Anmeldelser af vin. Hvor trist kan det blive?

Vinanmeldelser er som udgangspunkt kedelige. Og det er der flere grunde til. Vinsvin prøver at komme på en forklaring.


Men inden vi forklarer noget som helst, så lad os da med det samme lægge bilkortene på bordet (vi melder omdrejninger i minuttet). Vinsvin har uden tvivl og med fuldt overlæg skriblet vores andel af trishedsbeskrivelser af smagt vin. Du ved, sådan en helt sørgelig omgang ligegyldighedskliché fyldt med røde bær, syre og mineralitet. Findes der overhovedet vin længere, som folk ikke beskriver med mineralitet? "Denne Rioja oser af fad, overmoden frugt og masser af mineralitet". Lolkat.

Nå, men her kommer et par argumenter for, hvorfor vinanmeldelser cirka 1.000 gange ud af 1.000 er dødsenssyge.

1. Anmeldelser er som udgangspunkt tiltænkt kulturen – og mere specifikt kunsten. Man kan selvfølgelig argumentere for, at vin er et kulturelt produkt, men i sin kerne er vin jo blot et særdeles herligt landbrugsprodukt. Og man anmelder jo heller ikke mel (jo, Politiken anmelder kraftedderme hvadsomhelst) eller bananer.

Musik, film, teater, eksperimenterende dans (= 0 stjerner), poesi, restauranter og sådan noget sjask fungerer i anmelderiet. Her er der nemlig et budskab, et forståeligt håndværk, et mere eller mindre kunstnerisk udtryk og en formidling. Spillede guitaristen godt, kom budskabet frem og var jeg godt underholdt. Det giver mening at vurdere.

Vin har jo ikke et budskab, som sådan. Det er bare (be-)gæret druesaft, som smager på den ene eller anden måde. Så er der selvfølgelig forskellige smagspræferencer, men det er der også inden for glasur. Og det er alligevel lang tid siden, at jeg sidst læste en anmeldelse af glasur.

2. Hvor den kulturbaserede anmeldelse kan referere til andre kunstnere – Saybia lyder som emo-udgaven af Shu-bi-dua –, så er vinen meget begrænset i sine referencemuligheder. Jo, man kan selvfølgelig beskrive vinens duft- og smagsnuancer og derigennem sammenligne med anden vin, men det er de færreste, der evner at smide anmeldelser ud over det vinøse referencerum.

Denne herlighed fra Ralf Christensen – som fik mig til at skrive dette indlæg – er et godt eksempel på, hvad musikanmeldelsen kan rumme, når den er eksekveret godt. Vis mig en vinanmeldelse der lykkedes med at bruge lige så mange og lige så elegante metaforiske og konkrete sammenligninger, uden det virker svært forceret.

3. Vinanmeldere virker meget låste i deres udtryk. Det virker som om, at der eksisterer cirka 30 ord, som kan bruges til at beskrive vin. Al vin. Hvis man skal se positivt på det, så betyder det måske, at de fleste forstår sproget og beskrivelserne. De kan genkende flosklerne. Med negativitetsbrillen på betyder det, at det bliver gabende monotomt at læse langt de fleste anmeldelser af vin.

Hvis man alligevel giver vinen stjerner eller tal eller småkager med dyremotiv i sin anmeldelse, så burde man kunne jonglere meget mere med tonalitet, følelser og kækhed. Antallet af æselsmåkager fortæller jo helt nøgtern, hvor god vinen er. Så i stedet for at skrive om dufte af læder og cedertræ,  kunne man derfor i stedet fortælle om associationen til ens første læderjakke, som man købte i forbindelse med en fortryllende god Smokey-koncert.

4. Size matters. Når Politiken beskriver en vin med 8-9 anslag (hvorimod melet selvfølgelig får halvanden side i søndagstillægget i Politiken), så må det jo gå galt. Det mangler simpelthen dybde og indlevelse. Og så er det jo herligt, når vinjournalisten skriver præcis det samme om vinen. Vinbønderne burde sgu anmelde anmeldere.

Information har normalt en tredjedel side dedikeret til øl, vin eller andre rusmidlende herligheder i deres Moderne Tider-sektion. Det fungerer ganske herligt, synes jeg. Fx bruger de her ligestillingsdebatten på rødvinsdomænet som en indgangsvinkel til en anmeldelse. Hell yeah!

5. Jeg hader pænhed. Bare se vores blogdesign. Og mit hår. Men jeg synes, at anmeldere er så fucking ordentlige. Der findes så meget tåbeligt dårlig vin i verden. Det er alle enige om, tror jeg. Og anmelderne får helt sikkert tilsendt deres andel af det. Hvorfor giver de ikke disse klamheder en syngende lussing og et velplaceret nokerspark? Det må da om noget være en forbrugerservice. "Hold dig fucking væk fra denne vin, der har samme balance som en talentløs linedanser med et svært heftigt epileptisk anfald." Okay, måske behøver alle anmeldere ikke være vinsvin. Men er det ikke okay at give lortevine én stjerne og en god gammeldags bredside?

6. Egentlig burde al anmeldt vin blive smagt blindt. For det kan jo ikke undgås, at de skrivende vinister har relationer til forskellige importører, områder, druer eller vinhuse. Lige som Vinsvin har relationer til folk, som vi har anmeldt vin for. Vi er endda venner med nogle af dem. Føj!

Det gør selvfølgelig hele smageprocessen lidt besværlig at skulle smage alt blindt, men det ville give en mere reel vurdering af vinens kvaliteter - eller mangel på samme.

7. Jeg anerkender selvfølgelig også, at jeg ikke repræsenterer menneskeheden. Når det går allervoldsomst for sig repræsenterer jeg ikke engang Vinsvin. Og jeg har et overdrevet fokus på vinøse ord, og jeg keder mig generelt ret hurtigt. Måske danskheden er glade for de anmeldelser, som de lader deres øjne kæle for. Så måske er jeg bare selv problemet. Som om!

3 comments:

Anonymous said...

Bare så jeg er godt rustet...
... hvad er de 30 ord, der beskriver al vin?

Carlo said...

En af dagene sætter jeg mig ned og besvarer de spørgsmål, der
plager din vinsjæl.Lover det. Der er to eller tre points, der skriger for belysning som en mørk gade under mørklægningen. Til senere.

Carlo said...

OK. Som alle fag, har vinfaget også sit sprog. Det er skabt for at folk kan kommunikere med hinanden og forstå hvad der menes.
"Duften af en friskpresset klase i den årle morgen ved strandbredden" er poetisk men "vinøs" kommunikerer universalt så at selv dem, der vælger "bjergsiden" "kildevælde" o.a. for "strandbredde" kan forstå hvad det drejer sig om. Vinfagsproget er faktisk ikke så omfattende og kan resumeres i en tredive-fyrre ord. Listene findes hist og pist på nettet og anvendes af forskellige offentlige instanser ved bedømmelse af vine (AOC_DOC tc-kommissionerne). Når det er sagt: frit slag for de "sexede tanniner" og "cross-over taste" og alt det andet lyriske, men tekstakrobati ender tit i "se hvor jeg er dygtig"-skriveonani. Det med pointerne: solhuret tæller kun de lyse timer. Det er stort set den model, der hersker bland vinanelderne. Hvorfor det? både af personlige indstillinger ("Livet er for kort bla bla") men også af praktiske grunde: en eller flere negative anmeldelser kan resultere i alt. Fra et sagsmål fra den "forurettede" importør, til ophør af vareprøveindlevering fra den samme. Når man også regner med at vinindustrien sørger for at der ikke fremstilles længere decideret dårlige vine, ja så er valget oplagt. Ville det være ønskeligt med anmeldelser af minusvinene ? ja, afgjort. Men hvem påtager sig ansvaret ? Uden nødvendigvis at være pot og pande, er de fleste vinameldere på god fod med importører: hvor mange mange "1 glas ud af 6" kan forholdet tåle? Til sidst: der hersker en overbevisning at vinanmeldere (herunder bloggers) er til for forbrugernes skyld og at de levere en "anvendelig tjenest " til de samme. Intet kan være mere forkert.

Post a Comment

Du er meget velkommen til at kommentere på dette indlæg. Også hvis du er vred, men helst hvis du ler.