Et genialt rodehoved

Renaud Guettier har aldrig smidt noget ud. Nogensinde. Sådan ser det i hvert fald ud, når man besøger ham på hans gård, der er centralt placeret i Udkantsfrankrig. Der ligger magasiner, glemte børnecykler og alskens tingeltangel, hvor end man kigger hen. Men det er okay. For ved siden af den rustne spand og den semiopløste papkasse står der en masse vin. En hel masse fantastisk vin.


Renaud er først og fremmest landmand. Han lever af at dyrke hvede og raps på markerne omkring det lille hus, der ligger idyllisk på toppen af en lille bakke, hvor kålen strutter om kap med uplukket fjolletobak i baghaven. Men kærligheden ligger i vinproduktionen. Og cirka 100% af alle følelsesmæssigt normale mennesker med blot den mindste interesse for vin ville også blive smaskforelskede i La Grapperie, hvis de stod på de bittesmå marker fordelt over smukke bakketoppe og i de dybe vinkældre gravet ind i den lerholdige jord.

Vi er i Coteaux de Loir, som er en af de nordligste appelationer i Loire. Her bliver hovedsageligt dyrket Chenin Blanc, Gamay og Pineau d'Aunis. Men faktisk bliver der ikke dyrket særligt meget vin her. Fra de mellemstore landeveje ser vi udelukkende flade marker, der venter på at blive fyldt med ikke-alkoholproducerende afgrøder. Og i ren desperation over den manglede landskabsvinøsitet jubler vi over blot at kunne skimte konturerne af en vinstok i horisonten, selvom den – i takt med at vi nærmer os den – viser sig blot at være et lille æbletræ eller et stakit. Det er virkelig meget lidt vinromantisk at være i evigt søvnige Coteaux de Loir.


Det er først, da Renaud kører os op ad smalle mudrede markveje, at vi kommer hen til reelle vinmarker. Men så er de satme også reelle. Over 100 år gamle Pineau d'Aunis-stokke, der står og glor ud over Loire-dalen i unaturligt akrobatiske yogapositurer med deres krogede grene og rynkede bark. Jorden er blød og lerholdig og fyldt med silex, som er en rødlig flintesten. Og selvom vejret er vådt og elendigt, har man lyst til at kramme hver eneste stok.

Fra denne mark kan vi kigge over på St. Pierre-marken, hvor der står et plot med Chenin Blanc. Vi har lige smagt vinen derfra, og det hele hænger rigtig godt sammen. Det ligner nemlig også en mark, der kan producere stor vin. Hvis man altså lige ser bort fra en nogenlunde enorm elmast, der troner i baggrunden.


Som skrevet er vejret ganske trist. Derfor giver det ekstra meget mening at søge i ly for den tunge regn i Renauds kældre. Han har tre. Den ene til opmagasinering af flasker og den anden til barriques. Den tredje har han lige overtaget for et par måneder siden, og i den står kun nogle af de flasker, som den tidligere ejer ikke har taget med sig. Der er vel 10-15 flasker. Det er alle Chenin Blanc, og de er fra 1950'erne og frem til 80'erne. Vi smager dem alle sammen. Det er vanvittigt. Nærmest alle vinene står pivskarpt og har stadig masser af frisk syre og tyngde. Det bliver en god dag.

I flaskekælderen smager vi boblerne fra '13. En lyserød petnat lavet på Pineau d'Aunis og Chenin Blanc. Bang, syrekrampe i ansigtet. Hold dog kæft, hvor er det friskt. Men på den gode måde. Den her vin kommer til at definere sommeren '15.


Og så går turen til den tredje kælder. Det man kalder en mughytte. I de dybe underjordiske gange ligger der tyk grønblå pels på samtlige barriques. Vi overvejer at give dem halsbånd på og fodre dem med godbidder. Men da vi smager vinene fra fadene er de helt rene i udtrykket. Og helt urimeligt gode. Noget af det er måske lige fadtungt nok til vores smag, men man kan ikke argumentere mod at de er vellavet. Og på en måde er det også befriende, at al naturvin ikke per definition skal være lys bællesaft.


Vi klapper fadene farvel, og pludselig får Renaud en idé. Lad os da lige besøge Bernard. Bernard? Bernard er naboen, selvom han bor 4-500 meter fra Renaud. Og han er en "personnage original", som Renaud fortæller, da vi går gennem Bernards fantastiske og frodige have op til huset på endnu en bakketop. Det er vist den største underdrivelse i det 21. århundrede. Bernard er en fucking galning. Han kan ikke et ord engelsk, men til gengæld kan han skrige en i ansigtet og sparke dig over knæet. Det er han til gengæld rigtig god til. Men man kan sgu tilgive meget, når en person har verdens hyggeligste vinkælder. Via en dør, der et sat direkte ind i selve bakken, går vi ned af en vindeltrappe, som Bernard selv har gravet ud. Den er lang. Men for enden er der den smukkeste vinkælder. Lys og tør og hamrende kold.


Bernard tænder op i pejsen – for sådan en har han selvfølgelig i vinkælderen –, og så bliver der drukket igennem. Vi drikker Enchanteresse '07 fra magnum, som er noget af det største vin, jeg nogensinde har smagt. Og så får vi også et voksent glas Calvados / træsprit til lyden af skrattende jazz fra transistorradioen. Og et par flasker mere. Og et par Bernard-råb i ansigtet, selvfølgelig. Det er som en behageligweird og fermenteret drøm.


Vi er hamrende fulde. Så vi hopper ind i bilen og kører hjem. Det må man godt herude, hvor kragerne for længst er vendt om. Men pludselig stopper Renaud bilen, ruller vinduet ned og stikker armen ud for hive fat i skraldespanden, som lige er blevet tømt. Og så er det bare fuld gas fremad med skraldespanden dansende i vejkanten med 80 kilometer i timen. Vi er i det vilde vesten, og jeg ligger krøllet sammen i latterkramper.


Resten af aftenen fortaber sig i dødsdruk og rillette lavet på nabogris. Men hold dog kæft, hvor var det hyggeligt at sidde der i 35 års akkumuleret fransk rod og tale om vin med min yndlingsproducent. Nu er han min ven, og så laver han altså bare vederstyggelig god vin. Det er satme en svedig kombination.

0 comments:

Post a Comment

Du er meget velkommen til at kommentere på dette indlæg. Også hvis du er vred, men helst hvis du ler.