Den store michelinguideguide

Mens alle de danske madjournalister og slaphedsbloggere fylder internetsfæren med aldeles usaglige og evigt lovprisende gæt om, hvem der får stjerner (og ikke et ord om, hvem der mister eller ikke fortjener, selvfølgelig – madskriverne vil stadig gerne have særbehandling overalt!), så laver Vinsvin sgu lige en snedig og sandhedsfrisk guide til stjerneregnen.


Geranium: Michelin-guiden giver jo ofte den tredje stjerne, når restauranter har glanspolerede toiletter og magasiner om dem selv. Især hvis der er mange reklamer i magasinet (evt. også på toilettet), og disse reklamer fx handler om et godt trægulv. Opgave løst. Derfor får Parken Sport & Telia den tredje og svært velfortjente stjerne. Og den skal da vist lige op på præmiehylden - med stroboskoplys på. Kør!

Noma: Vidste du, at Nåmad faktisk er blevet kåret til verdens bedste restaurant et par gange af nogle, der laver vand med brus? Gjorde du? Og at de kun har 2 ud af 3 stjerner i dækguiden? ER DET IKKE VANVITTIGT? "Hallååå, vi har faktisk puttet myredrys på din tata-ar!". Vinsvin har hørt fra en englænder, som altid spiser alene (fordi han er hæslig), at Nørhma får tre stjerner i år og bliver nomineret til Nobels Fredspris, fordi restauranten er blevet venner med Jesper Uhrup igen.

Kong Hans Kælder: Okay, burde det ikke hedde eller staves Kong Hans' Kælder? Eller var der en konge i Danmark, der bare hed "Han"? LOL. Nok næppe. Men alligevel får kælderrestauranten selvfølgelig sin stjerne tilbage, og den stjerne er bygget i ren raffineret sukker på et plateau af det hvideste franskbrød. Selv tak, hr. Rohde (og ta' nu den T-shirt på igen).

Studio: Til tonerne af Phil Collins danser Thorsten Vildgaard psykotisk rundt - badet i grøn olie - og jubler over sin anden stjerne. Chris Min Dokey står i køkkenet og spiller jazz til dansen og de 10 andre kokke, mens han samler ind i en lille hat. Han har aldrig haft flere gæster på The Standard.

Kadeau: De indavlede ø-boere melder sig ud af Michelin-kåringen efter de opdager, at det hverken er Lov i Listed eller Krøllebølle, som har designet stjernen. WHAT? Den er fucking ikke engang lavet af bornholmsk granit. DOUBLE WHAT? Kokkene fermenterer noget for at komme i balance igen.

Pony: På Vesterbrogade kæmper eksil-bornholmerne og ham fra Horsens dog en indædt selvstændighedskamp og får en sygt velfortjent BIB, som de fejrer ved at poste et billede af en nuttet hest på Facebook. Surprise.

Kiin Kiin: Alt med panko burde få en stjerne. Dog siger Michelin-guiden, at det først er når restauranten får seks i'er i sit navn, at den kan få sin anden stjerne.

Frederikshøj: Topscoreren på torsdag. Michelin-guiden afviger nemlig fra alle tidligere koncepter og giver Wassim 452 små semi-skarpe og svært søde stjerner, som tilsammen danner én stor stjerne. Det smager af eksotisk drink og frugtfarve på landevejsrestauranten denne dag. Jyllands eneste stjerne. Fortjent. Det synes Lillelund også.

Amass: Det bliver til en rising star til ormehotellet i industrihallen. Skru ned for det der hiphop, og så er stjernen klar, siger Michelin, hvilket er en sygeligt ironisk kommentar, når det kommer fra en producent af lavprofildæk. LOL!

Mielcke & Hurtigkarl: No soup for you! ROFL.

Marchal: Uhhhh. Kan de beholde stjernen, selvom Ronni-drengen smutter til U med S med A? Yes sir. De gør bare gulvtæppet dobbelt så tykt og ansætter to mere til at åbne døre rundt omkring i restauranten. Flere østers. Service!

Uformel: Kan de på nogen måde undgå at få en BIB? Nej, selvfølgelig kan de ikke det. Bare pas på med peberet. Men altzå, har de ikke sådan noget biådynamæsk vin? LOL. Jo, de har. Det skal nok gå alt sammen. En dag vil loven kræve, at du står under en kæmpe udsugning, når du vil drikke konventionel chilensk shiraz.

Relæ: Totalt ja til at de beholder deres stjerne. Kør på øko og grøntsager og afdæmoniseret vand. Kun det bedste er godt nok til dehydreret glaskål med nordnorsk ferskvandstang og dekonstrueret agurkeblinis-støv. Det forstår Michelin overraskende nok godt. No onions!

1 comments:

Unknown said...

Genialt!

Post a Comment

Du er meget velkommen til at kommentere på dette indlæg. Også hvis du er vred, men helst hvis du ler.