Hjemmefremstilling af vin

Jeg er gået lidt amok i at købe gamle vinbøger. Jeg er kommet så langt ud, at jeg fandme har købt en bog om Rhone (Det er bare for sjov. Jeg elsker Rhone!). Men en af bøgerne skiller sig lidt ud. For den handler ikke om stor vin. Den handler om præcis det modsatte. Bogen er fra 1968 og hedder Hjemmefremstilling af vin. Og for helvede, hvor var det gode tider. Tørre lussinger til børnene, og ingen latterlige spelt-elskende og Bon Iver-lyttende vindrikkere, der brokker sig over mængden af tilsatte kemikalier.


Men bare forsiden er nok til at investere i denne gulnede herlighed. Helvetica klemt sammen på den ultimativt uelegante måde, og et logo hvor ordet "kubusbøger" indgår. Sygt stærkt. At der så samtidig er weird skum og en skrøbelig æble-udstilling i baggrunden, gør bare det hele endnu mere lækkert.


Jeg skal nok vende tilbage med opskrifter og indslag fra denne herlige bærgæringsbibel. Men først skal vi lige dvæle ved denne herlige (og konventionelle?) gennemgang af svovlens rolle i gæringsfasen.

Vi putter svovl i fire gange. Intet mindre. Intet ... jo, det er sikkert okay at svovle lidt mere. Jeg elsker særligt, at man lige smider 5 tabletter i saften efter 2. omstikning. Et antal, som jeg tror, man har fundet ved enten at kigge forbløffet på antallet af fingre på sin ene hånd i en svovlrus, eller fordi der præcis var 15 tabletter i et svovlglas i 1968.

Og hvis læsken smager af svovl, så putter vi bare nogle flere kemikalier i lortet:

Svovltabletter kan give vinen en lidt skarp smag, hvis den drikkes for hurtigt efter aftapning. Dette fjernes let ved at dekantere over på en karaffel eller tilsætte nogle dråber 3% brintoverilte i flasken umiddelbart inden serveringen.
Så bered dig selv på, at legenden Kjeld Erlandsen, som har begået dette fermenterede sakramente, kommer til at vende op og ned på din forståelse af dansk vin. For først nu bliver det rigtig godt ...

2 comments:

Anonymous said...

Mon ikke disse sugetabeletter i virkeligheden har været en sand lindring efter Erlandsen i flere år forinden har vejet hans ½ g svovl af på lillemors køkkenvægt med 50 grams interval? Alle 4 gange ;o)
Iøvrigt kunne vi aldrig finde på at drikke en flaske vin herovre i Jylland uden et skvæt brintoverilte i... Kan man drikke konen blond?

//Søren Sørøver

Mads said...

Shit, det er godt, det dér!

Post a Comment

Du er meget velkommen til at kommentere på dette indlæg. Også hvis du er vred, men helst hvis du ler.