Kunsten at beskrive vin

Jeg stod pludselig i Århus og havde brug for en polentaskubber. Men jeg ved ikke rigtig, hvor der er en god århusiansk vinpusher (udover Dehli'en i Jægergårdsgade), så jeg måtte ty til internettets udspekulerede, NSA-overvågede og betalte søgeresultater. Derfor endte jeg på Vinspecialistens hjemmeside, og i min søgen efter polentaskubbende saft kom den her frem:

Beskrivelsen er jo ganske uskyldig, omend høje tanniner ikke giver mening. "Markante tanniner" havde været et bedre udtryk. Og derudover er tanniner jo slet ikke en smag, men en mundfornemmelse. Det samme gælder vel egentlig for alkohol.

Nå, men nu skal det her ikke (igen!) udmønte sig i en semi-ironisk gøren grin med en større dansk vinaktør, der opfører sig mellemjammerligt. Vi laver jo snart nærmest ikke andet. Det her skal handle om, hvordan man beskriver vin.

Vin smager ens for alle. Der er måske nogle, der har mere sensitive smagsløg end andre. Nogle der har flere referencer. Og der er altid nogen, der har et tyggegummi slaskende og smaskende rundt i ansigtshulen. Men en vin smager grundlæggende af det samme i alles munde. Derfor er det udelukkende dygtigheden i den vinøse associationsleg, der afgør om det er interessant at læse eller høre om andre folks smagsoplevelser. Og der må jeg sige, at de fleste sgu er ret nærige med deres saftassocierende kreativitet – inklusiv Vinspecialisten.

Det er klart, at alle vinkommunikatører ikke kan skrive lallepopsmarte og læsbarhedsuvenlige gloser, som vi gør på Vinsvin. Det anerkender vi gladeligt. Men ville det ikke sælge mere vin (og mere salg er jo vejen til alt godt!), hvis der bare lå en flig af personlighed i vinens beskrivelse. Mængden af tanniner, syre og alkohol er sgu lidet sexede beskrivere på smag i min optik. Og så er kun en af dem en reel smag.

Grundlæggende kan man jo kun smage sødt, salt, syrligt og bittert (og umami, siger salamandernørden). Men kombinationen af disse – og det faktum at din næse sidder lige ved siden af din mund – gør, at du sagtens kan beskrive vin interessant. Både i forhold til duft, smag og mundfornemmelse er der uendelige muligheder for udnytte din egen associationskarrusel til at skabe interessanter billeder på vinens egenskaber.

Hvis vinen smager af røde bær, så fortæl mig dog, hvilke bær det er. Hvad de minder dig om. "Perfekt modne frugter fra en svensk sommerskov" giver mig ét billede. Og "overmodne jordbær" et helt andet. Og det kræver ikke en vinbeskrivelses-phd.

Der er selvfølgelig en fælles sproglig kode for, hvordan en vin bør beskrives korrekt. Man kan ikke bare skrive hvadsomhelst. Men sådanne eksisterende og fastlåsende normer er til for at blive brudt. Eller i hvert fald udvidet. Spørg selv hiphop'en, Lars von Trier eller hende der opfandt den dybe tallerken.

Så lad dette være en opfordring til Vinspecialisten og alle de andre vinskubbende butikker. Og til de anmeldere og til de bloggere, der også hænger fast i "rød frugt" og "fin syre". Lad de sensoriske minder brage ud af fingrene, så den dræbende nøgternhed forsvinder, og der kommer liv i de vinøse beskrivere.

For hvem bliver egentlig interesseret i en vin, hvis fremmeste kvalitet er, at den smager af "røde bær"?

3 comments:

Rasmus Holmgård said...

I mange år uddelte jeg konsekvent imaginære olferter til enhver, der formastede sig til at forfalde til "rød frugt"-referencen, fordi jeg mente, den i værste fald var det rene vrøvl; i bedste fald en upræcis beskrivelse fra én, der var for doven eller associationsfattig til at blive så specifik i beskrivelsen, at det gav mening for andre end personen selv.

Men det mener jeg ikke længere. Jeg har måttet indse, at det har givet mening at skelne mellem "rød frugt" og "mørk frugt" (eller "black fruit" på engelsk) i efterhånden ikke så få samtaler med både vinglade forbrugere, vinproducenter på det meste af en håndfuld kontinenter og skrivende kolleger på i hvert fald dansk, engelsk og fransk.

Referencerne "røde bær/rød frugt/red fruit/fruits rouges" og den mørke/sorte udgave er så udbredte og hyppigt anvendte, at jeg simpelthen har måttet opgive min modstand for at kunne føre en meningsfyldt samtale med folk. Jeg er sågar begyndt at bruge termerne selv. Først lettere anstrengt og presset, men nu faktisk med en vis afslappet fornøjelse.

Måske er jeg bare ved at blive senil og er faldet til den vinverbale pat som de andre lemminger. Men det føles godt, og jeg synes selv, det giver mening.

Rasmus

Tue said...

Jeg indrømmer gerne, at jeg også selv bruger termen "rød frugt". Den giver mening som en genrebeskrivelse af en vin. Men jeg synes, det er dovent at bruge til en specifik vin lavet på en almenkendt drue.

Anonymous said...

Hej Tue, en god og tiltrængt opsang til de mange aktører i vinens verden. Ikke mindst tiltrængt for mange af dine blogkollegaer, som drikker/smager mange gode vine, men dybest set beskriver dem med samme superlativer, de har læst i decanter, winespec eller, gud forbyde det, hos Mr. SF.
Netop blogs, som i den grad er personlige, ville det være på sin plads, at gøre sproget lidt mere sprudlende og visuelt - I think!

Post a Comment

Du er meget velkommen til at kommentere på dette indlæg. Også hvis du er vred, men helst hvis du ler.