Tysk grundighed med Anne Marie Helger

Er de klogere hos Tysk Vinkontor, end de er hos InterRhone? En ting er i hvert fald sikkert: jeg kommer til at gøre mindre grin med tyskernes forsøg på at opildne den danske vinpresse til prostituerende journalistik, end jeg gjorde med Rhone-røddernes ditto. Og det er der mange grunde til.


Tyskerne havde valgt en vidunderlig setting. Mielcke & Hurtigkarl kan på en forårssolskinsdag som denne få selv Lars Barfoeds upåklædte overkrop til at virke nærmest appetitlig. Og arrangementet havde da også tiltrukket et rimeligt tungt vinøst klientel. Mit gæt er, at den gratis frokost (if a product is free, you are the product!) på denne michelinoversete fusionsrestaurant dog var en større pressemagnet end de øvrige reklameherligheder fra tyskernes marketinghat denne dag.

Men inden de tre retter skulle der marketingficeres amok. Temaet var Generation Riesling, og til at præsentere dette var Billy Wagner – den tyske vinverdens svar på Anne Marie Helger. Billy Wagner – og hans karrygule mavetæppe – var faktisk cool nok, synes/tror jeg. Der gik bare lidt reklameordgylle og folkeskolehåndsoprækning i hans foredrag. Måske fordi Generation Riesling egentlig ikke var det, som Billy helst ville tale om – eller drikke, for den sags skyld. Han startede nemlig showet med at kaste ordlig elskov efter Matassa og Strohmeier og andre naturvinligheder. Og vinene til denne smagning kunne næppe klassificeres som værende dette. At all.

Nå, men Generation Riesling er et marketingtiltag for tyske vinbønder under 35 år. Og de behøver ikke lave Riesling. De skal bare lave vin. Og jeg kan egentlig godt lide vinøse fællesskaber. Det skaber vidensdeling og venskabelig konkurrence. Jeg må dog også indrømme, at alderen på en vinbonde i min verden ikke giver nogen mening at definere et vinøst fællesskab på. Især ikke når ungdommen helt åbenlyst ikke har den store lyst eller behov for at differentiere sig fra deres forældre. Endnu. Generation Riesling handler kun om marketing, og fred være med det.

Billy førte også i gennem tre flights med tre vine i hver. Første flight var lavet på Silvaner, Scheurebe og Riesling blandet med Gewürtztraminer. Alle tre vine var ganske syntetiske og let kluntede i udtrykket. "Terrasse-vin på den GØL-agtige måde" er en af de mest positive beskrivelser, jeg kan finde i mine noter. Vaskepulver og dåseferskner er nogle andre.

Næste flight var ren Riesling. Axel Paulys havde helt ukontrolleret meget syre. Thörles var fin omend en kende svulstig. Og Georg Breuer (hans datter er under 35 år. LOL!) var super gammelskole, svulstig og helt død i udtrykket. Hvor var den uniqueness, som Billy talte om? Mest i Billys tøj.

I sidste flight, som var ren spätburgunder, gik det helt galt. Stefan Meyers vin var semi-udrikkelig. Kemisk, supermarkedsagtig, råddenfrugtig og skørt bitter. Jülgs vin havde lidt klassiske tyskerpinotdyder, men smagte også af hovedpine. Og Rings' enkeltmarksvin var fuldstændig overdynget med fad (lavet af kokos?!).

Jeg ville altså også hellere drikke den naturvin, som Billy Wagner havde startet med at tale om. Det ville dog kræve et helt andet slags arrangement, blev det sagt let anstrengt fra Tysk Vinkontor, da Anders-drengen stod uforstående overfor introduktionen vs. vinvalget.

Og så kom maden. Nåårhh nej, der var lige et foredrag mere. En ren vinsvinsforæring. For hvor Billy havde været nogenlunde sjov og underholdende og naturvinsglad - og 45 minutter for langtrukken –, så blev alt resterende reklamemodtagelig luft hevet ud af rieslingballonen af næste tyskerindslag. En kæmpe vinmavepuster for et sultent svin. For vi fik sgu lige briefingen på hele Generation Riesling-kampagnen. 9.000 slides med PowerPoint-skabte øjebæslides. Ja tak. Og helt weird. Som at se en reklame i fjernsynet, der bliver fulgt op af en ny reklame, der fortæller dig, hvilke indextal den forgående reklame er bygget på. Ikke at jeg skal være for vinsnobbet og fin til det. Jeg er faktisk altid psykopatspændt på at høre, hvor meget tysk hvidvin, der bliver solgt i Sydafrika for tiden. LOLfingrende kriblede.

Men så kom maden faktisk. Og den var henrivende, synes jeg. To ud af tre retter var i hvert fald. Og den tredje var bare god. Jeg er er blevet for madglad og cool-cat-agtig til at gide at tage billeder, når jeg er ude at spise. Det er ham her ikke, heldigvis. Men første ret med islandsk ørred, bagt quinoa og peberrod var urimeligt god. Frisk, elegant og med urimelig skarp forståelse for mundfornemmelsesforkælelse. Anden ret var kongekrabbe med jasmin og grape. Djævlesk godt, synes jeg. Igen elegant og på en eller anden måde også ganske subtilt på den fede måde. Og forfriskende unynordisk. Sidste ret smagte bare fint. En (for) stor klump Iberico-svin med ramsløg og bitre salater. Jeg kan ikke lide opvarmet ramsløg. Faktum. Det får sådan en smag af for gammel salat og overkogt kål i min verden. Vinene var tre gengangere fra smagningen, og det var faktisk ikke så tosset - på nær Rings' Saumagen.

Og sådan gik det til, at jeg havde en virkelig skøn frokost hos Mielcke & Hurtigkarl takket være Generation Riesling og Deutsches Weininstitut. Kommer jeg til at drikke mere tysk Riesling af den grund? Nope. Kan jeg godt lide dem fra Tysk Vinkontor? Yup. Undgår de øvrige medspisende skrivere at skrive noget som helst negativt om denne smagning? Formentlig. Alt er som det plejer. Også i tysk vin. Og det er måske fint nok.

0 comments:

Post a Comment

Du er meget velkommen til at kommentere på dette indlæg. Også hvis du er vred, men helst hvis du ler.