Vin på film - Red Obsession

Vin handler jo i bund og grund om en ganske banal nydelse og derefter en forhåbentlig lykkefuld beruselse – i heldige tilfælde både åndelig og kødelig. Derfor kan det virke en anelse overflødigt og virkelighedsfortrængende, at der bliver brugt så meget (spalte)plads på ligegyldige blogs, bøger og film om vinens herligheder.

For eksempel har hvede en meget mere fornuftig mængde medie- og blogomtale hæftet på sig. Og med meget færre lange og dvælende beskrivelser af smagsnuancer.

Nå, men for at Vinsvins faste læsere ikke spilder deres ganske lidt kostbare tid på ligegyldige bidrag til vinens overflødighedshorn af udgivelser, har vi set nogle film for dig. Og nu fortæller vi dig, om du skal se dem eller ej, og så kan du selv vurdere, om du gider lytte på os. Her er første anmeldelse.


Red Obsession, (en dokumentar) af David Roach og Warwick Ross

Det er en sindssygt velproduceret film. Fantastiske billeder fra hele verden. Filmet fra helikoptere, i slowmotion og med vanvittig elegant grading. Det er glat, poleret og blottet for personlighed. Derfor er det selvfølgelig heller ikke overraskende, at det handler om Bordeaux (undskyld Jon).

Filmen handler i starten om, hvor fantastisk et vinområde Bordeaux er. Fortalt som en åbenlys og universal sandhed. Og vi ser det ene smukke helikopterskudte billede efter det andet af de (døde) marker i Bordeaux, mens direktørerne af de største huse (vi taler Margaux, Latour, Palmer osv.) lovpriser dem selv, deres historie og deres terroir. Skønt.

Og så til problemstillingen. De historieløse, ignorante og samtidig hæsligt købestærke kinesere, der får priserne på vinene fra Bordeaux til at banke i vejret, mens de noble europæere (og til en vis grad amerikanere) dermed ikke længere har råd til de bordeaux'ske dråber.

Okay, der er ganske sjove klip i den fortælling. Dildo-producenten – inkl. fantastiske klip fra hans fabrik – der har en af verdens største (= dyreste) private vinsamlinger. Damen i lilla, der uden et gram passion eller vinøs lidenskab overbyder alt og alle på vinauktioner. Og de absurde vinmarksprojekter i Kina, som ingen ende vil tage i galimatiashed.

Men overordnet set keder filmen mig. Jeg er selvfølgelig også skidehamrende hellig – det ved jeg godt –, men hvor er den kritiske stemme i fortællingen? Hende eller ham, der siger, at Bordeaux ofte er noget røvkedelig vin, der får al for meget fad og ditto sprøjtemidler? At Bordeaux skam-elsker Kinas penge og lefler amok for dem? At alle huse ændrer deres navne, så kinsererne nemmere kan udtale dem? At Bordeaux har mistet sin sjæl og nu blot er store banker og forsikringsselskabers psyko-indbringende legetøj?

Hele filmen er så pæn og ensrettet. Hvor er den lille vinbonde, der ikke kan sælge sin vin, eller nørden, som vi faktisk kan holde med? Hvor er det sympatiske holdepunkt? Det hele handler fandme bare om kapitalens lakajer. Dem i Bordeaux og dem i Østen. Det kan selvfølgelig være interessant nok i sig selv, men ikke i en så ukritisk og ensidig tilgang.

Lav en blog om hvede i stedet for at se denne film.

1 comments:

Jens Peter said...

Hej Tue.
Jeg kunne ikke have sagt det bedre selv!
Flot, men hjernevaskende!
jp

Post a Comment

Du er meget velkommen til at kommentere på dette indlæg. Også hvis du er vred, men helst hvis du ler.