Ordlige ligegyldigheder (= blogessens)

Åh nej, overskriften på dette indlæg lyder som endnu et vinsvinagtigt vredesudbrud. Du ved: hvorfor er bloggere så elendige og letkøbelige og ukritiske. Men det handler faktisk slet ikke om det ... selvom udsagnet er ren sandhed. Overskriften dækker bare over, at vi ikke rigtig har noget spændende at fortælle, samtidig med at vi har dårlig samvittighed over ikke at skrive nok.


Så her er der bare en lille update på ting, som er fløjet forbi eller ind i Vinsvins snævre univers over den sidste eller nærmeste tid.

  • Vi var på Relæ den anden dag. Det var godt. Altså sådan rigtig fucking godt. Højdepunktet kom allerede i første servering, hvor matchet mellem knivmuslingsherlighed og Opok fra Sepp Muster var fuldstændig vanvittigt skarpt. Måske den smukkeste kombination mellem mad og vin, jeg nogensinde har oplevet. Scheriøscht. Av, av, av. Jeg burde skrive en længere ting om vores besøg. Det fortjener det, selvom den gulerodsret er let overvurderet. Måske kommer indlægget en dag. Afsted til Relæ, kække gastrogrænsesøger.

  • Jeg har sgu da også været på Madsvinet på Vesterbro. Hold dog din fede chardonnaykæft, hvor var det fint. Vinkortet kommer udelukkende fra Råschford, og derfor drak jeg Aligoté fra De Moor. Ahhh, syrlig saglighed. Og maden var virkelig fin. Uprætentiøs nynordisk (jeg vidste slet ikke, at det var en mulighed!) til urimeligt rimelige priser og med fri udsigt til det åbneste af åbne køkkener. Jeg var afslappet og glad hele vejen igennem. Det er jeg sjældent. Afsted til Madsvinet, kræsne bistroboheme.

  • Du ved godt, at den store frugtvinssekt mødes på Lolland den 17. maj, ik'? IK'? Det er landsdækkende frugtvinspunch på fornemmeste vis. Og vi er dommere. Hahaha. Vinsvin bliver bedt om at bedømme noget. LOLkatten har aldrig lollet mere. De har big motherfucking balls på Lolland. Men for fanden, du skal sgu da tage med og se spektaklet. Du kan køre i en bus derned, drikke dig i udkantshegnet, og blive kørt direkte tilbage til Streckers for 449 kroner. Sjæriøst, det er en virkelig god deal. Og det bliver øjenåbnende for din selektive mundhule. I promise. Afsted til Lolland, frugtnormative mønsterbryder.

  • Og det er vel heller ikke forbigået din bouquetinhalerende tud, at der bliver afholdt Fri Vin på lørdag? Vi snakker pressemeddelelser, plakat med naturvinsordspil og de helt, helt brede fælge på vinbondeopbuddet. Facebook koger. Arhmen, hvis du ikke tager derhen, så er det fordi 1) du er prorussisk milits og har travlt med lidt andre ting for tiden eller 2) har fået en gæst fra airbnb, der viser sig at være en rasende og aldeles gigantisk menneskesulten sort bjørn. Zerijøjst, du MÅ tage derhen. Det bliver fucking den ondeste af onde smagninger. Afsted til Fri Vin, din smukke svovlkonvetit.

0 comments:

Post a Comment

Du er meget velkommen til at kommentere på dette indlæg. Også hvis du er vred, men helst hvis du ler.