Den smukkeste bromance

Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal skrive den her lutter rosende omtale af Restaurant BROR. Det bliver sgu så kedeligt, når alt bare er ren fryd fra start til slut. Og især hos Vinsvin, hvor vi jo elsker at være vrede på folk – eller gøre folk vrede.

Men det var bare ren fryd fra start til slut. Betjeningen var genial, maden var fucking vild og sej og fantastisk, og vinene var urimeligt lækre. Der var simpelthen ikke et eneste fejltrin denne aften. Så lad os gøre det nogenlunde kort (som om).


Vi fik beerbatteredbullsballs (var den med i Halfdan Rasmussens ABC?) med en hvinende lækker sauce tartar til at starte på. En både velsmagende og lidt cirkusfjollet snack, der satte stilen for resten af aftenen på den uprætentiøse måde. Den næste snack var en syltet sildemousse med et langtidspocheret æg. Helt skønt og elegant.

Den sidste snack lignede umiddelbart et helt måltid i sig selv. Og et meget grimt måltid. På tallerknen lå bare et kogt fiskehoved, og så måtte man selv grave sig frem til kødet i fiskens kranie. Under hovedet lå der noget sprødt brød til at give retten tekstur, og brunet smør, fordi brunet smør er genialt. Igen en ret der fordrer til samtaler om maden, men som også på en eller anden måde er med til at få samtalerne til at gå i øst og vest i en underbevidst associationskarrusel, fordi det hele er så absurd.

Hovedretterne kom alle fra den samme kropsdel på det samme lam. Nemlig hovedet. Først fik vi hjernen, som var absurd smagsmættet og mest af alt mindede om etisk korrekt foie gras. Den var rørt og altså uden hjernetekstur. Til denne hjernecreme var der pære/sennepskompot og sprøde rugkiks. En fuldstændig vidunderlig og urimeligt rock and roll-agtig ret.

Så blev det tid til at spise lammets øjne. Det lyder klamt, det ved jeg godt. Det var det ikke. Slet ikke. Det var fucking genialt. Jeg har aldrig fået et mere intenstvelsmagende stykke lam. Det var så vildt godt. Fedtet og saftigt og mørt – og også en lille smule blæverunderligt. Av, av, av. Nogen må ringe til Nobel-komiteen.

Sidste lammeherlige servering bestod af kæber, og hvad der nu ellers er af ansigtskød på sådan et kræ. Retten kom i form af en række forskellige elementer. En pandekage, en skål med kød, en skål med ruccola og løg og en skål med creme fraiche. Og så samlede man selv sin liderligt lækre shawarma. Åndssvagt godt. Både mørkt og umamitungt, men også frisk og sprødt og velafstemt. Jeg er i himlen.

Desserten var et bitterhedsinferno af malt, rug(?), karamel og is, som så blev overhældt med en mørk øl. En virkelig sjov ide, og overraskende rart at slippe for den dessertklassiske sødhedssødme til at slutte måltidet af på.

Til dette overflåd af postmolekylær og uvirkelighedsnær herlighed drak vi en flaske Spring fra Alexandre Bain, som holder til i Pouilly-Fumé. Intens og overraskende lakridsdrevet Sauvignon Blanc. Og derefter drak vi guddommelig vin fra Jean-Yves Peron (Savoie) og hans naturlighedssmukke Mondeuse. Nejnejnej, hvor smager det dog flot.

Måske jeg har glemt en enkelt servering eller to. Og hvad så? Jeg er stadig gastro-opstemt af oplevelsen, og jeg har lyst til at spise præcist den samme menu de næste 34 dage. Få dog din halvstramme flødskumsrøv ud af døren og gå obskurhedsmadamok på en af Københavns bedste og helt klart sjoveste restauranter.

0 comments:

Post a Comment

Du er meget velkommen til at kommentere på dette indlæg. Også hvis du er vred, men helst hvis du ler.