Gammel vin på gamle flasker


Der er en særlig aura over gammel vin. Helt anderledes en stor ung vin. Faktisk vinder alder tit over producent, når der står flere vine på bordet. En gammel vin løber stort set altid med den indledende opmærksomhed til en smagning. Også selvom forventningerne nærmest aldrig lever op til selve indtagelsen af duft og væske.

Men der er mange grunde til, at gammel vil udløser en særlig stemning. Først og fremmest ligger magien i det spinkle håb om, at vinen har udviklet sig (i den rigtige retning) og dermed har opnået dybde, kompleksitet, tertiære aromaer og alder. Altså, alder på sådan en Cindy Crawford- og Helena Christensen-agtig måde – og ikke Mickey Rourke-alder. For når vin ældes med ynde, så er det saftig magi. Som at drikke årtiers begivenheder og indtryk i én mundfuld.

Men gammel vin er fandme sjældent stort. Og det er selvfølgelig mange indlysende grunde til. Frugtens generelle kvalitet, opbevaringen, proppens kvalitet, drue-type, vinifikationen, vinbondens færdigheder, årgangen og så videre. Hvis en af disse parametre ikke har en tilstrækkelig kvalitet, så mindsker det chancen for magi.


Derfor er der altså langt i mellem alders-snapsene. Og jeg har et dugfriskt eksempel. I går smagte jeg La Tache 1986 fra Domaine de la Romaneé Conti. Vi snakker altså verdensberømt mark fra verdensberømt område lavet af verdensberømt (måske den mest verdensberømte) producent. Og bagved vinen står Lalou Bize-Leroy, som er den mest verdensberømte vinkvinde. Det burde ikke kunne gå galt. Og det var endda en dygtig vinmand, der havde flasken med, så der har formentlig været styr på opbevaringen.

Vinen smagte fint. Ingen fejl eller weird Rourke-aldring. Men heller ikke magi. Det manglede nerve, synes jeg. Der var fløjelsblødhed og masser af frugt. Og fin syre. At nogen vin kan holde sig så flot i så mange år er for mig en gåde. Men på den anden side var det også kedeligt ukomplekst. Ingen historisk vingesus eller magisk dybde. Og sådan er det bare tit. Der er flere fusere end frydefuldheder.

Alligevel synes jeg ikke, at det skal stoppe folk i at købe gammel vin. For det er med gammel vin, som det er med kunst, musik og fodbold. Der findes markant flere triste og røvsyge fodboldkampe, plader og malerier end ditto vidunderlige og episke. Grunden til, at man bliver ved med at høre, se og drikke disse ting, er netop, at det en sjælden gang lykkedes. Det store album, den magiske fodboldkamp og den vidunderlige udstilling. Det er det, man lever for.

Derfor har jeg købt vinen på billedet. En 1967-Barolo fra Mascarello. Jeg drikker den på lørdag, og starter hypen i morgen. Det er formentlig ikke magi. Men hvis man ikke opsøger de magiske vinøsiteter, finder man dem sgu heller aldrig.

2 comments:

Kris said...

Davs,jeg synes Conti skal drikkes ungt,ikke super ungt men ikke over 10år,kan godt lide at den har mega bid,saft og kraft,men der er jo også bare min smagsretning.

Anonymous said...

Tue, hvordan gik det med Mascarello 67??
Søren

Post a Comment

Du er meget velkommen til at kommentere på dette indlæg. Også hvis du er vred, men helst hvis du ler.