Hindbærhonninghåbet

Mens det er frossent-agtigt udenfor og naturen så småt er ved at blive decideret introvert, så har jeg gang i et semi-sommerligt fermenteringsprojekt med hindbær, svigerfaderens honning, noget vand og lidt sukker. Og tørgær, gud forbyde det. Opskriften har jeg som altid sjusset mig til – men dog skrevet ned.


Det tegner – som samtlige mine fermenteringstilbøjeligheder gør – ganske lovende. Duften er hindbæragtig uden at blive tysk slik, og fermenteringen giver det en ekstra dybde, som er virkelig spændende. Og det ender formentlig ud i ren udrikkelighed. Men en eller anden dag må det jo lykkedes at lave noget boblende drikbarhed. Og hey, mit (og Anders'!) ribsshow tegner stadig urimeligt lovende, hvis det blot gad ikke at hammersprøjte ud af flasken, så snart man prøver at åbne den.

Og farven. Ahmen, den farve. Seriøst, det er en af grundene til, at jeg tror, de her ganske lødigt lavede frugtvine (selvom det jo ikke er vin) kan blive en massiv succes. Som en våd regnbue-is fyldt med alkohol og slet ingen is og med skarpere farver. Og flere bobler. Altså slet ikke som regnbueis.

Ingefærsprøjten tegner også godt. Det ene batch er meget sodavandsagtig og læskende, mens det andet batch minder mig om min mormor. Jeg ved ikke helt hvorfor. Det har nogle kradse - men gode - bittertoner, som jeg forbinder med min kære, vejlensiske mormor. Det fermenterer ganske langsomt, og er lige nu en lille smule tyktflydende. Jeg tror på det wie immer.

Næste projekt bliver jernurt. Næstenæste projekt bliver, hvad end jeg finder hos mine lokale grønthandlere. Og jeg er sikker på, at det bliver hamrende godt.

0 comments:

Post a Comment

Du er meget velkommen til at kommentere på dette indlæg. Også hvis du er vred, men helst hvis du ler.