En aften på Le Chateaubriand


Alle taler om den. Eller ... der er i hvert fald mange madnørder, som taler om Le Chateaubriand. Den er nummer 15 på World's 50 Best Restaurants, men den har ingen Michelin-stjerne. Chefkokken, Inaki Aizpitarte, bliver betraget som en superstjerne. Maden er vild og eksperimenterende. Restauranten ligger i et lidt scruffy område af Paris. Ingen hvide duge. Ingen flakoner på toilettet. Det hele er bare indie og rock'n roll. Så der tog jeg hen, da jeg alligevel var i Paris. Her er maden og lidt noter om den:

Opvarmning:


Det er et skørt mix. Det er en parisisk bar, den er Berliner-trashet, og den ligger i Chinatown. Men det er hyggeligt, man kan sidde udenfor, og der er proppet med mennesker. Vi fik et glas over-eget rødvin (Rioja var mit gæt) på Aux Folies, og det var skide hyggeligt.

Snacks:


Det smagte som et rundstykke med integreret ost i dejen. Måske var det også bare det. Det smagte fint, men ikke ekstraordinært. Overraskende ordinær start.


Den altid lidt trist-udseende Aizpitarte er kendt for altid at have et chevice-shot i sin menu. Altså et stykke citronmarineret fisk, som ligger i en væske. Væsken har jeg glemt, hvad bestod af. Men det var virkelig godt (løg og parfume) og fisken aldeles skøn.


Yes, det er en rimelig simpel anretning. En reje. En veltilberedt reje, men bare en reje. Meget subtil gastronomi, og jeg forstod det ikke helt.

Det salte:


Nu er vi i gang. Hjertemuslinger med lilla tapioka, sennepskorn og sennepsblade. En frisk og intens ret, hvor de mange sennepskorn gav vigtig sprødhed til retten. Svedige farver og kækhed. Virkelig fin ret.


Græskarsuppe med valnød, syltede græskarstykker og fiskede sfærer.Måske var der også noget sesamolie. Det var aldeles skarpt og elegant.


Det her var fucking også skarpt. Smag, tekstur og udfordringsniveau sad lige i skabet med den her. Semi-rå og bagte rodfrugter på rå fisk med en suppe af skovsyre, som også var repræsenteret friske.


Bittert. Det var nærmest den eneste smag i denne ret, som blev skjult af et (bittert) stykke salat, der vist nok var blancheret i olivensaft. Under det et stykke stegt fisk med kyllingelever, stegt Radiccio-salat og noget rasp-agtigt. Det fungerede næsten, hvis man fik nok lever med i sin mundfuld. Men ellers var det bare virkelig bittert. Skørt og ikke udpræget godt.


Uha, det var godt. Bleu-stegt svinekød er jo ikke specielt normalt, men når kødet er så godt, som det her var (fra et Iberico-svin), så er det sgu fint. Ovenpå var der couscous af selleri, dehydreret citron og ikke mindst pomelo. Vild fedme fra svinet med vild syre fra pomeloen. Og bitterheden fra citronen. Det fungerede benhårdt.

Det søde:


En lidt skuffende dessert, fordi det ikke er en dessert. Artiskok-puré med granité af mandelmælk og papapaya (???) nedenunder. Meget moderne med grøntsager som dessert, men hamrende kedeligt.


En andalusisk specialitet i en neo-bistrosk fortolkning. Salt æggeblomme, karamel og knas. Det fungerede fint. Det gør salt og karamel som regel.


Fire slags ost og intet andet. Jo, lidt brød fra de salte indslag. Nøgent. Lidt for nøgent i min optik. Men hamrende gode oste.

---

Det er fucking godt på Le Chateuabriand. Det er weird, vildt og spraglet. Det er hamrende afslappet og samtidig knivskarpt orkestreret. Det er rock'n roll og indie. Men egentlig er det jo også ganske klassisk opbygget. Man er tryg, og samtidig har man ingen anelse om, hvad man skal forvente.

Hvis du er i Paris, så skal du tage derhen. Fra 21.30 kan du endda komme uden at have bestilt bord. Do it. Vi gik all in, og det kostede 1.000 dask per næse. På det her gastronomiske niveau lader det sig ikke gøre til de penge andre steder i ... verden? Men om det er verdens 15.-bedste restaurant, ja, det har jeg sgu ingen anelse om.

I Danmark får du noget af den samme stil, stemning og mad på det smukke Relæ. De er i helt klart samme neo-gastronomiske stil.

0 comments:

Post a Comment

Du er meget velkommen til at kommentere på dette indlæg. Også hvis du er vred, men helst hvis du ler.