Fuld og mæt i Milano

Jeg skulle på tur til Milano den anden dag. Sopexa betalte, selvfølgelig. Hahaha. Ej, det gjorde de sgu sådan set ikke. Så jeg skrev en sms til mine to mest italienificerede venner. "Hvor fanden i helvede skal jeg spise og drikke i Milano?" Den ene svarede tørt: "det ved jeg ikke". Ikke engang et stort begyndelsesbogstav kunne hun mønstre. Vorherrebevares. Den anden svarede, at jeg skulle leje en bil og køre til Torino. LOL på en ubrugelig måde.

Så jeg var overladt til mig selv i jagten på ikkefabriksvin og en italiensk Manfreds. Nårh nej, jeg havde også en helt igennem ubrugelig Lonely Planet-guide, der hele tiden ville se Duomoen. Grazie mille og en selfiestang billigt til salg. LOL, og du får lige et meget stille "køøøør".

Men så sagde internettet, at jeg måske skulle prøve at besøge Cantine Isola i Chinatown. Hahaha. Totalt meget ironisk-klart! En nummer 36 og galangavin FTW. Jeg gjorde i hvert fald alle mine stereotype kina-jokes klar. Noget med hunde i maden, og kineseres generelle eminente skrammeltalent i forhold til at udtale L og R. "I wourd rike led wine" eller den italienske version: "Vollei un bicchiele di vino losso". Hahaha. Alle ville instant-elske mig. Kørkørkør, og måske lige en kommentar om, at de (du ved, kineserne) alle ligner hinanden, sådan 1:1 og 100 procent. Andiamo, bøllemis.

Gåturen hen til Chinatown er ganske slap. Der er gråt og trist og meget lidt italienerromantisk. Månen rammer slet ikke mine øjne som en stor pizza pie. ROFLMAO. Jeg ved ikke helt, hvad gloomy betyder. Men jeg føler, at det ord beskriver stemningen nogenlunde præcist.

I gennem et lyskryds, henover nogle sporvognsskinner, pegen på en hund, og så er vi i kinadistriktet, som i så mange andre byen også her mest bare er en enkelt gade. Gaden hedder Via Paolo Sarpi, men jeg har tænkt mig at kalde den Via Paoro Salpi. Arhmen, de motherfucking jokes flyver ud af mig, som chopsticks ud af Bruce Lee på nuddelbar!?

Trasken, vandren, kiggen på sushijazz. En butik der sælger alt muligt, men kun skrammel. Og så træde ind i det her:


Halle-fucking-luja / harreruja. Cantine Isole er sådan helt perfekt vidunderlig. Vine overalt. Mennesker overalt (bortset fra på dette billede. LOL). Hele bardisken fyldt op med snacks til fri udnyttelse. En del hunde. Larm. Gamle mænd med seler. Og den fucking svedigste stemning EVAH. Nårh ja, og cirka 4-5 siddepladser til over 40 mennesker i lokalet. Ingen problem. Kæmpe mofo-kør på happiness og afslappet fællesveltilpashed. Stående. Nye snacks.

Vinen er hvad man på duchebagkonsulentsnak kalder mangefacetteret. Hahaha. Dynamisk. Omstillingsparat. LOL. Robust? Skambruger man egentlig stadig ordet "synergi". 1500 kroner i timen for ren bullshit. KØØØR! Ansjossnack, jatak. Nå, men på hylderne stod der alt fra Bartolo Marscarello og Ahmarrhonald til Occhipinti og vild usvovlethed over gammel og enorm Bourgogne på glas. Og ingen skæve Lillelund-miner over at ville drikke noget usvovlet eller religiøse armbevægelser omkring at hælde konventionel primitivo op i glassene. Og så betaler man selvfølgelig først, når man går. Bruschetta på bord bar.

Zalto Bourgogne-glas til stor vin (og mig der gik heeeelt forsigtigt hen til et lillebitte hul i menneskemængden med det) og normale glas til det meste. Melon og mynte som snack. Ahh. Franciacorta i store mængder. Og masser af franske herligheder. Og lidt tysk. Centraleuropæisk synergi-shit. Hahaha. Og hele aftenen sådan en vanvittig homogen gæstegruppe, som hele tiden gav plads til baren uden at flytte sig synderligt. Smooth og så alligevel så fucking kompromisløst og intenst. Fedhedsfedt og mit nye yndlingssted. Sammen med et par andre. Det er satme næsten en tur til Milano værd. 4 realz.

Nååårh ja, hvis du så alligevel gerne vil have en øl og noget reel mad, så går du bare lige over på den anden side af gaden. Her står tre mænd i hvide kitler og smidder de sygeste crepes ud af vinduet. Griiiib. Det foregår sådan her: Først crepedej på panden. Så lige så et æg ud på dejen. Så vende dejen. Og så fylde svinet med urter, noget grønt, måske kød, måske noget stærkt. I hvert fald god jazz. Fold, rulle, fold og papir rundt om. Prego. Så står du pludselig med ren velsmag og æder møget på gaden. De har også de syge dumplings. Ørhm, ravioli. Ren awesomehed og skarphed på konceptet. Vai, vai, vai!

0 comments:

Post a Comment

Du er meget velkommen til at kommentere på dette indlæg. Også hvis du er vred, men helst hvis du ler.