Erdogans safter

Jeg tænker, at tyrkisk vin hovedsageligt bliver brugt af Erdogan til at spraye på irriterende demonstranter, som derefter vil løbe skrigende bort med udslet, tårefyldte øjne og brændende hud. Vi snakker rød og solbrændt kemikaliesaft på glasflaske. Men nu har Vinsvin testet det. Og endda i en gammel udgave.


Antik 1995, Doluca

Det er selvfølgelig ikke vin i topform. Langt fra. Disse tyrkiske dråber burde være blevet drukket for 15 år siden, hvor de sikkert havde smagt en del for meget af nyt fad. Det gør de ikke længere, men det er stadig en levende vin.

Farven signalerer alder med sin lysebrune og semi-transparente kant. Og i næsen er der også masser af alderdom via Madeira-toner, blomme og jod. Der er også noget læder og chokoladeknapper. Det er mere fascinerende, end det er godt. Men der er masser af interessante noter og overraskende stor kompleksitet.

I munden er syren overraskende fint integreret. Den kommer måske lidt tidligt ind i fortællingen, men den er ikke skæv. Bagefter kommer der lakrids-toner, overraskende meget tørstof og så forsvinder det ret hurtigt. I de døende sekunder kommer der også lidt oxideret æble, men generelt er det lidt tyndt og fladt. Frugten er væk, og strukturen det samme.

En sjov oplevelse, som måske ikke går over i min vinøse historiebog, men det var alligevel en overraskende levende vin. Og hvis Erdogan hældte det over de demonstrerende folkemasser, så ville det hele gå meget bedre i Tyrkiet for tiden.

1 comments:

Anonymous said...

Kære brevkasse

Hvordan undgår man at lave et ordspil, når man skriver om en for gammel vin, der hedder "antik"?

KH
Den undrende (vinminister)

Post a Comment

Du er meget velkommen til at kommentere på dette indlæg. Også hvis du er vred, men helst hvis du ler.