En vinsvinshelgen

Et hvert vinimportfirma med respekt for sig selv bør have en form for helgen eller skytsengel. En slags åndelig Securitas-mand. En der kan sikre firmaet mod prop, oversvømmelser, Post Danmark og andre elendige naturfænomener. Her er en liste over, hvad de andre importører i København bruger som lykkens pamfilius.

Rygterne vil vide, at Krone Vin fx har en gipskopi af Ståle Solbakkens isse i størrelsesforholdet 9:2 stående i kælderen, som både Lasse og Christian kysser 60 gange, inden de begynder det daglige arbejde.

Hos Rosforth & Rosforth sætter de – har jeg hørt fra flere kilder – en udstoppet enhjørning op på havnen hver morgen, hvor hornet altid peger mod Olivier Cousins ankler (de er magnetiske!).

Philipson Wine er, som de fleste ved, lidt mere konservative i deres tilgang til den spirituelle verden. Alligevel har Christian Philipson fået gravet afføringsfyldte kohorn ned under samtlige Hørsholm-byskilte. Det bliver dog nogenlunde udlignet af, at firmaet er i gang med at fylde byens vandtårn med svovlessens. Det er noget med ying og yang, siger de.

Hos Vinrosen har man bygget et abstrakt kort over Bourgogne med piberensere, mens Hvirvelvin hælder brintoverilte (3%) ud over hele Jægersborggade om onsdagen for at fjerne eventuelle lugtscener af svovl.

Mads Rudolf er meget hemmelig omkring sin tallismand, men der lugter overraskende tit af en grundig koldpermanent i Nordhaven for tiden. 'Nough said.

Theis Vin hører lidt uopfindsomt bare denne sang hver morgen. Konceptet startede allerede inde på Bredgade og blev på en eller anden måde en uhyggeligt selvopfyldende profeti.

Jeg har hørt en del rygter om, at vi hos Vinsvin skulle have en ukrainsk sortfodsskinke fra midt-60'erne liggende i kælderen. Det kan jeg dog afkræfte. At vi har en svin i kælderen er dog rigtig nok. Men han er en helt og aldeles gudsbenådet en af slagsen. Må jeg præsentere ...


Ja, det er den gode og ofte erotisk overvægtige Antonio Cassano. En ægte italiensk levemand, der overraskende tit kun har sine hvide tangatrusser på, når han løber ud fra fodboldkampe. Han kan satme sørge for, at vores vin har det godt. Ellers vil han helt sikkert klynke så højt, at vi kan høre ham nede fra kælderen. Og det hjælper selvfølgelig også, at han er flankeret af et par Bonard-ræve.

0 comments:

Post a Comment

Du er meget velkommen til at kommentere på dette indlæg. Også hvis du er vred, men helst hvis du ler.