Breaking 2014

SAFTPRESSEN FORTÆLLER DIG
ALLE TENDENSER I 2014

Januar er den eneste måned, hvor verdens vinskribenter er bare nogenlunde ædru. Det resulterer i en håbløs mængde mere eller mindre luftige forudsigelser, som egentlig bare er fortsættelser af 2013-tendenser. Nu viser SAFTPRESSEN, hvordan det skal gøres. Her er vores 2014-profetier.


1. Rødvin fortsætter med at være kæmpestort. Særligt Ripasso, oversøisk Malbeck, rødvin på tilbud og mere eller mindre alt på BiB fra Netto.

2. Jerobam'en vil have et stille år.

3. Yayha Hassan og Pontus Elofsson udgiver en vinøs digtsamling på forlaget Smuk Druk. SAFTPRESSEN har fået fingrene i et tidligt udkast:

Vi stjæler en vin med epilepsi
Naturlig vin med epilepsi,
er noget som os indvandrere godt kan li'.
Vi stjæler 10, og smadrer 10, og drikker 10.

Vin med epilepsi sejler i et skib
Vi klæder os ud som sømænd
Og hælder epilepsi-vin i piben
Og går på noma og taler om vin med epilepsi.

4. Dansk frugtvin vil blive meget, meget større. I tørre tal vil det betyde, at der på årsbasis bliver solgt 204 flasker i stedet for 27.

5. Relæ og Manfreds laver ikke vinmenuer med fokus på prop.

6. 10-13 mennesker (inkl. Vinsvin) vil råbe på reelle varedeklerationer på vin. Det vil være helt uden effekt.

7. VM i fodbold vil få danske vinjournalister til at teste vine fra Brasilien. SAFTPRESSEN har nogle bud på et par af overskrifterne:

- Samba-vin til bøffen
- Hæl- og tå-presset vin fra fodboldlandet
- Der er tikki-takka i vineriet
- Vin og Mad (som i VM forstås) fra Brasilien
- Så længe vindruen er (semi-)rund, kan alting ske
- Nej, han venter ...
(en artikel om, hvornår brasilianerne putter svovl i deres vin)

8. Ekstra-Bladet vil forsøge at indrette deres vinøse tv-studie endnu mere spartansk og dermed komme i Guiness Rekordbog.

9. Politiken gør deres vin-anmeldelser lidt længere. Nogle anmeldelser vil komme helt op på 7 ord.

10. Kadeau vil sætte fermenterede bornholmske mus på menuen i håbet om at kunne matche det med vine fra Frank Cornelissen.

11. Kiin Kiin vil satse 100% på thailandsk vin. Og efterfølgende miste synet. Og alligevel holde fast i deres Michelin-stjerne.

12. De vinøse hipsters vil i 2014 kun drikke vin med fast narv.

13. Netto lancerer et nyt BiB-koncept. Bag-In-a-Bag ligner til forveksling en meget fyldt gul Netto-pose. Men inde i posen er der endnu en pose fyldt med Asti eller Zinfandel. Målgruppen for konceptet er vagabonder og Jylland.

14. Små breve med tanninpulver, svovl og sukker vil blive klistret på flere konventionelle vine, så forbrugeren selv kan bestemme, hvilket land vinen skal komme fra, og hvilken drue den er lavet på.

---

Note: Læs her om Saftpressen.

1 comments:

Anonymous said...

Tak. You crack me up :)
/Jakob

Post a Comment

Du er meget velkommen til at kommentere på dette indlæg. Også hvis du er vred, men helst hvis du ler.