Det nye sort er fra Sicilien

 
I går afholdte Vinsvin sin store Nerello Mascalese-smagning. Og hvilken smagning. Niveauet var helt enormt højt – med undtagelse af en enkel skæv vin –, og variationen i de syv vines udtryk var virkelig overraskende stor. Det var dog ikke så overraskende, at Frank Cornelissens vin (Contadino) var den mest levende og skøre. Mest burgundisk og stor var Gracis Quota 600. Jeg var fandme ved at begynde at græde, da dens florale og lyse duft fløj op i mit ansigt. Og den bedste vin til pengene var formentlig Gracis Etna Rosso i 2010-udgaven.

De næste par dage kaster vi masser af anmeldelser og beskrivelser fra lørdagens himmelske smagning op på bloggen, så hold øje med os herinde eller på Facebook. Der bliver kastet høje tal efter de her flasker. Og egentlig burde du bare skynde dig at kaste alle dine sparepenge efter Nerello Mascalese, inden de bliver for dyre. For med den kvalitet bliver de store Etna-vine snart rigtig, rigtig dyre.

0 comments:

Post a Comment

Du er meget velkommen til at kommentere på dette indlæg. Også hvis du er vred, men helst hvis du ler.