dog på ingen måde til at blive reelt interessant.


Her er de fire cuveer fra en anden vinkel, hvor du også ser tre tomme glasballoner. Uophidsende. Sådan som en blog bør være. Dog er der lidt drama i billedets højre side med et dynamisk rør, der nærmest spidder billedet. Som om. Videre.


Og her er vi kreative. Et billede taget igennem en tom glasballon. Wow. Nominér mig dog for helvede til et eller andet. En Gastro-pris (findes det?) eller noget White Guide-jazz eller et eller andet med nogle stjerner. Gør det! Gi' mig en rejse til Frankrig. Eller i hvert fald en goodiebag af en slags. Se, hvordan den hvide spand bliver flækket af glassets brydning. Det her er jo fandme snart mere en kunstblog end en vinblog, hvis vi altså var en vinblog.

---

Som en undskyldning for dette superdeprimerende indlæg, får du lige et billede af Diego Maradona og hans to børn. Billedet er taget hjemme hos ham selv i 1989. Vi er i Napoli, og der står Mars på de lyseblå trøjer om søndagen. Se, det er interessant. Og du kan se flere hjemme-hos-en-fodboldspiller-billeder lige her. Gør dog det, i stedet for at læse denne slappe blog.


Den rette etikette

Imens den første omgang æblejazz bobler i kælderen, kan man jo lige så godt udnytte tiden til noget fornuftigt. Derfor har jeg produceret fire etiketter til de nuværende fire cuveer. Vi kører den ind med filmtema og lyserød skrift. Man er vel queer-teoretisk vinblogger. LOL.






Og ja, jeg ved jo godt, at Gansta's Paradise ikke er en film, men blot titelsangen til Dangerous Minds. Så det behøver du ikke IMDB-linke til, min kære nørd. Gå en tur i stedet. LOL.

Hvis pengene brænder ...

Hvis du går rundt og har lidt overskydende dinarer for tiden, så har Vinsvin et par forslag til, hvad du kan bruge dem på. Og hvis du ikke har nogen penge til overs for tiden, men i stedet har et stort æbletræ, så har vi også et forslag til dig. Så flex er vin. Flexness.

1. Du bør selvfølgelig altid købe vinene fra La Grapperie. I dag sender vi forsyninger til Rødder & Vin på Ravnsborggade,  Le Pinard i Torvehallerne og Vinkollektivet på Ryesgade, som holder vinbar i morgen - med La Grapperie på glas. Uh!

2. Der er kun én eneste ting, der kan hamle op med La Grapperies fantastiske safter. Og det er Otto Leisner. Eller i hvert fald hans humeur. Lige nu kan du købe hele Otto Leisners joke-kartotek på Lauritz.com. I kid you not. Du får fx den klassiske 17'er med i købet:


Lige nu står alle cirka 3.000 vitser til den fine pris af 8.200 danske dollars. Det vil sige cirka 3 kroner pr. vits, hvilket må siges at være et kup. Vi taler jo fandme om vitser inden for fx "flyvning", "onkler" og "salg / handel". Køb lortet her, og inviter mig på vits-aften. Så tager jeg et par flasker La Grapperie med.

3. Hvis du kender alle Leisners vitser i forvejen og stadig ikke vil købe La Grapperie (hvad fanden sker der for dig?), så kan du købe en flaske cider hos Æblerov. Cideren er stadig et æbletræshængende æble på nuværende tidspunkt, men de to gæve rovdrenge søger om erhvervsbistand/crowdfunding for at kunne opstarte en kommerciel øko-ciderproduktion. Som tak for dine enten 100 eller 200 kroner får du en flaske cider eller en stor flaske cider.

4. Hvis du ikke har nogen som helst penge til at slaske efter vitser, La Grapperie eller schmowdfunding, så kan du hjælpe Bo og Asbjørn. De laver også cider, men de vil gerne lave mere cider. Og til det har de brug for æbler. Duh! Så hvis du har et æbletræ stående i stuen eller i haven eller på lænden (friskt!), så skriv til den kære Asbjørn May. Dog har både Asbjørn og Bo utroligt tynde ben, så hvis de skal kunne pedalere rundt med æblerne på deres ladcykler, så skal æbletræet helst stå nogenlunde i København-agtigt.

---

PS. Fik jeg egentlig sagt, at jeg har 10 liter intensrød paradisæblemost stående i en spand? Det har jeg. Det bliver en utrolig smuk og helt ekstrem syrlig cider om nogle måneder. Wait for it ...

Ciderficeringen bobler løs

Den jyske ciderficering hamrer af sted i disse dage – på anden sal i 8000. Første learning (ja, man har vel arbejdet i konsulentbranchen!) er, at det sviner pænt meget at lave cider. Heldigvis er Alex syg, så hjemmedramaet har været minimalt. Og på den anden side er det også nærmest erotisk lækkert/beskidt at gå rundt i en lejlighed, hvor gulvet klistrer sig fast til dine fødder. Hvad?

Nå, men her er lidt open source-nonsens om safterne, så vi måske kan lære hinanden at lave bedre cider/eddike/kloaksjask/bøllejuice:

De tre æblesorter – Filippa Anka, Sukkertop fra Vaalse (jeg LOL'er stadig hver gang, jeg skriver det navn) og Ildrød Pigeon Dronningmølle – blev kværnet i går og mostet i dag. Det vil sige, at de fik cirka 24 timers maceration i en spand. Nu er de presset og hældt på glasballoner. Sjovt nok alle sammen med en Oechsle på 1050.


Filippa Anka (15 liter) smager ret sødt og har meget viskositet. Og oxiderer svært hurtigt. Sukkertop fra Vaalse (5 liter LOL) smager sådan helt psykopatsyrligt; på grænsende til det ubehagelige. Det bliver saternfisme en frisk cider, når sukkeret er gæret ud. Av, av, av. Det kommer til at krølle din mund sådan helt røvhulsagtigt sammen. Det gør den! Så er det sagt. Og Ildrød Pigeon Dronningmølle (10 liter) smager dybt og parfumeret. Og godt! Den rødbrune farve er for lækker.

Hele sjasket bobler allerede og er derfor blevet sat i den lidt køligere kælder. Og så er første omgang af ciderficeringen (vel)overstået. Den som er lavet på tidligt modnende æbler. Derfor laller jeg i morgen ud på næste omgang og kigger efter nye æbler og måler lidt sukker på dem, så jeg kan finde frem til, hvilke kødomkransede (LOL) kernehuse jeg næste gang skal smadre og kampklemme saft ud af, så vi kan få en endnu større koger næste sommer.

Og hvis du bor i Århus og har et kradsbørstigt æbletræ, der fortjener at blive cidereret, så skriver du selvfølgelig bare. Det vidste du godt, ik'?

PS. Forresten. Dét jeg fik ud af Food Festival i Aarhus var, at menneskeheden er sådan helt vanvittigt villige til at stå i psykolang kø for at få et lillebitte stykke gratis kyllingepølse på en tandstik, når de har betalt 100 kroner i indgang. Holy shit, hvor var aarhusianerne villige til det.

Cideren går ned!

Så er det blevet den tid på året igen. Hvor Vinsvin bliver forvandlet til sådan en småhellig, jord-til-bord-lallende, byhøstende, naturgærende, hjemmefermenterende, pseudo-vigneron-agtig, træklatrende, glasballonvaskende, æblesortsgættende, fejlgæringsopdagende, saftindsmurt, mostbællende, pulppressende, ciderforherligende, koldklimasklappende, vildæbleindsamlende, oechsletællende, antifiltrerende, frugtsøgende, håndkraftskværnende, flaskevaskende, kapselpåsættende og photoshopforvrængende douchebags. Det beklager vi allerede nu.


Men altså for helvede. Det er sgu sjovt at lave cider. Den gode Melin-dreng – og måske Skovmanden – har hjulpet Politiken med at lave en virkelig fin opskrift på, hvordan du selv gør. Så hvis du de næste måneder ser de grå hjelme stavgange ud i skoven efter alle de gode æbler, så ved du, hvem du skal skyde skylden på. LOLfrugt.

Her i Aarhus har jeg allerede rømmet vestbredden (!) af Århus Å for æbler. Jeg har jagtet tidligt modnende sorter og har fundet et par stykker i åkanten. Det er blevet til Filippa Anka, Sukkertop fra Vaalse (kæmpe LOLnavn og det syge syretrip) og Ildrød Pigeon Dronningmølle. De tre sorter bliver kværnet i dag og presset søndag. Æblerne ligger på en Oechsle fra 1045 og helt op til 1070.

Jeg vil så vidt muligt prøve at lave enkelsortsvine i år, så det bliver tydeligt at smage forskel på vinene. Men der skal samtidig også fyldes tre balloner på 25 liter (+ en masse små balloner), så måske min idé bliver trumfet af min utålmodighed. Vi ser.

Jeg har investeret i et minimosteri, som jeg skal hente senere i dag. Jeg glæder mig til at være mosteri-ejer. LOLvanvid. Ja, jeg er fuld af optimisme i forhold til årets ciderproduktion. Det kan også kun blive bedre end sidste år, hvor samtlige 200 liter blev til kloaklugtende og jammerlighedssmagende sjask - muligvis grundet en lidt meget muggen kælder. Kæmpe nedturscider for svinene. I år bliver lækkerhedsjazz. Believe it!

En ode til Olga Ravn

Hvis du kun skal gå ind på én anden blog i dag – og det burde du generelt ikke, men i dag er det okay –, så skal du tjekke Olga Ravns blog ud. Den handler ikke om vin eller mad. Heldigvis for det. Den handler lidt om at være dansk digter, men den handler også virkelig meget om LOLkatte og sjovhed sådan generelt.

Og fordi Olga Ravn er så sej og sjov, så kopierer vi hendes koncept. Et stor gif-slubrende koncept, der viser, hvordan det er at drikke meget vin.

---

Når Mads Rudolf har champagne med til en smagning:


Den generelle holdning til Frank Cornelissens vine med mus:


Når Mads Kleppe fortæller, at han har købt samtlige flasker af en vin:


De gange hvor jeg elsker konventionel oversøisk vin:


Smagen af italiensk orangevin:


Når Vinsvin prøver at sælge vin:


Hvad jeg har lyst til, når folk begynder at tale om Bourgogne-årgange:


Når alle andre end dig gætter en blinder:


Når du heller ikke gætter den næste blinder:


Når din mor prøver at udtale navnet på en fransk vin:


Naturvin i Jylland:


Til folk der kun taler om svovl:


Venner der tager supermarkedvin med til en smagning.

Frugtvin trumfer blogning

Jeg har en milliard ting – groft sagt –, som jeg burde skrive om. Jeg har haft en helt urimeligt fantastisk frokost på Kadåx, jeg har spist oldschool nynordisk michelinmad i Helsingfors, og jeg har drukket en fandens masse flot vin de sidste dage.

Men lige nu vil jeg hellere selv producere fermenterede dråber. De næste 10 dage laver jeg en ny vin hver dag. Gigantisk LOL. Det røg bare ud af fingrene på mig. Og alle ved jo, at folk der lover noget på nettet, som udgangspunkt har glemt lovningen en eller to LOLkatte (spoiler: det er en bjørn) bagefter. Altså efter 6-7 minutter. Max. Så nej, jeg får nok ikke lavet 10 vine på 10 dage. Måske jeg får lavet én. Eller to. To virker som et både ladsiggørbart og stadig optimistisk bud. Især fordi jeg allerede har lavet en i dag. Tæller den med? Ingen ved det. Alle vil vide det.


Dagens vin kommer ud fra en ide, som måske blev plantet på Kadavret af Lynge-drengen. Måske havde jeg den før. Nå, men i hvert fald har jeg i min evige utålmodighed gået rundt og tænkt på, at man måske bare kunne springe førstegæringen over i fremstillingen af mousserende (ikke muset) vin. Hvem sagde LOL? Jeg sagde LOL.

Det er jo fermenteret frugt, der er sjovt. Selvfølgelig er alkohol også hamrende sjovt. Jeg – og de her psykopatdamer – er helt vilde med alkohol. Men måske man kunne frembringe et sjovt lavalkoholisk produkt ved kun akkurat at have sukker nok i frugtjuicen til kun at lave en flaskegæring. Ingen storstilet gæring i en skrummelspand. Bare én lille gæring direkte i flasken. Jeg tænker en oechsle på 1010-1020 i udgangsjuicen (mit nye favoritord, som jeg også vil bruge om sæd), så man opnår cirka to procent alkohol og en masse bobler efter flaskegæringen. Og smagen af fermenteret frugt, som måske bevarer en anden friskhed?! Igen: ingen ved det. Eller jo, måske ved nogen det.

Søren Sørøver og jeg har teenagechattet om emnet på Schmacebook i dag, og måske han også laver et lignende produkt. LOLbattle! Han siger, at han tidligere har lavet noget lignende, men i mellem det syge hav af emoticons lod det sig vide, at de flasker vist mest bare var eksplosiver. Måske er den nye sabling/vasker at prikke til en voldfermenteret flaske frugtvin med en lang pind bag et politiskjold?!

Jeg har lavet min lavalkoholiske utålmodighedsdrik af hindbær, fordi ribs er umuligt at skaffe. Ish. Hvis du har 10 kg. ribs liggende (fersk eller frost), så aftager jeg dem gerne for en mellemfyrstelig betaling. Ribs, for helvede. Om ti år kommer alle til at smadrehælde ribs i deres ansigter. Mærk jer mine ord, Frank og Bratlann og Lillelund og Uhrup og Kleppe. Mærk jer mine ord.

Nå, men det var dagens tirade af overflødige ord og håbløse links. To the fermentation cave!