Alt kommer til den, som venter.

Der er sikkert en del læsere, som er trætte af vores evige snak om naturvin. Men en af grundene til, at vi bliver ved med at vende tilbage til det, er, at det lever på en anden måde end konventionel vin. Og Tai Rosso fra Daniele Portinari er et fantastisk godt eksempel.


Tai Rosso 2010, Daniele Portinari

Vi sad i det nye HQ og drak smukke vine fra Beaujolais og Toscana. Og så åbnede vi også lige for Portinaris safter. Etiketten var så kedelig, at indholdet blev nødt til at være godt. Men det virkede umiddelbart efter som en virkelig skidt idé at hive proppen. Ud af flasken røg sjasket juice fra Veneto. Vinen var helt uden muskler, syre eller tyngde. Og der var heller ikke nogen frugt at spore. Men det smagte heller ikke proppet eller "gået". Det virkede som vin i et grimt stadie af muskelsvind.

Da vi så vendte tilbage til vinen en halv time senere, var der sket en klar forbedring. Der var kommet mere tyngde, og syren var knapt så slatten og flagrende. Det var stadig ikke ren herlighed, men der var liv.

Men så skete det. Efter vinen havde stået åben i min nogenlunde kølige stue natten over - og det meste af dagen med -, så var den pludselig i topform, da jeg uden de store forventninger skænkede mig et glas. Her var pludselig helt og aldeles levende og lækker og intens vin. Rå og upoleret kærlighed i en væske.

I næsen fik jeg syltede kirsebær, en lille smule jordede toner, svampe, boysenbær og tørrede blade. Mørkt og vildt, men stadig under kontrol og elegant. Og en rigtig sjov næse at tvære næsen i, fordi det var så weird (på den gode måde) og ekspressivt. Som en kasse legetøj kun med favoritter i (= Action Force!).

I munden minder det mig virkelig meget om både de røde og hvide vine fra Etienne Thiebaud, som alle har en udpræget smag af vildsvinesalami og trøfler. Og jeg elsker det! Om det er en speciel bakterie eller en særlig (naturlig) gærcelle, der skaber de her fællestræk, ved jeg ikke. Men det er fandme sjovt. Og godt! Det er kødfuldt, tørt/støvet og, ja, beskidt på en god måde. Der er noter af brændt brød og nogle nærmest juleagtige krydderier. Og nu er syren perfekt integreret i juicen, så den også virker ung og viril. Det er ikke for sarte sjæle, men sådan nogle drikker alligevel kun amokpasteuriseret mælk og kogt vand, ik'?

Faktisk synes jeg, at denne vin vinder over nogle af sine Jura'ske naturslægtninge. For hvor de franske naturvine i denne stil i min optik godt kan blive lidt kvalmende, fordi der er så meget smæk på, så holder Portinari fat i en virkelig fin lethed på trods af smagsintensiteten i juicen. Det er virkelig flot.

Det er vin til den tålmodige (eller den gode planlægger), for vinen kræver tid og ilt for at udvikle sig. Og det er nok også mest til den eventyrlystne vindrikker. På den anden side synes jeg også, at alle burde opleve, hvordan vin kan udvikle i flasken og i glasset med så meget vitalitet og crazyness.

Køb den hos Il Buco. Snart! Den er sikkert ikke specielt dyr. Til gengæld er det virkelig, virkelig godt ...  efter noget tid. Og den er urimeligt sjov at følge over nogle dage, hvis man har lidt selvdisciplin (eller mange flasker åbne).

---

Selvfølgelig er der også masser af konventionelle vine, der udvikler sig vildt og voldsomt og fantastisk, når de først kommer i kontakt med den kære ilt. Jeg synes bare, at naturlige vine ofte gør det sjovere.

0 comments:

Post a Comment

Du er meget velkommen til at kommentere på dette indlæg. Også hvis du er vred, men helst hvis du ler.