På besøg hos Taller / Tajjérrr / Tãljå / Tachër

Det er som om, at det danske nynordiske nazi-køkken (du er så LOL'et, Ulla Holm) så småt er ved at få reel konkurrence af 900 kg (nynordisk) italienerkød på Bæst og nomanynordiskuddannede enklaver af tacostilbedere. Ay caramba, bliver der visket i krogene, hvorefter der selvfølgelig også lige bliver sagt "havtorn" tusind gange og lavet korsets tegn, mens de kysser Claus Meyer på korset, som dingler i halskæden.

Men nu skal en gourmetleret ret ikke længere nødvendigvis bestå af rå fisk, noget fermenteret jazz og en sauce lave på skilt kiselgårdsvalle. Mere renlav på bord 4, chef! Nej. Nu må der godt ligge en ottendedel lime ved siden af retten. WHAAAAAAT? Det er for vildt. Er det et opgør med vores slappe og fremmedfjendske regering? Hvad med ramsløg, skal den bare rounduppes nu? Og hvad med pulled porc/kylling/bjørn/ål? Er det stadig ok?

Invasionen af ikke-nordiske indgangsvinkler til mad har sgu gjort mig forvirret. Hvem er jeg uden et fast ståsted i et bed af salturt? HVEM ER JEG? HJÆÆÆÆÆLP, og giv dog nogle flere ikke-begrundede forskningspenge til Claus-drengen.


Nå. Men grundet min angst overfor det fremmede valgte jeg at drage på Taller [taijér](?), som AOK så herligt indremissionsk beskriver som et venezuelansk junglekøkken, fordi man i Venezuela jo ikke har byer og kultur som sådan, men mest af alt bare løber rundt og samler nedfaldsfrugt og smuler narko, mens man venter på vestlig salve. LOL.

Men der er meget lidt junglejazz på drengen, når man kommer ind i den lille restaurant. Doktor Cesar står i jakkesæt og med måske Københavns mest formfuldendte skovsnegl (kaffesødt?) på overlæben og tager i mod. Og så kører det for fuld smadder på nynordisk michelinniveau, hvor tjenerne har det sjovt i stedet for at tale som robotter (hej Mielcke Hurtigkarl!), og hvor stramheden i forløbet ikke kompromitteres af den indlagte og oprigtige afslappethed.

Derudover ligger restauranten jo for helvede på Tordenskjoldsgade, så lidt nynordisk (hoshost*nynorsk*host) har man da med i baggagen. Gudskelov. Hallo chef, jeg sagde mere renlav på bord fire!!


Og så kører showet bare helt glat. Bobler fra Laherte Fréres med ordspil på etiketten og frugt i skiver på nynordiske sten. En blanding mellem en tomat og et japansk kirsebær. Ja? Virkelig herligt sammen med champagnen. Så østers med mere antifascistisk frugt (mango-go-go!) og angostura. HAPS! LÆKKERT! FRISKT! Så fritterede kartøvler i en sødligsydamerikansk udgave med vidunderlig sursød frugtdressing. Frugtdressing. Jeg er vild med det ord. Nej hov, jeg tørrer lige mundvandet op fra tastaturet. JAUSER, hvor er det fint. Og så herlighed af psykofritteret majsmel med pulled okse (man må godt!) og løg?! Ralle-på-gulvet, dem kunne man spise mange af en søndag formiddag. Og det var snacksafdelingen. Sygt fin blanding af friskhed, tyngde, variation og svært kultiveret jungle.

Første ret. Kongekrabbe, havtaske og ... ikke-nynordisk passionsfrugt som klæbrig skum. WHAT? Altså, passionsfrugt. Jeg vidste slet ikke, at den fandtes. Jeg så den som frugternes enhjørning. En smuk utopi. Men den findes. Den passionsfrugt, som faktisk er moden passionsfrugt og ikke et bittersurt orangebær på en forblæst skrænt. Og retten var kombineret med et af mange sygeligt skarpe vinmatch denne aften, som i dette tilfælde var Laurentiushofs feinherb 2014 (riesling + Mosel). Det smagte vidunderligt. Hver for sig og endnu mere sammen.


Næste ret var en såkaldt "beskidt ret", fordi tjenerne havde glemt at give mig bestik. LOL. Selvfølgelig havde de ikke det. Ta' det dog roligt. Men retten skulle spises med fingrene, hvilket er lidt nynordisk (hva'?) men også pænt funky, når nu retten er hummerbisque. ROFLMAO i flydende form. Så jeg måtte enten ty til blåmuslingeskallerne som ind-i-munden-aggregat eller flette en kurv af den grillede vanvidsfrugt, som også var på tallerknen. Jeg valgte blåmuslingerne. Og hold da din fede rottekæft, hvor var der power i den bisque. Det var næsten for meget for sådan en lille snerpet nynordisk mund, som min. Og øl fra Fanø til, som måske var aftenens eneste lidt kedelige væskematch omend det fungerede fint og læskende til rettens heaviness.

Stegte svampe og rogn. Og chardo-sygt-nice fra Les Dolomies i Les Boutonniers '12-udgaven. Forrygende lækkert. Psykedelisk svampepower på den lovlige måde. Og vidunderlig salt vin. Av, av, av. Alle klapper ... nårh nej, alle ryster nogle maracas på en festlig måde. Det her er herligt!


Nu kommer der en ret, som min efterfølgende druk (åååååååhhhhhh nej, en anmelder (LOL) der har været fuld på en restaurant. STOP THE PRESS! Slap nu af, din hæslige puritaner) har udslettet fra min hjernebark. Jeg kan læse mig til, at vi fik Sopa de Trigo af kartoffel, grønne jordbær og løg. Men vinmatchet har jeg ikke glemt. For jeg var ikke helt vild med vinen, som var en macereret hvid vin fra Friuli med pænt meget brett og lidt alder (Zidarrich, Friuli, Vitovska, 2009). Men sammen med retten var det et fucking genialt match. Sådan helt dumt skarpt. Hatten ... uh ... junglesombreroen af for skarpt vinøst arbejde.

Så stod den på hovedret. Ish. Men i hvert fald en lidt større kødservering. Og det har jeg aldrig rigtig forstået nødvendigheden af, når nu man får 13 serveringer. Kommer vi ikke snart ud over "den store kødservering" i de højere kulinariske luftlag? Den irriterede mig også på Noma. Retten kunne heller ikke helt holde niveau med de tidligere retter. Bevares, svinekæberne var møre og smagfulde. Og der var fin balance i retten. Men det var bare lidt mindre sjovt og vildt end forgængerne. Til gengæld var vinen en af mine all-time favoritter, nemlig Souhauts vidunderlige Syrah(punktum) fra 2011. Det er så fantastisk vin. Ikke hipster-skævt eller krævende. Bare helt fantastisk struktureret syrah fra Rhone. Glurg*glurg*glurg.


Og nu til desserterne. Og vi starter med aftenens bedste servering. En is lavet på omtrent 900 kg hybenroser koncentreret/pureret/mast ned til en enkelt skefuld frydefuldhed ved siden af en omgang salt og karameliblandet kartoffelmos. Hahahahaha. Hvor latterligt svedigt. Jeg løber lige rundt om bordet et par gange for at styre mig selv. SHOCK, hvor var det godt. Årets dessert? Og matchet med Mark Angelis Rosé d'un Jour var fucking brilliant. Min top tre-is of all time bliver satme presset i disse dage. Jeg tror sgu, vi har en ny nummer et. Av, av, av. Kør, kør, kør. Av, av, av.

Næste ret kunne gå for at være den bedste vinparring i år (sammen med en del andre denne aften). For det er satme en udfordring at skulle smide vin efter avokado, mate og noget som hedder guanabana (jeg troede, det var et orkester af fakkelkastende panfløjtespillere?!). En sød og syrlig og urte-weird dessert på den gode måde. Og sammen med de grønne, sød og syrlige toner fra Melsheimers Reiler Goldlay fra 2013 (riesling og Mosel igen, missekat) gik alt bare op. Jøsses, hvor fint.


Aftenens sidste ret var et skrummel af en chokoladedessert med ananas. Det blev lige heftigt nok i min optik (og i min mund). Jeg havde været lykkelig for endnu en syrlig og let dessert. Og ideen med selv at kunne hælde levende myrer på maden var udelukkende en (noma'sk?) gimmick. For fire stakkels forfrosne skovmyrer kunne ikke hamle meget op med den mængde chokolade, der var kørt ud over ananasstykkerne. Den heftige og lækre og gamle chenin blanc fra domaine Bablut var et fint match, men understregede også heftighedstyngden i retten.

Og det var det. Lykke. Men hov. Fik jeg sagt, at jeg en halv times tid inden vores ankomst ringede til Doktor Cesar og fortalte, at min medspiser var vegetar? Nå, men det gjorde jeg altså. Giv mig bare skamfuldhedshatten på. Jeg havde glemt det. Tilgiv mig. Og hvordan klarede køkkenet så det? Jamen, jamen, jamen. OMG, det klarede de sgu pænt skarpt. Sådan dumt flot. Ingen slinger i valsen eller retter hvor kødelementer bare var fjernet. Konstant højt niveau og skarphed. Maracas, maracas.


Så er den nynordiske bølge død? Njaaa. Nu døde burgeren jo heller ikke, da pizzaen kom. Eller var det omvendt? Du forstår, hvad jeg mener, din freak. Og deres findes også både Bounty og Mars i chokoladebarsverdenen. Jeg ved sgu ikke helt, hvorfor folk har så travlt med at begrave nynordisk mad. Mit bud er, at der både er plads til nyvenezuelansk og nynordisk mad samtidigt. Også i samme by. Især når niveauet på "det fremmede" (uh!) koncept er så fucking vildt, som det er på Taller. Hey, er jeg den eneste, der ser svært meget frem til den dag, hvor vi alle skal tale om nynyguineansk mad? LOL!

Alt spiller på Taller. Man er både på glatis og i helt trygge omgivelser. Det giver en fantastisk vibrerende følelse. Og så er det sgu meget rart at spise mad, hvor der er fuld smadder på smagene. Og hvor du er jomfru i indtagelse af diverse frugter. LOL.

Derudover er en tur på denne velsmurte junglerestaurant et must for enhver vinnørd, der gerne vil lære hvordan man matcher mad og vin. Av, av, av. Afsted med dig. Og dig!

Vin (og mad) i Lissabon - en guide

Når nu alle fucking flybilletterne til Paris og Barcelona er købt af evigt beskæggede og for-korte-jeans-bærende vinhipsters med den øverste knap i WoodWood-skjorten altidknappet, som skal ned på Le Verre Volé og Bar Brutal for at druklalle rundt med deres sefliepinde, når de endelig får lov til at købe en flaske Overnoy, ja, så må man jo finde et andet sted at rejse hen. Men hvor? Og gider folk så overhovedet like dine filterfyldte "se, hvad jeg har drukket, og hvor fedt jeg har det, selvom jeg godt nok hele tiden er på Facebook"-billeder? Av, av, av. Den er svær. Hvad skal du gøre?

Du skal tage det roligt. Vinsvin har som altid en løsning på dine latterlige vinøse førsteverdensproblemer. For du skal bare tage til Lissabon. Hvad? Ok. Du kan huske navnet med denne regel "Lis sa(gde) bon". LOL. Eller du kan bare huske navnet på samme måde som fx navnet Mark. Altså ved blot at huske navnet.

Der er godt nok en reel mangel på vinetiketter tegnet af epileptiske – men farveglade – børn i de lissabonesiske restauranter og vinbutikker. Den herlige cocktail af gær, svovl og filtrering er stadig populær blandt vinbønder og ditto importører. Og det kan være svært at undgå flasker, hvor der både står Douro og barrique på. Men der findes også (oxyderet) hvidvin uden svovl, som smager vidunderligt. Og noget rød jazz uden additiver, som smager herligt. Du skal bare lede lidt. Men det hjælper vi dig også med. Du kan også få stillet dine franske hipsterfornemmelser. Bare rolig. Læs videre.

Først lidt geografi og generel info. Lissabon ligger i Portugal som ligger i Spanien som ligger i slipstrømmen af Tysklands økonomiske humør. Byen vender ud mod Atlanterhavet, og den er lavet af cirka 80% stejle bakker, 900.000 turister, en god del tun på dåse, uendeligt mange turistfælder og 100% ren frydhed med sol og havudsigt på. Der er varmt. Mændene er pænere end dig og danser bedre end dig. Du taler bedre engelsk end dem, og din hud bliver hurtigere helt vildt rød. Sproget er umuligt, fordi du taler dansk. Men prøv at udtale samtlige ord omvendt af den måde, du tror de skal udtales på. Eller bland spansk og hollandsk, hvis du besidder den mulighed. Fodboldholdene i byen hedder Benfica og Sporting Lisbon. Vejene hedder noget andet afhængigt af, hvilken vej det er. Mændene hedder Pedro.

---

Nå, men lad os komme til sagen. Du bliver sulten og tørstig, når du er i Lissabon. Og her skal du konsumere næring:


Boi-Cavalo, Rua do Vigário, 70B: Restauranten er nogenlunde ny (et år eller to, vistnok) og ligner lidt Le Chateaubriand, faktisk. Ja, det kunne du li', din hipsterfreak. LOL. Men stedet er også fucking herligt. Vinene er godt nok ret uspændende, men bare gå efter en flaske lokale bobler. Eller gå efter noget sur og tynd hvid. Kør, kør, kør. For maden er skøn. Kæk, vild og velsmagende. Med kronisk skiftende menu og stabilt overskud. Min favorit var den sygeste risotto med hakkede muslinger og fritterede lammebrisler. Oh my bejesus fucking god. Det var godt, forstås. Og blækspruttesalaten var fryd.


Santa Clara Dos Cogumelos, Mercado de Santa Clara: Klassisk koncept. En italiensk chef, der kun vil lave mad med svampe og derfor åbner en restaurant i Lissabon gemt oppe under taget i en gammel markedsbygning. Svampe-LOL. Men det giver mening. Det giver så meget mening. Du skal bare derind og æde først. For maden er skøn. Stedet er skønt. Servicen er genial. Og svampetemaet er så gennemført og vildt og skørt, at det er dumtsjovt på den fede måde. Vi fik svampekroketter, svampeceviche, æg og svamp, stegte svampe og den næstsvedigste svampeis EVAH! til dessert. Amass fører stadig den kategori. Men jeg var lykkelig derinde og farvekombinationen "laks vs. støvet grøn" får to tomler op.


Time Out Mercado da Ribeira, Av. 24 de Julho 49: En hal med frugt og grønt. En hal med kød og fisk. Og en så en hal med sygelige mængder fed fråd. Og derinde er det bare med at løbe rundt og inhalere lækkerhed fra bod til bod. Kroketter (ja, jeg kan godt lide kroketter. Og hvad så?) med blæksprutte og blæk. Og hvidløgsmayo. En fucking himmelsk dybstegt mundfuld. Jeg kan stadig smage den. Du kan også bare æde østers eller fifty shades of bacalhau, mens du drikker øl. Der er masser af mennesker (turister) og sådan nogle ufo'er, der larmer, når din mad er klar. Men det fungerer, og i den ellers ganske kedelige vinkiosk i madhallen kan du købe gammel vin til små penge. Det er et lotteri – sikkert med mange nitter –, men jeg var svært glad for min svært oxiderede 84'er, som jeg havde betalt sølle 5-6 euro for.


Ramiro, Av. Almirante Reis 1: Det her er en institution i det lissabonesiske restaurantliv. En vanvidsperle af en fiskerestaurant, hvor der er så meget fart på, at selv Wilson Kipketer ville blive presset på makspulsen. Tidligt i service. Samme Kipketers enorme tænder ville dog i stedet løbe pænt meget i vand, når han fik serveret den ene herlige maritime ret efter den anden. Kom tidligt eller sent, så du slipper for crazykøen. Og gør dig klar på at blive revet rundt på den sjoveste måde. Kørkørkør med ekstra kør og portugisiske eder på.


Tasca Kome, Rua da Madalena 57: At lægge en japanskportugisisk sushirestaurant 200 meter fra Atlanterhavet giver så meget mening. Og når folkene bag restauranten er så fucking svedige til at behandle den ultrafriske fisk, så skriger det på vidunderlighed. Og det er hvad Tasca Kome er. Vidunderlig. Fra det herligt lille menukort er der så meget herligt, at man bare skal lade tjeneren bestemme mellem de små retter. OMG med glædes-LOL på. Smagene er sarte og fine og præcise og sygeligt elegante. Og de har ordentlig vin og perfekt service. Arigatou gozaimasu og av, av, av. Sådan skal en fisk og en sprutte behandles.


LisBeer, Beco do Arco Escuro 1: Her drikker du lokale funkyøl og hører Beatles. Hey brew, don't make it bad. Bare rolig. Det gør de ikke.


Clara Clara, Jardim Botto Machado: Her drikker du din kaffecroissantkombi om morgenen. Og din campari om eftermiddagen. Fantastisk udsigt. Skygge. God stil. Og en vidunderlig oase på toppen af verden.


Café Tatti, R. Ribeira Nova 36: Det ligner ingenlunde din klassiske naturvinshipsterindkøbscentral. Mere en islandsk hippie-smoothie. Men det er det altså. Stedet hvor du køber rar vin. Både i portugisiske, franske, østrigske og italienske udgaver.


Gelato Davvero, Praça São Paulo 1: Laver de verdens bedste hindbæris her? Yup. Koster den en euro pr. kugle eller noget i den stil? Dobbeltyup! Brainfreeeeeeeeze. Afsted, afsted, afsted.

---

Der er omtrent 11.000 andre steder i denne perle af en kystby, hvor du også bør indhalere mad og vin og drinks. For shizzle. Cantina Lx, Eleven og Belcanto, selvfølgelig. Men nu er vi i gang. Og så kan vi altid udbygge lortet. Men næste gang skal du betale, Portugisiske Turistdingdong. Og til alle jer andre: I bør eddermaneme skynde jer at tage jeres nypudsede skæg og frisksmurte Birkenstock ned til denne skønhed. Den stinker af livsnyderi, dybe kys og løssluppen madforelskelse.

Direct marketing eller grav et hul i køkkenet

Vinsvin har et cvr-nummer. Sådan' det bare. Ja. Så er den ude. Vi kunne simpelthen ikke skjule det længere. Vildt nok. Fat det nu. VI HAR ET CVR-NUMMER! Så fine er vi bare. Og kapitalistiske, selvfølgelig. Indrømmet. Vi betaler fandme også moms i ny og næ (måske der snart kommer en crowdfunding-kampagne til den del, dog. LOL!).

Nå, men når man lige får hænderne ned igen efter at have modtaget sit cvr-nummer – og dermed en snarlig elefantorden, ik'? Det var vel sådan Mærsk-manden gjorde. Right? Nårh nej, han fragtede også våben til douchebags! –, så skal man satme være klar til at spamblokkerebarikadere sin cvr-forbundede mail. Vi taler flere og tykkere skodder for indbakkevinduerne end kælderejere ved vestkysten bruger under stormflodsvarslinger.

DMI, forresten, I gør det skide godt! LOL!

Stempler, kuglepinde, slikkepinde, gavepapirpapir, neonskilte, ansigtstatoveringer og stødhegnshandsker. Alt det får du reklamer for på grund af dit herligheds-cvr-nummer. Og hey, skal du ikke også lige have noget autohjælp og noget CMR/CSR/LOLSR? Og smørrelse til kontorhjulshjulene. Selvfølgelig. To af dem. Og visitkort med tryk på den smalle side af pappet, fordi det viser, at du er unik (og ingen alligevel læser dem). Køb, køb, køb. Toner til printere er åbenbart også pænt gode at købe. "Så vil jeg gerne bede om en omgang magenta-fis', tak." Bom. Vinsvins første "printerlingo vs. musik vs. sex-joke". Undskyld.

De fleste af disse mails bliver slettet. Eller ryger i en virkelighedsskraldespand. Eller bliver lavet om til farverige halskæder, der fortæller, at vi fucker systemet, fordi vi er ligeglade med penge (og dermed skal bruge dine penge til moms-regnskabet) og ikke klammoelsker kontormiljøer med rigtig mange glasvægge og/eller segmentindelinger.

Nå, men i dag fik jeg altså en herlig mail, som jeg havde svært ved at slette. Den var fra Lisette. Og hun vil gerne have, at Vinsvin graver et kæmpe hul i vores køkken. I køkkengulvet, faktisk. Frisk type, dér. Hvor mange fremmede mennesker kender du (skørt spørgsmål FTW!), som starter samtalen med at sige til dig, at du skal grave et gigantisk cylinderformet hul i dit køkken? To? Men hvad hvis de også definerede samtalen med "fingeren på pulsen" som emne? Så er vi vist nede på nul.

Men det gør Lisette altså. Friskt. Og med fingeren på pulsen i emnefeltet foreslår hun, at vi pløjer et giganthul i vores køkkengulv, så vi kan få plads til alle vores elektroniske apparater. Sygt. Er hun synsk eller hvad? Hvordan kan Lisette vide, at Vinsvin bøvler sygt meget med at få plads til alle vores uendeligt mange elektroniske apparater? Vi ved satme ikke, hvor vi skal stille blæsefryseren, gigantpastamaskinen, kødklistermøllen, dåseåbnerdåseåbneren og volatilsyrekompressoren. De skal selvfølgelig bare ned i undergrundscylinderen. KØØØØR!


Er det ikke bare en herlig tid, vi lever i? Sådan en tid, hvor firmaer lever af at grave huller i vores overbelånte højglanskøkkener og gemme vores grådige tilbudsvareforbrug væk i spiralkældre (det hedder den). For helvede jo!

Nu mener Lisette dog nok, at vi også kunne gemme vores vin i denne sneglehuslignende nedskunkenhed. Altså, det skriver Lisette ikke selv i hendes direct marketingvanvid. Mangler hun segmenteringssnak? Måske. Og måske det er derfor – altså på grund af vores enorme vinlager?! –, at hun har sendt mailen til jamaica-imperiet Vinsvin. "I skal da ha' to-tre spiraler i jeres køkken!" Og selvfølgelig skal vi det. I aften kommer boblolkatten og så hiver vi 10 kubikmeter jord op og presser spiralerne ned. Er der nogen der har sådan en cykelanhænger, vi kan låne til lidt overskudsjord? Adonis '13 skriger jo for fanden på en spiralkælder. Påbeløb.

Men hey, hvis du nu har en masse dejlig vin fra Rhåne, Barålå og Bårdåx, der først smager godt om 90 år (uh, det dufter af vanille!), så er det måske et meget godt bud med sådan en spiralfætter. Flaskerne kan stå ved siden af røremaskinerne og den elektriske æggekoger og knivsætskufferten og kitchenaidpølsemaskinen og kolesterolstalsforvrængeren. KØØØØØØØØB ..... DEEEEEEEEN ..... SPIRAAAAAAAALKÆLDEEEEEEEER.

Og tak for mailen, Lisette. Du er jo også vild med vores cvr-nummer, virker det til. Fedt.

Sommartider HEY HEY. Og mere vin på grillen!

Okay. Okay. Okay. Det er lige pludselig blevet sommer, og lige nu jamser du rundt i svært solblegede H20-klipklappere med en forkullet rød peberfrugt i nallerne og tændvæske på 99% af din solskoldede vinterhud. Du elsker det, og pølserne var på tilbud, og hvor mange majsrester kan der egentlig sidde i mellem dine tænder? 3 kilo? Mere, ik'?

Det hele er herligt. Men hov vent. Der kan komme mere herlighedsdrys på din tilværelse. Kan der? Ja, det kan der. Uden at det kompromitterer din evige jagt på at blive solskoldet i hjelmen og halvfuld inden grillen har fået niende omgang tændvæske og stadig er dødsens kold. På lørdag er der nemlig ren kærlighed i flydende form og ikke-forkullet mad på Restaurant Pondus. Bib, bib, bib. Og der kommer et rigtigt vinsvin og vine fra selvsamme LOLkatte. Uh! Hvor vildt kan det blive?

STOOOOOP. Er det her reklame for et arrangement?


Ja, for satan. For på lørdag er der nemlig vi-holder-mother-fucking-lukket-i-mother-fucking-fire-uger-fest på Århus' svedigste restaurant: Pon'eren. Det kommer til at flyde med liderlig saft og smækker øko-mad (du kan altid drysse med pesticider, LOLkat). And it goes something like this:

Fast: Spæde danske urter og østersmayo-mayo
Flydende: La Grapperie-bobler og Tessier-bobler

Fast: Rillette på gris og vild bitterhed fra skoven
Flydende: Grüner Weltschmertz fra Arndorfer og Portinaris pinotering

Fast: Sommergrød, kæmpekylling og strandjazz
Flydende: Adonis '13 (UH!) fra La Grapperie og noget andet tynd vin

Fast: Ost, knas og cremekongecreme
Flydende: Orange airén og oxy-bio-savagnin

Derudover så åbner vi alt muligt vidunderlig naturvinsskrammel. Der står jo for fanden masser af lækker væske på træhylderne, som bare skriger på at blive gennemlabbet i festligt lag. Og vi drikker min cider! JAAAA! Måske der også kommer nogen og spiller musik. Måske der ikke gør. Måske der gør. Måske der ikke gør. Vi arbejder på sagen.

Nå, men for helvede. Det her er, hvad du skal lave på lørdag. Vejret bliver sygeligt hedt, og vi har uendelig kold vin. Eller i hvert fald nok vin til, at du kan blive en svært beruset del af en magisk aften, hvor vi krammer hinanden og laver planer om at rejse til Bulgarien sammen og lave fucking syg vild vin på tokay (en plan som vi selvfølgelig aldrig forsøger at realisere, men som er uendeligt smuk!) og klapper hinanden på skulderen. Av, den var solbrændt. Altså skulderen.

Kom ned på Pon'eren. Det bliver sygt festligt og fryd. Du kan købe billetter her, og ja, det er dumt billigt. Men det fortjener du. For du kan godt li' vin. Og det skal belønnes. Og det er jo for fanden sidste aften du har chancen for at spise Pon'eren i fire lange uger, mens vi danser på Azorerne og bygger et skur i udkanten. Kom, kom, kom. Det giver ingen mening at gøre andet.

Humørsprederne > journalisterne

Jeg ved ikke, om det er en generel tendens. Men måske er det. Jeg har bare lagt mærke til Gastros nye journalistiske linje. Ej, det er for hårdt. Uha. Det er mere et tillæg til den journalistiske linje. Et tillæg der er skabt til de sociale medier – og allerede dér ved man jo, at det bliver sygeligt fedt! – og dermed øget online opmærksomhed til brandet. Måske er det også "ungt" og noget med "synergi", "segmenter" og "et narrativ". Åh, marketingsprog, din hæslige LOLkat.


Konceptet er gammelkendt. Vi har at gøre med artikler uden journalistisk benarbejde (hej Vinsvin!), der først og fremmest er tiltænkt som clickbait. Here little kitty eller Lille svin, der er mælk til dig. Det er totalt funny stuff (så'n ish, ik'!), der bare skriger på viral-miraklet. Du ved, lige som ham der StarWars-drengen. LOL. Del, del, del. Eller dobbeltregnbuen.  JAAAA! Og så kan man lige køre: Hvis du selv har oplevet det her, så del artiklen. Det virker. Ik'? Det bliver et pænt nejtak herfra.

Seneste skud på clickbait-stammen hos Gastro er en pseudoanalyse af stereotypiske elendighedstjenere. Her har vi fx "den søde pige", som selvfølgelig er herredum (hun er jo en ung pige, for fanden!), lidt lækker og snart skal på backpackertur. Kapow, hvor er det skarpt. Hun har ikke smagt vinen, men er flink. Det går selvfølgelig slet ikke hos Gastro, når disse er på en eller anden middelmådig standard-café i Nordsjælland. Nænej. Forklar mig, hvorfor jeg skal købe denne supermarkedsvin, undersåt! LOL.

Og der er flere hysterisk morsomme guldkorn. Referencer til Halløj på Badehotellet, hvilket altid får folk til at dele links på nettet. Hvis man er 80. Noget om tjenere, der taler for meget, og at det godt kan være irriterende. LOL'er vi? LOL. Og så lidt mindreværdskompleks jantelovsjazz i forhold til tjenere, der faktisk synes, de ved noget, om det de taler om, og derfor opretholder en autoritet. Altså det modsatte af den dumme ungpige, men stadig også alt for galt! Kør, kør, kør på skizomania.

Hvor fanden er det Gastro spiser henne og får så elendig service? Det lyder sgu ikke rart. Men alle griner. Hulker, nærmest. Ja? Nja ...

Bevares, der har også været en mindst lige så morsom artikel over elendige restaurantgæster, som sikkert også bare fløj rundt i virtualitetsuniverset. DEEEEEEEL! Så LOL-sol og LOL-vind bliver fordelt ligeligt blandt folk i restauranten. Måske der også kommer en om kokkene? Uhhhh, hvornår kan jeg dele den på nettet? HVOOORRRNÅÅÅÅÅÅR?

Men hey, det er sådan set også fint nok. Det er ikke specielt morsomt eller skarpt (I ringer bare!), men der er vel brug for, at der kommer noget trafik ind på Euromans (???) hjemmeside, så folk kan monstermusetrykke på nogle bannere. Altså, er vi i slut-90'erne igen? Så vil jeg gerne bestille noget mere supertoscaner. LOL.

Hvem tror, at Gastro lukker inden for et år og bliver slået semi-sammen med Euroman? Bladet kunne hedde Gastromand. Nårh nej. Eller. Jo, så skal der bare være lidt mere om grilludstyr, kraftig rødvin og modeartikler om træsko. LOL!

Vin til grill og mofo-kroket

Jeg havde tilpas nok dårlig mave i går til at kunne bladre igennem hele Søndagsavisen under et enkelt toiletbesøg. Og sikke herlige formationer tryksværten danner rundt om de omkring 900.000 reklamer. Fx står der, at man bare kan tage i svømmehal i stedet for "et decideret vandland", hvis man vil holde styr på feriebudgettet. LOL. Du kan også bare se Gøngehøvdingen på dr.dk i stedet for at gå i biografen, fortæller Trine Baadsgaard. Super råd, Trine! Og dobbelt-LOL på røvhamrende trist sommerferie. Har du hørt om at være udenfor? En strand, eller noget. Ja?

Nå, men der er også en guide til, hvilken vin du skal sætte til grillmaden. Hvad? Ja. Grillmad. Som koncept. Vi ved jo alle, at al grillmad er ens. Stiiiks (sådan udtaler man det!) og/eller svinemørbrad sammen med kold og udkogt pastasalat med dåsemajs og industriel dressing. KØØØØR!

Og hvad skal man så drikke til sådan en omgang forkullet ragelse? Jo, ser du: her har vinjournalisten et vidunderligt kort at trække op ad hatten. Den kraftige rødvin. Den virker altid. For det er alligevel det folk køber i Brugsen. Den kraftige rødvin er fx også det evige kort til smaddersukkerbuffeten, vi kærligt kalder for julemad. For når du fylder dig selv med sukrosefyldt kød med brændt skorpe og krydderier fra den bageste del af skabet, så skal du have tung rødvin. Mere karamel på karamellen, som man siger. Det er det samme hvert år. Copy-mother-fucking-paste.


Men vi laver lige et scenarie. Solen skinner. Du skal grille. Og selvom det er rigtig varmt, lader vi som om, at du har nok anstændighed til at beholde blot en T-shirt på overkroppen. Ja, det lyder vanvittigt, men - please - gør os den tjeneste. Tak. Godt så. Du smider noget skrammelkødpølse på den endnu ikke helt varme grill, og mens du venter på at kullene kommer over stuetemperatur, så åbner du en flaske vin. Men hvilken?

I Søndagsavisen (køb den mandag?) er der ingen tvivl. Du skal bare fylde dig selv med Primitivo eller Shirass eller Ripasso eller ekstraktion fra det sydlige Rhone. Der skal fuld smæk på sødme og udrikkelighed. Hov. Eller portvin. Uhm. Der findes ikke noget bedre end en varm sommerdag med ansigtet 120 centimeter fra en nu næsten varm grill, og så lige drikke et stort glas portvin til maden. ROFLMAO!

Sjriøst!? Hvad sker der for ikke at anerkende konteksten hvori man griller. Solen skinner, man har allerede drukket to-tre-fire øl og tabt i kroket (og i det forløb blevet uvenner med alle). Hvem har så lyst til mørksød vin med en alkoholprocent på den heftige side af den seksuelle lavalder? Måske giver en god sydrohne'sk vin mening til en kampkrydret kotelet (så den grimme smag af MRSA bliver skjult!) i udgangspunktet. Men giver det ikke sådan cirka otte milliarder gange mere mening at finde en vin, som er læskende og frisk, når hele din fregnede krop er blevet voldskollet, og du bare skal nyde lugten af nyklippet græs og larmen fra naboens nyindkøbte ATV?


Så her er mit råd. Når du (gratis!!!!) har set Per Pallesen pseudo-historisk sjaske rundt i Gøngehøvdingen i en times tid og derfor har lyst til at smadre hele dit ansigt ned i den efterhånden pænt varme grill, så ta' en dyb indånding og find en flaske lys og kold vin. Det kan være gamay. Det kan være grüner veltliner (jeg tror faktisk ikke, Søndagsavisen anerkender hvidvin som værende kosher vin). Det kan være skrammelcava eller tør lambrusco. Det kan være tynd barbera. Og det kan være alt muligt andet med lav alkoholprocent og ditto varmegrader. Eller en øl, for helvede.

Og så sidder du der og spiser branket mad, mens grillmesteren løber rundt og brænder flere ting på, selvom han både har grillhandske og -tang fra Wæbar. Og du er glad. For du får syre, friskhed og kølig jazz ned i svælget. Og fuck det, at vinen ikke er perfekt afstemt med tikamarsala-texas-santamaria-barbequekrydderierne. Det er der ingenting i verden, der er. Det er lige meget. Du er fuld og forbrændt og det hele lugter af tændvæske. Drik nu noget, der er læskende. Som indbyder til kæmpe slurke og nøgenbadelyst, hvor du godt må ha' bar mave. Konceptet grillmad handler jo for fanden ikke om store somaliske kombinationer. Det handler om at nyde livet og bælle vin og opfinde et vanvidsspil, som inkluderer naboens ATV og hedder mofo-kroket, klokken et om natten, for at genvinde din tabte kroket-stolthed. Og det sker med garanti ikke, hvis du fylder dig med tung, klodset, sødlig, fadfuld og "kraftig rødvin". Så falder du bare i søvn og vågner med ondt i hovedet. Tynd vin er grillvin!

Det er forresten først nu, grillen er rigtig god! LOL.

De svære valg i livet (LOL)

Det er blevet den 18. (attende / addende / adtendæ) juni, og det betyder, at du skal ned og stemme. Eller måske har du brevstemt, og derfor skal du i stedet lave gullasch på øko-gris, som du lige drysser med noget MRSA og pesticidjazz og skuldersår, så det smager ordentligt. Jamen hej ÅRHUS UPDATE, din lille vanvittige troller.


Og hvad skal du så stemme? Uhhh. Det skal Vinsvin selvfølgelig ikke bestemme. Vi er jo bare en helt upartisk livstilsblog med dyrtindkøbte dybdeskabende kameraobjektiver, der skriver hvad som helst for gratis mad og/eller en mulepose med dyr valrhona i. LOL. "Hej, hvis jeg tager et billede af jeres mad og lægger det på min Instagram, må jeg så komme ned og spise gratis. Sammen med en ven, som også vil spise gratis?" OMG. Kør, kør, kør. Vi er alle White Guide-inspektører! ROFL. Men hvis du nu bevæger dig helt ned i bunden af alfabetet på stemmesedlen, når du febrilsk prøver at skrive et kryds med den snorhængende blyant, samtidig med at du snapchatter og facetimer og tweeter og facebookdødsscroller, fordi du er mobilnarkoman, så skal det nok gå alt sammen. Læg nu den telefon fra dig nogle gange, galning.

Partier uden svovl (og med en lille smule brett) FTW! Det virker så fjollet at underkende verdens nærtstående undergang, fordi vi hamrer løs i blind vækst og fracking. Ikke? Og så får du lige alle Vinsvins valgplakater i en samlet pakke.








Når det så endelig er lykkedes dig sætte det rigtige kryds, så skal du skynde dig at flygte fra mediestrømmen. Kim Bildsøe gør dig med garanti angst og irritabel. Ta' ud at spise. Fx på Rebel som har Pressoir de St. Pierre fra La Grapperie på menuen i disse dage. Uh. Det smager sjænzyk godt. Eller på Pondus (jatak!), som har fået bobler fra La Grapperie. Uh, hvor er de sure. Kør! Madsvinet har Diablesse, for satan; ja, den findes igen! Du kan også bare tage på BÆST (shiiiit, hvor var det godt, sidste gang jeg var der. NEJNEJNEJ, den lardo, dér! LABBELABBELABBE!). Gør noget, og tro på menneskeheden, mens du omvendtsavler saftig vin.

Fik jeg forresten sagt, at Grolle Noir fra Cyril le Moing er sådan helt tåbeligt godt. VALGVIN! Jeg har kun smagt volatilsyre (eller acetat? LOL!) der giver mening på samme vidunderlige måde i Cotillon de Dames fra Peron. Køb din Grolle Noir under broen. Inden jeg gør det. Du får en gratis flaske, hvis du er god til at stemme. HAHAHA. Ej, det gør du ikke. Men stem dog ordentligt, alligevel, din kapitalist.

En guide til vin og andre beskæftigelser

Lugten af fadøl og vådsure Vans er så småt ved at fordufte i Århus efter dette års Nååårhvorsejt. Det er sådan set lidt ærgerligt, for det betyder, at byen igen har fået sin kendingslugt af sur bræk tilbage. Den evigtjammerlige vomitære lugt kommer vist nede fra havnens sjaskfabrikker, men den er mindst lige så terroirgenkendelig for Århus som rådhustårnet, nachosserveringerne ved åen og evnen til at udtale o som å. LOL.

Men heldigvis betyder afslutningen på Nååårhvorsejt også, at folket igen kan begynde at fokusere på god vin i stedet for, hvor den nærmeste regnslagsfadølsbutik ligger. Og derfor vil Vinsvin da lige komme med en hurtig liste over voksendruejuice, som du kan bruge til at nyde blæsevejret, politikerleden og genudsendelserne på tævæ med.


Theodora, Gut Oggau: Jeg blindende det her til at være stor chardonnay fra Jura. Pænt slapt gættet. Det er Grüner Veltliner og Welschriesling i motherfucking skøn forening. Og usvovlet, tror jeg. Jeg er helt vild med det, og har nu både drukket det på Bæst, VS10 og Manfreds. Køøør. Det kommer også snart til Århus, tør jeg godt love. Både i næse og mund har vinen den her vilde salte tone. Tang. Eller bare friskt hav. En tone jeg også får i Terre de Gryphee fra Tournelle (i '10-årgangen). Det er vidunderligt og min yndling lige nu. Nårh ja forresten, vi er i Burgenland i Østrig ved Neusidlersee.

Bourgogne 2014, Chapuis & Chapuis: Vinsvins nyeste hipsterhus laver sygt saftig og helt ren Pinot Noir. Her er ingen tilsat nogetsomhelst, men det er ikke grænsesøgende vin. Det er helt rent og skarpt og syreholdigt. Labbejuice på den labbende måde. Det er der heldige folk i Århus, der får lov til at drikke. Service!

Adonis 2013, La Grapperie: Yessir. Der er kommet ny årgang af Adonis i vesterbrokælderen. Av, av, av. Det er skidehamrende godt. Det er det jo fucking altid, for fanden. Og du kan smaddertylle det på Fiskebaren, hvis du spørger Frej pænt. Men hvorfor skulle du også spørge grimt? Måske du endda kunne kigge op fra din dødsyge iPhone, når du bestiller?! Sjygd nåk.

Atypique 14, Reynald Héaulé: Hvor tynd kan en tynd vin blive? Pænt tynd i det her tilfælde. Og ja, tynd vin er godt. For det meste. Her er det godt. Jeg har jo for fanden lige skrevet det om en vin, som jeg anbefaler dig at indhalere. Suk. Det er lavet på den klassiske romkuglesammensætning som er pinot meunier og ditto noir, gamay og cabernet franc. Og så har det vel fået et kvarters tids maceration. Det er usvovlet og fucking fryd. Lab, lab, lab det i dig.

---

Og når du nu alligevel tydligvis ingenting har at tage dig til (du læser en blog, for helvede!), så er der også lige et par gode råd, hvad du kan bruge regntiden på, mens du sluger vin:

Den Korte Radioavis: Efter mange ultraslappe forsøg på at lave en dansk pendant til The Daily Show, er der nu kommet en fucking genialitet af et radiosatireprogram. Det er selvfølgelig bedrøvende, at det er så nemt at gøre grin med de mennesker, der burde lede vores land, men det er satme også sjovt. Kør på Cavling.

Sincere-sagen: AK24syv er i gang med at optrevle en wiki-terroists handlinger og identitet. Det kommer der virkelig god og intens radio ud af. Og hvor slapt et menneske er Jesper Wiki Leisner lige, hvis han står bag Sincere-navnet? Men det gør han jo! Ik'?

Havet: Når der lige er 6-7 minutters sol. Så motherfucking sprint ned og ind i havet. Det er koldt og det er genialt. Og du kan stadig lige nå at hoppe i det, mens det endnu ikke er fyldt med pesticider, montsantojazz og kunstgødning fra den nye regerings leflen for konventionelle ugerninger.

En guide: drik dig ned i valgkampen.

Med mindre du har ligget i et atomsikret flyverskjul på (røven i) Lolland eller har sejlet rundt på en blanding af årgangs-Kijafa og 16,9%-vin fra Udkantsaustralien, så ved du godt, at der er udskrevet valg. Og sikke en herlig tid vi går i møde. De herlige fuudblåkkere gastråschmeckere kan genbruge cirka 4 år gamle opskrifter på valgflæsk. Åhhhh kreativiteten vil med garanti ingen ende tage. Valgflæsk med quinoa. Valgflæsk med skyr og havtorn. Valgflæsk på mandemåden (LOL! Og ja, det er stadig hylende morsomt at sige, at bacon er en grøntsag. Baconglæde = stor pik = rigtig meget mand!). Valgflæsk og noget med sous vide. Kør, kør, kør. Hurraaaa.

Forresten, er det ikke sjovt, hvordan venstrefløjen har helt utroligt svært ved at åbne deres kropsåbninger? Som alle ved ligner Dan Jørgensen altid en, der lige er kommet op fra en mørk kælder (tak Kirsten Birgit!), og Uffe Elbæk kan næsten ikke åbne munden, når har taler. Det er som om alle vokaler er en pinefuld kamp for ham at udtale; pænt surt at der er fucking hele fem af dem i hans partinavn. Prøv at forestille dig en træt skildpadde sige Alternativet. Voilá!

Hov. Var det her en vinblog? Jaja. Men hvad er vin i sammenligning med en kommende regeringsleder, der helst bare vil drikke store fadøl, hjælpe de rige og voksenmobbe Kristian Jensen (som dog trods alt kun er et voksenbarn)? Intet! Men alligevel. Lad os tale lidt om vin og valg.

Her er 3 simple måder at drikke vin på under valgkampagnen:


Grüner Veltliner fra Arndorfer: Du bør altid have sådan en svendert med i rygsækken. Så har du et hurtigt antidote til endnu en populistisk og evigt fremmedfjendsk svada fra en udkantsdansk DF-galning (som Søren Espersen efterfølgende tager afstand fra, selvom han mener det samme!). Flasken indeholder en hel liter bællebar vin, og flasken er udstyret med kapsel, så du altid kan åbne lortet (ellers fisk en øloplukker op af Lars Løkkes lomme! LOL!). Det smager fint direkte fra flasken, og når denne østrigske fortolkning af en håndgranat er tom, så danser du med alle til lyden af, hvad du tror er en super fed psykedelisk rap, men som bare er Kristian Thuesen Dahl der hoster. Han kan i øvrigt også godt li' ting fra Østrig. Arrrhhhhh ...


Cinsault fra Domaine de Foulards: Når du i løbet af de næste 20-ish dage har set godt 60 timer på Kim Bilsøe Lassens sleskkokette smil i fjernsynet, så har du ondt i hovedet. Og i resten af din krop, som er spændt som en flitsbue i raseri over, at hans pseudonyhedsformidling er betalt af dine licenspenge. Derfor er der ikke nogen grund til at tilføje din krop flere pesticider forklædt i pæn indpakning og svovl. Kim Bilsøe Lassen er rigelig dårlig frugt for de næste fire år. Så du motherfucking ninjasparker den her lømmel åben og håndkantshakker proppen om til en voododukke af Pape-drengen. Det er lys ("eeeerrr deeeeet saaaafteeeevaaaand?") og frisk Langue-what's-up-doc-juice, og navnet på vinen er også titlen på en fransk dokumentarfilm om venstrefløjen i Paris i 60'erne og 70'erne. Du drikker fandme politik og du har slukket dit fjernsyn (og din fucking iPhone!). Alt er godt igen.



Airén fra Vinos Ambiz: Når antinazimuslimerne fra De Konservative finder på noget endnu mere horribelt at skrive på deres plakater for at undgå spærregrænseudsletningen, så er dette din redning. Denne her monsterplumrede herlighed er beviset på, at selv under de mest slappe regeringer og økonomiske presbolde (hej Spanien!), så kan der stadig laves det pureste godhed. Det her er min yndlingsvin. I hvert fald i tæskelækkerlæske-kategorien. LOL. Den ville helt sikkert komme på plussiden, hvis Lars Barfoed skulle lave en +/-liste over væsker han skulle bruge sin fremtid med. LOL (= LiderlighedsOpturstListe!). Og faktisk er der også en frydefuld liste på bagsiden af flasken, hvor Helle Schelles evner i sengen dog ikke er nævnt. Er det komplekst? Ja. Er det vildt? Ja. Er det Emil Stabil? Nej til Emil. Ja til Stabil. Jeg stemmer på Fabio Bartolomei som president og denne vin som fødevareminister.

Søndagsherlighed og hjemmebrygget surhed

Der er mange måder at bruge en søndag på. Så banalt starter dette blåkindlæg. Men i banaliteten ligger jo også en grundlæggende sandhed. For søndag er jo de syv dage, vi kalder ugens, svar på fristilen. Den jomfruelige filmrulle. Det tomme lærred. Den tørre spytventil i trækbasunen.

Men som ethvert skrivende individ vil vide, er fristilen også et skrækindjagende koncept, fordi alle muligheder er åbne. Der findes ingen dogmer at arbejde ud fra. Oh ve, oh plage. Valgmuligheder gør menneskeheden ulykkelig. Derfor ender mange søndage med chips med syntetisk løgsmag, Bob's Burgers (hvilket er fair nok) på teve og endnu mere scrolling på pestillensen, som vi omvendtverdens-agtigt har valgt at kalde sociale medier. Hvad fanden er det der sker for dig og din telefon? Sjæriåst?! Nå, men søndage kan være slappe for alle; også for folk der ikke har et narkotisk forhold til Steve Jobs-dildoen.

Og det er sgu for sølle. Så nu får du lige en opskrift på, hvordan du laver en motherfuckingfucking herlig søndag. Det kræver en del ingredienser, som du sikkert ikke har. Men hvide asparges kan fx udskiftes med østers. Eller med en tur til Nice. LOL.

Første del består i at invitere nogle venner. Og her taler vi altså om venner, der forstår det gode i livet (god mad og sur vin). Hvis du ikke har sådan nogle, så find dem på Grinder eller DBA. Eller omvend nogle af dine venner fra den søde, kemificerede og fadfyldte dystopi. Syre er fremtiden!

Derefter så smadrerkøber du ting, der smager godt i sig selv eller i en sammenhæng. Hvide asparges (i sig selv), ting til en frikassé (sammenhæng), mere smør (sammenhæng), danske vinrabarber (i sig selv), grønne oliven (i sig selv), olivenolie (i sig selv), salat (sammenhæng), fisk (i sig selv), creme fraiche (i sig selv + sammenhæng) og citronlimonade (i sig selv). Og i denne indkøbsseddel går jeg selvfølgelig ud af, at du har huset fuld af vild vin og vilde urter som vandkarse, skovmærke, skovsyre, rapsblomster, ramsløgsblomster og løgkarse. Vi er vel på et vist niveau.

Så er menuen klar. Hvide asparges med hollandaise. Rimmet fisk med vilde ærteskud og portulak. Frikassé med bitre urter og purløgsvinaigrette. Rabarber med mazarin, creme fraiche og skovmærke. KØØØØØR! Det hele tager halvanden time at lave, hvis nogle af tingene er lavet i forvejen. LOL.

Og så til det vigtige. Vinen. Vi starter her:


Åh nej, åh nej. Vinen uden svovl med en sygt flot etiket. Det må man sgu da ikke!? Nå, men det her er altså ren herlighed. Naturligt boblende (natbob!) pinot noir fra Bourgogne. Uden svovl. Og snart øko-certificeret. Uh. Hvem importerer sådan noget? LOL. Det gør Vinsvin, og hvis du spørger pænt, må du gerne smage. Huset hedder Chapuis & Chapuis, og du skal nok regne med, at det bliver pænt hypet af masserne snart. Av, av, av.

Det minder lidt om Strohmeiers Frizzante i at det er meget jordbærdrevet. Sådan helt sart og lyst. Og selvom det er pivsurt, så er der en sødfrugtstone, som minder om semi-syntetiske jordbær, hvad end det så er. Ophævet vin. Som at blande en balletdanser med hindbær (og så lige sigte det, så man slipper for de der hæslige hindbærsten i mellem kindtænderne). Det er så fint.


Til de hvide asparges stod den på en orange særudgave fra Wittmann. Silvaner med maceration. Uh. Men orange var den sådan set slet ikke. Ikke i farven, i hvert fald. Ganske lys og ikke-mudret. I munden var der dog pænt meget vildskab. Solide tanniner og mørke parfumetoner. En virkelig sjov vin, som måske godt kunne have klaret endnu mere skørhed. Men hey. De er tyskere.

Og hvordan fungerede den så til asparges og hollandaise? Keine Ahnung. Vi havde bare en fest med at proppe godhed ned i mundhullet. Alt fungerede. Alt fungerer sgu da, når ens venner tager weird tysk pseudo-orange vin med, som det mest naturlige i verden. Niels. Du er for vild!


Så stod den på elegant svulstighed fra Fabrice, som er den kæmpestore mand fra Domaine de Saint Pierre. Det er heftig vin. På den absolut vidunderlige måde. I næsen lugter det uendeligt meget af karry. Og det smager af gammelt fad. Og karry. Det er fantastisk. Masser af fylde og bund. Men savagninen giver samtidig helt lys syre. Ahmen, hvor er det godt. Tung og læskende. Det er satme en svedig kombi. Også til rimmet torsk med ærteskud.


Ingen mad. Bare verdenspremiere på den berømte og berygtede og evigt velskrivende vinmager, Tue Bachs, kvæde-/couloncider fra 2014. (Ja, det er mig selv, jeg skriver om). LOL. Men hold dog din fede rottekæft, hvor er han/jeg nogenlunde dygtig. Altså til at lave vin. Og skrive. Men det er jo evident på netop denne side. Men altså. Altså der er ikke kommet så mange bobler i vinen. En lille smule fine perler. Men ikke noget tungtlydende [flunk], når man skyder kapslen af. Smagen kompenserer heldigvis rigeligt for den fraværende mousseringsgrad. Det smager vildt. Og helt utroligt vinøst, hvis jeg nu selv skal sige det. Og det skal jeg. Jeg er jo den eneste, der har smagt det. Stor dybde, fin bitterhed. Og ikke den vandethed, som er problemet i langt de fleste danske cidere (som ikke er dosaget helt op til skyerne).

Jeg er stolt. Og måske der kommer bobler i på et tidspunkt. Og så bliver juicen fucking eminent. Måske der ikke gør. Men jeg er stadig stolt. Og det her er blandt Danmarks 5 bedste æblevine. Det tror jeg, at jeg synes.

PS. Jeg blev forresten fundet for let/tung/tumpet/ikke-venne-agtig til at være dommer i årets frugtvinsfestival. Jeg er svovl i guldmedaljevæksten og evig positiv omtale/klappen på ryggen. LOL. Til gengæld fik jeg en mail fra festivalen med disse ord: "Eftersom du står her i listen over vigtige mennesker jeg skal kontakte i forbindelse med frugtvinsfestivallen d. 31 maj på Frederiksdal, sender jeg dig en særlig invitation.", for derefter at kunne læse en standardmail. LOL. Magen til frugtig entusiasme, skal man sgu lede længe efter.


Mere verdenspremiere fra Domaine de la Bach. Denne gang en langtidsmacereret lømmel lavet på fem forskellige sorter, som jeg har været for ADHD'et til at finde navnene på. Her var der flere bobler, men også lidt mere skrøbelig krop. Ret parfumeret og vildt i udtrykket. Men efter 20 minutters tid faldt vinen lidt sammen. Ingen mus eller andre fejl. Den mistede bare sin vitalitet en smule.

Men jeg er stadig stolt. For det er spændende, opmærksomhedskrævende vin. Ikke bare syre, en svag tone af æbler og så vand for resten. Det er vildt og skørt og personlighedsfuldt. Måske siger jeg det bare, fordi jeg har lavet det. Men det er også fint nok. Og nu kommer der mad på bordet igen. Og druevin.


Jeg mødte for nylig en gæst i restauranten, som smagte den her vin, og som fortalte, at den ikke var i top-15 over de bedste Crozes-Hermitage'r, han havde smagt. Han kunne dog ikke huske, hvilke 15 der var bedre. Liste, schmiste, hr. Konnisør. Men det er skidehamrende godt. Eller?! Nårh nej, der er selvfølgelig ikke så meget fad. Og frugten er heller ikke overmoden. Det er syrlig pebersyrah, som du også burde kende det fra Hervé Souhauts Syrah. Græsset og helt delikat og fint. Med toner af just modne solbær (altså på den ikke-Chilenske måde!) Og det gik sgu flot til en grøntfrikassé pumpet op på bitre, vilde urter og sommerløg. Ahhhhh. Dard og Ribo.

Vinen er i min top-15 over de bedste Crozes-Hermitage'r, jeg har smagt. Og ikke kun fordi, jeg ikke kan huske 15 andre vine derfra. Det er forår ... i min mund!


Sød vin er umoderne. Hvorfor? Fordi man smager mindre syre, når der er restsukker i vinen. Og syre er vinhipsternes Raybans. LOL. Men hvad så med at lave en sød vin, hvor der næsten ikke er noget sukker i? You go, Renaud. Det her opfylder alle kravene for interessant vin til folk med stumpede WoodWood-jeans. Masser af syre, lidt vidunderlig flor og en anelse fad, der kun antydes i baggrunden. Hold kæft, hvor går det godt til de kommende syresommerdesserter på byens smarte restauranter. Det er som skabt til rabarber fx. Og hey, vi havde sgu da lige rabarber liggende. Og mazarinkager. Og creme fraiche fra Naturmælk. Ralle, ralle, ralle hvor har vi det søndagsgodt.

Les Druillas er så svedig en vin. Også selvom der er tilsat 2 gram svovl pr. hektoliter. Dine Raybans er sikkert også købt i Alanya, alligevel. LOL!


Ha! Ingen vellykket søndag uden kongerne af camparismagende vin. Spark dig selv over benet, hvis du endnu ikke har smagt denne flaske rendyrkede vildskabsherlighed. Adonis '12. Hvor har du været god ved mig. Og lige om lidt kommer den hjem i '13 udgaven. Uh. Gør den? Ja. Det gør den. Den smager i top-15 af alle vine, jeg har smagt. Kan jeg nævne de andre 14? Nja.

---

Og så var det på tide at fodre kaninen, vaske op og gå i seng. Søndagen havde givet, hvad den skulle. Og de sociale medier bestod i relationer mellem mennesker, som man faktisk virkelig godt kan li', og som var fysisk (og psykisk) til stede. Ja, ja. Slap af med den moraliserende tone, Tue. Men jeg har jo ret. Ha' det godt i virkeligheden i stedet for at fortælle, at du har det godt på Fæcesbook. Men hvad er det så, jeg har gjort med denne tekst- og fotosvada? Præcist det samme. Fortalt at jeg har det skønt. Kæmpe LOL.

Søndage og selvforherligelse FTW!

Tyskland siger nej tak til nynordisk fascisme

I over 10 år har alle (ALLÉ!) retter på bare nogenlunde anstændige restauranter i Danmark skulle ligne et løvbefængt mudderhul. Eller ligne en sten. Eller et bræt – med patina, selvfølgelig. Centreret i en lille keramikskål, og så med en kold mellemfermenteret ramsløgsvinaigrette hældt på ved bordet. SERVICE! Nej. Ikke service endnu. Der skal også lige noget brændt porredrys henover. Og bæverudflåd. Og noget med valle. Altid noget med valle ... fra et får, der aldrig har oplevet direkte måneskin. Og hø. Fra Lammefjorden. Og aborrefinne. SERVICE 4 REAL!

En nogenlunde slap systemkritiker (4-4-2 eller 3-2-1-2-2) har vist allerede udråbt NÅÅRMA & Co. som fascistiske tallerkenflyttere i brunt (uha!) tøj, og mon ikke de endnu mere slappe mennesker fra De Konservative snart laver en smædekampagne imod denne nazinynordiskemadislamisme?

STCP
NAZIRAMSLØG
SBOUILLON
HÆLDT OVER EN RET
VED BORDET
ISLAMISME

På en eller anden måde så forstår man sgu da godt, at De Konservative ikke gider betale regningerne fra deres reklamebureauer. LOL.

Nå, men lad os ikke dvæle ved denne åbenlyse nationalfascistoide måde at anrette bittesmå portioner mad på (med pincet). LOL. Mere skovsyre! Næ, lad os i stedet hygge os med en nation, der har holdt de nynordiske anretningsmetoder ud i strækt arm og på ingen (I-N siger IN. G-E-N siger GEN. IN GEN! LOL!) måde har ladet sig inspirere. Ja, jeg taler selvfølgelig om tysken.

For tysken har om nogen formået at beholde en slags Brecht'sk indgangsvinkel til tallerkenanrettet mad. Det er som om de har tænkt:

Lad os ikke forføres af, at man kan få mad til at ligne stedet, hvor det kommer fra. Nein, bitte. Denne patos har vi tidligere haft problemer med. Mad skal ikke overstimulere vores følelsesregister. Mad skal ikke forføre os visuelt. Mad skal bekræfte os i, at vi er klogere end den. At vi har kontrollen.

Og denne gastronomiske Verfremdung har jeg fundet nogle herlige billeder af. Og da dette jo er en såkaldt vinblog (100 point!), så er det selvfølgelig også retter, hvor vinen spiller en (bi-)rolle i opskriften. Opskrifterne siger sig selv (mere Sahne!), så derfor får de blot et par kommentarer med, der forklarer, hvorfor tysk mad er bedre end den nynordiske (fascist-)ditto.


Rieslingbombe (oversat: Rieslingbombe): Det er ultimativ kontrol, det her. Du skaber en fast form ud af vin (= magt), samtidig med at du krøller dej sammen i unaturlige positioner. Med brun udefinerbarhed smurt på sig. HA! Kom igen med din enorme stivelse, fraulein Mel! Dine følelser påvirker ikke os. Kagekreaturet truer samtidigt de endnu friske vedlagte vindruer med, hvad der en dag også kan ske for dem, hvis ikke de holder sig på dydens smalle sti.


Früchte in Weingelee (oversat: Frugtbarhed fanget i vingele): Vi ved det godt. Alle sammen. Frisk frugt er decideret djævelsk. Det er fyldt med farlige følelser som liderlighed, friskhed, sødme og råddenskab (ja, "råd" er en følelse!). Og derfor er det tysk grundighed (uden spansk temperament) at alle disse potentielt farlige emotionelle udbrud bliver holdt indespærret i en tyk, tyk vingele. 8 blade indkogt Fleisch til en halv liter svovlfyldt Müller-Thurgau. Magen til kontrol finder man vel kun i Lothar Matthäus' hårpragt. Danske schön.


Spargelsalat (oversat: Dødskogte stængler): Det her er klassisk tysk gastro-verfremdung. En grøntsag, som egentlig burde blive grøn, men som tysken holder hvid for at udvise evig kontrol. Men ikke nok med det. Denne sarte grøntsagspind skal ydmyges endnu mere. Lad os koge den i 30 minutter, så den indbydende sprødhed omdannes til en hæslig grødagtig konsistens, der knapt nok kan løfte purløg (Schnittlauch). Læg også mærke til den væmmelig og svært baguettekrummefyldte dug, som lige er det sidste spark på stænglens stolthed. "Vi kaster med brød, vi fejrer med Riesling".


Sauerbraten (oversat: Surt murerarbejde): Hvis du nogensinde har sammenlignet råt oksekød med en østtysk boligblok, vil du være enig i, at de har meget få lighedspunkter. Men det er der råd for. Det handler bare om tålmodighed og høj varme. Så skal oksekødet nok overgive sig og begynde at ligne et eviggråt betonelement. Læg dertil en skamkogt kartoffel, som symboliserer hammerkasterens tilløbsring (østtysk nationaldopingsport!), og lidt brun sovs, og du har et luftfoto af Brecht-vænget i Greifswald. Velbekomme.

  
Bratwurst in Rotweinsosse (Kødpølser i kontrolleret element): Her har vi den klassiske tyske trikolore. Tre nuancer af brunhed. Ja, faktisk er det jo førsteskitsen til det tyske flag, som – ganske genialt og retvisende – var tre ens brune striber. De tyske hippier fik dog puttet kulør på flaget, så det nu fremstår overdrevet flamboyant. Nok om det. Her vises fremmedgørelsen overfor råvarerne sig i, at man har klemt kødet ind i egen tarm for derefter at lægge det i ske med andre kødklemtheder. Totalt gay! At sovsen er mere brun end essensen af farven brun vil kogebogsforfatteren ikke give opskriften på, men fascinerende er det da. Og tysk!

Ting, jeg har læst (positiv / negativ?)

Du har nok luret det. Jeg er ikke verdens mest, eller næstmest, eller tredjemest belæste menneske. Det er der selvfølgelig også kun tre mennesker, der er. Altså et menneske, der er mest. Et andet menneske, der er næstmest. Og et tredje menneske, der er tredjemest. Er du med, eller skal jeg også klappe det?

Men i ny og næ (mest næ) får jeg da stavret mine pupiller henover nogle bogstaver, der – sammen med nogle yderst kløgtigt valgte mellemrum – danner ord og sætninger og meninger. De fleste sætninger, jeg læser, handler om vin. OverraskelsesLOL. Og dem skal du sgu da lige delagtiggøres i.

Vi starter lidt poetisk ud. Her er et digt om Vouvray fra en gammel og herlig vinbog, som jeg har glemt navnet på, men som jeg vil anmelde en anden dag:

Aah min Vouvray,
gyldne Nektar,
dig vil jeg drikke,
til Minde om Dagens Ende, tror jeg,
uden at min Kvinde
paa Misund vil finde,
for den kære Sjæl
drikker lige saa meget selv.

Så kan Langdali (en vinøs surrealist? LOL) og Kråitzer (Uh, flere smagenoter? Hvor herligt!) skrive nok så introvertnørdet og teknisk om vines buké, mineralitetskompleksitet og tanninjazzmatazz. Det når jo ikke dette digt til sokkeholderholderne (som selvfølgelig sidder lidt højere end selve sokkeholderne). I disse strofer er glæden, passionen (læs:liderligheden) og lykken. Jeg er fan.


Nå, men det hele kan jo ikke være difus og lykkespredende vinpoesi. For på en queerteoretisk blog (jeg skammer mig altid over at have en blog) bliver vi selvfølgelig nødt til at nedkæmpe kønsstereotypisk tåbesnak. Og sådan noget var der i Politiken i dag. Det minder mig forresten om, noget jeg læste (overskriften på) i samme avis i går. En gourmet-kaffe-guide til Berlin. Okay, okay, okay. Sygt nok at  Politiken laver parodier på sig selv. Hold nu kæft, for en klichéLOLraybanbrille. Er det sådan en fast månedlig ting? "Vi elsker god kaffe / mikrobrygøl / vintagedesign / vinyler / fotobøger på Politiken, fordi vi er kosmopolitter fanget i Købenavn, som desværre ikke er Berlin eller New York". Arrrggghhh.

Hov. Tilbage til kønspolitiken. For i dagens nogenlunde dødssyge udgave af pol'eren er der en guide til rom. Og så kommer dette herlige citat fra sukkerrørsspruteksperten:

Folk er vilde med den søde smagsverden, som rom tilbyder. Der er nok sødme i, til at kvinder kan lide det, men stadig bid nok i, til at mændene også er vilde med det. Så rom er spiritus, som mænd og kvinder kan finde sammen om at drikke.

Så for satan. Mænd kan lide bid (og kød, forresten). De forstår tyngde og kompleksitet. Kvinder er mere bare nogle usle sukkerjunkies (og de elsker salat, forresten), der ikke fatter dybden i noget som helst. Egentlig ville de bare helst spise is med flødekaramel. Men det feder jo. GISP. Så rom kan også lige gå an, så mændene synes, de både er lidt spændende og tynd-attraktive. LOLdåsen er ved at eksplodere af herlig tåbesnak.

Mænd er sgu da også helt vilde med sødme. I vin (jeg skal bare ha' tre flasker ripasso og en stor menu!), i kaffe (kan jeg få en latte med sirup?) og i alt muligt andet (har du Fanta?). Så slap dog lige af med at pådutte kvinder en sødmetrang, som ikke har noget med æggestokke vs. testikler at gøre, men som har med et helt (lettere overvægtigt) samfund, der er fucked up på sødme i alt fra morgenmadsprodukter til kødsovs (og slutninger på film). Nå.

Ud i solen med dig igen, min ven. Det er søndag, og du behøver ikke stave dig igennem flere ord i dag. Kom så, de hvi'e!

Verden bliver nemmere med lister.



Verden virker ganske kompliceret i disse dage.

Nummer 1: I Århus udstiller de F16-fly på rådhuspladsen som en slags evigfolkelig og hyggelig turist-attraktion. Ja tak? Altså så vores børn kan lære, at vi bomber de mennesker (uskyldige, schmuskyldige!), som ikke vil give os billig olie eller som på andre måder irriterer os. Militærparader med og for børn (og folk der drikker bubble tea). Kør på krig. Og skriv dit navn her.

Nummer 2: Mediebureauet Marvelous vil gerne vide, hvor mange unikke besøgende vi har her på siden, så vi kan lave et fremtidigt samarbejde. 2. Mig og min mor.

Nummer 3: Der er stadig folk, som stædigt holder fast i, at minimalinterventionistisk vin er rendyrket ondskab. Og som har brug for at fortælle det, selvom de godt kunne lide den minimalinterventionistiske vin, de lige har drukket. Skørt.

Nummer 4: Er White Guide udkommet. Er den?

Nummer flere-tal-samlet: Nogle dage regner det (når jeg har fri), andre dage er det solskin (når jeg er på arbejde). Hvor lang skal stilken på forgaflen egentlig være, når jeg har et underligt stel? Hvor køber jeg en gammeldags styrfitting? Har Roy Andersson ret i hans seneste film, og hvis ja, hvorfor gør vi så ikke noget ved hele konceptet for virkeligheden?

Nummer 9: Vine, hvor disse sætninger er nødvendige: "Volatilsyre dækker over en række syreforekomster, der er meget skrøbelige (således at de kan duftes, det kan man nemlig ikke umiddelbart med syre). Eddikestik er forsåvidt en type volatilsyre (der er flere, men i gamle dage sagde man eddikestik om det hele). Acetat er en type salt eller estere, der stammer fra kemiske forbindelser, der ligner - eller er - eddikesyre, så fænomenerne er nært beslægtede. Acetone fx kommer ved nedbrydning af en bestemt type acetat. Man måler normalt de to størrelser hver for sig, og skønt man lidt blander smagsindtrykkene (meget let!), så smager det også forskelligt. MEN. Jeg er IKKE biokemiker."

Nummer 10: Hvis man skænker vinene fra nummer 9 til folkene fra nummer 3 (og dermed også 4?).

Nummer 11: Fracking i Nordjylland. Og Nordsjælland. Hvad fucking helvede sker der for det? Det er forbudt i vidunderlige Bulgarien. Og ja, Hristo Stoichkov er også sejere end Michael Laudrup. Men alligevel. Det er til at græde over, at regeringen og folketinget er så slappe i koderne. Hvad sker der for, at vi var sådan et vindmølleelskende land med lyse krøller og hjemmelavet leverpostej?! Nej tak. Nu fracker vi lige lidt og spiser en skefuld MRSA. Skriv under her, bøllemis.

Nummer 12: Ugengældt kærlighed. Naturligvis.

---


Åh nej. Det er ikke mange kliks i depressive blogindlæg, hvor der hverken er kageopskrifter eller skjult reklame for chilensk vin. Shit. Det prøver jeg sgu lige at kompensere for ved at lave en ny nummereret liste over ting, som kan gøre livet lysere.

Nummer 1: Der er bare tre ting, som du helt basalt skal kunne finde ud af i livet for at få det godt. De kommer her: Vær sød ved andre mennesker. Hæld nok vin op i folks glas. Og ta' andres tallerkner med ud i opvasken. Så simpelt er livet også.

Nummer 2: Skriv til de sjaskede mediebureauer, der er ude på at købe dine ord, at du er ligeglad med unikke besøgende. Og at du ikke har lyst til at indgå et fremtidigt samarbejde med deres store kunder indenfor fødevarer. Alt er ikke til salg. Okay, det virker pænt LOL'et at skrive på en blog. De købte ords Open by Night i provinsen. KØB MIG! JEG ER BLOGGER! Men hvis nu bare vi er to-tre stykker, der skriver det. Gør det!

Nummer 3: Folk er ikke klogere end dig. Heller ikke selvom de har nogle penge og/eller et kedeligt jakkesæt på. Og engang har spist på en dyr restaurant i Kåvenhaun. Og stemmer på Venstre. Vin der er lavet af en (vinøs) håndværker og uden kemiske dikkedarer er fucking herligt. Har du smagt vine fra Les Champs Libres?

Nummer 4: Antallet af cykler, du har brug for, er det antal cykler du har + 1.

Nummer 5: Brunet smør.

Nummer 6: Ta' en virkelig god (og dyr, hvis du cirka har råd) og vidunderlig blinder med, når du skal mødes med nogle venner, som du kan li' at drikke vin med. Også selvom I skal spille CounterStrike. Fuck it, om de (=han/hun/høn) kan gætte drue, årgang eller verdensdel. Ha' det sjovt, og giv noget.

Nummer 7: Det her.

Nummer 8: Drik og spis store mundfulde. Det smager bedre.

Ryd forsiden. Eller: En notits er også journalistik.

Efter en ydmyg opvækst på Vestfyn. En tur i en jysk Bilka. Nogle år som ultrakapitalistisk og pseudokræatjiv reklamemenneske i Odense og Køffenhagen. En ikke fuldtendt kokkeuddannelse. Og et par nogenlunde store slurke vin. Ja, så er mit liv vel nærmest fuldendt i disse dage. Det størst opnåelige for en assenesisk rødvinshamstrer er nemlig sket. Vinsvin er nævnt på Fyns Stiftelses fineste papyrusruller.


De er helt vilde med Vinsvin. Ish. Altså lige bortset fra, at den er "københavner-centreret", "indforstået", "respektløs" og "meget lidt street". LOL (og det er åbenbart også et problem). Hold nu din fede rottekæft, hvor det kører.

Faktisk er det ret svedigt, at Stiftelsen vælger at omtale denne tåbelige blog. Jeg har tidligere harceleret en del over selv samme avis' vinøse formidlingsevner. Eller åbenlyse mangel på samme. Men nu er krigsøkserne gravet ned i noget kalkholdig H. C. Andersen-jord (MINERALITET!), samtidig med at hele det fynske ophav/øhav klikker sig ind på denne svinagtige blog for aldrig nogensinde at komme herind igen. KØR!

"Sikke da no't køvenhavner-cæntræret piiiis! Det hel' handler om tyyyynd viiiin!"

Men hey, du fynske benægter af bløde d'er. Ta' det roligt. Jeg kommer fra fucking Assens. 5610, du ved. Diskotek Lillebælt og Restaurant Mågen, som overraskende nok ikke er en Tjekhov'sk temarestaurant. Temaet er mere blød panering. Så træk vejret. Vi taler samme sprog, hvis du bare lige får de der to kilo brunsviger enten slugt eller spyttet tilbage i papkassen.

Man behøver jo ikke være enig i noget som helst af det vås, vi skriver. Bare spørg André Devald. LOL. Og ja, du må finde dine evigt tristessefyldte smagenoter (MINERALITET!) på andre cool-cat-blogs, hvis du af en eller anden mystisk grund har behov for at læse sådan noget. Eller i vores tidligste blogindlæg. Vi har fandme selv været sådan nogen. LOL. Men nu er Vinsvin sgu blevet meget fint og friskt og semi-underholdende (kan vi ikke godt strække den så langt?). Og vi er i hvert fald modigere end de fleste andre vinblågs. Hov. Hvem sagde goodie bags? Det er det Stiftelsen forveksler med respektløshed.

Så bliv hængende, centraldanske fartbumb. Vi skal nok få det godt sammen. Ellers må du lige sige til.

PS. Hey. Windows 98 og et grafisk senioraftenskolekursus i Åbenrå i start-00'erne vil gerne have deres design tilbage. LOL.