I har fandme snydt mig!

Jeg er fucking vred. I snart to år har jeg drukket ustyrlige mængder naturvin. Eddike. Musefælder. Volatilbomber. Skævhedstårne. Mere mus. Og en kæmpe røvfuld helt og aldeles frydefulde vine.

Og jeg er gået til den. Virkelig. Jeg har drukket nærmest hver dag. Gladeligt badet mine organer i denne hellige saft. Denne pure fermenterede druejuice fra de mest udkantede af alle franske udkantsområder. Englevæske som My Little Pony-småheste med garanti også elsker.

Og det hare været storartet. Episk smukt. Lidt sløret. Og øjenåbnende. Skyerne er forsvundet fra himlen på selv den tungeste gråvejrsdag, når jeg har åbnet endnu en flaske biodynamisk usminket eliksir på uudtalelige druer.

Denne naturvinskur har renset mit sind. Jeg er blevet usvovlet believer (det lykkedes mig ikke at finde et bedre ordspil, undskyld), og jeg har uden tøven kigget skævt til alle de ordinære og konsumhæslige vindrikkere. Hvordan har de kunne besudle deres legeme med sådanne keminovaer? Hvorfor har de sat deres lid til et pointsystem, der starter på 60 og er fundet på af en hårpragt, som hverken Gunbrit eller Edvard Saksehånd ville kunne redde?

Jeg har haft sandheden i min hånd. Og jeg har forkyndet budskabet i hårde vendinger om nødvendigt. På gader og stræder. I to år har jeg ikke lavet meget andet end at balsamere mit indre og – sidst på aftenen – mine bukser i renhedssaft. Jeg har fået andre søgende sjæle til at gøre det samme. Vi har leende nydt den milde og svært plumrede saft fra den hellige gral. I troen på den evige ungdom og evige tørst. Jeg har drukket af kohorn og slikket på alle økologiske komposteringer, der er indtruffet på min vej.

Men nu er det pludselig gået op for mig. Det hele har været en løgn. For i dag er det gået op for mig, at naturvin ikke er letpresset most fra ungdommens kilde. Forkynderne har løjet. Jeg har løjet. For mig selv. For andre. Varedeklerationerne har løjet som ind i det helvede, jeg troede var forbeholdt Napa-cab. Læs selv min historie:


Jeg tager et par shorts på. De er sorte. Jeg tager en hættetrøje på. Den er også sort, men med hvide og turkise fartstriber. Jeg kigger mig selv i spejlet. Naturvinskuren har været god ved mig. Og med de to-farvede farstriber ligner jeg en menneskebatmobil med tilfædigspredt skægvækst.

Jeg går ned af trappen og ud på gaden. Jeg flytter mine ben hurtigere, end jeg har gjort de sidste to år. Jeg løber! Run Forrest, ruuuun råber publikummet i mit hoved. Jeg er på toppen. Selvfølgelig er jeg det. Jeg drikker jo naturvin. Meget naturvin.

Hen ad Skt. Pauls Gade. Ned ad Bülowsvej og til højre ad Odensegade. Mine fødder rører ikke asfalten. Jeg flyver. Til venstre ned mod Marselisborg Lystbådehavn. Nu rører mine fødder asfalten. Det bliver mere og mere evident. Aldeles evident, faktisk. De rammer asfalten tungt. Tungere. Tungest. Som om de er chaptaliserede. Jeg tænker på Syrah fra Ardeche og biodynamik i Bugey. Det hjælper. Men kun kort. Jeg kan godt nok ikke længere høre klasklyden fra mine fødder, der rammer jorden. Men det er fordi lyden af mine gispende lunger på Strandboulevarden har overtaget hele audiobilledet. Vrede æsler lyder som symfonisk ekvilibrisme i forhold til mine prust.

Jeg er svimmel. Den abnorme mængde af rødhårede mennesker i Århus skræmmer mig pludselig. Jeg drejer til højre op i Mindelunden. Det går opad. Stejlt opad. Hvorfor fanden går de to års skamkonsummering af poulsard ikke ned i benene på mig og giver mig fjerlette tråd? Hvor er nichedruernes hellige lindren til mine smerter? Det var sgu da det, jeg var blevet lovet. Naturvin er godhed i væskeform. Og nu har jeg også hovedpine. Hvad fanden? Jeg har drukket så meget naturvin, at jeg fucking aldrig nogensinde skulle have hovedpine igen. EVER!

Mirakuløst når jeg op på toppen. Måske nogen har båret mig. Jeg ved det ikke længere. Og i en nærmest psykedelisk nedtur drejer jeg til venstre og når hen til Danmarks største 1.-divisionsstadion. Stemningen er trykket. Mest for mit bryst, dog. Hvis smerte er svaghed der forlader kroppen, så er der ikke noget at sige til, at jeg i længere tid har virket oppustet. Jeg troede, det var naturvinsstyrke i luftform. Febrilsk prøver jeg at genskabe mit møde med Hervé Souhaut og hans bløde Syrah mod mine læber. Syrah er ikke en metafor for noget frækt, når jeg at tænke, inden det sortner for mine øjne.

Glimt af Tivoli Friheden rammer min nethinde i samme takt som de sure opstød, der minder mig om skæv italiensk orangevin. Antioxidanter, hvor fanden er I henne? Sund frugt my ass. Jeg overhaler et fyldt busstoppested. Jeg ved ikke, om det bare er sådan, man taler i Århus, men det virker til, at alt foregår i slowmotion lige nu. Inklusiv mit løb.

Arrgggh, endnu et rødhåret menneske. Jeg kaster mig hen til porten ind til min gård. Kravler ynkeligt op til 2. sal. Uden tro på livet. På menneskeheden. På naturvinsbønder verden over. Eller på vinimportørerne. I har fucking snydt mig. Min krop har ikke opnået udødelig gudestatus af at drikke naturvin, som I ellers har lovet. Mine organer er ikke balsameret i svovlfri frugtkærlighed. Den hellige hestepløjede gral er kraftedderme ikke løbet ned i hverken mine lunger eller i mine ben. Min krop er en stor slap lort. Det er det, den er! Jeg er fucking bare en tyndfed, elitær og halvbleg skodløber med tilfædligspredt skægvækst, der drikker vin, der er lidt surere end de andre vine.

Note: Efter løbeturen vraltede jeg ned i Delien og købte en flaske La Lune og en flaske Mondeuse fra Jean-Yves Peron. Måske naturvin skal drikkes under løbeturen for at virke?

0 comments:

Post a Comment

Du er meget velkommen til at kommentere på dette indlæg. Også hvis du er vred, men helst hvis du ler.