Er den konventionelle vinanmeldelse død?

Så for satan. Det blev en lang pause fra bloggen. Schåvri. Men hullerne på de vietnamesiske landeveje (eller er det landevejspletter på de vietnamesiske huller?) udforsker jo ikke sig selv. Og jeg tænker, at det er ganske sundt og afstressende at slippe for dumt stavede ord og LOL-massakre i en længere periode. Som om.

Men nu er vi altså tilbage. Ja, bestil du blot noget vin, for satan, oh du kære restauratør. Og skal vi ikke bare starte det ny herrens år med at være semi-rasende på den lollede måde. Never change a winning team, som man siger. Okay, vi har sådan set aldrig vundet noget. EVAH! Engang blev vi kåret til den næstebedste vinblog efter Kreutzer. Mere komisch bliver det jo nærmest ikke.


Nå, men i dag skal vi starte en fælles lede over danske vinanmeldelser. Jo, vi har vist tidligere været efter denne journalistiske afkrog udi klichérerede ligegyldigheder, men nu blev det pludselig evident igen, da jeg (hos frisøren?!) læste BT. Og vi har lavet en motherfucking graf. Bomhans. Det giver sådan et behageligt indtryk af seriøsitet. Nå. Tumling, le gong! Og seriøsiteten forsvandt.

Vi har altså syv vine på bedding i denne fest af en anmeldelse. De er alle spanske, og de er alle røde. Det kunne som udgangspunkt sagtens blive interessant. En potentiel sjov måde at vise spanske rødvines diversitet og spændvidde. Journalisten skriver da også selv, at Spanien "producerer vine af vidt forskellig karakter".

Derfor kan det jo undre, at journalisten har valgt nøjagtigt den samme vin i syv forskellige flasker. #fadmedfadpå. Jovist, druesorterne er forskellige fra vin til vin, men ud fra analyserne (se diagram!) er de jo helt ens. Alle smager af toast, vanilje og mørke bær. På den kraftige måde. Og så står den på dobbeltundren, når anmelderen oven i købet selv skriver, at "mange spanske vine nu er mindre egetræsfads-prægede og dermed ofte mere frugtige, som passer fint til den moderne forbruger smag".

Der er så meget LOL i den konstatering. For alle vinene i testen smager af toast. TÅST! A siger a. L-l-e siger lllle. Allllle! Og ordet "egetræsfadsprægede" kunne sagtens gå hen og overtage stativ-stakit-kasket-legen i 2015. Derudover er er det jo herligt med et generaliserende – men evigt luftigt og udefineret – begreb som "den moderne forbruger". Hvem er han eller hun? Jeg tænker noget med at stege ting på raklet.

Og nu får du diagrammet. Vinsvins første, tror jeg. Det viser blot hvor få ord man behøver for at beskrive syv ens spanske vine. Så på den måde revolutionerer diagrammet på ingen måde. Til gengæld tog det nogenlunde lang tid at lave. LOL.

Behagelig vin. Jeg er vild med behagelig vin. Og lang smag, selvfølgelig. God stil også lige at præcisere ved samtlige vine, at det er rødvin. Ja tak.

I øvrigt kan man kun kaste et opgivende ROFL efter udtryk som "gode tanniner", "saftig smag", "blød smag" og "medium kraftige retter". Okay, jeg forstår jo godt, hvad manden mener. Ish. Måske. Men det er dovent skrivearbejde. Saftighed og blødhed må være vinens struktur. Ikke smag. Og hvornår tanniner er gode, afhænger vel af smagerens forkærlighed for netop tanniner. For nogle mennesker vil gode tanniner være ikke-eksisterende tanniner. Ik'? Og kan en vin både være kraftig og saftig? De to begreber er modsætninger i mit vinøse sprog, men jeg er også lidt en douchebag.

Nu skal alle avisbetalte vinanmeldere jo ikke klandres for denne semi-væmmelige anmeldelse. Men den understreger dog et generelt problem. Plads kontra mængde. Aviser er sgu ganske små, når først annoncepladserne er fyldt ud. Katjing. Og der skal jo også være billeder og helst nogle medaljer. Folk ææælsker medaljer. Men når nu pladsen er trang, hvorfor så ikke bare anmelde to vine i stedet for syv? Og skrive om kontrasterne mellem en bulderbassevin (egetræsfadspræget FTW!) og en lyslet vin ... uden fucking toast? Så kunne det også være, at folk faktisk fik noget ud af at læse anmeldelsen. SAY WHAT?

Er det forresten ikke sjovt, hvordan alle vinene i anmeldelsen er gode? 4 ud af 6 stjerner er laveste score. Og den firstjernede vin bliver (surprise, surprise) beskrevet som behagelig, kraftig og saftig med smag af mørke bær og toast. LOLkatten danser lykkeligt. Jeg anerkender, at hvis man er glad for fadsød tyngde, så vil man ofte blive lykkelig af at købe konventionel spansk rødvin. Men alliwl? Jeg bliver mistænksom af positive journalister.

Men måske er anmeldelsen i avisform bare død som koncept. I hvert fald så længe det handler om at få anmeldt så meget som muligt i stedet for at fordybe sig. Der er bloggere, som er dumt dygtige til at beskrive vin, og hvis ordforråd ville kræve et markaaaaant længere diagram. Ham her er dygtig. Det er ham her også (selvom han er svensker!). Og ham her, for satan. De har plads, tid og lyst til at dybdebeskrive vin. De har fucking uendelig plads. Og måske der også kommer lidt følelser med, så det ikke bliver den der robotagtige tilgang til vinanmeldelser, som avisformatets minimale plads tilsyneladende kræver.

Hvem skulle ha' troet det? Men nu siger jeg det. Læs nogle fucking blogs (dem der ikke lefler for muleposer, dog!) i stedet for at læse anmeldelser i aviser. Det kommer til at resultere i sjovere vin i dine glas. Jeg sværger. Og klart mindre supermarkedsindustrisjask med smag af toast, forresten.

0 comments:

Post a Comment

Du er meget velkommen til at kommentere på dette indlæg. Også hvis du er vred, men helst hvis du ler.