Kronen på værket (læs: naturvinsordspil)

Der var ingen karrygule mavebælter denne fredag aften på Østerbro. Ingen kampsvovlede Spätburgundere. Ingen aldersfascistisk interesseorganisationer. Og umiddelbart lignede det sgu heller ikke, at Henrik Jazzmatazz Vibskov havde stået for indretningen.

Denne aften var der bare 10-12 (vin-)liderlige mænd, hvoraf den ene var rødhåret og en anden var tysk. Og det fungerede sgu overraskende godt, selvom der kommer til at lugte lidt teenage-agtigt i kronekælderen efter et par timer med nogenlunde dedikeret druk.

Nå, men anledningen var Riesling Week, som på alle måder må betegnes som en folkelig succes og et virkelig flot stykke marketingarbejde. Det er sgu endda nået til Århus. Men nu var vi altså hos Krone Vin på Østerbro, hvor den stod på 22-ish mere eller mindre topvine på tysk. Og til dette formål havde en eller anden inviteret Andreas-drengen fra vinhuset Odinstal. Herligt.

Jeg har tidligere skrevet om, hvor kedeligt det er at læse andre folks smagenoter, hvis de blot reciterer smagsnuancer og farven på et udefineret bær. Så fordi det snart er VM, smider vi sgu nogle tyske fodboldspillere efter de mest interessante af de vine, vi smagte. Lass uns gehen.



Riesling Sekt 2008, Odinstal: Friske, lyse og læskende bobler - uden at det mister personlighed eller dybde. Jeg ved ikke om vinen er helt flabet nok til at bære det, men jeg tænker Stefan Effenberg på en glad dag og uden alle de gule kort. Jeg er tørstig fan.

Silvaner Nature 2012, Odinstal: Friske og fyldige chardonnay-toner i inledningen, som med lidt luft får mere tyngde og fadtoner. Fadet er lavet på egen eg. Jo tak. Silvaner smager godt! Helt elegant og rent i udtrykket, og sådan en tysk fodboldspiller findes der jo nærmest ikke. Ein LOLcatzen. Er vi på Mehmet Scholl? Nej, jeg tror, vi ender på Andreas Brehmes finaleaførende straffespark mod Argentina i 1990. Min favoritvin på aftenen.

Silvaner Orange 2012, Odinstal: Orangevin må snart være last year – eller i hvert fald noget hvor du får rabat med dit Politik Plus-kort. Men her er det virkelig sjovt og en skøn stiløvelse. Toner af gullasch, bagt tomat og ferskenskind. Og det smager faktisk godt og ikke helt vildt skørt. Jeg tænker Guido Buchwald: ikke helt så skørt, som det lyder og ser ud.

Weingut Orea: Historien om Orea er fed, og vinene derfra er også ... interessante. Det er i hvert fald grænsesøgende vin på den syrehvinende måde. Nærmest en slags vinøs haute couture – retningsvisende men ikke lavet til virkeligheden. Så her bliver Wolfgang Wolfs tid som træner for Wolfsburg den fodboldmæssige pendant. Det er nærmest lige så fucked up og syret.

PS. Har du set min emalje?

Amphore (Oestrich Lenchen) 2009, Peter J. Kuhn: Der er gået lerkrukkekoma i vinbranchen på samme måde, som der af flere omgang er gået batiktrend i tekstilbranchen. Og både batik og ler kan være fint nok i de rette mængder og elementer. Men det kan sgu hurtigt også blive lidt for voldsomt i udtrykket. Men her er det bare fryd. Enorme mængder dåseferskner og gran i næse og mund. Det er både flamboyant og rent. Jürgen Klinsmann.

Schieferstern PURUS 2011, Trossen: Riesling med lidt oxy-toner, uden at det dog overdøver de stenede og bitre noter. Jeg er vild med det. Og ja, det har en grad af cider over sig, men det er nu stadig federe end svovl. Det er faktisk læskende rart. Jeg tænker Jens Lehmann, der udover at være en nogenlunde god målmand ikke er bange for at pisse midt i en Champions League-kamp.

Urgestein Henrich (spätlese) 2011, Stein: Jeg kan sgu ikke huske, om det var orangevin. Men det var i hvert fald lettere oxy og med masser af tyngde. Og overraskende friskkækt. Jeg er fan. Schweinsteiger.

Og det var vist det. Der var en af de skarpeste smagninger, jeg har været til. Niveauet på vinene var virkelig højt, og der var stor nok diversitet i vinene til at det ikke blev kedeligt eller fladt. Samtidig var alle vinene på en eller anden måde sammenlignelige. Det var ren svedighed. Og så er Odinstal-Andreas bare virkelig flink. Og rimelig stram omkring sin måde at lave vin på. Jeg sender al min vinøse street cred (hvilket vel egentlig ikke er særlig meget) og hjemmekompostering (endnu mindre) efter ham.

Nå, men derefter tog vi på Liedkøb og drak drinks med rødderne, og så tog på vi på Riesen og drak øl med hvem end, der havde lyst til at drikke øl med os. Det var en flot og lang aften. Hold dog din rottekæft, hvor var den flot.

Og så lige en disclaimer / schmisclaimer. Dette indlæg er selvfølgelig købt og betalt (vi er jo en LOL-blog) af Tysk Vinkontor. Transport og smagning er i hvert fald, sådan helt ærligt. Men for helvede, du ved jo for fanden godt, at vi ikke roser lortede ting. Hvem gør da det? Kæmpe LOLbøf. Og jeg tager til Berlin i morgen – tristesse-selvbetalt –, og mon ikke jeg kommer hjem med et karrygult mavebælte til ham den rødhårede vinnørd på Østerbro. Det ville ha' gjort aftenen perfekt. Nu får den i stedet kun 16 indie-enhjørninge og 6.000 voldkapitalistiske Felix Magath'er.

1 comments:

Rasmus Palsgård said...

Endnu en fornøjelig artikel fra din hånd, Tue. Jeg har efterhånden smagt Orea nogle gange, og i mine øjne minder de bidske syrebomber mig om Oliver Kahn frontalangreb på med- og modspillere, her eksemplificeret ved Søren Larsen: http://www.bt.dk/sites/default/files-dk/node-images/19/19838-sren-larsen-til-kahn-store-kvaj--.jpg

Post a Comment

Du er meget velkommen til at kommentere på dette indlæg. Også hvis du er vred, men helst hvis du ler.