Kult fra Frank

Som en slags vinøs opvarmning til vores store Nerello Mascalese-smagning var to vinsvin forbi den nørrebroske vinbar Terroiristen. Her havde Stefan givet masserne lov til at smage Frank Cornelissens topvine. Vine som naturvinister nærmest ville gå i døden for, fordi der bliver lavet så få (læs: de er dyre), og fordi de bliver lavet med så ekstrem fokus på terroir-bevarelse i væsken. Med andre ord: vi skulle smage rendyrket kultvin fra Frank.



Munjebel 7 10Anni (2010), Frank Cornelissen

Dette blev en jubilæumsvin, fordi Frank vurderede, at kvaliteten ikke var helt god nok til at blive Magma-vin. Men det er sgu stadig pænt godt.

Vinen er ekstremt levende i glasset. I den nasale fase afslører første indsnusning helt lyse bær, hindbær, jordbær og lidt sur tobak. Men efter lidt tid får man skønne ”Frederiksdal”-kirsebær og eukalyptus. Men pludselig forandrer vinen sig igen, og nu er det urter og modne tomater, der vælter op i næsen, uden at kirsebærrene forsvinder. Sjældent har jeg haft en mere omskiftelig vin i glasset.

Det føles elegant, let og særdeles mineralsk i munden. Men også meget læskende, og efter lidt tid i glasset kommer der behagelige tanniner. Man savner måske lidt frugt i selve smagen. Det er bare ultra mineralsk og pakket med enorm syre. Men hey, jeg er en sucker for syre, og sammen med sin rene mineralitet, er jeg sgu godt tilfreds her. Rigtig godt tilfreds. 92 point.


Magma 2009, Frank Cornelissen

At denne vin er blevet hypet og kult, kan jeg sgu godt forstå. Magma er vin, som taler til intellektet. Jeg tvinges til at tage stilling, og mange vil helt sikkert ikke opleve Franks vine som decideret nydelsesfulde. Det er vinøs avantgarde.

Magma er lavet på 100 procent Nerello Mascalese, stokkene er mellem 50 og 80 år og bliver gæret på terracotta-krukker (amforaer), som bliver gravet ned i jorden.

I næsen er der kirsebær, krydderier, sur tobak, (lava-?)røg og eukalyptus. Magma opleves faktisk lidt mere dæmpet i næsen end Munjebel 7 10Anni. Det bliver der dog lavet om på ved første slurk.

Jeg får en bombe i munden. Den virker umiddelbart som elegant og mineralsk, men pludselig bliver munden til en Ungdomshus-krig med den hårde stenede mineralitet og den særdeles pirrende syre. Det bliver en voldsom men også fantastisk smuk symfoni.

Magma har noget mere fedme og sød frugt i kroppen end Munjebel. Harmoniske tanniner og laaaaang eftersmag. Og så fornemmer jeg overhovedet ikke de 15 % vol, for elegancen er fuldstændig.

Her er jeg ikke bare tilfreds, her er jeg lykkelig, og jeg har lyst til mere. 95 Vinsvin-point, som desværre koster 975 kroner hos Terroiristen, hvis du vil lege med.

0 comments:

Post a Comment

Du er meget velkommen til at kommentere på dette indlæg. Også hvis du er vred, men helst hvis du ler.