Breaking Kong Hans Kælder



THOMAS RODE: MICHELINSTJERNER
ER LAVET AF HVEDE

Danmark fik i dag tre nye michelinbestjernede restauranter. Men dagens største historie handler om restauranten, der mistede sin. Kong Hans Kælder er ikke længere med i den røde guide, men nu erfarer Saftpressen, at det faktisk var Thomas Rode selv, der fravalgte den prestigefyldte dækproducentshæder.


Kong Hans Kælder var Danmarks første michelinrestaurant, da de fik den prestigefyldte stjerne tilbage i 1983. En stjerne som restauranten har holdt fast i indtil i dag. Men nu er det slut med at stå i den røde gastronomiske bibel. Ganske overraskende er det dog, at det ikke er de anonyme michelininspektører, der har valgt at fratage kælderrestaurantens stjerne. Det er derimod køkkenchef og direktør Thomas Rode selv, der har valgt ikke at ville bestjernes.

"Stenaldermad. Stenaldermad. Stenaldermad. Crossfit. Stenaldermad," udtaler Thomas Rode sig via SnapChat, og fortsætter: "Stenaldermad. Jeg har fundet ud af, at stjerner består af lige så mange kulhydrater som hvide pastaskruer og industrielt fremstillet trekornsbrød. Crossfit. Og det vil hverken jeg eller Kong Hans Kælder associeres med. Stenaldermad. Crossfit. Stenaldermad."

Det har tidligere vist sig afgørende for restauranters omsætning at være nævnt i Guide Michelin, da stjernerne tiltrækker både ind- og udenlandske foodies. Men Thomas Rode frygter ikke en nedgang i antallet af gæster. I en MMS med et billede af ham selv i bar overkrop skriver han:

"Crossfit. Crossfit. Vi nægter at lefle for den kulhydratshungrende pøbel. Stenaldermad. Faktisk er vi i gang med at udvikle en menu, hvor du skal vifte med tunge reb, samtidig med du spiser råt grævlingekød. Vi kalder menuen for tricepsboostermenuen. Stenaldermad. Crossfit. Det kommer til at blive en kæmpe succes fra dag 1. Crossfit. Og når først Guide Michelin forstår, hvor hæslige alle kulhydrater er, så er jeg ret overbevist om, at de med det samme vil give os 3 proteinstjerner. Stenaldermad."

Hos Guide Michelin ønsker man ikke at kommentere mulighederne for at lave en separat kategori for restauranter med fokus på protein og tunge løft. I en kortfatter besked via Tinder udtaler guiden:

"Ingen kommentarer, men det lyder tumpet."

De tre nye danske michelinrestauranter er Clou, Marschal og Studio. Hverken Noma eller Geranium opnåede at få den tredje stjerne.

---

Note: Læs her om Saftpressen.

0 comments:

Post a Comment

Du er meget velkommen til at kommentere på dette indlæg. Også hvis du er vred, men helst hvis du ler.