Cideren er flasket og ventetiden begyndt.


Det tog flere besøg på Manfreds, et enkelt på Terroiristen, en længere sms-korrespondance med hr. Melin, to udskydelser grundet tømmermænd og en fridag, før jeg fik hældt min cider på flasker. Men i dag lykkedes det altså. 50 (genbrugs-)flasker er blevet fyldt med min piv-tørre cider og 20 gram fruktose. Og så er der sat kapsel på.

Det skulle gerne ende i noget bare nogenlunde drikbar cider. Den saft jeg har hældt på flaskerne er dog ganske sur og med lidt tynd krop. Altså: ikke specielt rar at hælde i munden. Et lille halvt år og de 20 gram sukker kan forhåbentlig gøre det hele lidt rundere - og fylde det med livgivende bobler. Så det er sådan set bare at vente.

Jeg har selvfølgelig også ofret et par liter flydende æblenektar til naturen og mine svigerforældres Cox Orange-træ.


Det har været en virkelig spændende proces, hvor min utålmodighed, uerfarenhed i cider-lavning og 8 kilometer fra min bopæl til "cideriet" har sørget for, at det hele har været lidt happy-go-lucky. Men jeg har virkelig gjort mig mange og gode erfaringer, som jeg og resten af Vinsvinene kan bruges i de næste mange års ciderproduktion.

Jeg har også tænkt mig at lave en kort beskrivelse af hele processen fra høst til flaskning, så andre ciderister in spe kan bruge vores erfaringer i deres projekter. Open source er det nye sort.

Tak til alle der har hjulpet. Alexandra, Askan, Rasmus, Ane, Adam, Clauern, Melin, Manfreds, Drud'erne og naboerne, som vi fik æbler fra.

2 comments:

foodstuff said...

Bliver så skarpt!

Anonymous said...

hej
Godt projekt. Jeg har selv forsøgt mig med ciderproduktion for nogle år tilbage - et år med spiseæbler og et år med den første høst af cideræbler fra pometet, KVL. Min erfaring er at spiseæbler giver en knastør cider. Et spiseæble er skønt at spise fordi det har en passende balance mellem syre og sukker. Når sukkeret er forgæret til alkohol er der kun den lidt hårde syre tilbage. En malolaktisk fermentering kan gøre den lidt blødere....Men rigtige cideræbler er at foretrække - men fandens svære at få fat i.
Gad vide hvordan cider udvikler sig med tiden? Jeg har stadig 2 flasker hjemmegjort cider (fra cideræbler) tilbage fra 2003....
God fornøjelse
Jesper Rung

Post a Comment

Du er meget velkommen til at kommentere på dette indlæg. Også hvis du er vred, men helst hvis du ler.