Verdens bedste kogebog

Fordi Vinsvin endnu ikke har lavet en kogebog, hvor alle ingredienserne er chili con carne, så kan det stadig diskuteres, hvad verdens bedste kogebog er. Men faktisk kun indtil i dag. Ok, jeg har været bekendt med det siden juleaften, hvor jeg fik verdens bedste kogebog. Men nu får du det altså også at vide. Verdens bedste kogebog er fundet.

Jeg taler selvfølgelig om Lise Landers kogebogsmesterværk med navnet 25 MIDDAGE fra 1973. Og nu starter ironialarmen måske at blinke som en gal, mens sarkasmesirenen hyler som en dansk gris i et konventionelt (og forhåbentlig hamrende eu-støttet) landbrug. Men jeg mener det faktisk helt seriøst. Det her er verdens bedste kogebog.

Og den mest indlysende grund til, at bogen er verdens bedste af sin art, er, at Lise Lander faktisk mener noget (jeg kigger på jer, madbloggere!). Hun fortæller gladeligt om ting, som hun ikke kan li'. Hun bruger lange pasager på at skælde ud. Hun fortæller, hvorfor du skal gøre det ene og ikke det andet. Og så er der lige akkurat blevet plads til at smide opskrifter på et par solide franske klassikere ind. Det fucking genialt. Jeg læste bogen fra ende til anden på en eftermiddag, og jeg læste den mere som et essay end som en kogebog. Stik den, moderne kogebogsgalninge.


Okay, hendes opskrifter er meget klassiske. Grænsende til det kedelige. Men det er sgu okay. På den måde fungerer bogen bare som en grundbog, og så kan man selv tilføje sine selvplukkede ramsløg og smide et eller andet sjask i flydende nitrogen. Hendes retter kræver bare en kniv, en ovn, en pande og et nogenlunde fyrigt bål. Det er sgu ganske befriende anti-molekylært.

Og så er der hendes ganske lange oplæg til hver af de 25 middage. Det er pure gold. Gode råd til, hvornår du inviterer de kedeligste af dine venner – selvfølgelig med en Voltaire-reference. Hvordan man forbereder sig på uanmeldte gæster, når man egentlig mest har lyst til "horisontal adspredelse". Hvorfor man skal købe franske og ikke danske lam til påskemiddagen. Og hvordan man skaber en romantisk middag, hvor liderligheden er intakt efter den gastronomiske del af det kødelige indtag (trøfler går lige i penis, åbenbart!). Og skønne stikpiller til en dansk madkultur, der også dengang var halvslap:

Jeg skal holde mig fra gastronomiske kommentarer til den danske pølse serveret med industriristede løg, plasticsennep uden smag og vammel ketchup.
Jeg behersker min entusiasme omkring bogen, for ellers bliver det her verdens længste blogindlæg. Men jeg elsker Lise Lander. Og jeg elsker hendes bog med 25 middage. Konceptet er fuldstændig uhørt. For den tager sig tid. Den har ikke photoshoppede nærbilleder af en slidt slagterkniv på et blodfyldt skærebræt. I stedet har den perspektivering, holdninger og gode råd. Den har fucking indhold, hvilket selvfølgelig er helt forrykt umoderne. Men det er så fryd.

Og på den vinøse side, så spiller det så hårdt. Lise Lander anbefaler sangria til Sankt Hans-middagen. Selvfølgelig! Lise Lander anbefaler hvide vine fra Arbois til sommerfrokosten. Totalt ja-hat. Lise Lander anbefaler Beaujolais Village til vennemiddagen i august. Bomhans! Lise Lander anbefaler portugisisk landvin til de unge. Klart. Og Lise Lander anbefaler rød Corton til din fasanpostej (og så nævner hun henslængt fire fasanracer).

Find en antikvar og få dine klamkolde og grådige fingre i denne her bog. Den er for vild. Og jeg har ikke engang rost hendes sprog, de fantastiske illustrationer og bogens vidunderligt overskuelige format. Det bliver rene 100 point fra Parker og mig.

0 comments:

Post a Comment

Du er meget velkommen til at kommentere på dette indlæg. Også hvis du er vred, men helst hvis du ler.