Hindbærlighed, fermenteringsvenner og ciderlykke

Som du måske har set på vores Facebook-side (ellers så bliv dog venner med os!), så har jeg lige flasket den smukkeste – smuk-ke-ste! – hindbærsaft. Det tegner faktisk virkeligt lovende, eftersom den fermenterede hindbæreliksir allerede nu smager ganske godt. Og det er jo et faktum, at alkoholiske væsker smager endnu bedre med bobler i. Så nu kan jeg altså bare vente på, at boblerne pipler frem, og så smager jeg på juicen til foråret.


Og så havde jeg en henrivende oplevelse i onsdags, hvor jeg hev en flaske '12-cider op af kælderen. Den smagte ikke bare fint, den smagte skønt. WTF? Men det gjorde den sgu. Helt små og tætte bobler. Høj syre. Frisk æblesmag. Levende. Saftig. Skøn (læs det evt. som Nikolaj Kirk ville sige det). Det var en kæmpe optur og moralbooster. Det var nærmest til at blive lidt stolt af.

Samme onsdag aften endte dog i det store alkoholiske selvmord. Først lidt vin (og cider) på Bevi Bevi, så et par retter og lidt vin på det nyåbnede Kul i Kødbyen (mættet fedtstof), så en menu med dertilhørende (mellem-kedelig) vin på Radio, så lidt Gamay-saft på Pony, så øl og drinks på Liedkøb og til sidst mere vin i Vinsvins HQ. Av, av, av. Det var ikke kønt, men hold dog kæft, hvor var det sjovt.

Og så lige et shout out til Søren Sørøver for at være en sød fermenteringskollega. Den anden dag lå der 300 luksus-kapsler til mig, så jeg har noget at putte på toppen af vores ciderflasker i næste uge. Det er stort og mindsker min frygt for at flytte til Århus næste år.

0 comments:

Post a Comment

Du er meget velkommen til at kommentere på dette indlæg. Også hvis du er vred, men helst hvis du ler.