Contadino 9 (2011), Frank Cornelissen


Alle taler om ham, men få smager hans vine. Det første skyldes, at Frank Cornelissen er en af de mest markante og dedikerede skikkelser i naturvinsverdenen, og det andet skyldes, at han laver ganske få vine – og at de er ret dyre.

Derfor var det med store forventninger, at vi åbnede Cornelissens basisvin (selvom ingen af hans vine er "basis"), som hedder Contadino 9. Tallet 9 refererer vist til, at det er niende gang, at den gode Frank laver denne version, hvilket stemmer fint overens med, at den første Contadino blev lavet i det regnfyldte 2003. Vinen er lavet af en romkugleagtig og vulkansk blanding, hvor man reelt ikke ved, hvad nogle af druerne hedder. Men der er en del Nerello Mascalese i, og derfor fik vinen lov til at joine vores store NM-gennemgang.

Contadino 9 (2011), Frank Cornelissen

Og lad mig sige det med det samme: det her er ikke normal vin. Det er skørt og levende, og for den mere uerfarne vindrikker måske lidt for skørt. Men når man først kommer i behold af denne acquired taste, så er det her virkelig fantastisk og fantastisk udfordrende vin.

I næsen er der balsam, parfume, noget urtet som kan minde lidt om merian, og så er det noter af plastik. Ja, det lyder som en pænt skør vinøs duftprofil, men det er virkelig indsmigrende, og svært at hive næsen op af glasset igen.

Når væsken bliver hældt indenbords fortsætter vinens vitalitet. Lige i starten eksploderer vinen i ren Superflyers og med en lidt brændt note i baggrunden. Senere kommer der mere frugt og kontrol (selvom kontrol er et virkeligt misvisende ord at bruge om disse dråber) over vinen, som bare bliver ved og ved og ved med at skifte karakter. Det er en virkelig vidunderlig kombination af kompleksitet og saftig lethed.

Det her er en vin, jeg (gerne) ville kunne drikke hver dag. Det ville aldrig blive kedeligt, og det ville aldrig blive kvalmt. Det er fågt op i skalle på den gode måde, men det er fandme også aldeles henrivende og aldeles smukt. Det får 92 store vinsvinsdaskende point, fordi det måske stadig mangler en lille smule dybde for at være rigtig stort. Men god saft er det sgu. Og hvis man vil opleve levende vin, så er det her en enestående chance (ikke mindst fordi det også smager godt).

Vinen kan købes hos Terroiristen, hvor du også kan kaste dine dadler efter Contadinos storebrødre, Munjebel og Magma. Contadino 9 koster 225 kroner, og det ser hverken Lars Høgh eller Vinsvin noget galt i. Prøv det, også selvom du ikke er en amfora-freak.

0 comments:

Post a Comment

Du er meget velkommen til at kommentere på dette indlæg. Også hvis du er vred, men helst hvis du ler.