Cideren går ned!

Så er det blevet den tid på året igen. Hvor Vinsvin bliver forvandlet til sådan en småhellig, jord-til-bord-lallende, byhøstende, naturgærende, hjemmefermenterende, pseudo-vigneron-agtig, træklatrende, glasballonvaskende, æblesortsgættende, fejlgæringsopdagende, saftindsmurt, mostbællende, pulppressende, ciderforherligende, koldklimasklappende, vildæbleindsamlende, oechsletællende, antifiltrerende, frugtsøgende, håndkraftskværnende, flaskevaskende, kapselpåsættende og photoshopforvrængende douchebags. Det beklager vi allerede nu.


Men altså for helvede. Det er sgu sjovt at lave cider. Den gode Melin-dreng – og måske Skovmanden – har hjulpet Politiken med at lave en virkelig fin opskrift på, hvordan du selv gør. Så hvis du de næste måneder ser de grå hjelme stavgange ud i skoven efter alle de gode æbler, så ved du, hvem du skal skyde skylden på. LOLfrugt.

Her i Aarhus har jeg allerede rømmet vestbredden (!) af Århus Å for æbler. Jeg har jagtet tidligt modnende sorter og har fundet et par stykker i åkanten. Det er blevet til Filippa Anka, Sukkertop fra Vaalse (kæmpe LOLnavn og det syge syretrip) og Ildrød Pigeon Dronningmølle. De tre sorter bliver kværnet i dag og presset søndag. Æblerne ligger på en Oechsle fra 1045 og helt op til 1070.

Jeg vil så vidt muligt prøve at lave enkelsortsvine i år, så det bliver tydeligt at smage forskel på vinene. Men der skal samtidig også fyldes tre balloner på 25 liter (+ en masse små balloner), så måske min idé bliver trumfet af min utålmodighed. Vi ser.

Jeg har investeret i et minimosteri, som jeg skal hente senere i dag. Jeg glæder mig til at være mosteri-ejer. LOLvanvid. Ja, jeg er fuld af optimisme i forhold til årets ciderproduktion. Det kan også kun blive bedre end sidste år, hvor samtlige 200 liter blev til kloaklugtende og jammerlighedssmagende sjask - muligvis grundet en lidt meget muggen kælder. Kæmpe nedturscider for svinene. I år bliver lækkerhedsjazz. Believe it!

0 comments:

Post a Comment

Du er meget velkommen til at kommentere på dette indlæg. Også hvis du er vred, men helst hvis du ler.