Granaten og kvæderulanten

Du har gået rundt i endeløs spænding over, hvad Vinsvins næste fermenteringsprojekt ville blive. Selvfølgelig har du det. Og i dag er dagen, hvor spændingen, adrenalinen og nervøsiteten endelig kan forsvinde fra din spinkle og overraskende blege - ja, nærmest gennemsigtige - krop.


Og faktisk kan vi offentliggøre hele to gærende projekter. Hvad? To? Ja, der blev sagt "to". Den ene spand er fyldt med (let overmodne) granatæbler, hvor der er tilsat vand, sukker, citronsyre og den syge gær. Jeg stoler ikke på de naturlige gærceller på Istedgade (badabing), hvor frugten er købt, og derfor bruger jeg kapitalistisk interventionsgær. Jeg har fået menneskets sygelige angst for ikke at kunne kontrollere naturen, efter at min ingefærfermentering blev pænt klam (og ugæret). Nå, men kapitalistgæren har betydet, at fermenteringen gik i gang efter meget få timer - og formentlig er færdig inden alt for længe. Farven er som altid hamrende flot, og det smager også skønt på sit nuværende stadie.

Det andet projekt er mere nordisk og stemmer faktisk perfekt sammen med årstiden. Og nej, jeg fermenterer ikke slud. Jeg har hakket og blendet tre meget store kvæder og smidt dem ned sammen med honning, sukker, vand og gær. De forhold jeg har brugt giver også den sygt svedige kvædesaft, forresten. Det smager en lille smule parfumeret, som kvæder nu engang gør. Men det smager også bare virkelig fryd. Opskriften er desværre forsvundet ud af min Mac, har jeg lige fundet ud af. Jeg tror dog godt, jeg kan genskabe den.

Og med kulturgæren (det er medlem af Politiken Plus) begyndte saften selvfølgelig at fermentere, inden jeg kunne nå at sige "1.000 parkerpoint til chilensk bourgognedræber". Oechslen var på 1038 i søndags, og jeg tror, at det er klar til at blive flasket i starten af næste uge. Det skal det sådan set være, for jeg er ude at rejse fra den 25. december.

F-e-r siger fer. M-e-n siger men. Siger fermen. T-e siger te. R-i-n-g siger ring. Siger fermentering FTW.

0 comments:

Post a Comment

Du er meget velkommen til at kommentere på dette indlæg. Også hvis du er vred, men helst hvis du ler.