Vin til (de dumme) kvinder II

Det skal åbenbart ikke være nemt at være feminist i den vinøse verden. Igen er jeg faldet over et slapt marketingstunt, der måske i sig selv ikke er lige så fladpandet som Skovgaard Vines ultra-sexistiske Ladies Only Vinmesse, men som stadig taler urimeligt meget ned til de vindrikkere, der sidder ned og tisser.


Præmissen er, at kvinder er så dumme og hjælpeløse, at de ikke forstår, hvad det betyder at ilte sin vin - som i eksemplet er en Barolo. Den eneste måde, deres bittesmå hjerner kan forstå konceptet på, er, hvis man sammenligner det med noget dyrt tøj, som alle kvinder jo elsker. Genialt tænkt.

At sammenligningen så på ingen som helst måde fungerer, er en anden og næste lige så håbløs sag. Barolo bliver (nogle gange) bedre af at få lidt tid til at folde sine nuancer ud, mens en cardigan lavet af cashmere bliver smadret af at komme i tumbleren. Men hey, logik er også lige meget, for bare der står noget med fashion, så er alle kvinder hooked.

Dog undskylder Magasin/Løgismose, som er kapitalisterne bag konceptet, sig med, at de ikke prøver gøre op med kønsroller. No shit, Sherlock. I holder sgu pænt meget fast i kønsrollerne anno 1950.

3 comments:

Anonymous said...

Hejsa...
Ved ikke hvor det er kommet ind i billedet, at det skulle være nedladende at holde en Vinmesse kun for kvinder. Det er i flere analyser klarlagt, at det i over 60% af de danske hjem er kvinden som beslutter hvilke vine som skal købes og nydes, så vinmessen kun for kvinder var som tænkt rent forretningsmæssigt, at vi ville inviterer beslutningstagerne ind til en hyggeaften :-)
Det sjove er jo, at det rundt omkring på nettet er mænd som synes det er "plat", at vi afholdte en vinmesse kun for kvinder - alle de deltagende kvinder hyggede sig og synes det var rart at alle de "bedre vidende" mænd ikke var til stede. Og kære mænd, det er vel rart at jeres kvinder nu ikke kun kommer hjem med tøj til sig selv, men en masse vin som I kan få lov at være med til at nyde :-)
Kvinder er det købestærke køn, hvorfor skal det være "forbudt" at lave aktiviteter for Dem ?

God sommer derude, både mænd & kvinder.

Hilsen Nicolaj, Skovgaard Vine.

Anonymous said...

Jeg er helt enig i Tues blog. Det er kedeligt at se hver gang stereotyper om køn bliver bekræftet. At der visse steder er forventninger om at kvinder ikke vil bruge blomstrende tale om vin de har smagt, beror ikke på at de har smagt mindre vin (altså smagt, ikke drukket) og ej heller at de har en inferiør smagspallet. Det er nok snarrere fordi vi mænd ikke giver nok plads i samtalen. Det må vi gøre. Det er ikke nogen god løsning at lave et reservat for kvinder.
Hilsen Christian, Duero

Anonymous said...

Tak til Tue, der stadig orker at kommentere på den meget almindelige og ufattelig kedelige tendens til at al kommerciel kommunikation med kvinder tager det som en selvfølge at vi allesammen identificerer os med Trunten i Oddset reklamerne. Hun er sjov, ingen tvivl om det, men man bliver alligevel rigtig, rigtig, rigtig træt af sangen om evig shopping, kølig rosé og bittesmå hjerner der bare ikke duer til andet.

Tak er kun et fattigt ord, men tak alligevel.

Anne

Post a Comment

Du er meget velkommen til at kommentere på dette indlæg. Også hvis du er vred, men helst hvis du ler.