Vinbloggerens rolle


Der er efterhånden ved at være en del danske vinblogs. Ja, du har måske endda set vores liste over dem. Og det er skide fedt, at så mange mennesker går så meget op i vin, at de gider bruge tid og tanker på at skrive noget om det. Men hvad skal vi egentlig bruge vinblogs til, og har vinbloggere et ansvar omring, hvordan de formidler?

Jeg kom til at tænke over dette, da jeg selv sad og skrev et mere eller mindre ligegyldigt indlæg. Hvordan kunne jeg tillade mig at smide det ud i blogsfæren og forvente, at folk gad læse det, når jeg ikke engang selv fandt det skide interessant? Eksistentiel krise in the making.

Nå, men så kiggede jeg lidt på andre blogs, og her synes jeg også, at der var nogle indholdsmæssige problemer. En del blogs kunne lige så godt være skrevet i et Word-dokument og aldrig se en server, fordi de ikke har andet formål end at fungere som en notesbog for smagt vin. Altså, det er fint nok, og måske disse lidt indadvendte blogs hjælper nogen til at vælge eller ikke vælge en bestemt vin. Men er det ikke lidt tyndt? Hvor er reflektionerne, baggrunden og informationerne, som gør læseren klogere? Bare en flig af journalistisk kærlighed.

Derudover undrede det mig, hvor få fokuserede vinblogs, der findes. Più Rosso er en af de få, fordi den stort set kun handler om (rigtig god) italiensk vin. Men ellers skyder nærmest alle - også vores - blogs med spredehagl. Lidt klassisk Bourgogne, lidt naturvin, lidt bobler, dyre vine, vine på tilbud, lidt vine på restauranter og så videre. Det er selvfølgelig også fordi, at det er sådan, man som vindrikkende menneske oplever vin. Men som reklamedreng, synes jeg, at det er ufokuseret. Hvor er følgende blogs?

  • Købmandens vin: En blog der beskriver stort set samtlige vine hos de største supermarkedskæder. Det er jo i supermarkedet, at langt de fleste vine bliver købt. Man kan argumentere for, at disse forbrugere ikke læser så meget om vin på nettet, men det kunne man sammen med supermarkederne jo måske få dem til.
  • 100 kroners kærlighed: Jeg tror, at 100 kroner er smertegrænsen for, hvad mange vil give for en flaske vin. Derfor burde man lave en blog og en liste over, hvor man får mest bang for the buck for sine 100 dask. På den måde ville en evt. point-uddeling også meget nemmere kunne sammenlignes.
  • Mad og vin: Super trist navn til en blog. Men hvorfor fanden er der ikke nogen, der dedikeret fortæller danskerne, hvilken vin de skal drikke til hvilken mad? Det burde både vinhandlere og fødevare-pushere være interesseret i. Og så ville det passe fint ind i det øgede fokus på at spise efter årstiderne.
     
Det, jeg vil sige, er, at jeg synes, det er vores pligt som vinkommunikatører at ville mere, end bare fortælle, hvordan en tilfældig vin smager. Det kan man selvfølgelig godt gøre nogle gange, hvis man formår at gøre det til interessant læsning (hvilket få gør!). Men der må være flere lag i kommunikationen. Baggrundsartikler, reflektioner, udfordringer til læseren, fokusområder. Ja, bare et eller andet som giver bloggen en reel, særegen og læseværdig værdi. Det vil vi prøve at blive bedre til hos Vinsvin. Og det håber vi også du vil. Vi er jo for fanden ikke modebloggere. Vi går op i vin, og sandheden er i vinen.

6 comments:

John said...

Kære Tue,

jeg tror du tager meget fejl her. Jeg læste om din liste over vinblog i Danmark og dine kommentarer, og generelt efterspørger du meget nørderi med reflekterende og en formidling, der giver dig mening som anonym læser at en vinblog. Nu skriver du det samme i dette indlæg, og generelt set kan jeg sagtens se dit synspunkt.

Alle vinblogs skriver på flere niveauer og til forskellige målgrupper. Ikke alle ønsker at læse med, og generelt set vil jeg synes, at det bliver kedeligt, hvis alle skriver på samme niveau eller med samme udgangspunkt.

Nogle blogs er seriøse, nogle skriver om tilbudsvine, nogle skriver på en mere humoristisk måde. Jeg blogger ikke selv, men idet alle skriver meget bredt, som du også selv skriver, så rammer nogle eller flere indlæg min interesse. Og hvis en blog ikke interesserer mig, kan jeg jo bare lade være med at læse med.

Du skriver selv: "En del blogs kunne lige så godt være skrevet i et Word-dokument og aldrig se en server, fordi de ikke har andet formål end at fungere som en notesbog for smagt vin."
Alle vinblogs handler i bund og grund om dette. Man vil formidle et budskab ud til interesserede, og jeg går ud fra, at man skriver om det, der interesserer sig selv (og måske ens læsere). Det er jo hele konceptet ved en blog.

Jeg synes at de fleste vinblogs skriver indlæg, der giver værdi for mig som læser. Bestemt ikke alle indlæg, men idet alle bloggere skriver på forskellige måder, kan jeg altid finde en masse, der interesserer mig.

Det er bare min mening, og du er sikkert ikke enig. Men sådan er vi jo så forskellige. :-)

/John

Tue said...

Hej John

Jeg synes ikke, at alle vinblogs skal ligne hinanden. Jeg synes, at alle vinblogs skal have et mere eller mindre defineret fokus. Der er stor forskel på de to ting.

For jeg giver dig helt ret i, at det er fedt, at de vinøse blogs har (lidt) forskellige måder at formidle på. Og selvfølgelig kan man bare shoppe rundt i de mange indlæg. Jeg synes dog godt, at bloggere kunne være mere fokuseret på at formidle vin end blot referere en smag.

Og selvfølgelig må bloggerne selv bestemme, hvordan de skriver på deres blogs. Jeg prøver blot at få dem til at tænke lidt mere over indholdet og gøre sig lidt mere umage med formidlingen. For så kunne de danske vinblogs blive the shit.

Alt det bedste, og tak for din kommentar.

Tue

Mark said...

Ciao Tue
Jeg synes det er nogle interessante betragtninger du gør dig omkring vin, og tillader mig at komme med nogle kommentarer.

Specialiserede vs. brede vinblogs
Nu er jeg jo selv med på en vinblog som skyder en del med spredehagl. Vi holder os dog til vin. Jeg kan godt se det fede i en specialiseret blog, men omvendt vil jeg selv have lidt svært ved det. Det jeg godt kan lide ved vin er diversiteten rundt om i verden, og så giver det ikke mening for mig at fokusere på østrigsk vin for eksempel. Men det ser jeg heller ikke som et problem, på den måde er chancen for at der et indlæg folk gider at læse det større. Folk må selv vide hvad de vil læse, og se på de indlæg der nu engang er relevante.

Den store udfordring er i mine øjne at gøre vores materiale overskueligt så man nemt kan finde frem til det man vil se på / læse om blandt de vine vi har smagt til en given pris, drue, point eller land.

Et hurtigt kig ned over jeres side viser da også at I heller ikke selv er så fokuserede. Der er både lidt restaurantbesøg, naturvin og Philipson prisbaskere.

Venligst
Mark

Tue said...

Hey Mark

Jeg har aldrig sagt, at vores blog er super fokuseret. Faktisk skriver jeg netop det modsatte i indlægget (= "Men ellers skyder nærmest alle - også vores - blogs med spredehagl").

Men derudover er jeg helt enig i det, du siger. Jeg gad nok heller ikke lave en blog udelukkende om østrigsk vin. Det bliver for kedeligt og endimensionelt, og det svarer ikke til min egen vinøse virkelighed (der skal jo altid være plads til fransk nature. Hehe). Og ja, folk shopper jo bare efter de indlæg, som de finder interessante.

Det er en rigtig god pointe, at det skal være nemt for folk at finde de emner, som de gerne vil læse om. Det er vi selv virkeligt dårlige til. I er vist ret gode.

Peace.

Tue

Mark said...

Sorry - der var jeg lidt hurtigt ;-)

Anonymous said...

http://vin-top-10.dk/

100 kr. kærlighed....det er næsten en blog

Post a Comment

Du er meget velkommen til at kommentere på dette indlæg. Også hvis du er vred, men helst hvis du ler.