De tørre bobler

Det ser ud til, at vores mellemstore cider-projekt bliver forholdsvist brut. Al sukkeret er i hvert fald gæret pænt meget ud af de 50-60 liter amar'sk æblemost. Det var sådan set ikke meningen, men når man har travlt, og den gærende juice står 10 kilometer fra ens bopæl, så bliver der ikke holdt godt nok øje med processen. Det gjorde der i hvert fald ikke i det her tilfælde.


Min første tanke var, at denne ekstremt tørre saft ikke var meget værd. For den er virkelig tør - og lidt staldet. Men så læste jeg mig frem til, at mosten - og de mange arbejdstimer bagved den - godt kunne reddes. Og endda reddes ganske enkelt og resultere i et nogenlunde tilfredsstillende slutprodukt.

Derfor har jeg nu spædet min juice med 5 gram opløst sukker pr. 700 ml saft inden flaskningen. Dosage, som man ville kalde det i Champagne. På den måde kommer der - forhåbentlig - fine bobler via en andengæring på det nytilføjede sukker, og hvis ikke al sukkeret bliver ædt af gæren, vil det give den færdige cider lidt sødme. Min cider ender dem i en Extra-Brut-klassificering i stedet for Brut Nature.


Når den alkoholske andengæring er færdig, må og kan jeg blot væbne mig med tålmodighed og varmegrader på omkring de 17. Så skulle der nemlig gerne ske en malolaktisk gæring, som vil fjerne den værste skarphed i mosten. Du ved sikkert godt, hvad en malolaktisk gæring er - den sker jo som regel også i rød vin -, men kort fortalt handler det om, at den skarpe æblesyre (malinsyre) bliver omdannet til den blødere mælkesyre (laktose).


Og vups, så har jeg forhåbentlig en gæret saft, der er i nærheden af at ligne en flot, tør og elegant cider, hvor kun det tilsatte sukker gør, at det ikke er helt ren naturvin. Det er da ret sejt for et førstegangsciderprojekt. Der er selvfølgelig også en risiko for, at det bare bliver noget virkelig sur og skør sprøjt med bobler, men så kan jeg bare sælge det til Relæ. Badabing.

5 comments:

Anonymous said...

Tue!

Jeg er vild med dit projekt og jeg er selvfølgelig beredt på at smage skidet.! Smid en flaske af næste gang du er forbi.


/Anders Frederik Steen
Sommelier, Relæ

Mathias Skovmand-Larsen said...

Hej Tue,

Lyder sgu som et spændende projekt. Hvilke æbler bruger du og har du macereret mosten med pulpen eller gæret direkte på mosten?

To tekniske kommentarer, dosage er den mængde sukker du tilsætter efter andengæringen i flasken, som ikke skal gære, men give sødme. Det du har tilsat skal nok betegnes som "liqueur de tirage", fordi det skal give bobler (og måske lidt sødme).

Laktose er mælkesukker, ikke mælkesyre.

Men det er jo ikke det vigtige. Det vigtige er om det smager godt.

Skål og lykke til

/Mathias

Tue said...

Anders!

Jeg lover at kaste flasker efter Relæ, dig og Clauern, så snart der er kommet bobler i skidtet. Det bliver dog nok først i det tidlige efterår.

Kærlighed.

Tue

Tue said...

Hej Mathias

Det er også et spændende projekt. Dog lidt for tilfældig orkestreret, når jeg kigger tilbage på det. Men nu må vi se, om jeg ikke kan få noget drikbart ud af de tilfældigheder.

Du kan se vores æblevalg her:

http://www.blogsvin.dk/2012/10/amatrbobler.html

Og tak for rettelserne. Det er fedt at få styr på sine termer.

Alt det bedste og tak.

Tue

Jakob Holdensen said...

knap så god cider kan sagtens bruges i madlavning. Lav cider eddike og del ud til venner og bekendte. Svinekød har godt af at koge i cider. (jfr svinekæber i cider).
Endelig kan man jo eksperimentere med at bruge det til sommer drinks. Det sure gør sig godt i varmen.

Post a Comment

Du er meget velkommen til at kommentere på dette indlæg. Også hvis du er vred, men helst hvis du ler.