VANG

Der findes sådan set ret mange fede og svært læsbare magasiner om mad og vin i Danmark. Jeg er ret vild både med Copenhagen Food og Gastro. Men nu kommer der altså et mere, og Vinsvin bliver en del af projektet. Uh!


Magasinet kommer til at hedde VANG, og det udkommer første gang i februar. Og når jeg siger udkommer, så mener jeg, at det bliver trykt. Sådan i virkeligheden. Ja, det kan man stadig godt. Er det ikke vildt? Her er vores "mission" (LOL, som om vi har en reel mission!):

VANG er Danmarks nye blad om vin. Og så spørger du måske, om der overhovedet er brug for sådan et. Og ja, det synes vi, der er. For vi synes, der mangler et uafhængigt og nytænkende blad om vin, der ikke bygger på et fundament af annoncekroner og censurerede anmeldelser.

Så nu laver vi et. Et blad, der handler om vin. Og det skal være gratis. Og det skal trykkes på papir.

 
Vores mål er at være højpandede og kritiske ­ og pakke det ind i underholdende cellofan. Vi vil gerne beskrive oplevelsen ved at drikke vin. Og hvis vi ikke selv kan, skal vi sgu nok finde nogen, der kan. Vi vil gerne gøre dig klogere og tørstigere. Og vi vil også gerne give dig nogle flotte billeder at kigge på, men du skal nok ikke regne med glittet papir og parfumeprøver. Til gengæld kommer der måske et digt om Bourgogne.


Faktisk er vi ret overbevist om, at VANG bliver lige præcis sådan et blad, vi selv gerne vil læse.

Det bliver hyl, for ud af de tre folk, som står bag magasinet, er det kun med nød og næppe, at jeg kommer ind på en bronze-plads i dygtighed. LOL. Og jeg skal nok lade være med at skrive "LOL" i VANG. Jeg lover. Nå, men de to andre skrivende og evigt tænkende personager i projektet er Michael Weinmensch, som er tynd og flot. Og så er det Anders Busk, der er meget korthåret og flot. Svært seje folk.

Men det stopper ikke der. For vi har allerede nu alliereret os med meget klogere folk end os selv. Nogle ville påstå, at det ikke er specielt svært. Hov, hov. Så der kommer faktisk til at være masser af nørderi og baggrundsstof. Og ingen annoncer.

Følg os på vores fæshbåkside. Og hvis du har noget klogt at skrive om vin (og gerne vil have det trykt i et svedigt magasin), så sig det til os. Vi går ind for inklusion og gruppekram. Hvis du hellere vil donere nogle penge til os, så vi kan lave mere end ét blad, så kan du gå herind. Det ville jeg blive svært glad for, at du gjorde.

2 comments:

Carlo said...

VANG som i "vang og vænge" ? eller "vang vang my vaby shot me down " ? nå, whatever: jeg er med på det værste: Penge kan I ikke regne med, men et digt om Lambrusco kan I altid få.Gratis.

Anonymous said...

Det er super. Der er behov for vinskriverier af folk der ikke er købt af oligarkiet. Jeg støtter med kram, et par linjer og en flaske.
Christian
Duero

Post a Comment

Du er meget velkommen til at kommentere på dette indlæg. Også hvis du er vred, men helst hvis du ler.