Slåe'n hindbær '14 og eddike-projektet

I dag er starten på to nye frugtfermenterende projekter. Projekter som jeg er virkelig spændt på. Resten af verden er selvfølgelig hamrende ligeglade, og den 25. januar 2014 vil næppe gå over historien på grund af mine noble forrådnelsestendenser.


Men nu fortæller jeg alligevel om dem. Og meget lidt overraskende handler det ene projekt om frugtvin. Jeg har fået mine slibrige naller i nogle svært udenlandske hindbær. De decideret stinker af food miles og CO2-djævelskab og økologirådsforbandelse og østerbrohad. Men jeg fik en god ide til en ny vin, og det må naturen altså lide for. Hvis det nogensinde skal laves i større skala, så lover jeg at bruge flotte danske og/eller finske hindbær.

Men der er også lokale selvplukkede bær i dette projekt. Uh, hvor autentisk og bonderøvsagtigt. Jeg har nemlig været på slåenrov i den urbanske københavnerjungle. En jungle med meget få slåenplanter, vil jeg godt tilføje. Men det lykkedes mig da at finde små 100 gram, inden mit ansigt begyndte at falde af i store sorte frosne flager.

Mit tese er nemlig, at hindbær og slåen vil være en flotfræk kombi. Hindbærret har syre og lyse frugttoner (duh, det er lys frugt), mens slåenbærret har bittertoner og noget der kunne minde om tanniner. Resultatet skulle derfor ende ud i en frisk – og boblende, selvfølglig – vin med mere dybde og kompleksitet og tivolimund og struktur end ren hindbærfryd.

Nu er det i hvert fald hældt i et par spande. Og i morgen går jagten ind på flere slåen på Sydhavnstippen, Københavns fårefyldte prærie, med et andet vinsvin. Og så får det lov til at gære på en blanding af honning og sukker, mens jeg spiser cookies.

Det andet projekt er mindre læskende. Men måske det bliver godt på salater. I min stue har der nemlig stået et par flasker, hvor al indholdet ikke er hældt i mundhullet. Den resterende (natur)vin har derfor stået og kukkeluret siden i sommers og er med tiden blevet til eddike. God eddike. Og til denne eddikebefængte saft har jeg tilføjet resterne af min blåbærvin. Så om nogle uger eller måneder, så har jeg måske rødvinsblåbærseddike på den fedhedshjemmelavede måde. Ahmen, giv mig dog et frugtkærligt job, din slappe kapitalist!

0 comments:

Post a Comment

Du er meget velkommen til at kommentere på dette indlæg. Også hvis du er vred, men helst hvis du ler.