Tyskland siger nej tak til nynordisk fascisme

I over 10 år har alle (ALLÉ!) retter på bare nogenlunde anstændige restauranter i Danmark skulle ligne et løvbefængt mudderhul. Eller ligne en sten. Eller et bræt – med patina, selvfølgelig. Centreret i en lille keramikskål, og så med en kold mellemfermenteret ramsløgsvinaigrette hældt på ved bordet. SERVICE! Nej. Ikke service endnu. Der skal også lige noget brændt porredrys henover. Og bæverudflåd. Og noget med valle. Altid noget med valle ... fra et får, der aldrig har oplevet direkte måneskin. Og hø. Fra Lammefjorden. Og aborrefinne. SERVICE 4 REAL!

En nogenlunde slap systemkritiker (4-4-2 eller 3-2-1-2-2) har vist allerede udråbt NÅÅRMA & Co. som fascistiske tallerkenflyttere i brunt (uha!) tøj, og mon ikke de endnu mere slappe mennesker fra De Konservative snart laver en smædekampagne imod denne nazinynordiskemadislamisme?

STCP
NAZIRAMSLØG
SBOUILLON
HÆLDT OVER EN RET
VED BORDET
ISLAMISME

På en eller anden måde så forstår man sgu da godt, at De Konservative ikke gider betale regningerne fra deres reklamebureauer. LOL.

Nå, men lad os ikke dvæle ved denne åbenlyse nationalfascistoide måde at anrette bittesmå portioner mad på (med pincet). LOL. Mere skovsyre! Næ, lad os i stedet hygge os med en nation, der har holdt de nynordiske anretningsmetoder ud i strækt arm og på ingen (I-N siger IN. G-E-N siger GEN. IN GEN! LOL!) måde har ladet sig inspirere. Ja, jeg taler selvfølgelig om tysken.

For tysken har om nogen formået at beholde en slags Brecht'sk indgangsvinkel til tallerkenanrettet mad. Det er som om de har tænkt:

Lad os ikke forføres af, at man kan få mad til at ligne stedet, hvor det kommer fra. Nein, bitte. Denne patos har vi tidligere haft problemer med. Mad skal ikke overstimulere vores følelsesregister. Mad skal ikke forføre os visuelt. Mad skal bekræfte os i, at vi er klogere end den. At vi har kontrollen.

Og denne gastronomiske Verfremdung har jeg fundet nogle herlige billeder af. Og da dette jo er en såkaldt vinblog (100 point!), så er det selvfølgelig også retter, hvor vinen spiller en (bi-)rolle i opskriften. Opskrifterne siger sig selv (mere Sahne!), så derfor får de blot et par kommentarer med, der forklarer, hvorfor tysk mad er bedre end den nynordiske (fascist-)ditto.


Rieslingbombe (oversat: Rieslingbombe): Det er ultimativ kontrol, det her. Du skaber en fast form ud af vin (= magt), samtidig med at du krøller dej sammen i unaturlige positioner. Med brun udefinerbarhed smurt på sig. HA! Kom igen med din enorme stivelse, fraulein Mel! Dine følelser påvirker ikke os. Kagekreaturet truer samtidigt de endnu friske vedlagte vindruer med, hvad der en dag også kan ske for dem, hvis ikke de holder sig på dydens smalle sti.


Früchte in Weingelee (oversat: Frugtbarhed fanget i vingele): Vi ved det godt. Alle sammen. Frisk frugt er decideret djævelsk. Det er fyldt med farlige følelser som liderlighed, friskhed, sødme og råddenskab (ja, "råd" er en følelse!). Og derfor er det tysk grundighed (uden spansk temperament) at alle disse potentielt farlige emotionelle udbrud bliver holdt indespærret i en tyk, tyk vingele. 8 blade indkogt Fleisch til en halv liter svovlfyldt Müller-Thurgau. Magen til kontrol finder man vel kun i Lothar Matthäus' hårpragt. Danske schön.


Spargelsalat (oversat: Dødskogte stængler): Det her er klassisk tysk gastro-verfremdung. En grøntsag, som egentlig burde blive grøn, men som tysken holder hvid for at udvise evig kontrol. Men ikke nok med det. Denne sarte grøntsagspind skal ydmyges endnu mere. Lad os koge den i 30 minutter, så den indbydende sprødhed omdannes til en hæslig grødagtig konsistens, der knapt nok kan løfte purløg (Schnittlauch). Læg også mærke til den væmmelig og svært baguettekrummefyldte dug, som lige er det sidste spark på stænglens stolthed. "Vi kaster med brød, vi fejrer med Riesling".


Sauerbraten (oversat: Surt murerarbejde): Hvis du nogensinde har sammenlignet råt oksekød med en østtysk boligblok, vil du være enig i, at de har meget få lighedspunkter. Men det er der råd for. Det handler bare om tålmodighed og høj varme. Så skal oksekødet nok overgive sig og begynde at ligne et eviggråt betonelement. Læg dertil en skamkogt kartoffel, som symboliserer hammerkasterens tilløbsring (østtysk nationaldopingsport!), og lidt brun sovs, og du har et luftfoto af Brecht-vænget i Greifswald. Velbekomme.

  
Bratwurst in Rotweinsosse (Kødpølser i kontrolleret element): Her har vi den klassiske tyske trikolore. Tre nuancer af brunhed. Ja, faktisk er det jo førsteskitsen til det tyske flag, som – ganske genialt og retvisende – var tre ens brune striber. De tyske hippier fik dog puttet kulør på flaget, så det nu fremstår overdrevet flamboyant. Nok om det. Her vises fremmedgørelsen overfor råvarerne sig i, at man har klemt kødet ind i egen tarm for derefter at lægge det i ske med andre kødklemtheder. Totalt gay! At sovsen er mere brun end essensen af farven brun vil kogebogsforfatteren ikke give opskriften på, men fascinerende er det da. Og tysk!

1 comments:

Dr.Flou said...

TØ HØ

Post a Comment

Du er meget velkommen til at kommentere på dette indlæg. Også hvis du er vred, men helst hvis du ler.