Vinsvin guider dig til Fashion Week

Okay, okay. Fashion Week er slut. Jeg ved det sgu da gåt. Men her kommer der altså et forsinket indlæg om det aliwæl. Forstå dog lige, at vi for fanden har travlt med at være i aviser og lave magasiner for tiden. LOL.


Du er tynd og ironisk. Derfor får du en guide til, hvordan du brander dig selv under Fashion Week via vin. For lad os nu bare indse det. Du er ikke inviteret til de fede fester. Dit tøj vækker absolut ingen opsigt. Og du er for platfodet til at gå i designersko. Du har brug for hjælp, hvis du skal brænde igennem den tvangsopkastende mængde af fashionistas og andre douchebags.

Papvin: Du vil gerne være Vibskov-typen, hvor grimt er det nye flot. En weird formet hue i lyserødt og skamkrøllet tweed kombineret med brun rullekravesweater med hjorteprint. Yes. Ironi på stof(fer). Og det skal vinen selvfølgelig også signalere. Der er papvinen den perfekte parring. Det er grimhed pakket grimt ind. Men det er kalkuleret grimhed. Både fra vinfabrikken og dine side. I er fælles om et grimt udtryk. I forstår hinanden på et plan, der går udover klassisk æstetik. Nice. Og på den måde skaber du et unikt og snævert fællesskab med de andre fashion-aficionados.

Bonus: Bare rolig. Den uundgåelige papæskesvovlhovedpine næste morgen bliver alligevel overdøvet af din coke-trang.

Napa-cab: Det tætteste du nogensinde kommer på en catwalk er den overdøvende smag af træplanker i denne amerikanske bulderbasse af et vinkoncept. Og eftersom du selvfølgelig kun indtager flydende føde under Fashion Week (zlimfit!), er det faktisk meget rart at kunne få lidt kalorier i den benede krop. 15% alkohol og masser af sødme. Score! Så har du lidt mere energi til at instagramme dig selv, mens du danser for opmærksomhed.

Bonus: I løbet af en halv flaske, vil du glemme, at du kun kunne komme ind til skodfesten, og at du derfor danser til Dan Rachlin som DJ i stedet for Trentemøller.

Bordeaux: Blandingen af billige drugs og den herlige og evigt kemilækre Bordeaux-cocktail får hallucinationsniveauet op med flere niveauer. Vi taler Mogens Glistrup flyvende på enhjørninger i en by bygget af skumfiduser og mikrooxidering. Du bliver filmet af VICE, tilbudt modelkontrakt med American Apparel og kopieret af Line Rafn. Det kan ikke blive mere hipsterhipt. Lige indtil du bliver indlagt med et ætset spiserør og kronisk diarré kl. 22.44.

Bonus: Sopexa vil betale dig millioner, hvis du kan gøre "OB'ing" (overbordeauxing) til det nye hipster-drug i fashion-miljøet.

Pinotage: Det er et gammelkendt trick. Klæd dig så dumt på som muligt, og så er der med garanti nogle fashion freaks, som vil tænke, at du ved et eller andet, som de ikke ved, og at du derfor er megafed. Lidt på samme måde som Pinotage. At kombinere Pinot Noir og Cinsaut er så dumtfjollet, at det har samlet en lalleglad følgeskare af folk, der ikke tør indse, at deres smagsløg døde engang i midtfirserne i en Ball-trøje med Pisang Ambon-opkast på.

Bonus: Hvis nogen spørger dig, hvor dine sneaks er fra, så lyv. Sig ikke "Tøj & Sko". Bare sig "pinotagé". Det kunne sgu godt lyde som et hipsterlækkert modebrand.

Sagrantino di Montefalco: Yes, til daglig bor du hos din mor og spiser flæskesvær, mens du ser reality-tv. Men under Fashion Week er du kongen. Og du har både hestehale og Rai Uno. Derfor kører du den ind med italiensk vin. Men du er jo også unik. Ik'? LOL. Så i denne uge drikker du kun Sagrantino di Montefalco, som du udtaler med (næsten) rullende r'er og store armbevægelser. Du fatter selvfølgelig kage af vinen, men det gør alle dine redbullvenner også, så missonen skal sgu nok lykkedes. K-o-n-g-e-n.

Bonus: Den skulle efter sigende gå virkelig godt til poppers. Wuuup. Wuuup. Og afsted til Sunday Club.

0 comments:

Post a Comment

Du er meget velkommen til at kommentere på dette indlæg. Også hvis du er vred, men helst hvis du ler.