Dit nye gastronomiske vokabularium

I en uge hvor København er proppet til bristepunket med gastronomiske notabiliteter og endnu flere foopies (= food groupies) i forbindelse med MAD#4 er det sgu nok meget smart at få opdateret dit madvokabularium. Og vi hjælper dig selvfølgelig, dit håbløse individ. Så spænd selen, og lær dog for helvede lidt (på en blog om vin? Kæmpe LOL!).


Jesper Uhrup-kaffe: Tidligere kendt som dødsjuice eller kulcreme. Vi taler selvfølgelig om kaffe lavet på svært og tungt ristede bønner. Svåt kaf'. Og det er sgu okay, hvis man er i tvivl om, om der overhovedet er brugt bønner til at lave lortet med. Det skal bare smage ekstremo-bittert og have et stort og rungende "nej tak" til nogensomhelst form for syre.

At over-soif'e: Et fænomen man oftest ser hos forholdsvis unge vintjenere på den københavnske naturvinscene. Begrebet dækker over en rungende og nærmest klaustrofobisk usikkerhed i, hvilken vin man reelt selv kan li'. "Denne Pio Cesare-barolo er godt nok soif" kunne være et klassisk eksempel på at over-soif'e.

Slyngjunkie: Giv en slyngjunkie et hvilket som helst glas med en hvilken som helst væske i, og han/hun vil slynge det til døde i løbet af få minutter. Alt skal slynges. Minimælk. Ingefærshots. Alt. Og også gerne indsnuses og gurgles, selvfølgelig. Højlydt. Lidelsen kommer fra utalige vinsmagninger og lange belærende serenader om fjerne årganges vidunderlige viskositet, mens håndledet voldkaster billig vin rundt i koppen.

Grøntsagshipsters: En fremadstormende epidemi i de nynordiske køkkener. Hvis din halvmugne kålrabi ikke kommer fra Schmieselgården eller Marstalmarken, så er den uspiselig. Det er cirka udsagnet fra generation-Noma, som mest af alt bare har set Bonderøven på fjerneren ... da det blev vist på DR2, selvfølgelig. Alle grøntsager skal helst marineres med en lang smøre om landmanden, hans kone og en vild og herlig druktur med dem.

Noget med "pop-up": ... og så lige sende en pressemeddelelse til iByen.

Mineralitetstricket: Redningsvesten for enhver spisende eller drikkende pseudo-connoisseur. "Denne jordskokke har en fantastisk mineralitet" er et herligt eksempel på denne sejlivede flugtvej, når smagsløgene intet interessant har at fortælle. Ses ofte i sammenhæng med vin.

Pulled alting: Først var det grisen, der skulle pulles (pules). Nu er der fandme ikke det dyr eller den udskæring som ikke pludselig skal flås i stedet for bare at skæres i normale stykker. Og jeg kigger på jer Tulip! Pulled chicken. Stop dog jer selv. Pulled egern? Pulled løg? Måske Gastromand har en opskrift.

At 65-gradere: Det er efterhånden en nymoderne klassiker, som særligt bliver brugt i high end-kogeboger. Konceptet går ud på at lave en opskrift, som ingen normale mennesker har en jordisk mulighed for efterligne, så forfatteren/kokken fremstår visionær og dedikeret. Alt skal pocheres eller tørres i flere døgn ved præcis 65 grader, og der er ikke andre fucking muligheder. Fat det, din inferiøre amatør.

Street food: Vel egentlig bare et udtryk der dækker over grimt anrettet mad. Gerne i bambustallerkner.

Flaskevariation: Et begreb der dækker over halvslap vin, som man forsøger at legitimere (og sælge) ved at sige, at nogle af flaskerne faktisk smager godt. Det er der måske også én der gør. Eller to. Resten af pallen er kedelig, flad og egentlig ikke værd at drikke.

At neuf'e den: Dette er en klassiker, som alle bør kende. Det handler om altid at klynge sig til en vinøs sutteklud uden nogen form for argumentation eller reflektion. "Jeg kan ikke li' grenache. Gi' mig bare noget 'neuf". LOLklud proppet i munden. Keepin' up appearances ved at snyde sig selv for nye vinpræferencer.

Bloggere: Det er ikke nyt. Men de er der stadig. Hej mor! På samme måde som hvepse og facere. Og det er vel stadig den nemmeste vej til at få flade semi-gastronomiske pressemeddelelser og goodiebags. Goodiebags?! Hvad man ikke vil gøre for en goodiebag. LOL1. LOL2. LOL3. Start en madblog. Alle vil elske dig for det.

Vino: Sådan et herligt, vildt boheme-agtigt og totalt casual ord for ... øhm ... vin.

0 comments:

Post a Comment

Du er meget velkommen til at kommentere på dette indlæg. Også hvis du er vred, men helst hvis du ler.