Arne Grum-Schwensen FTW!

Mens der fyrede petanquekugler og basketbolde og rundboldsbolde rundt om ørene på mig i en solbefængt Enghaveparken, læste jeg en bog. En gammel bog om vin. Bogen er så gammel, at den blærer sig med at have hele 19 farvefotos. Og manden bag værket hedder Arne Grum-Schwensen. Han har tidligere været vinøs redaktør på bladet Mad & Gæster, og han virker til at være rimeligt mofostreetsej.


Nå, men det var jo dybest set ikke særlig interessant information. Mere interessant er et afsnit i et kapitel tidligt i bogen. Det er ret fint skåret – og overraskende relevant –, synes jeg. Så i dag er Arne Grum-Schwensen svinagtig og posthum gæsteskribent på bloggen. Bogen hedder forresten De Skønne Vine.

---

Sandheden er vel, at langt de fleste mennesker, som er vant til at drikke en almindelig vin rouge og synes ganske godt om den, bliver dybt skuffede, hvis de skifter til en "ægte" rødvin, der er et par kroner dyrere. De vil måske synes, at den er for sur eller for snerpende eller for tynd – de vil kort sagt ikke kunne goutere den.

Alligevel er det en af mine hensigter med denne bog at få en masse mennesker til at gøre springet – at få dem til at holde op med at drikke noget, som de synes godt om, og i stedet overtale dem til at drikke noget, de synes mindre godt om.

Det lyder temmelig idiotisk, men meningen er den allerbedste. Det er nemlig med vin som med tobak og en række andre nydelsesmidler – man skal vænne sit til dem. Den første cigaret smager afskyeligt, og selv den første kop kaffe er vel ikke nogen større nydelse, men efterhånden lærer vi at sætte pris på disse ting – eller på te eller øl eller smustobak, eller hvad vi nu hver især har en forkærlighed for, og når vi først er kommet så vidt, så takker vi en mild skæbne for, at vi i sin tid vovede det første mislykkedes forsøg.

På den samme måde er det med vin. Det er det første skridt, der er vanskeligt. Blandingsvinen, coupage-vinen, den ganske almindelige vin rouge, var vi måske heller ikke rigtig dus med fra første mundfuld, men den gled dog ned til et behageligt måltid, den smagte i grunden ganske rart, og efterhånden skabte den en lys og munter stemning. Og siden er vi måske blevet ved med at drikke vin rouge, vi har vænnet os til smagen – jo, såmænd, rødvin smager faktisk meget godt, der er ikke de store overraskelser fra mærke til mærke, og så er det jo altid festligt med flasker eller karafler og langstilkede glas på bordet. Skal der være fest, så skal der vin på bordet – rødvin, vin rouge.

Men nu var det, at vi skulle et skridt videre, skulle gå på opdagelse i vinens vidunderlige rige for at konstatere, at der her er et væld af helt eventyrlige overraskelser, en rigdom af smagsnuancer og fornem, ædel aroma så helt, helt forskellig fra det blandingsprodukt, som danske vinhandlere sælger, hvor det skal være så ensartet som muligt og kunne drikkes af så mange som muligt – det vil sige være så blødt og fyldigt, som det nu engang kan lade sige gøre.

Der er vine, som smager af den jord, de er vokset i, der er vine, som smager af kalk, der er vine med blomsterduft og vine med bestemte druesorters karakteristiske aroma – der er en verden af nydelser og spændende møder gemt til den, der træner sin gane og næse op til at være aktivt med i denne skattejagt. (...) At være vinnyder, det lader sig gøre for os alle, at være amateur med åbne sanser – det er blot at tage endnu en af jordelivets mange glæder til sit hjerte.

0 comments:

Post a Comment

Du er meget velkommen til at kommentere på dette indlæg. Også hvis du er vred, men helst hvis du ler.