Italiensk naturfryd (som du også ville kunne li'!)

En af mine københavnske yndlingsrestauranter har kun åbent om tirsdagen. Men heldigvis er det jo tirsdag mindst en gang om ugen - bl.a. også i sidste uge, hvorfor jeg tog på Il Buco for at spise og drikke godt.

Maden var skøn. Som altid. Det var øllet også. Det var valnøddesnapsen sådan set også. Men den skønneste oplevelse var alligevel en vin, som jeg ikke havde forventet, at jeg ville elske. Jeg havde faktisk forventet, at den ville være lidt (volatil-)skæv. Det er lillesøsteren nemlig. Men det her var bare rent, velstruktureret og fyldt med macerationsgodhed.

Faktisk er jeg ved at gå lidt død i orangevins-hypen. Altså hvidvine der får lov til at macerere som rødvine. Det kan være meget sjovt, men også lidt åndssvagt. De forekommer mig alt for tit overgjorte, klodsede og for intense til egentlig at give mening. Okay. En slurk kan være skøn. Men allerede ved anden slurk begynder det at blive for meget. For parfumeret. For voldsomt og tungt. Det fungerer måske til mad, men meget sjældent alene.


Gaia 2010, Cantina Giardino

Men en lille smule maceration kan sagtens give mening. For det giver hvide vine struktur og tættere mundfornemmelse – og det kan nogle gange give virkelig god mening. Og i dette tilfælde er det nærmest helt perfekt ramt. Vinen har tyngde, men den er stadig læskende og frisk. Det er den svedigste voksenjuice. Den skriger både på sommer og sol (og druk), men den er også pivskarp sammen med lyse herligheder på din tallerken.

Vinen er biodynamisk og meget lidt svovlet. Så har vi allerede skåret halvdelen af publikummet fra, men det er sygt åndssvagt. For jeg synes virkelig, at det her er godt. Og ikke sjov-fjollet på sådan en fejlbehæftet måde (som lillesøsteren). Det er bare godt håndværk i væskeform hældt på en flaske med en Amiga 500-skabt etiket.

Herligheden er fra Campania, som er placeret på den nederste del af det italienske skinneben. Og druen hedder Fiano, som Wiki fortæller en lille smule om. Cantina Giardino har lavet vin siden 2003, da seks venner gik sammen om at bevare en række gamle vinmarker og fokusere på områdets oprindelige sorter.

Og så kan man bare glæde sig til, at det bliver tirsdag igen. Eller man kan skrive til den langhårede Il Buco-mand og spørge (pænt), om man må komme forbi og købe en flaske. Det burde du. Den koster 216 kroner.

0 comments:

Post a Comment

Du er meget velkommen til at kommentere på dette indlæg. Også hvis du er vred, men helst hvis du ler.