Østrigske bobler og en fransk bobbel

Dagen startede med Rice Krispies og denne fantastiske billedserie. Og derefter virkede det oplagt at smage på nogle forskellige – og ganske gode – bobler. For hvis man skal drikke vin om formiddagen (og det skal man jo?), så er friskheden og mundfesten fra de mousserende vine klart at foretrække.

 Schilcher Frizzante, Strohmeier

Det kan sne lige så meget det vil. Den her vin skal nok få din hjerne indstillet på forår. I næsen er der hindbær, lidt hamp og nærmest en rødvinsk tyngde. Lyder det ikke som den bedste forårsaften?Jo! Det er super aromatisk og let sødligt.

Friskheden forstærkes i munden, hvor der virkelig er smæk på syren. Jeg tænker, at det næsten vil virke surt på nogen, men jeg elsker friskheden og aggressiviteten. Og så er det dejlig simpel vin. Slankt og lidt kalket. Det skriger på solskin og bølgeskvulp.



Rosé, Strohmeier

Igen en omgang boblende saft lavet på Blauer Wildbacher, som bliver kaldt Schilcher, når det bliver brugt til sekt. Det skal ikke være for nemt.

Her er der en lidt gæret tone, hyldeblomster i baggrunden og et lille hint karamel. Der er fin dybde og flot kompleksitet. Måske ikke lige hvad man forventer af en mousserende rosé, men en glædelig overraskelse.

Her er syren bedre integreret og kroppen har fået mere tyngde end Frizzante-fætteren. Det smager hamrende godt. Virkelig. Det er både easy drinking og komplekst, og det her fungerer året rundt.


Weiss, Strohmeier

En østrigsk blanc de blanc lavet på Chardonnay, Sauvignon Blanc og Pinot Blanc. Og særligt de eksotiske frugter fra Sauvignon'en brager igennem. Det dufter sindssygt meget af ananas, hvilket denne drue åbenbart ofte gør i Steiermark. Det virker lidt voldsomt. Heldigvis har jeg tidligere smagt denne vin, hvor den havde stået åbent et døgns tid, og der er frugt lidt mere subtil og i stedet er der smukke noter af hyld.

Det smager overraskende friskt. Høj syre og en bitter og let gærpræget eftersmag. Der er stadig meget frugt, men det er sgu ret godt integreret. Måske mangler det en lille smule tyngde, men jeg kunne godt nøjes med at drikke (afkølet) det her under en hel Roskilde Festival. Det er en god fest.


In A Gadda Da Vida '09, Christian Tschida

Rosé-bobler lavet på Zweigelt af den gode hr. Tschida, som jeg havde fornøjelsen af at møde og smage(?) for et par år siden. Han laver fremragende ting. Og det her er også virkelig godt. Næsen er lidt skør. Nødder, lidt surdej og rigtig mange elastikker. Det minder ikke rigtig om anden vin, jeg har sat næsen.

I mundhulen er det store balance. Det hele spiller virkelig flot sammen, og som tiden går bliver herligheden mere og mere indsmigrende. Det er et virkelig fint alternativ til Champagne, fordi det er lidt i den samme stil - men også helt sin egen.

Navnet på vinen kommer forresten fra den her meget lidt vinøse lækkerbisken.


Cuveé de Reserve, Piollot

En ægte champagne lavet på 50% Pinot Noir, 45% Chardonnay og 5% Pinot Meunier. Nogle siger, at dette er den perfekte kombination af druer, da de efter sigende omfavner hele tungen. Pinot Noir ligger bagest på tungen. Chardonnay fremme og Pinot Meunier i midten. Og det giver ret god mening i dette tilfælde. Hele tungen bliver sat på arbejde.

Næsen har gær, tørret lys frugt og pærre. Og det forsætter fint i gabet. Det er måske ikke verdens mest komplekse vin, men samtidig er det bare virkelig godt lavet. Men Iniesta laver også nogle gange bare normale afleveringer, og det skal han selvfølgelig have lov til.


1 comments:

Mark said...

Som en lille kommentar til bonus infoen omkring In A Gadda Da Vidda. Så har Slayer en gang i 1980'erne lavet et (lidt kortere) cover af sangeren til filmatiseringen af Less Than Zero..

Post a Comment

Du er meget velkommen til at kommentere på dette indlæg. Også hvis du er vred, men helst hvis du ler.