Falsk markedsføring vs. Folk vil snydes

Hold kæft, hvor er det svært for normale mennesker at navigere i en hyggehobbyagtig vinverden. Sherryøst. Det fucking umuligt at gå op i vin på weekendbasis. For det første er der selvfølgelig enorme mængder forskellig vin, og det er satme svært at holde styr på, hvad der er druer, områder og marknavne, når man bare drikker en flaske etellerandet rødvin hver fredag og lørdag – og derudover kamplytter til Per Pallesen, der igenigen skriger på Beaumes de Venise.

Men ikke nok med det. Samtidig prøver alle mulige mennesker konstant at snyde dig. Der er jo den generelle og storstilede løgn om vinbonden som en vejrbidt fransk morfar, der passer sine få vinstokke uden de store dikkedarer. LOL og kør den ind med fabrik. Men så er der også sådan noget som det her:


HEEEEEY! Du kan drikke Mouton Rothschild fra 1964 og en 5.-cru fra Baronne Philippe fra 1984 på Le Coq i Ååååårhus. I kurv, endda! Vildt nok. Dødvildt, faktisk. Det tænkte jeg sgu, da jeg så det. Jeg troede kun, de solgte Chatreusse og Ceres Top hos Le Coq. Derfor trykkede jeg "se mere", og så blev "fuskeriet" ganske åbenlyst. For til 500 danske dollars får du selvfølgelig ikke meget bårdåksk og gammel premier cru, og der er da heller ikke tale om de vine, som Le Coq ellers viser i deres reklame.

Det er ikke en middag med Chateau Mouton Rothschild. Vinene er ikke engang fra Pauillac til denne middag. I stedet skal man kæmpe sig igennem übergeneriske Mouton Cadet, der laver vin til Fleggaard og halvkedelige gullaschgryder. Og det skal man gøre hele tre gange. Irk!


Det semi-luskede trick er altså at vise et billede af virkeligt berømte vine (og skrive at vinmiddagen er med det afbillede premier cru-hus!!!) og så i stedet servere en vin, der er svageligt affilieret med den kendte udgave. Illusionen er en sjælden og berømmet vin til cirka 2.500 kroner. Og i stedet bliver man spist af (bogstavelig talt) med supermarkedsvin til 100-150 kroner.

Det er sgu svært at være hobbyentusiast. Hvordan skal man gennemskue det? Okay, 500 kroner er selvfølgelig heller ikke meget for fire retter mad og vin og kaffe og chatreusse (der var den!), men oplevelsen må da blive flad, hvis man går ind til middagen med billedet fra Facebook i tankerne.

0 comments:

Post a Comment

Du er meget velkommen til at kommentere på dette indlæg. Også hvis du er vred, men helst hvis du ler.