Umani Ronchi og Le Sommelier

I sidste uge havde Philipson-banden indbudt til smagning på Le Sommelier. Vinene var fra Umani Ronchi, der dyrker druer på min yndlingssted i Italien og Verden, nemlig Le Marche.

For det var i Le Marche, at jeg lærte at drikke vin, ryge cigaretter, score piger, kaste op i en fremmed piges FIAT og tale italiensk. Alle disse ting kunne man fx gøre her:


På Le Sommelier var der dog meget få cigaretter og endnu mindre FIAT-opkast. I stedet var der en håndfuld danske journalister og vinnørder, og en enkelt Walter Matthau look-a-like. Og så var ejeren af Umani Ronchi der også. Han hedder Michele Bernetti, og han er utroligt flink.

Her er lidt noter om vinene:



Villa Bianchi 2011, Umani Ronchi

En vin lavet på Le Marches største drue, Verdicchio. En forholdsvis anonym næse med lidt toner af fersken. I munden er den dog overraskende ren og blød, samtidig med at den har en fin og frisk syre. Hvis man er poppet (og det er jeg), så vil man kalde det god terrasse-vin. Især til 50 kroner.

Casal di Serra 2010, Umani Ronchi

Igen lavet på Verdicchio (det er alle deres hvide vine!), og igen uden særlige aromatiske evner. Måske der er lidt kokos, men det er nu ganske kedeligt. I munden er vinen ude af balance. Syren er for aggressiv, og det hele ender ud i en lidt akavet bitterhed.

Casal de Serra Vecchie Vigne 2009, Umani Ronchi

En vin der har ligget "sur lie" i et år og kommer fra vinstokke på cirka 42 år. Og her er der masser af fest i næsen. Det er tungt, tæt og koncentreret fersken. Og i munden er der fin kompleksitet og friskhed. Dejlig vin uden at være fantastisk.

Casal de Serra Vecchie Vigne 2008, Umani Ronchi

Enten er årgangen bedre eller også har denne vin brug for tid. For 08'eren er markant mere interessant. Næsen er smuk og nøddet med toner af smør og banan. Jeg synes, det er virkelig skønt. Men der er uenighed blandt deltagerne.

Plenio Riserva 2003, Umani Ronchi

Den første 03'er, vi får, er oxideret. Det er den gode Michele ikke specielt glad for, men en del rundt om bordet, synes det er skønt. Sherry-noterne og noget weird tyggegummi er ganske tydeligt, og i dette tilfælde fungerer det fint - både i næsen og i munden. Børnebordet jubler, Walter Matthau jubler ikke så meget. Da vi får en 03'er uden fejl ind, bliver det lidt kedeligt og en del for poleret.

Plenio Riserva 1999, Umani Ronchi

Michele fortæller, at 99 var året, hvor de for alvor prøvede at eksperimentere med barriques. No shit, Sherlock. Vinen fucking skriger på GORI. Jeg har aldrig prøvet noget lignende. Der er brændt halm og petroleum i næsen. Det lugter af en syg mands værk. I munden bliver det ingenlunde bedre. Det er så overgjort, at det nærmest bliver en parodi på sig selv. Men det er sjovt nok, når man fik spyttet træflisen ud og rystepudset tungen tilbage til sit normale selv.


Montipagano Montepulciano 2011, Umani Ronchi

Den her vin koster 50 kroner, og det giver ingen mening. For det er skøn og umiddelbar vin. I næsen er der absurde mængder Frederiksdal-kirsebær, der går fint i spænd med lidt eg. Og i munden fungerer det bare virkelig flot. Fin frugt med fine tanniner. Det er en pleaser, men det er en intelligent en af slagsen. Lidt ærgerligt, at den ikke kommer fra Le Marche, men fra Abruzzo.

Tajano Montepulciano 2010, Umani Ronchi

Igen er urimeligt god vin til prisen. Nu er vi oppe på 70 kroner (du skal dog som altid købe irriterende 12 flasker). I næsen er der nu mynte, kampfer og stramme kirsebær. Og det smager aldeles skønt med lidt større dybde og kompleksitet end den første. Virkelig fin og overraskende levende vin.

Cumaro Rosso, Conero, 2008, Umani Ronchi

Husets topvin på den røde side. Og denne gang i en vertikalsmagning. Næsen er smuk og en lille smule sød. Jeg finder igen Frederiksdal-toner og læder. I munden er den lidt ung og tæt, men der er gode tanniner og det bliver rigtig godt en dag.

Cumaro Rosso, Conero, 2004, Umani Ronchi

Her er der overraskende meget alder i næsen – mug og kælder. Jeg ville sige, at der var fejl på flasken, men det er der ikke enighed om. Da vi smager en ny flaske viser den sig dog mere frisk, men det bliver aldrig rigtig godt.

Cumaro Rosso, Conero, 2001, Umani Ronchi

Her rammer vi dagens bedste vin. Den starter ud med at være lidt reduktiv, men hurtigt slår den over i at være super frisk, saftspændt og med de smukkeste tanniner. Det er virkelig godt. Udfordrende, intenst og samtidig meget læskende. Min kærlighed til Le Marche vokser til nye højder, og det var gået helt amok, hvis jeg havde haft en stor bøf foran mig. Skønt, muskuløst og elegant.

Cumaro Rosso, Conero,1997, Umani Ronchi

En virkelig sjov årgang, der har en skøn og nærmest cab-franc-agtig næse. Syren er høj og frugten er ren. Det smager også virkelig godt, men det har mest lidt af sin spændstighed.

Cumaro Rosso, Conero, 1995, Umani Ronchi

Det er stadig dejlig vin, men det begynder at blive lidt kældret og fladt. Det måske også den forkerte vej at smage på vinene. Egentlig burde man vel smage de ældste først, fordi de er blødest og mest runde i frugten.

Cumaro Rosso, Conero, 1989, Umani Ronchi

Det er altid en udsøgt fornøjelse at smage gammel vin, der har bevaret sin nerve. Og det har den her vin. Det er blødt og med en jordet frugt. Det er virkelig interessant og herligt. Det skal nok ikke ligge mange flere år, før det bliver lidt ensporet. Men denne dag er det smukt.

---

Bagefter stod den på skøn frokost. Le Sommelier er så fucking skarpe til at få alt til at smage så hamrende intenst. Jeg var en glad nørd, og jeg savnede kun lidt at kaste suppen i en FIAT.

0 comments:

Post a Comment

Du er meget velkommen til at kommentere på dette indlæg. Også hvis du er vred, men helst hvis du ler.