Reklame for Rhone

Jeg er blevet inviteret til en vinmiddag, hvor temaet er Rhone. Det er pr-/reklamebureauet Burson-Marsteller, der har inviteret på vegne af Inter-Rhone (med Bergomi i forsvaret?). Gratis vin og mad fungerer altid, og at jeg betaler via min efterfølgende omtale af begivenheden, kan jeg og min samvittighed sagtens leve med. For jeg skal nok sige, hvis det er noget sjask.

Noget der i hvert fald er ganske sjasket, er Rhone-vinenes danske Facebook-profil. Ideen med at få Thilde Maarbjerg og Thomas Rode til at fortælle noget om vin og Rhone giver vel egentlig meget god mening. Thilde Maarbjerg giver i hvert fald mening. Men problemet med sådanne pseudo-journalistiske koncepter er, at slutproduktet er fuldstændig ukritisk og dermed ubrugeligt.

Vi har to(?) professionelle vinfolk, som fortæller, at alt hvad de smager fra Rhone smager godt. Og det fungerer forresten også til al slags mad. Det kan man jo ikke bruge til noget, fordi det helt simpelt ikke er rigtigt. Der bliver jo lavet helt enorme mængder slap saft i Rhone - og især i den sydlige del.

Og så bliver jeg forresten også nogenlunde irriteret over håbløsheden i fx denne statusopdatering, hvor det bare handler om at få likes og kommentarer i stedet for at fortælle folk noget om vin fra Rhone, de måske ikke vidste i forvejen. Og skru ned for hashtag-misbruget, og brug i sted energi på lidt flere udsagnsled.

Hvordan man skal pushe vinene fra Rhone i stedet, har jeg ikke noget entydigt svar på. Og jeg synes faktisk, at det giver god mening at invitere bloggere. Selvfølgelig gør jeg det. Derudover synes jeg også godt, at man kan være lidt mere nørdet i sit udtryk. "Kan du bedst li' hvidvin eller rødvin?" er sgu for slattent. Hvad med at fortælle lidt om, hvad der gør vinene fra fx Vacqueyras interessante?!

Jeg vender tilbage senere med en beretning om, hvordan Rhone prøvede at købe min sjæl med mad og vin. Hvis bare der kommer noget saftig Syrah ind i billedet og ikke kun svulstig solskoldet Mouvedre, så er vi allerede nået langt.

2 comments:

Anonymous said...

Og det er altid en fornøjelse at læse, når du giver din mening til kende :-) vh Jesper

VinKreutzer.dk said...

Vi ses om lidt og håber på god vin...

Netop den opdatering fik mig til at tænke lidt over hvor meget hvid og rosé Vacqueyras der laves?
97 % Rødvin i området... Er det så et relevant spørgsmål? Nej vel...

Hyg dig

Frederik

Post a Comment

Du er meget velkommen til at kommentere på dette indlæg. Også hvis du er vred, men helst hvis du ler.