Airbnb - på den italienskfulde måde

Hvad skal du lave i april? Hmmm. Helt klar. LOL. Som om du skal plante økologiske hvidløg og harve køkkenhaven (med en ergonomisk rigtig og bæredygtig harvetingest) og starte et kompostfælleskab i dit lejlighedskompleks på Østebro. Som om!


Nej, nu skal jeg saternnedme fortælle dig, hvad du skal. Rydde op og støvsuge. Det er det første, du skal gøre. Det trænger der sikkert til. Og derefter skal du åbne din dør og lade en beskidt italiener sove på din sofa eller i dit gæsteværelse, dit priviligerede kontorarbejdende menneske.

Der kommer nemlig en god røvfuld herlige italienske vinbønder til Danmark i slutningen af april. Og det er ikke rige bønder med lommerne fulde af EU-tilskud, oliepenge og skuldersårsbefængte dollars. Nix. Det er bare flinke og evigt økobiousvovlede italienere med jord under neglene og en lille smule fugleafføring på skoene. De er sygt flinke. Jeg lover. Jeg har mødt nogle af dem.

Og bare rolig. De stjæler ikke din dame. Eller din mand. Eller. Det kan sgu godt være, at de stjæler nogens damer og nogens mænd, men de er her først og fremmest for at servere deres saftige vine til tørstige københavnere. Og mon ikke også, du får lov til at smage på deres juice (måske også på den måde), hvis du byder dem velkommen i dit herlige hjem? Joda. Det kan endda være, at du også får lidt lire for (u)lejliheden. SAY WHAT? Deleøkonomi FTW, din dejlige eks-kapitalist.

Du får også lov til at tale en hel masse om vin. Det satser jeg på, du gerne vil, eftersom du ofte roder rundt herinde. Måske du endda lærer noget om vin. NO? YES! Får vinøse åbenbaringer eller for alvor beslutter dig for at sidde fast i den triste og evigt tunge konventionelle jordhule. Mulighederne er uendelige.

Få fat på Il Buco-folkene. Herinde. Sig du gerne vil have lidt italiensk vildgær boende i din lejlighed fra den 25. til den 29. april. Måske du får en god ven, som du kan voldudnytte, når du næste gang skal til Italien og spise pasta og sige "ciao" på sådan en turistagtig måde. Ti-jao. For sure! Det bliver hyl. Gør det dog. Det er satme markant sjovere en fælleskompost.

0 comments:

Post a Comment

Du er meget velkommen til at kommentere på dette indlæg. Også hvis du er vred, men helst hvis du ler.