At være vinpusher

Jeg arbejder med vin, og det elsker jeg. For jeg elsker at drikke vin, jeg elsker at tale om vin, og jeg elsker at opdage ny vin. Vin er et fantastisk rusmiddel og landbrugsprodukt, fordi det kan have så mange udtryk og finesser.

Men der er alligevel nogle ting, der irriterer mig ved at arbejde med vin. Og min største anke er, at jeg som vinpusher blot videreformidler et eksisterende produkt. Jeg tilfører dybest set ingen reel værdi til vinen, ud over at jeg kan fortælle lidt om producenten eller druen, og måske kan overraske nogle folk med vin, de ellers ikke ville ha' smagt. Det er selvfølgelig også en nobel service, ingen tvivl om det. Men det er lidt fladt.


Nogle gange føler jeg, at jeg lige så godt kunne sælge tøj, boremaskiner, tapet eller alt muligt andet, hvor jeg også blot langer et produkt over disken og tager i mod nogle dollars.

At importere vin er selvfølgelig lidt en anden sag, for der skal du have evnen til at "opdage" vine og have erfaringen og smagsløgene til at vurdere, om de kan fungere på et givent marked. Og de bedste importører i København arbejder jo virkelig tæt med deres bønder - og rådgiver dem i nogle tilfælde i forhold til, hvordan vinene skal være. Men det er stadig lidt slattent og langt fra marken. Det minder i hvert fald meget om at importere jakkesæt eller udstødningsrør.

Er vi ikke alle sammen enige om, at det ville være meget federe at sælge sin egen vin i stedet for at sælge andres? I mit hoved er der ingen tvivl. Selvfølgelig ville jeg hellere formidle og sælge et produkt, som jeg har lagt min sjæl, mit håndværk og min tid i. Som jeg selv har skabt. Det giver sig selv. Derfor gærer jeg al den frugt, jeg kan få mine små fedtede fingre i. På nær bananer.

Men min hjemmefermentering har også et andet aspekt. Den forbinder mig på en eller anden måde med de vinproducenter, hvis vine jeg sælger. Yes, mine fermenterede safter smager generelt elendigt og kan slet ikke sammenlignes med dem jeg sælger til daglig. Men det giver mig en forståelse og en respekt og en ydmyghed omkring vin generelt. Det er latterligt svært, selvom det er så simpelt.

På en eller anden måde giver mine fermenteringer mig en eller anden håndværksmæssig færdighed, som jeg på den korte bane kan bruge i mit normale arbejde. Og på den lange bane kan det måske gøre mig i stand til selv at lave og sælge frugtvine et eller andet sted i Danmark?

1 comments:

Vin fra verden blogger said...

Spændende blog og altid godt med emner relateret til vin, som ikke nødvendigvis handler om hvilket mærke der er godt og så videre. Er selv vinelsker og har en blog www.vinfraverden.weebly.com.

Post a Comment

Du er meget velkommen til at kommentere på dette indlæg. Også hvis du er vred, men helst hvis du ler.