På besøg hos Taller / Tajjérrr / Tãljå / Tachër

Det er som om, at det danske nynordiske nazi-køkken (du er så LOL'et, Ulla Holm) så småt er ved at få reel konkurrence af 900 kg (nynordisk) italienerkød på Bæst og nomanynordiskuddannede enklaver af tacostilbedere. Ay caramba, bliver der visket i krogene, hvorefter der selvfølgelig også lige bliver sagt "havtorn" tusind gange og lavet korsets tegn, mens de kysser Claus Meyer på korset, som dingler i halskæden.

Men nu skal en gourmetleret ret ikke længere nødvendigvis bestå af rå fisk, noget fermenteret jazz og en sauce lave på skilt kiselgårdsvalle. Mere renlav på bord 4, chef! Nej. Nu må der godt ligge en ottendedel lime ved siden af retten. WHAAAAAAT? Det er for vildt. Er det et opgør med vores slappe og fremmedfjendske regering? Hvad med ramsløg, skal den bare rounduppes nu? Og hvad med pulled porc/kylling/bjørn/ål? Er det stadig ok?

Invasionen af ikke-nordiske indgangsvinkler til mad har sgu gjort mig forvirret. Hvem er jeg uden et fast ståsted i et bed af salturt? HVEM ER JEG? HJÆÆÆÆÆLP, og giv dog nogle flere ikke-begrundede forskningspenge til Claus-drengen.


Nå. Men grundet min angst overfor det fremmede valgte jeg at drage på Taller [taijér](?), som AOK så herligt indremissionsk beskriver som et venezuelansk junglekøkken, fordi man i Venezuela jo ikke har byer og kultur som sådan, men mest af alt bare løber rundt og samler nedfaldsfrugt og smuler narko, mens man venter på vestlig salve. LOL.

Men der er meget lidt junglejazz på drengen, når man kommer ind i den lille restaurant. Doktor Cesar står i jakkesæt og med måske Københavns mest formfuldendte skovsnegl (kaffesødt?) på overlæben og tager i mod. Og så kører det for fuld smadder på nynordisk michelinniveau, hvor tjenerne har det sjovt i stedet for at tale som robotter (hej Mielcke Hurtigkarl!), og hvor stramheden i forløbet ikke kompromitteres af den indlagte og oprigtige afslappethed.

Derudover ligger restauranten jo for helvede på Tordenskjoldsgade, så lidt nynordisk (hoshost*nynorsk*host) har man da med i baggagen. Gudskelov. Hallo chef, jeg sagde mere renlav på bord fire!!


Og så kører showet bare helt glat. Bobler fra Laherte Fréres med ordspil på etiketten og frugt i skiver på nynordiske sten. En blanding mellem en tomat og et japansk kirsebær. Ja? Virkelig herligt sammen med champagnen. Så østers med mere antifascistisk frugt (mango-go-go!) og angostura. HAPS! LÆKKERT! FRISKT! Så fritterede kartøvler i en sødligsydamerikansk udgave med vidunderlig sursød frugtdressing. Frugtdressing. Jeg er vild med det ord. Nej hov, jeg tørrer lige mundvandet op fra tastaturet. JAUSER, hvor er det fint. Og så herlighed af psykofritteret majsmel med pulled okse (man må godt!) og løg?! Ralle-på-gulvet, dem kunne man spise mange af en søndag formiddag. Og det var snacksafdelingen. Sygt fin blanding af friskhed, tyngde, variation og svært kultiveret jungle.

Første ret. Kongekrabbe, havtaske og ... ikke-nynordisk passionsfrugt som klæbrig skum. WHAT? Altså, passionsfrugt. Jeg vidste slet ikke, at den fandtes. Jeg så den som frugternes enhjørning. En smuk utopi. Men den findes. Den passionsfrugt, som faktisk er moden passionsfrugt og ikke et bittersurt orangebær på en forblæst skrænt. Og retten var kombineret med et af mange sygeligt skarpe vinmatch denne aften, som i dette tilfælde var Laurentiushofs feinherb 2014 (riesling + Mosel). Det smagte vidunderligt. Hver for sig og endnu mere sammen.


Næste ret var en såkaldt "beskidt ret", fordi tjenerne havde glemt at give mig bestik. LOL. Selvfølgelig havde de ikke det. Ta' det dog roligt. Men retten skulle spises med fingrene, hvilket er lidt nynordisk (hva'?) men også pænt funky, når nu retten er hummerbisque. ROFLMAO i flydende form. Så jeg måtte enten ty til blåmuslingeskallerne som ind-i-munden-aggregat eller flette en kurv af den grillede vanvidsfrugt, som også var på tallerknen. Jeg valgte blåmuslingerne. Og hold da din fede rottekæft, hvor var der power i den bisque. Det var næsten for meget for sådan en lille snerpet nynordisk mund, som min. Og øl fra Fanø til, som måske var aftenens eneste lidt kedelige væskematch omend det fungerede fint og læskende til rettens heaviness.

Stegte svampe og rogn. Og chardo-sygt-nice fra Les Dolomies i Les Boutonniers '12-udgaven. Forrygende lækkert. Psykedelisk svampepower på den lovlige måde. Og vidunderlig salt vin. Av, av, av. Alle klapper ... nårh nej, alle ryster nogle maracas på en festlig måde. Det her er herligt!


Nu kommer der en ret, som min efterfølgende druk (åååååååhhhhhh nej, en anmelder (LOL) der har været fuld på en restaurant. STOP THE PRESS! Slap nu af, din hæslige puritaner) har udslettet fra min hjernebark. Jeg kan læse mig til, at vi fik Sopa de Trigo af kartoffel, grønne jordbær og løg. Men vinmatchet har jeg ikke glemt. For jeg var ikke helt vild med vinen, som var en macereret hvid vin fra Friuli med pænt meget brett og lidt alder (Zidarrich, Friuli, Vitovska, 2009). Men sammen med retten var det et fucking genialt match. Sådan helt dumt skarpt. Hatten ... uh ... junglesombreroen af for skarpt vinøst arbejde.

Så stod den på hovedret. Ish. Men i hvert fald en lidt større kødservering. Og det har jeg aldrig rigtig forstået nødvendigheden af, når nu man får 13 serveringer. Kommer vi ikke snart ud over "den store kødservering" i de højere kulinariske luftlag? Den irriterede mig også på Noma. Retten kunne heller ikke helt holde niveau med de tidligere retter. Bevares, svinekæberne var møre og smagfulde. Og der var fin balance i retten. Men det var bare lidt mindre sjovt og vildt end forgængerne. Til gengæld var vinen en af mine all-time favoritter, nemlig Souhauts vidunderlige Syrah(punktum) fra 2011. Det er så fantastisk vin. Ikke hipster-skævt eller krævende. Bare helt fantastisk struktureret syrah fra Rhone. Glurg*glurg*glurg.


Og nu til desserterne. Og vi starter med aftenens bedste servering. En is lavet på omtrent 900 kg hybenroser koncentreret/pureret/mast ned til en enkelt skefuld frydefuldhed ved siden af en omgang salt og karameliblandet kartoffelmos. Hahahahaha. Hvor latterligt svedigt. Jeg løber lige rundt om bordet et par gange for at styre mig selv. SHOCK, hvor var det godt. Årets dessert? Og matchet med Mark Angelis Rosé d'un Jour var fucking brilliant. Min top tre-is of all time bliver satme presset i disse dage. Jeg tror sgu, vi har en ny nummer et. Av, av, av. Kør, kør, kør. Av, av, av.

Næste ret kunne gå for at være den bedste vinparring i år (sammen med en del andre denne aften). For det er satme en udfordring at skulle smide vin efter avokado, mate og noget som hedder guanabana (jeg troede, det var et orkester af fakkelkastende panfløjtespillere?!). En sød og syrlig og urte-weird dessert på den gode måde. Og sammen med de grønne, sød og syrlige toner fra Melsheimers Reiler Goldlay fra 2013 (riesling og Mosel igen, missekat) gik alt bare op. Jøsses, hvor fint.


Aftenens sidste ret var et skrummel af en chokoladedessert med ananas. Det blev lige heftigt nok i min optik (og i min mund). Jeg havde været lykkelig for endnu en syrlig og let dessert. Og ideen med selv at kunne hælde levende myrer på maden var udelukkende en (noma'sk?) gimmick. For fire stakkels forfrosne skovmyrer kunne ikke hamle meget op med den mængde chokolade, der var kørt ud over ananasstykkerne. Den heftige og lækre og gamle chenin blanc fra domaine Bablut var et fint match, men understregede også heftighedstyngden i retten.

Og det var det. Lykke. Men hov. Fik jeg sagt, at jeg en halv times tid inden vores ankomst ringede til Doktor Cesar og fortalte, at min medspiser var vegetar? Nå, men det gjorde jeg altså. Giv mig bare skamfuldhedshatten på. Jeg havde glemt det. Tilgiv mig. Og hvordan klarede køkkenet så det? Jamen, jamen, jamen. OMG, det klarede de sgu pænt skarpt. Sådan dumt flot. Ingen slinger i valsen eller retter hvor kødelementer bare var fjernet. Konstant højt niveau og skarphed. Maracas, maracas.


Så er den nynordiske bølge død? Njaaa. Nu døde burgeren jo heller ikke, da pizzaen kom. Eller var det omvendt? Du forstår, hvad jeg mener, din freak. Og deres findes også både Bounty og Mars i chokoladebarsverdenen. Jeg ved sgu ikke helt, hvorfor folk har så travlt med at begrave nynordisk mad. Mit bud er, at der både er plads til nyvenezuelansk og nynordisk mad samtidigt. Også i samme by. Især når niveauet på "det fremmede" (uh!) koncept er så fucking vildt, som det er på Taller. Hey, er jeg den eneste, der ser svært meget frem til den dag, hvor vi alle skal tale om nynyguineansk mad? LOL!

Alt spiller på Taller. Man er både på glatis og i helt trygge omgivelser. Det giver en fantastisk vibrerende følelse. Og så er det sgu meget rart at spise mad, hvor der er fuld smadder på smagene. Og hvor du er jomfru i indtagelse af diverse frugter. LOL.

Derudover er en tur på denne velsmurte junglerestaurant et must for enhver vinnørd, der gerne vil lære hvordan man matcher mad og vin. Av, av, av. Afsted med dig. Og dig!

0 comments:

Post a Comment

Du er meget velkommen til at kommentere på dette indlæg. Også hvis du er vred, men helst hvis du ler.