Prinsgemalen anbefaler ... (del 3)

Nu skal vi nok snart skrive om vin igen. Måske allerede senere i dag. Men jeg synes ikke, at du skal snydes for endnu en gastronomisk pragtpræstation af prinsgemalen. Hans mad er simpelthen så dragende og nærmest mytisk, at det kilder i mine fingre for at få lov til at dele det med bloggens trofaste læsere (hej mor!).

Denne gang er vi ude i en enormt interessant form for fødevaremæssig storytelling. For selvom Henri blot – og ganske ydmygt – kalder retten for hummerrisotto, så er jeg ret sikker på, at han i sit poesi- og foie grasfyldte indre tænker på retten som "hummer krydser travl motorvej".


Retten er som altid enormt simpel at tilberede. Du tilbereder bare hummeren og klasker den oven på en risotto. Snack gerne 3-400 gram foie gras undervejs. Og så river du lidt trøfler ud over herligheden, fordi det ikke giver mening ikke at putte trøfler på noget som helst.

I forhold til anretningen så er persillen i munden på hummeren et smukt og fantasifuldt indslag, synes jeg. Det er nærmest en lille hån mod den dumme hummer. For først får vi det til at ligne, at den er blevet kørt over af en polsk lastbil, og derefter sætter vi lige prikken over i'et ved at tvinge hummeren til at spise ussel kaninføde. Det er så smukt og darwinistisk, at det kun kan være orkestreret af en sand levemand.

Vinforslag: Rødvin

Og med denne roadkill-risotto afslutter vi Vinsvins fokus på prinsgemalen gastronomiske tilbøjeligheder for nu. Næste indlæg kommer til at handle om Riesling uden svovl.

Billederne er lånt fra Til Glæde for Ganen 
(udgivet af Jyllands-Postens forlag)

0 comments:

Post a Comment

Du er meget velkommen til at kommentere på dette indlæg. Også hvis du er vred, men helst hvis du ler.