Christianshavns bedste tapasrestaurant. Av, av, av.

Jeg var sgu så svinagtig heldig at få tiltusket mig et frokostbord på østerbroamagers verdensberømte myrebuffet. Og det havde jeg det faktisk lidt svært med. Jeg var bange for, om det kunne leve om til min egen og hele gastroverdens psykohype. Flere gange havde jeg mareridt om mit kommende besøg på sælgrillen. Underlige mareridt som i én udgave endte i en pølsefest i en baggård, hvor jeg ikke var inviteret, og i en anden udgave, hvor jeg aldrig nåede at få noget mad, fordi nogle tyskere blev ved med at forstyrre vores bord. Koldsved.

Min angst hang helt sikkert sammen med, at jeg aldrig har spist på ukrudtsbistroen tidligere. Og at den italienske svovlvandsproducent et par uger forinden havde besluttet, at rejeakvariet var verdens bedste. Igen. Og at alle taler om nåååårma, og at jeg har serveret enorme mængder vin for nomaderne. Pres. Uh. Kan noget leve op til det?


Det gav derfor fin mening, at jeg havde en lille smule tømmermænd denne fredag formiddag. Lidt tør mund og lidt tunge øjenlåg. Og så en rask gåtur ud til madmolen i det smukkeste solskin. Jeg var glad og afslappet. Og stadig ret spændt. Og hold nu for helvede kæft, hvor var det en stor oplevelse. En stor underspillet oplevelse.

Så nu får du nogle billeder og lidt kommentarer. Du skal jo for fanden også ud i solen i ny og næ, din freak.


#1: Et år gamle (og meget kolde) ribs sammen med et granskud og lavendel. En klassisk kombination. Det smagte dejligt friskt. Kør!


#2: Så er der partytricks og nynordisk galimathias. Og det smager satme fint. En varm suppe lavet på masser af spansk kørvel, som fik saften til at smage at de bløde lakridser i Haribo Mix. Helt genialt. Og teatralsk. Ja tak.


#3: Jeg tror, at vi allesammen er enige om, at vi spiser alt for lidt friteret mos. Jeg kan næsten mærke en EU-kampagne nærme sig. Og det giver rigtig god mening at drysse Karl Johan-pulver over mossen og gnide lortet henover enebærpumpet creme fraiche. Me like.


#4: Interflora på madpapir. En frydefuld lille servering. Og tærtebund lavet af blomster er satme hippieagtigt på den helt lækre måde.

#5: På min menu står der, at vi fik syltede vagtelæg. Det gjorde vi dog ikke. Men det lyder da meget godt.


#6: Det her er den mest latterligt overskudsaftige ret. EVAH! Altså grønne asparges med blomster på er måske ikke så vanvittigt. Men det er sgu da fucked up på den helt lækre måde at lave karamelfudge af kammuslinger. Av, hvor smagte det flot. Og overraskende friskt. Høje fem, Schmedzepi.


#7: Hold så kæft, hvor var det her også godt. Grillet hybenrose og brunet smør på sprød toast. Det smagte så vildt af strandture og af min mormor. Ahva'? Ah, min mormor havde altid hybenroser liggende i entreen, og den duft er fantastisk. En klar yndling!

#8: Torskelever og mælkeskind står der i menuen. Den fik vi heller ikke. Vi fik til gengæld masser af rar champagne fra Charles Dufour. Pivfrisk og elegant.


#9: Dagens bedste VICE-billede (især hvis den var blevet serveret på noget ironisk lycra). LOL. En klapsammen af dehydreret hvidkål med rabarberolie (tror jeg) og kveller i en herlig grøn creme. Jeg elsker det. For helvede, hvor er det fint.


#10: Æbleskiven er vel det man kalder en signaturret på insektkroen. Og i denne udgave var der da også græshopper og andet kryb i dejen. Sammen med løvstikke og persille. Det kunne jeg kraftedderme godt li'. Vi har en fucking fest.



#11: Det her er potensbomben nummero uno. Rogn og sæd på grillet toast og med andefedtslåg. Helt herligt at tænke på den hårdtarbejdende stagiaire, som kommer hjem til sin michelinrestaurant i New York efter 3 måneder på skovbundsbaren og fortæller, at det eneste han har lært i København er at gokke den af på en rundfisk.



#12: Hovedet fra en sandart og en lille buket af grøftekant. På madpapir, selvfølgelig. Rigtig beskidt finger food og rigtig dejlig mad. Det her er ikke en restaurant. Det er en legeplads. Også for gæsterne.


#13: På selvplukkerslottet er en smaddergrillet porre selvfølgelig en fuldgyldig madbeholder. Indeni var der porre, røget torskerogn og måske noget solbærmaling, hvis det var et ord. Vi råber tourette-agtigt i kor, at det her saftedderme er godt.



#14: En brødservering uden særlig meget drama. Dejligt surdejsbrød, vidunderligt smør og svinefedt med flæskesvær på toppen.



#15: Ramsløgsravioli med rejefyld og en gærfyldt suppe. Det smagte åndssvagt vidunderligt. Alt er undersaltet på den sygt skarpe måde, så hver en lille ingrediens får lov til at stå frem helt tydeligt. Anretningen er måske lidt ærgerlig? Måske er den fin nok.



#16: Det her er tilgengæld for vild en anretning. Den er så elegant. Og det er retten sgu også. Rapsblomster, solbærblade og hvide asparges. Og så en fermenteret bygvæske i bunden. Jeg ville ha' klappet i mine små hænder, hvis ikke de var optaget af at drikke østrigsk orangevin. Kør!



#17: Tre ingredienser i den her servering. Oksekød, myrer og selleriolie. Skarpt. Man tror, at det der myrefokus er et marketingstunt. En sjov men ubetydelig gimmick. Det er det bare ikke. De smager psykosyrligt, og det fungerer helt vild godt. Flagkipning.



#18: Det her billede blev underligt. Retten var virkelig flot. Psykobehandlede rødbeder, slåenbær og tagetes. Og en masse andre fine urter. Sjovt med en virkelig aromatisk ret lige pludselig. Sejt valg.



#19: Den her ret forstod jeg ikke helt. Jo, de grillede ramsløgsblade var helt geniale. Og jeg er jo svært glad for vilde urter generelt. Men det var som om, at overraskelsesmomentet manglede i denne her svend.


#20:  Pighvar er jo godt i sig selv. Men denne ret var også lidt kedeligere end alle de vanvittige og fantastiske ting, vi havde fået tidligere. Vi var i en lille bølgedal på mad og energi, synes jeg.



Så tog vi sgu vores vin med ud i solen. Energien var tilbage. Og Staffan holder sit glas, som om han lige har holdt en tung tale til en konfirmation. Alt er godt. Hold nu kæft, hvor er alt godt.



#21: Og apropros konfirmation så fik vi fandme serveret en foldet rose som første dessert. Hvor er det fucking oldschool og sjovt. Den er lavet af rabarber. Og hygger sig sammen med havesyre, creme fraiche og spansk kørvel. En meget lidt sød dessert. Urtet og syrlig. Den smagte fryd!


#22: Dagens sidste reelle ret. Og hvilken en. Jeg tror sgu, at det var min favorit i løbet af hele dagen. En rødbedelignende puck, som består af aroniabær og söl og en eller anden herlig hvid creme. Der er så meget blær og velsmag i den her lille fucker.


#23: Så stod den på færgekaffe (LOLlende LOLkat) og søde ting. Var det et semi-frossent karamelbrød med hyldeblomstsalt og havtornsskyrherlighed? Ja, det kunne det sagtens være. Det var i hvert fald top notch.


#24: Og så var der sgu snegl. Hvad fanden var det nu den glasur var lavet af? Noget letweird nynordisk er mit bedste bud. Badabing. Indrømmet, vi har fået en del vin her. Og fantastisk god brændevin.


#25: Det her er satme kolesterolliderligt. Flæskesvær betrukket med chokolade. Og drysset med frysetørret solbær. Ahrmen, det er da herligt. Dejligt uhøjtideligt og kækt, og en skøn afslutning på 3 timers gastronomiske fedhedslussinger.

Fik også en rundvisningsøl og en tak-for-i-dag-øl. Og så tog vi på champagnekanalrundfart. Helt høje på den kulinariske virkelighed, som finder sted i skyrskuret. For det hele er så fucking skarpt. Servicen, tempoet og selvfølgelig maden. Og samtidig føles det så urimeligt afslappet. Og slet ikke som i mine mareridt.

Jeg har ingen baggrund for at kunne vurdere, om birkesaftpaladset er verdens bedste restaurant. Men hold kæft, hvor var det en fortræffelig oplevelse. Vi giver 45 point og 30 kanonsalutter.

PS. Vi fik herlig vin. Fra Recrue des Sens, Robinot,  Arndorfer, Christian Ducroux, Odinstal, Buronfosse, Fred Loimer og Mark Angéli. Og noget italiensk orangeherlighed. Og en blinder, som enten var chardonnay eller savagnin. Det var selvfølgelig pivskarpt.

6 comments:

Anonymous said...

Det her er det sjoveste jeg har læst længe!

Helt genialt! Tak!

Henrik Christensen said...

Det er jo ikke lige Bøf Bernaise, men det går nok også alligevel. Jeg tror ikke, jeg forstår 95 % af tingene, men gad da godt prøve det engang. Måske Bono eller David Bowie eller Dronningen inviterer mig med en dag.

Grev Lindgren said...

har fucking ondt i mavsen af at grine! Alt er godt, alt er fucking godt!

Anne Marie said...

Hold nu kaje det er morsomt -

Astrid said...

Tak for et super grin!

michael ansbøl said...

fanme den bedste madanmeldelse jeg har læst længe .....
"tåb noidshss"....

Post a Comment

Du er meget velkommen til at kommentere på dette indlæg. Også hvis du er vred, men helst hvis du ler.