Quota 600 2010, Graci

Så er vi tilbage hos Graci, som jeg skrev lidt baggrund om i anmeldelsen af dennes smukke, smukke entry-vin, Etna Rosso. Vi er stadig på Sicilien, nu er vi bare lidt længere væk fra havets overflade. Tallet 600 referer nemlig til markens vertikale placering på vulkanen.

Og inden vi går til beskrivelsen af denne vin, får du lige et citat, jeg har hentet fra en anden blog, som hedder The Black Door. Her har de nemlig en fin, præcis og skamrosende beskrivelse af Nerello Mascalese. Og den beskrivelse indrammer virkelig fint indtrykket af denne vin fra Graci.

Nerello Mascalese combines the perfume, flavors and elegance of Pinot Noir – as in French red Burgundy – marrying its signature flower, cherry, spice and earth notes with the firm acidity, power, austerity and floral, anise, and plum characteristics of the classical Piemontese Nebbiolo-based reds, Barolo and Barbaresco. The characteristic minerality imparted by the Etna terroir is unmistakable and distinctive, singling out Etna wine from all others, not just among Italian wines, but on the world stage.

Jeg siger det gerne igen: Skynd dig at køb en masse Nerello Mascalese-vine (og også vine lavet på Frappato!). For inden du har set dig om, er priserne sendt på himmelflugt.


Quota 600 2010, Graci

Jeg sætter stor pris på, at man i en vinproducents portefølje kan finde fællestræk mellem alle niveauer. Det viser stor faglig kompetence, at man har så flot kontrol over sin frugt. Men måske endnu vigtigere viser det, at man ikke bare kaster sjaskdruer i sin entry-level for at få en vinøs cash cow, der kan betale for arbejdet med højpotentialedruerne.

Og denne svære kunst mestrer Graci på en – for mig – helt uset måde. Der kan nemlig trækkes en snorlige streg mellem Quota 600 og Etna Rosso 2010. Der er selvfølgelig mere tyngde i storebroren, men den der lyse, frugtige overtone går igen. Som små men umiskendelige fællestræk søskende i mellem. Det er virkelig en fascinerende og henrivende oplevelse.

Skal jeg ikke bare sige det med det samme? Jeg er helt vild med det her. I næsen er den masser af florale toner. En både elegant og lidt tung duft, som minder om tulipaner. Der er også noter fra pilleglas eller medicinskab. Og samlet set minder det nærmest om en reel parfume, så aromatisk er denne vin. Det er simpelthen eminent elegant, og som en magnet for kompleksitetssøgende næsebor.

Heldigvis fortsætter ballet i munden, hvor tulipanerne igen blomstrer. Jeg har skrevet tulipan-juice i mine noter. Men der også noget urtet i næsen, der ligger som en bitter og fin grøn undertone. Og så er den en frugtig tyngde, som lillebroren måske manglede. Her er kroppen stor og stærk uden at kompromitere den feminine elegance synderligt. Tanninerne er fløjlsbløde uden at være kedelige, og så fortsætter vinen bare med at udvikle sig i munden lang, lang tid efter, at saften er sunket.

Det her er virkelig godt. Burgundisk i sin lethed og florale virilitet, mens syren og kroppen minder om piedmontisk herlighed. 93 store vinsvinspoint til dette vulkanske mirakel, som kan købes hos BB Vinimport til 225 kroner for en enkelt flaske, og 199 kroner pr. styk, hvis du køber 6. Det skylder du dig selv og din næse og mundhule at gøre. Det er en vidunderlig vin.

Og så kan du også lige så godt begynde at spare op til Gracis topvin, som hedder Quota 1.000.

0 comments:

Post a Comment

Du er meget velkommen til at kommentere på dette indlæg. Også hvis du er vred, men helst hvis du ler.